More than two.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2014
  • Status: Igang
Hvad nu hvis kræften hos John Peterson blev opdaget og han aldrig døde, hvordan ville Allison’s liv så se ud? Hvis hendes mor stadig fik tilbudt jobbet og de tog afsted som en familie, at de sammen flyttede til England og Helene kunne arbejde med sit drømmejob? Ville alt så stadig ende ligesom det ville, hvis hendes far nu var død? Ville der stadig komme en Willow og William, bare en som lignede Helene og John, eller ville det bare forblive John, Helene og Allison? Hvad med James, ville Allison og James overhovedet have det stærke forhold som de altid har haft eller ville James være fortid? Hvad med Paul? Hvordan ville hans liv så se ud? Hvad med drengene, ville de overhovedet kunne med Allison, når hun jo ikke ville være skadet over sin fars død, eftersom hendes far aldrig døde, men overlevede? Ville Niall stadig være Allison’s type, eller ville en helt anden en blive det, nu når hun rent faktisk ville være fars pige og sød? Dette her er en ekstra historie af ”More than this” – serien

112Likes
765Kommentarer
47756Visninger
AA

86. Epilog.

 

8 år senere.

Hendes øjne skinnede klart op, i den ellers så lille forsamling, smilet på hendes læber var ikke til at tage fejl af, lykken var meget stor og en stolthed skyllede ind over hende, ved tanken om hvad hun havde opnået.
”Hør efter alle sammen. Det er en fornøjelse at give den gode nyhed, at alle vores vidunderlige praktikanter har bestået eksamen! Derfor byder vi hjertelig velkommen til: Dr. Clarkson, Dr. Davis, Dr. Harrison, Dr. Johnson og Dr. Payne” da lyden af hendes navn blev nævnt, mærkede hun bare et smil på læben, som kun blev større. Det var nu officielt, hun var blevet doktor og hun havde bestået eksamen. Hun havde aldrig forstået hvorfor, at det er over doktoren, som skal bringe meddelelsen og ikke der man laver eksamen. Men i denne stund var hun ligeglad, hun var blevet doktor og under hele praktikforløbet, havde hun både reddet liv, fået liv til verden og desværre mistet liv. I starten prøvede de bare alt, så de kunne finde ud af hvad de ønskede, både hende og Dr. Davis var vilde med børneafdelingen, hvor de fra nu af skulle arbejde og være der for hvert enkelt lille barn.
Der var et bestemt barn, som ændrede hendes mening om hvad afdeling hun ville have og det var ikke alene kun hendes søn’s valg, for tanken om han blev syg og fik det så dårligt, kunne hun ikke bære. Men den der fik hendes valg afklaret, var en lille dreng ved navn Brandon. Han var 5 år og led af leukæmi, ligesom mange andre børn gjorde og den dreng var mere en rigeligt speciel. Han havde allerede mistet sin far til kræften, ikke mindst hans bedstefar og hans oldefar var også død af det kræft, kræften var dog forskelligt fra dem alle, men det satte alligevel en dyb sorg i hende. Under hendes praktikforløb, skete der noget meget frygteligt, Brandon’s mor omkom i en ulykke og den ulykke gjorde ham forladt, han havde ingen og ingen kunne længere besøge ham. Hun blev så knust, at hun brugte alt sin tid ved ham og desværre var intet godt nok, drengen forstod ingen ting og forstod ikke hvor hans mor blev af, så han blev blot mere trist og blev ret så umulig.
Allerede fra start havde alle fået at vide, at de ikke måtte binde sig til patienterne. Men hun lyttede ikke og hun bandt sig til ham. Drengen var så umulig, at han skubbede folk væk og rev sine ledninger ud, hun kunne ikke bære det, hun kunne ikke bære tanken om, at det kunne være hendes søn og derfor knyttede hun sig til ham, med tiden åbnede han sig og mærkede følelsen af omsorg, hvilket gjorde han endelig tillod hjælpen.
Hun reddet hans liv.

Med en masse lykønskninger fra de nye kollegaer, fra hende konkurrenter og fra hendes chef, begav hun sig uden for hospitalets mure, med smilet solidt plantet på læberne. Hun formodede at klarer det hele, hun bestod og kunne nu lykkeligt kalde sig doktor.
Hendes skridt førte hende ud på parkeringspladsen, hvor et kæmpe syn ramte hende, et syn hun så meget elskede og aldrig havde opgivet på.
Der stod han, som han altid plejede at gøre, når hun engang fik fri og som altid med blomster i hånden, hans smil voksede kun da han så sin kone og mere til, hendes vidunderlige dejlige store mave. Hans øjne spurgte tydeligt efter svaret, hvilket hun for længst allerede havde set og da hun nåede ham helt, pressede hun sine læber i mod hans og han tog glædeligt i mod det.
”Hvad sagde han Babe?” hans hånd gled som sædvanligt ned på maven, den mave han kun glædet sig mere eller mindre til at få væk, da han ikke længere kunne vente og bare ønskede det snart skete.
”Han sagde at jeg nu kan kalde mig Dr. Payne” et smil ramte hurtigt hende læber, ved lyden af hendes egne ord og et smil spredte sig på hans læber.
”Jeg sagde vi kunne klarer det, du og jeg! Jeg er så stolt af dig skat!” et hurtigt kys blev givet, inden han hjalp sin højgravide kone ind i bilen og med et enkel lille kys, lukkede han døren og steg selv ind.

 

***

 

Efter den ellers så lange 23 minutters kørsel, nåede de endelig deres fælles hus, det hus de allerede købte 1 år efter deres ægteskab og et hus de begge så som drømme hjemmet.
Han var hurtigt ude af bilen, inden han med blide bevægelser hjalp sin kone ud og derefter tog buket fra hende, så han kunne støtte hende hele vejen mod døren. Hoveddøren blev hurtigt flået op, hvor tre vidunderlige børn kom løbende ud.
Brandon på de 8 år, Jamie på de 8 år og Alisha på de 7 år.
Hendes mand fik hans ønske om et ekstra barn og det passede fint i deres lille plan. Fire års college og derefter 4 år som praktikant på et hospital.
”Mooooar!” råbte de alle tre i kor og et lykkeligt smil ramte blot hendes læber, ligesom de kun havde lavet de to af dem, så betød Brandon allerede meget for dem og siden hun fortalte hende mans om ham, kunne han ikke andet end at elske ham og det var ham som kom med forslaget, at de adopterede ham og han ikke røg på et børnehjem. En beslutning de begge langtfra havde fortrudt. Selvom de nu ventede sig to piger mere, så var de ligeglade, Brandon var som deres egne.
”Hej unger!” med hjælpen fra hendes mand, kom hun ned på hug og derved gav hun dem alle tre et kram. Han hjalp hende langsomt op igen, inden han lagde armen om hende og tog fat i hans datters hånd, inden de alle fem bevægede sig indenfor. Hvor deres familie og venner ville vendte.
Som han havde forudsæt, så valgte drengene at holde deres pause, da alle fandt hver i sær sig en og dele hverdagen med.
Louis og Eleanor havde allerede 3 børn, Johannah på 8 år, Hannah og Savannah på 7 år, selv stod de og ventede et barn mere, som ikke var et barn, men hele to og Louis gik i den grad i sin mors fodspor. De ventede sig en pige og en dreng, så han gik den grad i sin mors fodspor.
Zayn og Perrie havde allerede 2 børn, Ashton på 7 år og Claudia på 2 år.
Niall havde endelig fundet lykken og havde fundet sig en brud, som han allerede året forinden var blevet gift med. Hendes navn var Rachel Harrison, en pige selv var praktikant og selv lige var blevet Dr., ligesom hun selv var og det var hende der fik dem sammen. Selvom Niall og Rachel ingen børn havde, så skulle alt ændre sig snart, da lykken var ankommet dem og den lykke havde Rachel kun delt med kære Dr. Payne, ingen anden.
Angående Harry, havde lykken selv været der og han var nu forlovet, med den smukke Bea. En pige han mødte via en tur på hospitalet, da han denne gang under pjat, faktisk kom til skade og måtte på skadestuen. Bea selv, var der kun pga. hendes bror, som havde været ude for en bilulykke. Den ene og samme ulykke som Brandon’s mor. Bea’s bror Simon, havde det så skidt, at han oftest gik forbi Brandon’s værelse og tjekkede op på ham, her mødte han Dr. Payne.
Den dag han skulle tjekke ud, var Bea kommet for at hente ham og han ville absolut hen til børneafdelingen, hører til Brandon’s sag. Da de kom derhen, stod Dr. Payne der heldigvis og var i gang med en patient, en person ved navn Harry Styles, som forlangte at Dr. Payne skulle ordne hans gips og ingen andre skulle.

Det var deres første møde, et møde Harry langtfra ville opgive og allerede der var han fascineret af pigen.

”Hej min skat!” kom der hurtigt fra en velkendt stemme, da de nåede om i haven og stemmen hørte kun til hendes vidunderlige far. Straks rejste han sig op, så han kunne omfavne hans dejlige datter og derefter blev det hendes mors tur, inden det blev svigerforældrene og derefter vennerne.
Med en hurtig hjælp fra hendes mand, blev hun hjulpet ned i stolen, inden han placerede sig ved siden af og tog sin datter op på skødet.
”Så er vi her!” lyden af hans stemme, fik blot alle til at grine, da den lød meget forpustet og stemmen tilhørte kun Niall Horan. Alle kiggede straks i mod havedøren, hvor Rachel Harrison og Niall straks kom til syne. Selvom de var gift, så hed hun stadig Harrison, men navnet ville hun snart ændre, da deres kommende barn skulle hedde Horan, ligesom dens far.
”Så hvordan gik det for vores to unge lægestuderende?” lyden af hendes bedstevens stemme, gjorde hende kun mere glad og hun kiggede straks smilende i mod ham.
”Come on Rachel og Allison!” brokkede Maura sig nu denne gang, moren til den madglade Horan. Hende og Rachel udvekslede hurtigt blikke, inden Rachel hurtigt sagde.
”Vi kan du omtales som Dr. Payne og Dr. Harrison!” smilet blev kun større på begge deres læber, inden Allison endelig kiggede på hendes mand og derefter forsamlingen.

”Ej tillykke! Hvor er det godt!”
”Jep! For nu er der en god doktor, som kan tage i mod mit barn” Rachel kiggede straks på hendes mand, hvis øjne som blot blev store, inden tårerne straks meldte sig og alle kunne ikke andet end at sige tillykke.

Allison kiggede hurtigt på Liam, som selv hurtigt kiggede på hende og de kunne tydeligt ane hvad den anden tænkte.
Alt var som det skulle være, alt var mere en rigeligt perfekt.
De havde to dejlige unger, de havde to på vej og de havde adopteret en vidunderlig dreng. De begge havde opnået en stor karriere og fået en familie. De havde fået drømmehuset, de havde drømme livet og de havde hinanden, en ting de begge blot var mere end lykkelige for.

Bare tanken om alt de havde gået i gennem, alle problemer og kriser der havde været, de havde klaret det hele og sammen, som var deres løfte til hinanden.
Deres venner var lykkelig, deres familie var lykkelige og selv var de lykkelige.
Alt var som det skulle være, og intet kunne være anderledes.
De havde opnået alt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...