An illegal lovestory

To personer, to forskellige verdner, men under samme tag. Det har aldrig været let for Ophelia Murik at omgås med engle, men det samme gælder for Angelo Riddle om dæmoner. På Crystal High er engle og dæmoner tvunget til at færdes sammen og lærer om hinandens egenskaber og oprindelse. Det skaber dog tit konflikter mellem de studerende, eftersom engle og dæmoner er hinandens modsætninger. Til Ophelias endelige afgangsexamen, bliver hun parret op med Angelo. Ophelia forventer at bestå og så lægge denne oplevelse bag sig. Men selv en koldblodig dæmon, kan ikke kontrollerer hvad hjertet begærer.

5Likes
1Kommentarer
302Visninger
AA

1. Burning Sensations

 

Jeg afskyede dem. Deres udseende, deres væremåde, den måde de gik på, deres samtaler og deres glade ansigter. Hvilken person går rundt og smiler dagen lang? Jeg stod lænet op ad mit skab og sendte onde øjne til et par nystuderende engle. Deres tandhvide smil blegnede, da de så mig. Jeg grinede. Så fik jeg da tørret deres glade smil af. Snart ville jeg være væk fra det her hul af en skole. Crystal High. Hvad var det for et latterligt navn? Snart skulle jeg væk fra det hele, og gøre det, som jeg var bedst til. At skabe kaos. Duften af skræk var den jeg holdt mest af. Lyden af skrig, der flængede luften var sød musik i mine ører. Jeg smilede lidt for mig selv ved tanken om det. Snart. "Eow, Lia, hvad sker der?" Jeg vendte mig i mod den velkendte stemme. Lucas kom slentrende hen til mig i sine sorte jeans og mørkeblå tank top. Damn boy. Jeg grinede, rakte tunge og sendte ham et rocktegn. Han grinede tilbage. Jeg havde savnet ham. Han så hen i mod mine to små ofre og smilede lidt. De stod begge to og gemte sig. De havde ikke lært at lade som de var mere værd end os endnu. Endnu. Lucas lagde en hånd på min skulder. Jeg så på den. Var det et slags tegn for stolthed? Jeg så op på ham. Lucas var som en bror for mig. Han passede altid på mig og lærte mig alle sine små tricks. Vi havde kendt hinanden i lang tid og vi holdt altid sammen. My brother from another mother. ”Kantinen?” spurgte jeg og skubbede hans hånd af. Selvom han var min bedsteven skulle han ikke tro, at han var noget. Lucas nikkede bare kort som svar. På gangende stod de små englepiger. De prøvede at undgå os, så vidt muligt. Det var egentlig ret morsomt at se, hvor bange de var. Et højt fnys kom fra Lucas. Jeg så op på ham og han nikkede hurtigt hen mod en høj engel. Han stod og smilede eksemplarisk. Han var helt klart ikke en nystuderende. Hans aura glødede voldsomt og indikerede, at han havde været her lige så længe som os. Han havde erfaring i det her. Det ville altså sige, at han blev skytsengel samtidig med, at vi blev rædsler. Der var bare lige den forskel, at vi var bedre. Ham englen fik øje på os og hans smil blev større. Sikke en idiot.

Lucas og jeg drejede af ned til kantinen. Vi satte os ved vores sædvanlige bord. Maden tog vi aldrig noget af. Jeg havde nu heller ikke lyst til at spise det samme som de skinnende glorier.  Jeg kiggede rundt i kantinen. Lucas bemærkede det og så undrende på mig. "Jeg kigger bare efter Nathan og Lucy," mumlede jeg. Lucas smågrinede lidt. "De er sikkert i gang med at æde hinanden," han løftede et øjenbryn og så væk. Når man taler om solen. Nathan og Lucy kom trampende hen i mod os i høj fart. Lucy forrest med en forklarende Nathan i hælene. Jeg skimtede hen til Lucas. "Jeg tror ikke, at de kommer til at "æde" hinanden lige foreløbigt." Lucy satte sig ned ved siden af mig med et højt dunk. Jeg hoppede næsten lidt op. Nathan var lige bag hende. "Lu, hør nu på mig skat, jeg forklarede hende bare hvordan en glorie fungerer!" Han slog ud med armene. Lucy løftede en hånd op i mod hans ansigt. "Jeg så, hvad jeg så Nathan, og jeg så, at du vidst pudsede den glorie lidt for meget overfor den tøs." Lucy kastede med håret og vendte opmærksomheden i mod os. Nathan stønnede opgivende, mumlede en masse forbandelser og dumpede ned ved siden af Lucas. Parforhold. Indviklet som et garnøgle. Jeg så over i mod Lucas, han så igen. Stilhed. Jamen det var da også bare fantastisk. Det var så derfor jeg aldrig skulle have en kæreste. Det var for dumt. ”Nå…” prøvede Lucas og løftede et øjenbryn. Jeg så afventende rundt på Nathan og Lucy.

1... 2… 3…

”Lia, kom lige med?" spurgte Lucy og rejste sig. Hun gav mig nu heller ikke noget valg. Jeg stønnede. Det var altid det samme når de havde deres små skænderier. Eller store for den sags skyld. Jeg fulgte efter hende hele vejen til toilettet. Derude stod der nogle enkelte engle. Lucy gik bare hen til spejlet og rettede sit hår. Jeg piftede højt en enkelt gang. De skinnende glorier så bare skræmt op på mig. ”Skrid lige med jer,” hvæsede jeg. De samlede hurtigt deres ting sammen og småløb af sted. Hvor var det dog bare nemt. Jeg lænede mig op ad en toiletbås. Lucy rettede sin sorte makeup og fordelte de mørke tjavser forskellige steder. "Synes du, at jeg overdriver?" Jeg trak vejret dybt ind. "Det ved jeg ikke, gør du?" Lucy stoppede op og så længe ind i spejlet. "Jeg mener.. Han er din.. Øh, du har noget kørende med ham, mener jeg. I må tilgive hinanden en gang i mellem," jeg trak på skuldrene. Parterapeut Ophelia. Lucy nikkede indforstånde. "Du har helt ret. Han var jo bare venlig overfor en af vore egne," hun smilede lidt. Lucy og Nathan er ikke kærester, men heller ikke venner. Mere end venner, mindre end kærester. Hvis i forstår mig. Det tog tid for mig at forstå... Forstår det nok stadig ikke helt, men fuck det. Lucy lyste op i et smil, greb ud efter mit ansigt og kyssede mig på kinden. Et højt pop lød, da hun fjernede sine blodrøde læber fra mit fjæs. "Tak igen Lia, du er fantastisk," hun udstødte et lille hvin og var ude af døren med det samme. Jeg tørrede min stakkels kind af. Kærlighed. Bvadr.

Jeg så mig selv i spejlet. Jeg var nu egentlig okay pæn. Hvem prøver jeg at narre? Jeg var lækker. Selvtilliden fejlede ikke noget nej. Det blonde hår sad perfekt til mit ansigt. Stort og fyldigt. Mine øjne. Dem var jeg vilde med. Jeg kunne skræmme livet af en lærer med dem. De var perfekte. Jeg sendte mig sel et frækt smil og gik ud af døren. I kantinen sad Lucy og Nathan allerede og åd hinanden. Lucas så på dem med afsky. Da han fik øje på mig sendte han mig et hjælpeløst blik. Svans. Jeg gik med hastige skridt hen mod dem og var også nået derhen, hvis ikke der var nogen, som havde brændt mig på min arm. Jeg var gået ind i en engel. Nej. Han var gået ind i mig. Den brændende fornemmelse gik hurtigt væk igen, men jeg kunne stadig fornemme den. ”Så se dig dog for forhelvede, ” vrissede jeg. Jeg så op og mødte et par himmelblå øjne. Det var ham den eksemplariske idiot fra før. ”Det må du virkelig undskylde! Det var ikke med vilje, ” begyndte han. ”Jaja.. sig det til min røv. Ryk dig din nar.” Jeg skubbede hårdt til ham med skulderen. Denne gang brændte jeg ikke, men jeg gættede på, at det gjorde han. Jeg satte mig ned ved siden af Lucas, der allerede havde rejst sig op. Jeg rystede på hovedet og han satte sig ned igen. Easy tiger. Jeg så ned på min arm. Den prikkede ganske let efter berøringen fra englen. Mystisk. Jeg rystede den, som var der en edderkop på den. (Edderkopper skræmmer mig ellers ikke). Jeg kiggede hen i mod fyren, jeg var gået ind i. Eller som var gået ind i mig. Han stod og snakkede sammen med nogle glorier. Han så hen på mig. Hurtigt så jeg væk og lod som ingenting. Kort efter kiggede jeg igen og et smil sad helt op til ørene på ham. Idiot. Men han havde nu et flot smil. Øh hvad? Hvad fuck var det jeg havde gang i. Den klamme varmeglade engel havde bare at holde sig langt væk fra mig. Ellers ville det blive værst for ham selv.

Kedeligt. Kedeligt, kedeligt og mere kedeligt. Jeg HADEDE at høre om englenes oprindelse. Gud, Jesus, Gabriel og jeg ved ikke hvad. Hvorfor skulle vi lære det her? Hvornår ville vi bruge det? Vi skulle være rædsler for fanden! Jeg kørte en blyant rundt mellem mine fingre. Vores lærer, Mr. Jinx, plaprede løs om engle, mirakler, tre visemænd og alverdens lort. Lucas sad ved siden af mig. Vi havde allesammen en-mands borde, fordi vi åbenbart ikke kunne "håndtere" at sidde sammen. Jeg smilede til ham. Han sad og tegnede noget på et stykke papir. Jeg strakte hals. Det så interessant ud. Lucas opfangede mig ud af øjenkrogen og gemte hurtigt tegningen. Jeg rynkede brynene. Han gemte den? For mig? Nu var jeg lidt såret. Han så kort på mig og så væk.

Okay nu skræmte han mig. Jeg så spørgende på ham, men han rystede bare på hovedet af mig. ”Mis Murik, vil de være venlig at følge med?” Mit blik rykkede sig hurtigt fra Lucas og op på Mr. Jinx. Han så irriteret på mig. Arh jeg kunne ham bare ikke. ”Selvfølgelig, ” smilede jeg falskt. Mr. Jinx så hånligt på mig. Jeg stirrede bare igen. Han nikkede en enkelt gang og fortsatte sin prædiken. Hvem vandt? Det gjorde jeg. Jeg vippede selvtilfreds tilbage på stolen. Jeg kiggede rundt og fik desværre øje på den irriterende engel. En engel med flotte øjne. Øh hvad? Igen? Seriøst? Nu måtte det da stoppe. Jeg rullede irriteret med øjnene af mig selv. Hvis der også var engle inde i klassen måtte det betyde, at vi ville få vores examens partner her til sidst. Tænk at skulle arbejde sammen med de grødhoveder. Kun hører om gudbørn, skytsengle, himlen og godhed på jorden. Bvadr. Hvem ville høre om det, når man i stedet kunne besætte en dukke og hjemsøge en familie. Trække familiemedlemmerne ud af sengen midt om natten, skubbe dørene knirkene op, liste ind til det mindste barn i familien og besætte kroppen. Derfra begynder det først at blive sjovt. Jeg smilede. Jeg kunne ligefrem mærke blodet mellem mine fingre. For satan, hvor jeg dog glædede mig. Mr Jinx knaldede en lineal ned i bordet lige foran mig. Jeg styrtede sammen og hvæsede af ham. Nar. "Og hvem skal vi så sætte denne irriterende kommende rædsel sammen med?" Han så vurderende rundt i klassen. Hvis jeg kom sammen med en pige, ville jeg bogstaveligtalt prøve at knække hendes hals over. Jeg knurrede. Mr Jinx fastlåste sit blik på nok den sidste person, jeg ville være sammen med. "Angelo, du bliver parret op sammen med Ophelia. Pas på, hun kan godt bide," han blinkede til Angelo. Han troede, at han var sjov. Bare vent, når jeg blev en rædsel, ville jeg hjemsøge ham i al evighed. Angelo nikkede og smilede venligt igen. Det var selvfølgelig ham, som jeg var stødt ind i, I kantinen. Hans øjne skinnede klart. Klart og himmelblåt. Jeg fnøs og lænede mig tilbage i stolen. Det her skulle nok blive sjovt.

 

Hej Mennesker.. 

Milling her...

Zeni og jeg har sku glædet os til at publicere det her kapitel!!

Vi har samarbejdet for aller første gang om en movella!!

Spændende ikke?

Tjja, vi håber i kan lide det og har lyst til at læse med :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...