Shadow Nights

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jun. 2015
  • Opdateret: 13 nov. 2015
  • Status: Igang
Jeg bliver jagtet. Som om jeg var et dyr. Jeg har ingen familie eller venner. Kun en bekendt... En jeg elsker. Men han forlod mig og jeg har ventet på ham i fire år... og da han endelig kommer tilbage til mig, må jeg tigge ham om at gå. For Mánden er efter mig og jeg vil ikke tage ham med i faldet.

1Likes
0Kommentarer
741Visninger
AA

5. Truedet

Truedet

Mandén? Han havde ikke opsøgt mig i flere dag! Hvor blev han af? Var han død? Havde han overhovedet eksisteret? Var jeg blevet sindsyg? Tankerne kørte. En dårlig tanke blev erstattet med en værrere. Min vejrtrækning blev hurtigere og ude af kontrol. Jeg kneb øjne i. Bekæmpede den indre smerte. NIALL. Hvor blev Niall af? Skulle han ikke have været tilbage kl 16.20. Hvor Mandén gået efter ham? Havde jeg vider kaldt min forbandelse. Et smertehagl fløj igennem hovedet på mig. Hvad var klokken. I køkkenet! Der hang det eneste ur i huset. Jeg rejser mig hurtigt. Lidt FOR hurtigt. Min stadig sovende krop, havde næsten ikke rørt sig i dag, og blev hamret ned i jorden med at ordentligt smæld. Min bevægelser blev ustabile og rystende prøvede jeg at komme på benene. Haltende krysede jeg rummet. Mit blik flakkede rundt efter uret da jeg kom ind i køkkenet. Kl var 14.45! Jeg sukkede. Både af lettelse og af min egen stupiditet. Jeg var blevet sårbar. Nu havde jeg noget at miste... Nu havde jeg noget at kæmpe for. Det var som om de sidste fire år ikke havde eksisteret. Vi fortsatte bare hvor vi kam fra... Som om niall aldrig var rejst. Som om jeg aldrig havde været ulykkelig. Jeg følte mig svigtet... men på sammen tid også redet. Mine øjne fandt uret. 15.00. Jeg så hvordan viserne flyttede sig. Den ene langsommere end den anden. Så tiden svinde væk. Minut efter minut. 15.12, 15.14, 15. 26, 15.47. Tankerne fløj rundt i hovedet på mig. Lyden af en dør der åbnes rev mig tilbage til bevidstheden. "Hallo" Niall's stemme kunne høres højt og tydeligt. Jeg svarede ikke. "Marilyn?" Atter stilhed. Fodtrin nærmede sig. Dunk efter dunk. Jeg kneb øjnene i. Håbede han vil komme og samle mig op. Og på sammen tid håbede han vil gå den modsatte vej. Hans krop kom tilsyne i dør åbningen. Han havde set mig. Langsomt gik han imod mig. Jeg vil gerne undgå en samtale og ønskede han bare ville vænne om og forsvinde. Det ville være bedst for alle. Men han stod bare der i døråbningen og kikkede på mig. Hans blik borede sig ind i mine øjne. Kærligt satte han sig ved siden ad mig, tog mig i hans favn. Sagde intet, ligesom jeg ønskede det. Bare hans varme arme om mig. Der sad vi, i køkkenet på stengulvet. Hans læber strejfede mine pande. Mine hænder fandt hans. Jeg tog en dyb vejrtræning. Intet kunne ramme mig nu. FORKERT. Alt kunne ramme mig nu. Min vejrtrækning blev atter ustyrlig. Et smertehelvede bredte sig i mit hovede og mine hænder knyttede sig i angst. Jeg skreg. Tog mig til hovedet. Mine øjne blev våde og mit syn derfor sløret. Tåre efter tåre røg ned af kinden. Jeg vred mig i smerte. Jeg prøvede at rejse mig da to stærke arme trak mig tilbage. Niall holdte min krop til hans og hviskede beroligende i mit øre. Et hulk udviklede sig tik hysterisk gråd. Jeg opførte mig dyrisk. jeg... Jeg... Jeg var menneskelig. Min vejrtrækning blev mere rolig, dog stadig hurtig. Smerten i hovedet blev mindre. Niall spurgte ikke hvad der var faldt eller hvad jeg fejlede. Han lod mig bare falde til ro i mens jeg lå i hans arme og for det er jeg evigt taknemmelig.

***

Aldrig havde jeg smilet sådan før. Når jeg kikkede i hans øjne så jeg universet. I hans arme fandt jeg varme. Og i hans hjerte fandt jeg kærlighed. Mine hænder greb fat i silke dynen og min krop dumpede ned i sengen. Havde jeg fundet selvskab? Havde jeg fundet lykke? Naill. Han fik mig til at føle mig... Speciel. Jeg kunne mærke hvordan mine øjenlåg blev tunge og gled i.

***

Da jeg vågnede igen var det midt om natten. Rummet lå helt mørkelagt og man kunne højest skimte siluetterne af møblerne. En varm væske dryppede ned fra loftet og landede mellem mine øjne. Jeg tørrede dråben væk med hænderne, og den varme væske var også tyk og klæbende. Jeg havde brug for lys. Jeg svingede benene ud over senge kanten og begav mig i blind gennem det mørke rum. Jeg kunne noglelunde memorere hvor møblerne stod, men stødte dog ofte ind i noget (lidt oftere ind forventet). Mine nøgne fødder begav sig afsted. På væggen hang stikkontakten og da mine fingrespiser ramte den blev rummet med det samme lyst op. Jeg stod blændet de første sekunder og måtte skimme med øjnene for at se det mindste. Det hele lå tåget. Da mine øjne nogenlunde fungerede optimalt blev jeg rædselsslagen. Hele rummet var stortest ødelagt. Møblerne havde været smidt gennem hele lokalet og flækkede da de igen tømte jorden, og derfra efterladt. Væggene var hullet, tapetet var næsten faldet af og dækket i et lag blod, således også gulvet. Intet stod uberørt undtagen sengen. Tilgengæld lige ovenover den var der riset ind i luftet Marilyn? Ønskede du to kister? En trussel. Nej en ordre. Jeg så hvordan blod samlede sig i klumper inde i riserne. Hvor havdet jeg været dumt. Hvordan kunne jeg tro at Mandén ville have ladet mig være sammen med Niall, som jeg nu havde bragt i fare. Jeg havde troet at jeg overlevede fordi det lykkes mig at flygte fra Mandén gang på gang, når den endelige grund til jeg stadig er i live, er fordi Mandén gav mig lov.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...