More than two.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2014
  • Status: Igang
Hvad nu hvis kræften hos John Peterson blev opdaget og han aldrig døde, hvordan ville Allison’s liv så se ud? Hvis hendes mor stadig fik tilbudt jobbet og de tog afsted som en familie, at de sammen flyttede til England og Helene kunne arbejde med sit drømmejob? Ville alt så stadig ende ligesom det ville, hvis hendes far nu var død? Ville der stadig komme en Willow og William, bare en som lignede Helene og John, eller ville det bare forblive John, Helene og Allison? Hvad med James, ville Allison og James overhovedet have det stærke forhold som de altid har haft eller ville James være fortid? Hvad med Paul? Hvordan ville hans liv så se ud? Hvad med drengene, ville de overhovedet kunne med Allison, når hun jo ikke ville være skadet over sin fars død, eftersom hendes far aldrig døde, men overlevede? Ville Niall stadig være Allison’s type, eller ville en helt anden en blive det, nu når hun rent faktisk ville være fars pige og sød? Dette her er en ekstra historie af ”More than this” – serien

112Likes
765Kommentarer
47793Visninger
AA

77. Chapter 73.

 

Allison’s point of view.

At få syningerne ud og få et bad, har nok været det bedste ved i dag og ikke mindst at Liam var med i badet. Jeg elsker virkelig den fyr, det utroligt hvor meget jeg kan elske ham og hvor fantastisk han er. De burde sådan set være på deres tour, eller først om to uger eller noget, men ingen af dem virker til at ville tage af sted. Liam vil ikke rigtig væk fra mig, ikke før han er sikker på at jeg må komme hjem og vores søn med, for han vil jo gerne have mig med på tour. Men jeg har det sådan lidt, at de ikke skal aflyse den pga. mig, altså jeg skal nok komme hjem før eller siden og jeg vil jo have min familie hos mig, ikke mindst hans og Perrie, så jeg klarer mig. Men det forstår Liam jo ikke. Typisk ham.
Jeg fik faktisk lov til at komme ned i kantinen, der var godt nok meget larm og ikke mindst blitz fra paparazzier, selvfølgelig står de ude foran kantinen, for de kan jo håbe på at se drengene og nok mest Niall, da det er ham som elsker kantinen mest.

Men det var hyggeligt, selvom Louis var der og Eleanor med. Louis vil stadig gerne snakke, men jeg føler mig ikke klar til det, jeg har nok i mit hoved lige nu og jeg vil ikke til at tænke på Louis, ikke nu. Han må vente.
Det gør dog ondt, at se ham sidde ude på stolene og jeg lige nu sidder inde i sengen, sammen med Liam og vores venner ved siden af. Louis sidder bare derude og sammen med Eleanor, hvor de andre nogle gange går ud og det, vores familie er her stadig og de forsvinder nok ikke, ikke før min søn er færdig med hans tjek.
Det er en time side nu, at min læge kom ind og fortalte, at de vil tjekke ham og se hvordan han har det. Når de har tjekket ham, så kommer de tilbage og fortæller mig alt, om jeg må se ham og hvordan han har det. Faktisk er jeg lidt nervøs, for tænk hvis det kun er mig som er okay og alt pludseligt går galt for ham, jeg er ikke den eneste der har det sådan, for siden lægen har været her, så har Liam været meget nedtrykt. Den stakkels fyr, han har alt for meget i sit hoved og det skal han ikke have, men det er Liam. Han er så betænksom og vidunderlig.
William har haft en bunke kort med, da han gerne ville spille femhundrede med mig og det lod jeg ske, da han jo stadig er trist og ked af det, selvom jeg er okay. William er bare William, en dreng som altid skal lege stærk og som altid er den sidste der græder, han er så vidunderlig og tænker på alle andre før han tænker på sig selv. Jeg er en meget stolt storesøster, han er en perfekt bror og jeg elsker det lille fjols. Han har endelig været i skole og han tog endda sine lektier med, fordi han ikke ville have fars hjælp, men gerne min. Sådan en sød dreng!

Jeg ser hurtigt i mod døren da den går op og ind kommer min læge, straks ligger jeg mine kort fra mig, da vi nu er gået i gang med spillet Fisk, hvor drengene er med. Jeg holder bare mit blik på lægen, ligesom alle andre gør og selv Louis får rejst sig fra stolen, hvor han går herhen for at lytte.
”Hvordan har han det?” spørger Harry hurtigt, da ingen af os siger noget og man kan tydeligt hører hvor nervøs Harry er, utroligt hvordan drengene er faldet for min søn og bare ser sig selv som onkler.
”Det går faktisk godt, han har en vægt på 587 g, så han nærmer sig de 600 g og hans længde er på de 32 cm’er, som de bør være. Han var jo knap 480 g, da han kom til verden og af at han har vokset så meget på en uge, er kun fantastisk godt gået. En rigtig lille fighter. Af vores vurdering, så fjerner vi ham fra kuvøsen og sender ham herind” jeg spærre straks øjne helt op, inden jeg ser på Liam. De ville jo ikke fjerne ham fra den, ikke før han havde den mindste vægt og at de nu vil fjerne ham, for at sætte ham her ind, det jo fantastisk!
”Så, han må komme herind og være hos os?” Liam ser en smule spørgende på lægen, sikket for at få det bekræftet, selv vores familie og venner kigger på lægen.

”Ja, det må han og han forlader stadig først sygehuset, når han rammer de 600 g og det vil sige Allison, at det nu er dit job at få ham op på det”
”Må jeg så holde ham nu?” igen nikker lægen og et endnu større smil rammer mine læber, inden Liam hurtigt vender sig i mod mig og planter sine læber på mig. Seriøst en god dag!
”Hvornår kommer han?” denne gang er det fars lykkelige stemme der lyder og det varmer kun mit hjerte, han elsker allerede rollen som bedstefar, det kan jeg fornemme.
”Han kommer straks, ledningerne er ved at blive fjernet og hans nye lille seng er ved at blive ordnet, så han skulle gerne komme inden fo…” lægen ser hurtigt rundt, inden han fortsætter hans manglende sætning.
”Der har vi jo den lille” straks spærre jeg øjnene op og ser hvordan Louis fjerner sig fra døren med Eleanor, hvor alle andre rykker sig og ind kommer der en baby seng rullende, sådanne underlige sygehus senge til babyer! Sådan en af de gennemsigtige underlige senge.
William fjerner hurtigt kortene på sengen, inden han rejser sig fra sengen og flytter sig. Sygeplejersken kører sengen helt op ved min side og mit blik rammer hurtigt ned på den lille dreng. Tårerne rammer straks ned af mine kinder.
”Han er så lille” jeg betragter ham bare, ikke mindst da hende sygeplejersken tager ham op og stille løfter ham over i mine arme. Jeg mærker bare hvordan mine arme ryster, da han bliver lagt i mit favn og tårerne fortsætter bare ned af kinderne. Åh hvor er han smuk!
Jeg mærker hurtigt Liam sætter sig på kanten og stille tager fat i hans lille hånd.
”Åh hvor er det smukt!” typisk Niall og jeg kan skam også hører, at der er mange mobiler som tager billeder.
”Hvor er han lille” jeg har godt nok lige kommenteret det, men alligevel siger jeg det og mærker bare hvordan hjertet banker. Han er så sød! Han har fået brunt hår, men lige nu kan jeg ikke se om det er min farve, eller hans fars farve. Men det er brunt. Mon ikke også hans øjne vil være det?
”Hvis I alle vil forlade rummet, så Allison kan lærer at give ham mad”
”Jamen jeg vil se!”

”Niall, du skal ikke se noget!”
”Jamen!”

”Niall, du går med ud” siger Liam med et smil, inden han ser smilende på mig og kysser mig blidt på kinden. Jeg hører bare stilheden og en dør som bliver lukket, inden der rulles ned. Mit bryst skal ikke flashes til alle og en hver.

”Jeg tænke nu på at han skulle have flaske?” jeg ser tøvende på hende og hun smiler lidt.
”Kan han sagtens få når han kommer hjem, men her i starten vil amningen være bedst, så han kan tage vægten på og det er vigtigt, at du sørger for at skifte bryst fra gang til gang. Så hvis vi starter med venstre bryst, så skal det være højre næste gang” jeg nikker bare lidt og trækker trøjen op, inden jeg lader mit bryst komme til syne og lader hende ligge ham rigtigt. Det er faktisk underligt en anden ser mit bryst, men jeg skal jo lærer det rigtigt og jeg gør skam også hvad hun siger.
Jeg mærker godt en smerte, da han begynder at sutte og det er nok en smerte jeg skal vende mig til.
”Hvor tit skal han have mad?” okay nu lød jeg totalt dum, men jeg vil jo gerne være sikker.
”Det er forskelligt, oftest er det når de græder, at de føler sig sultne. Men babyer kan sagtens græde, selvom de ikke er sultende eller skal have skiftet ble, de sk…”
”Pga. de sagtens kan have ondt i maven, eller andre steder?” spørger jeg og hun nikker.

”Der er ikke så meget man kan gøre, kun forsøge at berolige dem. Babyer kan jo ikke rigtig sige, hvad der er galt eller bede om det de ønsker, så man kan kun prøve sig frem. Ellers er jeg sikker på at Jeres mødre kan hjælpe” jeg nikker lidt og mærker hvordan min brystvorte slippes.
”Nu er det vigtigt, at du løfter ham over skulderen og slår ham blidt på ryggen, så han kan hoste op” jeg nikker bare og gør som hun siger, der kommer også et lille host bagefter og et smil rammer mine læber, inden jeg tager ham til mig.
Jeg mærker godt Liam’s hånd, som sætter min bh rigtigt og trækker trøjen ned, sødt af ham.

”Er det bare det?”
”Ja det er det, men hvis der er spørgsmål eller problemer, så kalder I bare” jeg nikker lidt.

”Du må godt sige til vores venner og familie, at vi gerne vil være alene lige i 10 minutters tid” jeg ser bare en smule på Liam, inden han kigger smilende på mig og ned på vores søn.
”Louis…” siger jeg en smule og ser ned på ham, inden jeg ser på Liam.
”James…” siger han stille, i mens vi begge tygger på navnene og bare betragter den lille gut.

”Liam, vil du ikke holde ham?”
”Naarh, jeg venter lidt og lader ham ligge i hans mors arme”

”Vi er forældre”
”Ja det er vi skat” jeg mærker hans læber på min kind, inden han stille tager fat i vores søns hånd. Han er så fredelig!

”Jeg synes han ligner en James, Allison”
”Virkelig?” jeg ser ned på ham og tygger på navnet lidt.
”James Louis Hørlyck Payne”
”Louis James, det lyder også underligt, i forhold til James Louis” siger jeg bekræftende og betragter den lille fine dreng.
”Hej lille James, jeg er din mor” siger jeg stille og tager fat i hans anden hånd, hvor hans finger klemmer sig om min tommel.

 

***

 

Liam’s point of view.

At se Allison med vores lille James, det er et skønt syn og jeg er lykkelig! Det har taget ham ud af kuvøsen før tid og ladet ham komme ind her i stedet, så Allison kan klarer resten af jobbet i stedet og jeg er mere end lykkelig. Nu kan hun endelig se vores skabning og jeg er så lykkelig for den skabning.
Han er så smuk!


Da der er gået ti minutter, så går døren skam hurtigt op og ind kommer alle sammen igen. Jeg vil gerne holde min søn, men jeg vil hellere have at han er hos hans mor, den mor han ikke har haft en uge og ikke har hørt stemmen af.
”Åh hvor er han sød, må jeg holde ham?” Allison har slet ikke fjernet blikket fra ham og det har jeg heller ikke, men stemmen er helt nyt og det får os begge til at kigge op, hvor James endelig står der og Tanja med.
”James”
”Hej min skat” siger han hurtigt, inden han kysser hans niece i panden og hendes tårer først kommer rigtigt på kinderne. James havde lidt svært ved at forlade Danmark og hans job som rektor, men nu er han her endelig og sammen med hans familie.

”Må jeg holde ham?” Allison nikker hurtigt og prøver forsigtigt at række ham vores søn, hvor James glædeligt tager i mod hans grandnevø.
”Har I fundet et navn til ham?” jeg ser stille på Allison, da tidspunktet egentligt er godt, da jeg ved det er en opkaldelse efter hendes onkel og nu står han her. Louis ved jeg er efter Louis og jeg ved det nok er svært for hende at sige, men samtidig med så ved jeg også, at det er et ”jeg tilgiver dig”. Jeg ved hun ikke vil indrømme det, men hun tilgiver Louis og det kan jeg se på hende, ellers ville hun ikke kalde vores søn det, men at snakke med Louis vil hun ikke, da hun vil græde og han vil græde, og det vil blot skade vores søn, eller det kan skade ham.
Allison ser hurtigt rundt på os alle, ikke mindst Louis som er herinde og med Eleanor, inden hun derefter ser op på James, inden hun besvarer min mors spørgsmål.

”James” siger hun stille, inden James kigger overrasket på hende og hun stille fortsætter.
”James Louis Hørlyck Payne” da navnet ’Louis’ forlader hendes mund, lander hendes øjne på Louis og hans øjne åbner sig helt, inden han forsigtigt forsøger at komme her over og læne sig ind over mig, for at kramme hende og et kram hun tager i mod.
”Jeg er så ked af det hele” hører jeg godt Louis hviske og jeg hører godt hans stemme, som er tæt på at knække.
”Jeg tilgiver dig” hvisker hun stille tilbage, inden hun slipper ham og han stille går over til James og rækker ud efter vores søn.

”Så du vælger at opkalde din søn, efter din onkel og ikke din far? Det er ikke fair!”

”Åh hold op far! Du ved jeg altid har villet have en James”
”Man kan jo håbe!” vi alle griner lidt over John, inden John får overrakt vores søn og efterhånden går han stille på omgang, indtil Perrie havner med ham til sidst og alle har nu hold ham, undtaget Eleanor. Man kan godt se på Eleanor, at hun intet forventer fra Allison, men alligevel overrasker Allison os alle og ser i mod Perrie.

”Perrie, nu er det altså Eleanors tur”
”Me…” Eleanor når ikke at sige noget, ikke før Allison bare nikker godkende og jeg giver hende straks et kind kys. Eleanor tager fint i mod den lille, inden hun så går hen og rækker mig ham.

Jeg er ligeglad med at jeg er den sidste, som har fået lov at holde ham, for det vigtigste for mig er, at Allison var den første og det er alt som betyder noget.
Men at jeg endelig holder ham i mine arme, gør kun mig endnu mere lykkelig, da jeg endelig har min søn hos mig og han er vidunderlig smuk.

 

***********************************************************************************************************************************

 


James Louis Hørlyck Payne

 

(Da movellas ikke virker ordenligt, så kan I desværre ikke se billedet af knægten! Så nu ligger jeg et link ind i en kommentar og håber I derved kan se ham!)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...