It's the words you doesn't say

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 sep. 2014
  • Opdateret: 10 okt. 2014
  • Status: Igang
Luke Hemmings. Guitarist, sanger, populær, og enhver piges drømmeprins. Men han har en bagside, som kun hans nærmeste venner kender til. Han vil have opmærksomhed fra ALLE piger. Og det fik han også... Indtil Alison Bridge flyttede til. Han gør ALT for at få hendes opmærksomhed, og hun gør ALT for at holde ham ude. Dog er han på vej til at ændre sig, men det er ikke en ændring han vil erkende Imens er Ashton Irwin (Lukes bedste ven) på nippet til depression, og kun EN holder ham oppe.

6Likes
9Kommentarer
262Visninger
AA

2. Kapitel 1 - Alisons synsvinkel

”Hvordan kan du ikke være den mindste smule tiltrukket af Luke?” Hvinede Cami.

Jeg sukkede tungt.

”Han er bare ikke min type Cami accepter det” Sagde jeg irriteret, og kastede en pude efter hende. Hun er sød nok, men nogle gange er hun bare for meget… Luke.

”Jamen han er sød, sjov, guitarist, venlig, guitarist!” Hun kiggede mod vinduet med fjernt dramatisk blik. Jeg begyndte at grine. ”HEY!” Råbte Cami, og smed den pude tilbage jeg lige havde kastet. ”Undskyld” Jeg grinede af, og holdte begge hænder over hovedet som tegn på overgivelse. ”Alle pigerne på skolen er på en eller anden måde vild med ham.” Begyndte hun. ”Enten er det kun overfladisk, hans udseende, eller måske er de rent faktisk forelsket i ham, eller måske kan de bare godt lide at snakke med ham.” Jeg kiggede olmt på hende. ”Snakke, som i det ender i sengen snakke.” Sagde jeg og kiggede bebrejdende på hende. ”Ja nemlig. Jeg ville da ikke have noget imod at have sex med ham.” Sagde hun, og trak på skulderen. Jeg slog hende på armen, og begyndte at grine.

”Skal vi ikke snart i byen igen?” Udbrød Cami pludselig. ”Der er jo fest hos Laurie i weekenden” Svarede jeg overrasket, og kiggede forvirret på hende. ”Neeeeeej Ali! Jeg mener rigtigt i byen! Ud på en bar, finde et par flotte fyre, bare hygge os lidt.” Jeg kiggede bare på hende med et løftet øjnbryn. ”Fordi. Du godt ved jeg ikke gider det der pis” ”Jamen hvor galt kan det gå?” Spurgte Cami stædigt. ”Kun lidt værre end sidste gang” Svarede jeg med alvorlig stemme. Cami kiggede ned i jorden i skam. ”Ja du har nok ret.” Jeg nikkede, og lagde armen rundt om hende og gav hendes skulder et klem. ”Det tænker vi ikke på” sagde jeg, og hopppede en smule i sengen.

 

Efter Cami var taget hjem, lå jeg på min seng, da jeg hørte døren gå op. ”Hallo?!” Jeg genkendte Ashtons stemme, og skyndte mig nedenunder. ”Ash?!” Råbte jeg på vej ned ad trappen.

Ashton og jeg boede kun nogle få huse fra hinanden, og han kom ofte når hans far vidste at jeg var alene hjemme. Han mødte mig med sit sædvanlige smil, og jeg mærkede mit eget falme. Efter han fortalte mig hvad han gjorde ved sig selv, var jeg langsomt begyndt at kunne fornæmme hvornår det skete.

Jeg gik stille hen til ham, men han trak sig tilbage. ”Hvorfor Ash?” Spurgte jeg, og slog blikket ned.

Jeg forstod det virkelig ikke. Hans far var en fantastisk mand, han havde nogle gode venner han altid kunne gå til. Der var bare noget der gjorde så ondt på ham, at han blev nødt til at få tankerne over på noget andet.

Jeg rakte mind hænder frem, og han tog dem som han altid gjorde. ”Ashton. Jeg er lige her, og du kan altid komme her. Du bliver nødt til at stole på mig. Luke, Calum, og Michael. Vi er her jo, og det ved du” Han kiggede stift ned i jorden, og nikkede. Jeg trak ham ind til mig. ”Vi har været bedste venner altid” mumlede jeg ind i hans skulder. ”Det ved jeg” Hviskede han tilbage.

”Så din mor og bror er ikke hjemme endnu?” Spurgte han, mens vi sad i sofaen. ”Nej min mor arbejder til klokken 4 i nat, og min bror er hos hans kæreste.” Svarede jeg lidt robot agtigt.

Det var mit vante svar, de gange hvor Ashton var ovre.

”Skal jeg blive i nat?” Spurgte han, og kiggede hen på mig. Jeg hørte min mobil bibbe, og kiggede på skærmen. Det var Luke.

”Nej det er fint.” Jeg sendte ham et stort smil, og lagde mobilen tilbage på kanten af stuebordet.

”Tak fordi du kom Ash.” Jeg smilede til ham, og gav ham et hurtigt kram. "Selv tak" Svarede han, og lukkede stille døren efter sig.

Jeg gik tilbage til stuen, og tog fat i min mobil.

Luke: ”Hey Babe <3 :*”

Jeg grinede for mig selv.

Alison: ”Hej Luke :)”

Luke: ”Friendzone lvl 100000 <3”

Alison: ”Har du først opdaget det nu? :)”

Luke: ”Kom nu… Jeg har gjort alt! Hvorfor hader du mig?:(”

Alison: ”Jeg hader dig da ikke! Jeg er bare ikke vild med dig ;)”

Luke: ”Det er det samme for mig <3 :P”

Alison: ”Godnat Luke”

Luke: ”Sov godt baby<3”

Jeg grinede af ham, og bevægede mig ovenpå. Jeg satte min mobil til opladning, og trak i nattøjet. Jeg kunne mærke at jeg ikke orkede at tage makeup af, så jeg nøjedes med at børste tænder.

Jeg lagde mig ind i min seng, og faldte i søvn med det samme.

 

 

 

Jeg stønnede ved lyden af min alarm. ”Ti stille” Mumlede jeg, og slukkede for den. Jeg vidste at der ikke var nogen vej udenom, så jeg stod op. Jeg listede ud på badeværelset, og prøvede ikke at vække min mor. Jeg tog et hurtigt bad, fik sat mit hår i en rodet knold, og fjernet min mascara fra i går, og lagt et nyt lag. Jeg smuttede nedenunder, og tog et æble i munden, mens jeg bevægede mig tilbage på værelset. Jeg fik taget noget tøj på, og slynget min skoletaske over skulderen. Jeg fik hevet min mobil ud af laderen, og kiggede hurtigt på klokken. 07:48. Jeg skyndte mig nedenunder, og tog mine nye converse på.

Jeg parkerede udfor Ashtons hus, og så ham lige vinke farvel til sin far. ”Hej” sagde han forpustet, og lukkede døren. ”Har du haft tralvt” Grinede jeg til ham. Han grinede tilbage. ”Så går turen til Mikey” sagde jeg, og svingede ud af Ashtons inkørsel. Vi kørte i noget tid, uden vi sagde noget.

Jeg kiggede på klokken. ”Mike skal godt nok stå på pletten hvis vi skal nå det” Sagde jeg kort. Ashton nikkede, da han selv opdagede hvad klokken var. Jeg holdte ind til siden foran den bygning Michaels lejlighed lå i. Han stod allerede ude foran, og var sprang hurtigt ind på bagsædet. ”Hvorfor er det altid mig der for bagsæder?” Spurgte han fornærmet, og jeg grinede bare ad ham.

Jeg svingede ind på skolens parkeringsplads, og vi sprang ud. ”Vi har to minutter!” Råbte jeg til dem mens jeg løb. Jeg åbnede døren, og holdte den for dem. Michael og jeg skulle begge to have biologi, men Ashton skulle have engelsk. ”Vi ses efter timen” grinede jeg til Ashton. Han løftede hånden.

Micheal og jeg brasede grinende ind til biologi, og alle kiggede hen på os. Jeg kiggede op. ”Vi har stadig 10 sekunder styr jer” sagde jeg bare, og satte mig ned bagerst sammen med Micheal som stadig grinede.

Da klokken ringede, smuttede Michael og jeg som de sidste ned mod cafeteriet.

”Hej” sagde jeg, og kiggede spørgende mod Cal. ”Hvor er Ashton?” Spurgte jeg bekymret. ”Nja jeg ved det ikke, han blev lidt mærkelig i timen. Jeg tror han gik på toilet” Sagde han, og trak på skuldrene. Jeg mærkede mit hjerte fryse til is, og jeg smed min taske på gulvet, og styrtede mod badeværelserne.

Jeg hanmrede på døren. ”ASHTON!” Råbte jeg. Intet svar. ”ASHTON FORHELVED ÅBEN DØREN!” Jeg hørte låsen dreje, og jeg brasede ind. Jeg kiggede rundt. Mit blik faldt på hans hånd. Barbersbladet gav genskær fra lampen, og blændede mig et kort øjeblik. Jeg lukkede min hånd omkirng den, og flåede den ud af hans greb. Jeg mærkede næsten ikke det lille smit det gav på indersiden af min hånd. ”HVAD FANDEN HAR DU GANG I?!” Jeg råbte ad ham. Det var ikke noget jeg gjorde så tit. Han mødte mit blik. Jeg kunne mærke mit hjerte blive tungt, da jeg så sørgmodigheden i hans øjne. ”Hvem sagde hvad?” Spurgte jeg trist. ”Talentløs, dum, grim. Jeg forstår ham godt. Det er nøjagtigt hvad jeg er.” Han svarede uden nogen form for følelser. ”Ashton du er så meget bedre end det! Du er så fantastisk! Du må ikke lade nogen fortælle dig andet okay?” Jeg kiggede alvorligt på ham, og han kiggede ned i jorden og nikkede som han altid gjorde når vi snakkede om det.

Efter jeg havde kigget på hans arme, og var kommet frem til at jeg var nået hen til ham i tide, gik vi tilbage til cafeteriet. ”Du må ikke sige noget til de andre drenge vel?” Spurgte han, og kiggede på mig med bedende øjne. Jeg sukkede tungt. ”Nej jeg skal nok lade være.”

”Nåda har i været ude og hygge jer lidt hva?” Spurgte Calum med et glimt i øjet. ”Calum er bare midundelig” Sagde Luke, og kiggede ned i tallerknen. ”Ja men det er mig han er misundelig på” Svarede jeg koldt, og Luke måtte hoste, for at dække over sit latterafald. Micheal tilgengæld brød ud i høj latter, og klaskede Calum på skulderen flere gange. ”Det sjovt fordi” Han måtte stoppe midt i sin sætning for at grine videre. ”Fordi det passer!” Micheal skreg af grin, og alle kiggede på ham. Ashton rødmede bare, og satte sig på sin sædvanlige plads.

”Hvad så Luke? Har du mistet stemmen eller hvad?” Spurgte Micheal. Luke havde slet ikke sagt noget i hele spisepausen. ”Hm?” Han kiggede spørgende op. ”Hvad?” Han kiggede rundt på os alle sammen. ”Hvor er du henne?” Spurgte Micheal, og viftet sin hånd foran ansigtet på ham. ”Jeg sidder sgu da lige her” Svarede han bare, og kiggede dumt på ham. ”Nej du er sgu ikke” Sagde Calum, og kiggede alvorligt på ham. ”Er du blevet syg?” Spurgte han. ”Jeg er sgu da ikke syg. Hvad fanden er der med jer?” Spurgte Luke, og kiggede på dem som om de havde et horn i panden. De trak bare på skuldrene, og snakkede videre.

Luke og jeg havde godt nok et mærkeligt forhold, men vi var trods alt venner, og jeg kunne tydeligt se der var noget der gik ham på.

Efter en lang dag med spekulationer om Luke, ringede det endelig ud fra sidste time. Jeg skyndte mig ud, men blev kaldt tilbage af Miss Charp. ”Du bliver nødt til at være mere nærværende i timerne Miss Bridge.” Sagde hun strengt. Jeg nikkede hurtigt ”Det skal jeg nok.” Jeg skyndte mig ud, før hun kunne sige noget. Jeg småløb hen ad gangen, og skimtede efter Luke. Jeg fik øje på ham, og masede mig frem. ”Luke!” Råbte jeg hen over hovedet på nogle af de andre elever. ”Luke!” Forsøgte jeg. Jeg kunne se at han reagerde, og prøvede at finde ud af hvor det kom fra. Jeg viftede med armene i et forsøg på at fange hans opmærksomhed. Han fik endelig øje på mig. (Jeg følte mig faktisk lidt dum) Jeg prøvede at komme frem til ham, men det endte med, at jeg måtte trække ud til siden, og vente på at nogle af elverne forlod gangen.

Luke kom hen til mig, og kiggede spørgende på mig. ”Hvad så?” Spurgte han. Han lød helt overrasket, men det giver vel egentlig mening eftersom jeg ikke plejer at opsøge ham. ”Du virker ikke helt… Som dig selv” Tøvede jeg, og kiggede op på ham. Det var første gang jeg kiggede ham ordenligt i øjnene. De var så smukke. Så blå. Og så triste. Jeg rev mig fri fra hans fantastiske blå øjne. Jeg blinkede et par gange. Hvad fanden var det lige jeg lavede?!

”Undskyld hvad?” Mumlede jeg, og mærkede mig selv rødme. ”Jeg sagde bare at der ikke var noget.” Svarede han, og trak på skulderen. ”Sikker?” Spurgte jeg, tilbage i rollen som god veninde, i stedet for creep der elsker hans øjne. ”Ja, det er ikke noget. Det går væk med tiden.” Svarede han bare, og begyndte at gå.

Jeg stod tilbage med en mærkelig følelse.

Forelskelse

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...