More than two.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2014
  • Status: Igang
Hvad nu hvis kræften hos John Peterson blev opdaget og han aldrig døde, hvordan ville Allison’s liv så se ud? Hvis hendes mor stadig fik tilbudt jobbet og de tog afsted som en familie, at de sammen flyttede til England og Helene kunne arbejde med sit drømmejob? Ville alt så stadig ende ligesom det ville, hvis hendes far nu var død? Ville der stadig komme en Willow og William, bare en som lignede Helene og John, eller ville det bare forblive John, Helene og Allison? Hvad med James, ville Allison og James overhovedet have det stærke forhold som de altid har haft eller ville James være fortid? Hvad med Paul? Hvordan ville hans liv så se ud? Hvad med drengene, ville de overhovedet kunne med Allison, når hun jo ikke ville være skadet over sin fars død, eftersom hendes far aldrig døde, men overlevede? Ville Niall stadig være Allison’s type, eller ville en helt anden en blive det, nu når hun rent faktisk ville være fars pige og sød? Dette her er en ekstra historie af ”More than this” – serien

112Likes
765Kommentarer
47730Visninger
AA

3. Prolog.

 

Prolog.

Har du nogen sinde tænkt på, at hvis du havde gjort noget anderledes, hvordan dit liv så ville se ud? Hvis du nu havde sagt ja til den første og bedste fyr der lagde an på dig, hvis du nu sagde ja til og gå til fest med veninderne, hvis du nu havde sagt nej til og tage i byen med vennerne?
For hvis du havde sagt nej til en fest med vennerne, så havde du måske ikke mødt din drømmepartner eller hvis du havde sagt ja til den første og bedste fyr, at han måske var den eneste ene og du nu fortryder?
Alle mennesker fortryder en lille ting, som de ønsker de havde gjort anderledes.
Det næste skridt man tager og det næste svar man giver, danner ens næste trin i livet, men du har en mulighed for og ændre det, men du tænker aldrig over konsekvenserne eller hvordan tingene ville ændre.

Hvad nu hvis Allison aldrig tog hjem til sin veninde og i stedet tog hjem til hendes far, som allerede lå syg; dog ikke død syg, men bare syg med hovedpine og den normale sygdom.
Så ville hun opdage ham i en smerte, en smerte han bare troede, var noget ligegyldigt og aldrig gjort noget ved, fordi han har haft det før og ikke fortalt konen det. Men hvad hvis Allison kom hjem og hørte ham i smerter, hvor hun panisk ringer efter sin onkel og derefter onklen kommer, hvor han konstaterer at han bror burde besøge sygehuset. Hvor han så får konstateret lymfekræft. I en ret tidlig stadige, så han rent faktisk overlever og kan opleve datterens liv?

Lad os lige se det for os;

 

***
 

Allison’s point of view.

”Alli!!!! Vil du ikke med hjem i dag?” mit blik rammer på Pernille, Camilla, Karsten, Martin og Valde(mar), min normale hænge ud gruppe, eller min vennekreds, vi er altid sammen og med altid, virkelig altid. Enten bare pigerne og jeg, ellers er det drengene og jeg. Valde er nok det man kalder en bedsteven og Pernille en bedsteveninde.
Jeg ser en smule i mod dem og bider mig i læben, da en besked dukker op på min mobil.

From: Daddy.
Hey Babegirl.
Mor og Tanja spiser ude sammen i dag, så det bliver bare du og jeg skattemus.
Love dad.


Jeg bider mig en smule svagt i læben, da en skyldfølelse rammer over mig, jeg kan jo ikke efterlade ham alene, kan jeg? Ej det er synd for ham, han er jo syg. Men jov, han kan godt klare sig selv. Han er jo gammel nok, ikke?
”Jo…” dog kan jeg ikke sige det alligevel, da far virker til og vil have mig der. Men nu har jeg sagt ja og sådan er der jo bare, ikke?
Men nej, jeg kan ikke efterlade far alene, han er syg og skal forkæles.
”Ville gerne, men far er syg og mor spiser med min tante” jeg ser undskyldende på dem og der ser bare en smule på mig.
”Okay så. Hils far John!” siger Pernille, inden hun giver mig et kram og de resterende også gør, inden de tager deres tasker og bare går. Jeg ser en smule efter dem, inden jeg tager min taske op fra gulvet og slynger over skulderen.

To: Daddy!
Hej Daddy!
Jeg har fri nu og kommer hjem lige med det samme!
Skal jeg tage noget med?


Der tigger hurtigt et svar ind og et nej lyder meget hurtigt, inden han skriver at han kommer og henter mig. Jeg svarer hurtigt tilbage, at han langt fra behøver og jeg sagtens kan tage bussen, men han svarer hurtigt nej, at han kommer og sådan bliver det.
Jeg er jo fars prinsesse!

Et smil rammer hurtigt mine læber, inden jeg løber uden for og stiller mig, hvor jeg bare venter på fars bil og inden længe så holder han her skam.
Jeg åbner døren til bagsædet og smider min taske ind, inden jeg hopper ind på passagersædet og taler selen på.
”Hej Daddy!” siger jeg med et smil, inden jeg kysser hans kind og et smil rammer hurtigt hans læber.
”Hej Princess!” jeg smiler skævt og ser en smule på ham, han ser ikke for godt ud og halsen er hævet, det kan man se.
”Hvordan har du det?” jeg ser en smule på ham, i mens han holder blikket på vejen og han kort smiler.
”Lidt bedre, dog udmattet” jeg nikker forstående og ligger kort min hånd på hans lår.
”Så er det godt at jeg er hjemme og kan passe på dig!!!” siger jeg med et smil og fjerner min hånd igen. Mit blik lader jeg bare hvile på vejen og egentlig er det det jeg gør. Jeg har ikke behøv for og snakke med far, ikke lige nu og han skal ikke være ukoncentreret når han køre. Han skal jo ligesom holde øje med vejen og min sikkerhed.
Dog er far ikke nem og narrer, han ved jeg vil snakke med ham og han ved at han vil snakke med mig, at ingen af os kan lide en stilhed.
”Så har du lektier for?”
”Det er okay, altså jeg har få for, men det er først til på fredag og jeg skal skrive en stil, om den person som betyder mest for mig” siger jeg med et smil og ser smilende på ham.
”Ja, den er vel ikke så svær, vi ved jo det er mig!” griner han, inden han skærer tænder og jeg ser forvirret på ham.
”Er du okay far?”
”Jaja… jeg er okay!” siger han sammenbidt og jeg bider mig en smule i læberne. Han lyder ikke sådan og jeg må nok stoppe med at spørger, ellers bliver han bare sur og vred, det ønsker jeg langt fra.
Jeg nikker bare og ser ud af vinduet igen, der er ikke meget andet jo.
Dog hører jeg far igen komme med en beklagende lyd, men jeg kan ikke gøre så meget og det gør ondt at hører.
Men far bliver okay, han har været syg før og kommer tit med beklagende lyde, så han bliver okay! Det er sikkert bare svært og trække vejret, måske fordi han er ved og være forkølet, ikke?

 

***

 

Efter vi kom hjem, gik far direkte i seng og sagde jeg kunne skrive min stil nu, så vil han sove og være frisk senere. Det er nu 3 timer siden og jeg har ikke andet end hørt beklagende lyde fra soveværelset, hvilket skræmmer mig en smule, ikke bare en smule. Men meget.
Så meget beklager han sig jo heller ikke.

Jeg finder hurtigt mobilen frem og trykker James nummer ind, min onkel.
”Hey skattemus!” kommer der fra ham, man kan ligefrem hører glæden i hans stemme.
”Far har ondt! Han siger han er okay, men han har beklaget sig længe nu!” siger jeg panisk og ser i mod soveværelset, da jeg langtfra kan gøre noget og jeg har lært, eller far har sagt, at man må aldrig ringe 112; medmindre det gælder liv og død.
Hvilket det her ikke kan være.
”Jeg kommer med det samme skat, bare hold ud, okay?”
”Okay!” siger jeg pivene og løber nedenunder igen, da jeg langtfra kan holde lyden ud og jeg vil ikke sidde på værelset, hvor jeg bare kan hører ham have det skidt.
Jeg sætter mig atter ved computeren og forsøger at skrive videre på min stil, selvom det er rigtigt svært, specielt når fars lyde kun bliver højre og jeg håber inderligt at James snart vil komme, redde mig fra det her og fortælle mig hvad der egentlig forgår, fortælle at far er okay og han bare er for meget lige nu.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...