Shadow Nights

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jun. 2015
  • Opdateret: 13 nov. 2015
  • Status: Igang
Jeg bliver jagtet. Som om jeg var et dyr. Jeg har ingen familie eller venner. Kun en bekendt... En jeg elsker. Men han forlod mig og jeg har ventet på ham i fire år... og da han endelig kommer tilbage til mig, må jeg tigge ham om at gå. For Mánden er efter mig og jeg vil ikke tage ham med i faldet.

1Likes
0Kommentarer
736Visninger
AA

2. dont look back

Dont look back

Jeg løb uden at kikke tilbage. Han var stadig efter mig. Jeg vidste ikke hvad han var eller hvem han var eller om han bare var en del af min fantasi. Men jag havde ikke lyst til at tage nogle chancer og gætte mig frem. Han havde store hvide øjne. Øjne der nærmest bar... tomme, de indholdet indet og så ud som 2 store huller. Hans ansigt var bare sort uden nogen form for mund eller næse og hovedet var meget rundt. Da jeg ikke havde nogen form for kreativitet kaldte jeg ham bare 'Mandén'. Jeg løb på mine bare fødder ned af asfalten. Jeg kikkede mig ikke tilbage, jeg vidste jo han var der. Jeg var ikke bange for Mandén, ikke længere. Jeg var altid på flugt, strejfede rundt i gaderne. Jeg havde valgt at være hjemløs. Mandén vidste hvor jeg boede, så det var for farligt. Der var alligevel ingen grund til at blive. Min far var død for nogle år siden, så intet holdte mig tilbage. Eller jo... der var en ting, eller nærmere en person. Jeg huskede stadig hvordan han tog afsted og aldrig kom tilbage. Men jeg ventede. Ventede på han en dag skulle komme tilbage. Det var derfor jeg blev i byen, selv om det nok var farligt. Jeg kikkede tilbage. Mandén var ikke til at se nogle steder. Langsomt satte jeg tempoet ned, så det endte med jeg gik. Klokken var nok cirka 10 om aften og det begyndte at blive koldt. Mørket lå over byen som et tæppe. Der gik ikke længe, før jeg ikke kunne mærke mine nøgne fødder. Det var ved at blive efterår. Jeg prøvede at holde mig varm, men det endte med jeg blev for træt. Jeg lagde mig på en kold park bænk. Mine øjen låg blev langsomt trætte og der gik ikke længe før de faldt i. Men lige inden jeg faldt i søvn kom jeg i tanke om noget. Mandén var aldrig fremme om dagen. Jeg så ham kun om natten. Om natten hvor han bevægede sig lyd løst, som om han var min skygge.

***

Der vil ske noget, et eller andet og det vil ske idag. Det var det første jeg tænkte da jeg vågnede. Jeg gned mine øjne og stod op. Klokken var nok cirka 8 eller 9. Jeg gik ikke med ur. Jeg brugte mest solen til at måle klokken med. Jeg havde ikke noget formål med dagen idag, så jeg gik der hen mine fødder førte mig. På vejen kunne jeg ikke lade hver med at tænke. Hvad vil der ske hvis Mandén ikke konstant var efter mig. Ville jeg stadig bo der hjemme i mit gammel tomme hus. Ville jeg havde blevet i skolen. Faktisk gik jeg stadig i skole. Det startede med jeg pjækkede en time. Så blev det 2 timer og det endte med jeg bare kommer og går som jeg vil. Læren havde prøvet at hjælpe mig. Men hvordan hjælper men en der ikke vil hjælpes? Jeg kikkede ned i jorden mens jeg gik. Asfalten var slidt og hullet. Der gik 3 mennesker på fortovet. En gammel dame og et par der gik og holdte i hånden. Da jeg gik forbi den ældre dame smilede hun kort til mig og jeg smilede Selvfølelig igen. Jeg fortsatte ned af vejen. Et bump lød bag mig og som refleks vender jeg mig om. Den gamle dame lå bevidstløs på fortovet. Jeg løb der over og satte mig ved siden af den bevidstløse krop. Hendes hud var bleg og øjne lukkede og kroppen var slap. Det begyndte at gå op for mig, at hun var ikke bevidstløs, hun var død. Chokerede sad jeg tilbage og kikkede på den blege krop. Jeg ville gøre noget. Men jeg var ude af stand til over hovedet at røre mig. Langsomt rejste jeg mig op og lod liget lige som det faldt. I tavshed fortsatte jeg med at gå. Det måtte være det, jeg følte der ville ske. Det var jeg sikker på. Jeg gik ned af en velkendt gade. En gade jeg havde gået op af så mange gange. Mit hus lå forenden af denne gade. Et stort, gammelt og faldefærdigt hus. Der var et kæmpe hul i taget, hvor det regnede ind. Græsset gik mig nok til skulderne og der stod et æbletræ med rådne æbler i baghaven. Flere af vinduerne var smadret eller manglede og gulvet svuppede når man gik på det (pga. Vandskade). Jeg gik igennem det høje græs og fandt ind til hoveddøren. Døren var aldrig låst, men hvis den var lå der en nøgle i potteplanten. Potteplanten der stod et eller andet sted ude i det høje græs. Jeg trådte ind i noget der engang var mit køkken. Hvilket mindede mig om hvor sulten jeg var. Køleskabet virkede stadig og inde i dit var der stadig mad som surmælk, ost, fordærvet gulderødder og en klam fødselsdages lagkage. Jeg fortsatte ind i stuen. Der stod en sofa, som nu var blevet en muserede. I hjørnet stod der en reol og ved siden af den var vores gammel boks-tv. Der var også et badeværelse. Men der gik jeg aldrig ind, af gode grunde. Så var der mit værelse, min fars værelse og kælderen. Jeg gik aldrig ned i kælderen. Det var så ækelt og uhyggeligt der nede. Og så havde jeg bildt mig selv ind at mandén boede der. Jeg fandt et stykke brød jeg havde i lommen og stillede den værste sult. Det liv jeg levede fortjente ingen. Men man kan sige... jeg ventede bare. Ventede på en bedere fremtid. Ventede på ham. Ventede på Niall Horan. Ventede på at høre hans fantastiske grin. Ventede på hans smukke øjne. Ventede på hans søde personlighed. Ventede på at ligge i hans arme. Bare tanken om ham gjorde mig glad. Han spurgte mig inden han tog afsted om jeg ville vente på ham. Det er lige hvad jeg har gjort, ventet 4 år på ham og jeg venter gerne 4 mere. Han skulle vidste være blivet en kendte sanger, der tournerede hele verden. Han havde nået sit mål. Nu ventede jeg bare på han vendte hjem. Jeg kikkede ned på mine hænder. Jeg ved ikke hvorfor men jeg har altid syntes hænder var smukke. Især når jeg tænkte på hvad vi skulle gøre uden hænder. Prøv at forstille dig det. Det kunne være komisk.

***

Der gik ikke længe før det blev mørkt. Helt mørkt. Lyset virkede ikke mere. Det var et mirakel køleskabet virkede. Det blev bare ikke brugt. Jeg begyndt at føle at der var noget der var galt. Den følelse gav mig kvalme og jeg havde det som om jeg skulle kaste op. Jeg satte mig på gulvet i stuen. Herfra kunne jeg se hoveddøren og det meste af køkkenet. Kvalmen blev værre og jeg følte at hele rummet brande. Jeg følte også der stod en på den anden side af hoveddøren. Jeg kravlede hen til sofaen og fjernede en af dens hynder. Der havde jeg gemt en pistol. Til nødstilfælde som denne. Langsomt rejste jeg mig op med pistolen i hånden. Jeg pegede pistolen mod hoveddøren og min finger fandt aftrækkeren. Der var en der tog i håndtaget. Det gik op for mig at den gamle dame, ikke var det jeg fornemmede ville ske. Det jeg fornemmede var nok at Mandén kommer ind af hoveddøren og dræbte mig. Men jeg ville ikke dø uden kamp. Jeg ville give ham en kugle i panden. Døren åbnede på klem og blev langsomt helt åben. Jeg trykkede på aftrækkeren og kuglen blev sendt af sted after et højt bang. Et bang man nok kunne høre i de nærliggende gader. Men det var ikke Mandén der kom ind af døren. Det var Niall. Men det var forsendt... Min finger havde allerede trykket på aftrækkeren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...