Shadow Nights

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jun. 2015
  • Opdateret: 13 nov. 2015
  • Status: Igang
Jeg bliver jagtet. Som om jeg var et dyr. Jeg har ingen familie eller venner. Kun en bekendt... En jeg elsker. Men han forlod mig og jeg har ventet på ham i fire år... og da han endelig kommer tilbage til mig, må jeg tigge ham om at gå. For Mánden er efter mig og jeg vil ikke tage ham med i faldet.

1Likes
0Kommentarer
734Visninger
AA

9. gun

Gun

Den aften lå jeg i Niall's arme og lys vågen mens jeg ventede på han ville falde i søvn. Tankerne strømmede gennem mit hoved. Det var bare et spørgsmål om tid før Mandén ville komme forbi og gøre en ende på vores forhold. Eller hvad det her nu var? Jeg elskede Niall... Men ordene havde det med at slå knuder i min hals. Det var mørkt ude bagved hotelvinduet. Det var så stille. En ubærlig stilhed. Hvis jeg ville være lykkelig skulle jeg være sammen med Niall. Skulle jeg være sammen med Niall havde jeg brug for en bedre måde at forsvare mig på end den sædvanlige løb uden at kikke tilbage. Efter noget tid formodede jeg at han var faldet i søvn. Jeg skubbede hans arme til siden og kravlede ud af hans greb. Mine fødder ramte det kolde gulv. Hurigt hoppede jeg i tøjet og var ude af huset. Jeg kunne ikke andet end at håbe på Niall ikke ville vågne, men for en sikkerheds skyld afterlod jeg en seddel, hvor der stod hvor han kunne finde mig. Den pistol lå nok stadig og ventede på mig i mit barndomshjem.

***

Det løb mig koldt ned af ryggen, da jeg gik igennem de mørke gader. Huset kunne jeg allerede skimte i horisonten. Mit åndedrag forvandlede sig til en tåge. Da jeg gik lagde jeg mærke til lyden af mine skridt. Små tramp der opstod jævnligt. Jeg kiggede ned i jorden, så hvordan fødderne bevægede sig frem ad. Mod et bedre sted. Eller ihvertfald et andet sted hen. Jeg stoppede kort for at betragte mig trætte ansigt. Da jeg stoppede, stoppede de ikke. Lyden af skridt stoppede ikke. Jeg vidste med det samme hvad det måtte betyde, men vendte mig alligevel om for at være sikker. Han stod der med de tomme øjne og kom skridt for skridt tættere på mig. Jeg vendte mig om spurtede mod det gamle hus i ruiner. Han fulgte efter mig som var han min skygge. En skygge der ikke kræver solen for at kaste mørke. Hvis jeg nu bare kunne nå huset i tide. Det lå ikke lagt væk og mine chancer var gode. Inden længe stod jeg ved hoveddøren og rev i håndtaget. Låst. Jeg frys. Min krop frys. Min evne til at tænke klart frys. Nøglen! Nøglen i potteplanten. Jeg begav mig ud i junglen af græs der skulle være min forhave. Angsten greb mig og pludselig virkede haven større end normalt. Jeg fumlede rundt i blinde og faldt endda to gange. Mandén nærmede sig. Med lange hastige skridt nærmede han sig. Da jeg endelig fik fandt potteplanten, og der med nøglen, rystede mine hænder, som en eftervirkning af frygten. Jeg fik trukket mig tilbage til hoveddøren. Fingrene fumlede med låsen. Han kom tættere på. Mine hænder rystede for meget og kun lige i sidste øjeblik gik døren op. I en hurtig bevægelse var jeg indenfor og døren låst igen. Jeg åndede ud. Mandén kunne Selvfølelig godt komme ind hvis han havde lyst. Men det var en del af hans spil, der var en regl og den gik ud på at jeg har helle her i mit aflåst hus. Jeg kikkede ud af vinduet. Han stod der ude og vi skabte øjenkontakt. Han vidste han tabt. Ihvertfald denne runde. Endnu en skikkelse begynde at forme sig ude i horisonten. Skikkelsen kom gående i et lidt langsomt tempo, og blev tydligere for hvert skridt den tog. Der var ingen tvivl om at skikkelsen ikke havde set Mandén endnu... Eller også var den bare ligeglad. Uanset var der ingen tvivl. Skikkelsen var Niall. Det var Niall der stod der ude... Ikke langt fra Mandén.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...