More than two.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2014
  • Status: Igang
Hvad nu hvis kræften hos John Peterson blev opdaget og han aldrig døde, hvordan ville Allison’s liv så se ud? Hvis hendes mor stadig fik tilbudt jobbet og de tog afsted som en familie, at de sammen flyttede til England og Helene kunne arbejde med sit drømmejob? Ville alt så stadig ende ligesom det ville, hvis hendes far nu var død? Ville der stadig komme en Willow og William, bare en som lignede Helene og John, eller ville det bare forblive John, Helene og Allison? Hvad med James, ville Allison og James overhovedet have det stærke forhold som de altid har haft eller ville James være fortid? Hvad med Paul? Hvordan ville hans liv så se ud? Hvad med drengene, ville de overhovedet kunne med Allison, når hun jo ikke ville være skadet over sin fars død, eftersom hendes far aldrig døde, men overlevede? Ville Niall stadig være Allison’s type, eller ville en helt anden en blive det, nu når hun rent faktisk ville være fars pige og sød? Dette her er en ekstra historie af ”More than this” – serien

112Likes
765Kommentarer
47730Visninger
AA

78. Chapter 74.

 

*1 uge senere*

 

Liam’s point of view.

Endnu en uge er gået og Jamie(som er han søde lille kælenavn) er vokset en smule, vi har ikke målt ham eller vejet ham endnu og det sker i dag, så vi er alle spændte. Jeg har faktisk slet ikke set noget til Louis i denne uge, drengene har været her sådan okay hver dag, undtaget Louis og Perrie er her konstant. Vores forældre har ikke været her så tit, sikkert fordi James er ankommet til England og de derfor bruger meget tid sammen, ellers vil alle bare give Allison og jeg lidt plads.
Allison elsker rollen som mor, ligesom jeg elsker rollen som far og jeg klager ikke. Jamie er faktisk en god dreng og græder ikke om natten, det vildt fantastisk! Bortset fra at når han endelig vågner og græder, så er klokken 6:34 eller noget i den dur og derfor vågner vi begge der, men vi sover så også lidt, eller Allison gør og jeg tager mig af ham, indtil han sover igen.
Han er en god dreng og jeg er seriøst forelsket i ham, jeg håber så meget på at vægten siger 600 g eller over, da jeg gerne ønsker vi kommer hjem og kan gå i gang med at samle møblerne til ham. Heldigvis har vi rejse sengen, barnevognen og tøj, så vi kan lige overkomme at møblerne ikke er bygget og vi kan sagtens skifte ham ude på badeværelset, indtil puslebordet er bygget. Nøj jeg for et stort arbejde når vi kommer hjem.
Jeg kunne jo godt tage hjem og begynde, men jeg vil ikke rejse fra Allison og min søn, vi er jo et godt stykke væk fra London og nok en times til væk. Hvis vi er ved hytten, så er vi omkring 2 timer væk fra London. Okay jeg har ingen stedsands lige nu.
Allison går det godt med, hun har ikke rigtig ondt og hendes ar er rigtige fine! Hun har faktisk været ude og gå selv! I går var hun i bad selv, er så stolt af min dejlige skat!

Mit blik lander ned på min søn, som lige nu ligger trykt i mine arme og blot sover. Allison sidder lige nu selv og spiser, i mens hun en gang i mellem betragter mig og Jamie.
Jeg må indrømme at jeg er lidt bange, bange for at klemme af for hårdt og gøre så han går i stykker i mine arme. Men han er bare en dreng, en sød lille dreng og han er min dreng.
”Jamie for f…”
”Liam, sproget” jeg smiler uskyldigt, inden jeg rejser mig op og går hen til bordet, så jeg kan skifte ham. Vi har faktisk fået et nyt værelse, da vi ikke behøver et glasbur mere, da Allison ikke behøver at blive holdt øje med, så vi er kommet ind på et normalt værelse på fødeafdelingen og har nu alt det der skal bruges. Så dejligt og rart, for så kigger alle og en hver ikke ind.

Allison og jeg har det stadig svært med sproget, eller Allison har ikke, for hun bander ikke og hun har kun gjort det meeeeeget få gange! Men hun er efter mig konstant, fordi jeg nogle gange glemmer det, da han ikke skal lærer alle de ord.
Da jeg ligger ham på puslebordet, åbner jeg hans ble. Han har stadig ikke tøj på, men bare et lille tæppe viklet om sig, som han har fået specielt af sygehuset. Det er så sødt af dem! Hans bleer er en del store, selvom de er den mindste størrelse der er, men der er ikke så meget at gøre ved det, så længe de ikke falder af!
”Far har næsten lige skiftet dig” sukker jeg tungt over ham, da han denne gang har skidt og sidst havde han tisset, jeg har også oplevet at drengen har tisset på mig, da jeg tog bleen af ham og Allison grinede bare over det. Sådan en dum unge!
”Han er mors dygtige dreng”
”Så må du skifte ham!”
”Næ nej, jeg spiser. Dit job, jeg har lige givet ham mad i mens du spise” jeg sukker kort over hende med et smil på læben, inden jeg begynder at tørre hans lille numse og smider den gamle ble ud, jeg giver ham hurtigt en ny ble på, inden jeg vikler ham ind i tæppet. Vi har forsøgt at give ham tøj på og det er alt for stort til ham, selvom det også er i den mindste størrelse. Så vi venter til vi forlader stedet.
Jackpot har fået lov at komme forbi og hilse på ham, det gik faktisk godt nok, han blev slikket i hovedet og Jamie tog fat i Jackpots øre, så det kan kun gå godt! Mine to dejlige babyer!

Verden ved også alt med Allison og vores søn, da vi lod drengene tage til et interview og fortælle alt, både med kræften og vores søn. Men vi har intet billede lagt ud, da vi ligesom gerne vil holde ham for os selv og vente lidt, ingen ved hans navn heller og alt er sådan set hemmeligt omkring ham.
Planen er at vi først afsløre det i USA, hvor vi tager forbi Ellen og afsløre ham, viser ham foran verden. Allison og jeg kun, også selvfølgelig lille Jamie. Før viser vi ham ikke til verden.

Efter bleen er skiftet, går jeg over til Allison og ligger ham ned i sengen, inden jeg putter ham godt og grundigt.
”Godnat min lille baby” jeg kysser ham forsigtigt i panden, inden jeg ligger mig op i sengen til Allison og ligger armen omkring hende.
”Liam, jeg forsøger at spise!”
”Mmm” mumler jeg bare lidt og kysser hende kort på kinden, inden jeg lukker øjnene i og ikke for at sove, men bare nyde det skønne øjeblik.
Det skønne øjeblik ødelægges hurtigt, da et bank på døren lyder og den går op, hvor lægen kommer til syne og sammen med en sygeplejerske, de har også et bord med, hvor vægten er på og det andet de nu tjekker ham med.
”Er det nu?”
”Ja det er det og velbekomme”
”Tak” jeg sætter mig stille op og ser over i mod min søn, som jeg ellers lige har lagt i seng. Men sådan er det bare, vi må bare håbe på det bedste.
”Spiser han godt?”
”Han spiser virkelig godt og til” siger Allison med et lille smil, hvor hun bare kigger lidt på mig, inden hun rejser sig op og går hen i mod vores søn, som hun selv tager op og går i mod vægten.
”Må jeg selv ligge ham?”
”Så lad gå” siger hende sygeplejersken, da hun ellers står klar til at modtage ham og Alli ligger ham forsigtigt ned på vægten, hvor jeg selv går med hende og tager fat i hendes hånd.
Alt vi kan se er tallet, som starter fra nul og langsomt går op af, nogle gange springer det frem og tilbage, hvilket kun gør os mere usikker, da den gør det ved 400 et eller andet gram og det jo ikke godt. Men den begynder at bevæge sig op af og da synet af 601,3 g rammer mine øjne, mærker jeg bare den største glæde i min verden, vægten stopper med at stige og blinker bare tre gange, inden den rammer på nul og lægen noterer det ned.
”Betyder det at vi må komme hjem?!” spørger jeg hurtigt og ligger armen omkring Allison, som egentlig bare er frosset og har tårer på kinderne.
”Det tegner det i hvert fald på! Vi tjekker selvfølgelig hjerterytmen, lungerne og alt det andet med det samme, men ja I må gerne komme hjem!” straks vender Allison sig rundt og smækker armene omkring mig, inden jeg bare ligger armene omkring hende.
”Endelig kan jeg tage Jer hjem!” jeg giver hende et hurtigt kys, inden jeg igen ser på lægen, som bare noterer en masse andet.

 

***

 

”Liam, hvad gør vi? Vi har intet bygget til ham, hans værelse er langt fra klart og sengen er ikke bygget” jeg ser hurtigt på Allison, som er ved at give Jamie en lille hue på og en sparkedragt. Vi venter på at Harry og Niall dukker op, eftersom en eller anden skal hente barnevognen og liften der passer til den. Så forhåbentligt dukker de snart op.
”Vi slår rejsesengen op og sætter ham inde i stuen, så pakker vi vores tøj sammen og river hylerne ned, så vi kan få mal…”
”Vi har intet maling Liam, det har vi ikke købt!” ja okay, hun har ret.
”Så køre jeg dig og vores søn hjem, så køre jeg ud og køber maling, også ordner jeg alt jeg kan nå i dag på værelset og ja. Det skal nok gå baby, vi har barnevognen og rejsesengen. Vi skal nok klarere det” jeg kysser hende hurtigt i panden, inden jeg ser ned på min lille søn, som sparker en smule med hans ben og begynder at lave et ansigt, som siger at han snart begynder at græde.
”Ikke nu Jamie, sssh mors lille skat” Allison tager ham forsigtigt op og sørger for at holde en hånd bag hans hoved. Babyer kan åbenbart ikke holde deres hoved selv og har brug for hjælpen.
”Ssssh skat, sssh”

”Så er vi i huset!” jeg ser hurtigt i mod døren og laver et tys til Niall, i mens jeg ser på Allison, som stadig forsøger at få ham til ikke at græde og desværre begynder han at græde, takket væres Niall hilsen.
”Niall for fanden!”
”Harry, sproget!”
”Sorry Daddy Liam” jeg sukker over dem, inden jeg ser på hele barnevognen som de ruller ind.
”Hvordan fik i lavet den?”
”Øhm, vi støtte maybe på nogle voksne mennesker på parkeringspladsen og de hjalp os” Niall klør sig i håret og jeg smiler bare kort, da det er godt de er ærlige, for ellers ville jeg ikke ligge Jamie ned i.
”Skal jeg tage ham skat?”
”Nej jeg har ham, I kan tage vores ting” siger Allison som svar, inden hun ligger ham ned i barnevognen og stille putter ham.
”I kunne godt bare have nøjes med liften”
”Det var det jeg sagde Niall”
”Tsh!” jeg sukker kort over drengene og betragter min dejlige kæreste, som stille vipper lidt med barnevognen og kører den frem af, men tilbage igen.
”Kan vi ligge nogle af gaverne under barnevognen?” jeg nikker blot og lader Niall begynde på det, i mens Harry tager kufferten og to af poserne med gaverne, inden jeg selv tager en og går op til Allison.
”Jeg siger lige vi tjekker ud”
”Okay” jeg giver hende et kort kind kys, inden jeg smutter min vej ud af værelset og ned af gangen, så jeg kan finde vores læge.

 

***

 

Allison’s point of view.

Mit blik rammer den store bygning og et smil rammer mine læber, vi er endelig i London og endelig hjemme! Eller næste, vi er nede på parkeringspladsen og jeg ser hurtigt Harry køre op på siden af Liam’s bil, inden jeg stiger ud af bilen og trækker liften med mig ud. Liam stiger selv hurtigt ud og går om bag i, inden han trækker barnevognen ud og slår den op, så jeg kan placere liften på sin plads og tage fat i den. Niall åbner hurtigt Harry’s bagagerum og trækker poser ud, som han ligger under barnevognen, inden drengene sørger for at fordele resten i deres hænder og lukke deres biler, ikke mindst låse dem.
Sammen gå vi alle fire i mod bygningens indgang og ind, hvor vi hurtigt tager elevatoren op. Heldigvis sover Jamie nu og det er virkelig dejligt.
Det er endnu mere dejligt at være hjemme! Åh hvor har jeg savnet det!

”Jeg skal så meget ind og i karbad!” siger jeg hurtigt og kigger med et lille frækt smil på Liam.
”Og vi skal så meget ikke have detaljer!” kommer der hurtigt fra Harry.
”Babe, selvom det lyder virkelig tiltrække, så mangler han sit værelse” jeg sukker en smule og mærker bare et hurtigt kind kys, inden det velkendte bling lyder og de to andre går ud. Jeg mærker hurtigt Liam’s ånde i mod mit øre.
”Men maybe i aften, når Niall er gået i seng” hvisker han ind i mit øre og jeg smiler bare over det. Jeg ser med et smil på ham. Lægen har godt nok sagt, at det måske vil gøre ondt, når vi engang har sex igen, men jeg er ligeglad, så længe det er med Liam.

”Skal vi gå ind?” jeg nikker hurtigt og triller barnevognen frem, inden jeg går ind i lejligheden og hører en masse snak. Jeg ser forvirret på Liam, inden jeg opdager alle jakker og alle skoene; drengene, Perrie, sikkert også Eleanor og vores familie. Suk.
”Vuf!” jeg ser hurtigt ned på gulvet, da en Jackpot kommer løbende og jeg sætter mig hurtigt ned.
”Hej mors dreng” selv Liam ryger ned på hug og siger hej til ham.
”No freedom”
”No freedom” gentager jeg hans ord og med et suk efterfølgende. Utroligt. Første dag hjemme og alle er her.
Jeg rejser mig op igen ved Liam’s hjælper og tager hurtigt skoene af, hænger jakken op og køre barnevognen op af væggen, inden jeg sætter den fast, så den ikke ruller nogen veje. Sammen med Liam går vi ind i stuen, som er pyntet totalt op og ligner en babyshower, ikke mindst et ”Velkommen hjem”.
”Velkommen hjem I to!”
”Tak tak!” siger Liam bare en smule, inden han går ud i køkkenet og trækker mig med der ud, hvor han straks åbner køleskabet, som er proppet fuldkommen op.
”Ja køleskabet var jo tomt, så Zayn og jeg tillod os at handle ind. Men heeej” straks krammer Perrie os begge og jeg ser bare en smule på Perrie.
”Virkelig? Jeg kommer hjem og mit hjem er fyldt med alle mulige…”
”Sorry, jeg forsøgte og sige det til drengene…”
”Perrie, det her er så meget dit værk”
”Okay maybe lidt! Men helt ærligt, I har næsten ikke noget at købe noget, andet end møbler og vi har ikke holdt babyshower! Eller fejeret Jeres forlovelse!” både Liam og jeg sukker i kor, inden vi begge heldigvis redes af Jamie’s gråd.
Liam griber igen fat i min hånd og sammen går vi ud til barnevognen, hvor han tager Jamie op og derefter går ind i soveværelset, hvor vi begge sætter os på sengen og Liam forsøger bare at tysse på vores søn.
”Jeg kan ikke klare det Liam…”
”Vi kan heller ikke smide dem ud, vi må bare bide det I os og nyde det” jeg nikker bare tungt og ligger hovedet på hans skulder.
”Måske han skal have mad?”
”Skal vi begynde på flasken, eller vil du vente lidt?”
”Venter vi ikke bare en smule? Ellers går vi i køkkenet og hvis de ser os, så vil en eller anden give ham”
”Okay du har ret skat” jeg smiler lidt til ham og tager i mod vores søn, inden jeg river op i trøjen, hvor jeg begynder at fodre ham, okay ammer lyder bedre.

Vi kommer hjem og hele lejligheden er fyldt med mennesker, familie og venner. Både Jamie og jeg har endelig fået lov til at forlade sygehuset, og vi kommer hjem til en proppet lejlighed, hvor folk vej fejre os og Jamie.
Suk.
Er der ikke nogle som tænker på, at man muligvis vil nyde sin frihed og bare slappe af, efter to uger på sygehuset, ikke mindst nogle dage i koma?
Suk.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...