Shadow Nights

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jun. 2015
  • Opdateret: 13 nov. 2015
  • Status: Igang
Jeg bliver jagtet. Som om jeg var et dyr. Jeg har ingen familie eller venner. Kun en bekendt... En jeg elsker. Men han forlod mig og jeg har ventet på ham i fire år... og da han endelig kommer tilbage til mig, må jeg tigge ham om at gå. For Mánden er efter mig og jeg vil ikke tage ham med i faldet.

1Likes
0Kommentarer
737Visninger
AA

8. hjælpsomhed

Hjælpsomhed

Jeg ville flygte fra denne sammentale, men i det jeg tog de første par skridt greb han fast i mit Jeg ville flygte fra denne sammentale, men i det jeg tog de første par skridt greb han fast i mit håndled. Jeg bed mig selv i tungen og ønskede at jeg bare kunne kaste mig ind i hans arme. Kold. Jeg skulle være kold. "Niall... Jeg ville ønske jeg kunne fortælle dig det men... Det er Fordi... ". Min stemme knækkede over. Kold. Jeg havde forholdt mig kold og frygtløs inden Niall vente tilbage. Jeg var blevet blød. "Du kan fortælle mig alt" hans stemme var blød. "Men det vil skade dig" svarede jeg ham. Han rystede på hovedet. "Men lige nu skader det dig at holde på denne byrde du tydeligvis bære på". Hans ord fik mig sjovt nok til at skamme mig. Jeg lod ordene slippe ud ad min mund. "Min hemmelighed er ikke som andres. Min hemmelighed vil dræbe dig... Og det ville jeg aldrig kun tilgive mig selv for at lade ske. Niall. Jeg... Jeg..." Jeg elsker dig ville jeg have sagt. Men det kunne jeg bare ikke. Han kiggede bekymret på mig og jeg vidste at jeg ikke fik lov til at gå før jeg havde fortalt ham det. Fortalt ham om Mandén. Han holdte stadig om mit håndled. Jeg lænede mig ind mod ham og måtte stille mig på tærende for at nå op til hans øre. "Mandén er efter mig og nu er han også efter dig. Du må forlade mig nu hvor du ved han eksisterer. Lad mig ikke tage dig med i faldet." Bange for hvordan han ville reagerer lånede jeg bag tilbage igen. Hans mund bevægede sig. Det var tydeligt han ville sige noget men tøvede. Vi beundrede hinanden længe i stilhed. Til sidst havde han besluttede sig og endte med at svare hvad jeg havde frygtet. "Nu kan jeg da ihvertfald ikke forlade dig. Du har brug for hjælp nu mere end nogensinde før". Jeg smilede til hans svar, men min krop blev fyldt af en smertefuld sorg.

***

"Se. Karlsvognen" Niall pegede op på den stjernefylste himmel. "Det er ikke Karlsvognen det der" svarede jeg hånligt og med et smil på læben. Jeg pegede op på den rigtige Karlsvogn. Han rullede med øjne og gav mig et lille puf, som slog mig ud af balance. Et puf jeg gengældte. Kun en lille smule hårde den det han havde givet mig. "Er det sådan vi spiller?" sagde han med et smil på læben og gav mig såden et hårdt skub at det væltede mig fuldstændig om kuld. Før jeg overhovedet kunne opfatte situationen sad jeg med røven plantet i en vandpyt. Niall kiggede forbløffet på mig. "Ej det er jeg ked af". Han skyndte sig hend og rak en hånd frem til mig. Jeg tog fat i hans hånd og hev ham om kuld, så han endte i vandpytten ved siden ad mig. Hans ansigtsudtryk ændrede sig på et øjeblik og han blev hævngerrig. Han begyndte at plaske det mudrede vand på mig og jeg gav ham tilbage. Den eneste tanke der fløj gennem mit hoved var, Hvad mon folk tænker når de ser to 16 årige sidde i en vandpytte, grinende mens de sprøjtede vand på hinanden. Lykke. Det var hvad jeg følte. Lykke

Jeg kan ikke huske om jeg allerede har fortalt det, men det her er en gammel novelle jeg skrev starten af for lang tid siden og har nu valgt at skrive den færdig. Hvis der har været nogle informationer i de første par kapitler der ikke helt passer som fx. Årstal så er det fordi de blev skrevet for noget tid siden. Jeg er heller ikke directioner længere så denne novelle bliver nok ikke så lang, da jeg nu bare gerne vil være færdig med den.

-Kh forfatteren

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...