Shadow Nights

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jun. 2015
  • Opdateret: 13 nov. 2015
  • Status: Igang
Jeg bliver jagtet. Som om jeg var et dyr. Jeg har ingen familie eller venner. Kun en bekendt... En jeg elsker. Men han forlod mig og jeg har ventet på ham i fire år... og da han endelig kommer tilbage til mig, må jeg tigge ham om at gå. For Mánden er efter mig og jeg vil ikke tage ham med i faldet.

1Likes
0Kommentarer
732Visninger
AA

7. titelløs

Titelløs

Hvor længe havde jeg været væk? 15 minutter? En time eller to? Det var stadigt mørkt, så så længe kunne det ikke have været. Jeg kikkede op på stjernerne, og lod mig selv lege med tanken om, at de havde holdt øje med mig mens jeg sov. Jeg satte mig op og skreg lige så snart mit øje fandt ham. Mine ben trak mig op at stå og flygtede 3 meter bag ud Mandén som stod og betragtede mig kun 5 meter fra mig. Jeg følte hvordan kroppen blev fyldt med adrenalin. Hjertet pumpede så hårdt at jeg var bange for det snart ville stoppe. Jeg fumlede med de spørgsmål jeg havde tænkt for kunnfå timer siden. Hvordan, det var spørgsmålet jeg gerne ville stille. Hvorfor var hvad der kom ud af min mund. Jeg kikkede ind i de to tomme huler, der erstattede Mandéns øjne og ventede på et svar. Han stod stille. Jeg stod stille. I flere minutter stod vi bare og betragtede hinanden. Han løftede den ene finger op mod munden og tyssede på mig. Kort efter forsvandt han lige så bradt som han var dukket op og jeg blev efterladt alene i fortvivelse og frygt. Det var først nu jeg indså hvad det var sket og min hjerne bearbejdrede de nye informationer. Jeg faldt til knæene da mine ben svigtede under mig, mens jeg brød ud i ukontrollabelt gråd. Min knyttede næve hamrede jeg ned i jorden så hårdt at den begyndte at bløde fra knoerne.

***

Dagene gik. Mandén dukkede op hist og her. Jeg sad på bænken jeg overnattede på og kiggede fortabt ned i jorden. Mine tanker blev dybe og dystopiske. Jeg kiggede ing i hans øjne. "Der er altså ingen monstre under sengen". Han gav mig et skævt smil. Men jeg ved ikke om jeg troede på ham. Jeg krøb ind i hans arme og lod dem berolige mig. Jeg vidste godt at han drillede mig. Og jeg vidste godt at jeg ikke skulle have set den gyser film. Jeg kunne høre hans hjerte banke. "Niall?" Han nikkede bekræftende til mig. Ordene sad i halsen på mig. Jeg elsker dig. Det er da ikke så svært at sige. "Ikke noget alligevel". Han så forstående på mig. Han var måske den dreng som jeg husker. Men jeg havde ændret mig en del. Han fortjente bedre.

***

2 uger siden mit bedrageri over for den eneste jeg elsker. Den eneste der elsker mig. Status: to stykker tyggegummi og hulede strømper. Placering: no clue... Men her stank af alkohol. Mål: overlevelse. Jeg gik og kiggede efter ham hele tiden. Ikke Mandén... Men Niall. En mand (beruset af et eller andet) gik vakelvårent forbi mig. Det her var mit kvater. En losseplads fuld med tosser. "Jeg har ledt efter dig over det hele". Jeg kunne genkende stemmen med det samme og ventede bare på hvorfor skred du, hvorfor forlod du mig uden at sige farvel, jeg stolede på dig. Eller noget der omkring. Men det var ikke hvad jeg hørte. "Er du okay?". Hvorfor skulle han sige det. Hvorfor skulle han være så venlig. Hvorfor kunne han ikke være rasende, så jeg ikke ville have det så svært med at måtte forlade ham en gang til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...