Shadow Nights

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jun. 2015
  • Opdateret: 13 nov. 2015
  • Status: Igang
Jeg bliver jagtet. Som om jeg var et dyr. Jeg har ingen familie eller venner. Kun en bekendt... En jeg elsker. Men han forlod mig og jeg har ventet på ham i fire år... og da han endelig kommer tilbage til mig, må jeg tigge ham om at gå. For Mánden er efter mig og jeg vil ikke tage ham med i faldet.

1Likes
0Kommentarer
741Visninger
AA

10. the end

The end

Pistolen lå gulvet og havde gjort det siden den gang jeg endelig så Niall igen. Det havde været for kun nogle dage siden, men det føles som om der var gået meget længere tid. Jeg var hurtig til at få våbnet i hænderne, og denne gang ladede jeg det. Jeg låste døren op og efterlod lugten af de rådne vægge bag mig. "Niall" kaldte jeg for at få hans opmærksomhed. Mandén var forsvundet ud af mit synsfelt, og havde kamufleret sig i mørket. Han gemte sig i skyggerne som sædvanligt. Imens jeg med langsomme skridt gik mod Niall, var pistolen rettet mod den mørke uvished. Klar så jeg kunne skyde hurtigst muligt. Jo tættere jeg kom på drengen jo klarere blev hans ansigt, der før var gemt af mørket. I samme øjeblik kravlede Mandén ud af sit skjul. Han krøb op beg Niall og stod hurtigt lige bag ved ham. Jeg var ikke den eneste der var bevæbnet. Han havde også en pistol, som han valgte at placerer sit våben med Niall's ryg. Selv var min pistol sigtet mod Mandéns hoved, og vi vidste begge to at ingen af os ville misse. Der gik en masse tanker igennem mit hoved. Nogle tanker jeg skammer mig over. Jeg var færdig med at lege bytte. Jeg var færdig med at frygte. Jeg var færdig med at flygte. Alvoren af situationen havde først nu gået op for Niall. Jeg vidste hvilket valg jeg skulle tage. Enten skulle jeg lade Mandéb overleve, og der med Niall eller jeg skulle skude Mandén og lade min smerte stoppe. Jeg havde træffet det forkerte valg. Jeg trykkede på aftrækkeren og det gjorde Mandén også. En kugle blev sendt lige igennem Mandéns hoved og han forsvandt væk sporløst, opløst til en unaturlig tåge, og jeg vidste jeg aldrig ville se mere til ham igen. Det gav fantastisk glæde i kroppen. En glæde der blev overskygget af en ubegribelig sorg. Mandéns kugle var gået lige gennem Niall's bryst og han lå nu og hostede blod op på asfalten. Jeg næsten smed mig selv på asfalten og tog hans krop i armene. Han trak stadig vejret. Tårerne løb ukontrollabelt ned af min kinder. Jeg havde handlet utilgiveligt dumt. Vi så på hinanden i et øjeblik det føltes som år. Selve såret havde allerede dannet en større pyt blod. Jeg tog hans kolde hånd og varmede den i min. Holdte ham tæt og ville aldrig give slip. Jeg kyssede ham på panden, som han plejede at gøre med min. Min tåre blandede sig med hans røde blod. "Jeg elsker dig" hviskede jeg i hans øre og min stemme knækkede over. Han gav mig et lille smil og så blev hans øjne kolde og vejrtrækningen stoppede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...