Forladt

“Drenge leger da ikke med dukker? Kun piger gør den slags!” sagde de til ham, men jeg fortalte ham at han ikke skulle lytte til dem. Engang var jeg bare en dukke. En dukke som alle andre dukker, men Malthe gav mig kærlighed. Og liv.

14Likes
17Kommentarer
760Visninger

1. Forladt

Forladt

 

Havets nådesløse bølger slår taktfast ind over det grove strandsand med jævne mellemrum. Fylder den salte luft med en brusende larm og skumsprøjt der hvirvler op og falder igen, som tung regn. Ubemærket trækker den snigende morder sig tilbage og tager alt hvad den kan få fingrene i og trækker det ned i havets gudsforladte dyb - uden at efterlade det mindste tegn på at den har været der.

 

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg har ligget her. Timer? Dage? Uger? Måske endda År? Jeg ved det ikke, desuden er jeg også ligeglad. Jeg venter bare her. Venter på Malthe.

 

Malthe der tog sig af mig i alle de år. De andre børn i børnehaven hånte tit Malthe

 

“Drenge leger da ikke med dukker? Kun piger gør den slags!”

 

sagde de til ham, men jeg fortalte ham at han ikke skulle lytte til dem. Engang var jeg bare en dukke. En dukke som alle andre dukker, men Malthe gav mig kærlighed. Og liv. Han gav mig tøj og mad, lærte mig at snakke, lærte mig at være et rigtigt menneske. Hver aften snakkede vi om hans problemer, delte hemmeligheder. Når han fortalte om hvad han havde oplevet i børnehaven lyttede jeg interesseret. Nogen gange fik jeg endda lov til at komme med i børnehave. Så legede vi gemmeleg, lavede perleplader og spiste leverpostejsmadder med rosiner og hyldeblomst-saftevand til.

 

Malthe smiler til mig med sine flotte blå øjne. Blå som havet. Jeg smiler begejstret tilbage til ham da vi parkerer trækvognet i sandet. Han løfter mig op i hans trygge arme og løber ned mod det brusende vand der skyller ind over stranden. Mine gyldenbrune, let krøllede lokker hopper voldsomt frem og tilbage da Malthe farer ned mod vandet og sparker sandet bagud med hans bare fødder, som en hest i galop. Eftermiddags-solen skinner mig i øjnene. Blændet lukker jeg dem tæt i og putter mig i Malthes trygge favn. Det er skønt at ligge her. Det er her jeg hører til - ved Malthe. Med min lille plastik-finger udpeger jeg den sten jeg har udset mig og Malthe ligger mig på mit udvalgte udkigningsted. Jeg foretrækker at sidde hvor der er tørt. Havet skræmmer mig. Det er så stort - måske endeløst og det kan med lethed trække en lille dreng som mig ned i dybet. Men Malthe elsker havet og jeg tror ikke at der er noget Malthe ikke kan. Malthe er en udødelig superhelt - han kan det hele. Han sørger for t jeg ligger behageligt på mit blå, dejligt pjuskede håndklæde og styrter så i vandet. Jeg syntes at han er sej - vandet er iskold. Selvom vi er midt i Juni bliver vandet aldrig over 20 grader - måske er det derfor at vi er alene på stranden i dag.  Malthe er en god svømmer. Han kaster sig rundt i de store brusende bølger og sprøjter vandet højt op i luften. Han dukker under bølgerne, en fod stikker op et andet sted og et tredje sted dukker han frem fra bølgerne igen og hiver forpustet efter luft, som en fisk på land. Han ler til mig og strømmen driver ham længere og længere ud på det kæmpe hav. Ubekymret pjasker han rundt - uvidende om hvor langt ude han befinder sig. Uroen begynder at gnave i min mave. Bekymret prøver jeg at råbe til ham at han skal komme tilbage, men han er for langt væk. Malthe hører mig ikke.  Jeg råber endnu højere og denne gang hører han mig. Han vender rundt og begynder at svømme tilbage mod mig og fastlandet. Hans svømmetag er langt fra så ubesværede som før. Han kæmper hårdt, men strømmen er for stærk. Han er for langt ude og lille mig er ikke stærk - eller modig - nok til at svømme ud efter ham. Bølgerne kaster sig over ham og den stærke strøm trækker af alle kræfter i ham. Der går panik i ham og han skriger rædselsslagen. Vand strømmer ned i hans lunger og erstatter den ilt han har brug for, for at leve. Han hoster voldsomt og ukontrolleret. Jeg kan se på hans rædselsslagne ansigt at han har indset det. Indset at han ikke kan reddes, at han er fortabt. Han giver op. Havet vandt denne gang. Igen. Hjælpeløse Malthe trækkes under vandet og efterlader kun bølgernes evige brusen og taktfaste slag mod det grove sand. Denne gang dukker han ikke op igen.

 

Nu venter jeg bare. Venter på at Malthe dukker op fra havets dyb igen. For den udødelige superhelt Malthe - kan ikke dø. Superhelte dør ikke. De vinder altid.

 

En skarp kant på stenen stikker mig irriterende i siden. Hvis Malthe var her ville han have sørget for mig. Passet på mig, våget over mig. Men Malthe er her ikke. Jeg er blevet forladt.

 

Men jeg ved at en dag vender Malthe tilbage. Indtil da, vil jeg vente på ham her.









 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...