More than two.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2014
  • Status: Igang
Hvad nu hvis kræften hos John Peterson blev opdaget og han aldrig døde, hvordan ville Allison’s liv så se ud? Hvis hendes mor stadig fik tilbudt jobbet og de tog afsted som en familie, at de sammen flyttede til England og Helene kunne arbejde med sit drømmejob? Ville alt så stadig ende ligesom det ville, hvis hendes far nu var død? Ville der stadig komme en Willow og William, bare en som lignede Helene og John, eller ville det bare forblive John, Helene og Allison? Hvad med James, ville Allison og James overhovedet have det stærke forhold som de altid har haft eller ville James være fortid? Hvad med Paul? Hvordan ville hans liv så se ud? Hvad med drengene, ville de overhovedet kunne med Allison, når hun jo ikke ville være skadet over sin fars død, eftersom hendes far aldrig døde, men overlevede? Ville Niall stadig være Allison’s type, eller ville en helt anden en blive det, nu når hun rent faktisk ville være fars pige og sød? Dette her er en ekstra historie af ”More than this” – serien

112Likes
765Kommentarer
47770Visninger
AA

76. Chapter 72.

 

Allison’s point of view.

Yderligere tre dage var gået, siden jeg vågnede, siden Liam fik sandheden, siden Liam frihede og siden jeg fik et svar på alt, på mine utallige mange sygedage og på hvor min søn var. Min søn som jeg egentlig ikke må se, for de skulle jo lige se om der kom noget uventet, hvilket der ikke er endnu og jeg må stadig ikke se ham.
Jeg har jo brug for at se min søn, jeg vil se om han ligner mig eller Liam, jeg vil se ham og se om han er okay, men det må jeg ikke og jeg må ikke forlade sengen endnu.
Suk.
Mor og far kommer hver dag, ikke mindst gør hans forældre også og drengene med. Jeg har allerede fået en del gaver til vores søn:
Tøj.
Bamser.
Legetøj.
Ikke mindst alt muligt andet vi har brug for, værelset mangler stadig at blive færdigt og det gør lidt ondt, da vi jo kommer hjem på et tidspunkt og der vil ingen seng være slået op, der vil intet værelse være og intet puslebord vil være bygget. Faktisk intet være bygget, selvom alt er købt og værelset er stadig fyldt med mit tøj, ikke mindst Liam’s.
Suk.
Intet er jo færdigt!

Mit blik rammer hurtigt over på Liam, som stadig ligger og sover på en seng han har fået. Han har ikke forladt mig siden, kun når jeg har bedt ham om, at tjekke vores søn ud og se om han er okay. Liam er virkelig fantastisk og jeg fatter ikke mine ord, hvordan kunne jeg sige tingene så forkert? Når jeg jo ikke mente det på den måde, som Liam åbenbart tog det hele på. Jeg er så skuffet over mig selv.
Louis har desværre også været her, men jeg vil stadig ikke se ham eller snakke med ham og slet ikke Eleanor. Jeg ved Louis er ked af det, at han har fortrudt alt og Eleanor endelig har indrømmet alt, de har alle fortalt mig. Men jeg er ikke klar.
Det er for hårdt.
Lige nu vil jeg hellere blive rask nok, så jeg kan komme ind og se min søn, for at tage ham med hjem og det er så en ting jeg ikke må, da de skal være 100 % sikker på, at han får den mindste vægt han skal have og den har han ikke endnu.
Så det er faktisk hårdt!
Men når han kommer op på den mindste vægt for drenge, så må han gerne komme med hjem og det håber jeg snart sker.
Det er forfærdeligt. Jeg vil bare gerne se ham!

Jeg forsøger stille at sætte mig op, en ting jeg endelig har lært, dog er det stadig lidt svært og det er træls, men det skal nok gå godt! Jeg kan godt!
Tænk jeg havde kræft!
Jeg skal faktisk scannes i dag, da de vil se om alt er væk og om jeg er okay. Hvis der ikke er tegn på kræft, så må jeg endelig komme op fra sengen og forsøge at komme lidt ud at gå. Men jeg må ikke se min søn endnu. Da de lige skal tjekke mig an, tjekke om jeg kan holde det ud, eller om jeg skal ligge igen og det er okay. Selvom jeg hellere vil se min søn, men efter Liam’s mange skæld ud og mange rørende ord, om at han ikke vil mindste mig. Han vil gerne have, at jeg er 100 procent okay først.
Så jeg kæmper videre.
For Liam og min søns skyld.
Liam kan nu godt lide James Louis Hørlyck Payne, men jeg vil jo lige se vores søn først, for hvad nu hvis han ligner en Louis? Eller en Wayne?
Han kan jo ligne en helt anden. Men efternavne er vi enige om, Hørlyck og Payne, efter både hans mor og far.


”Liam?” kun et lille grynt forlader ham og jeg sukker blot over det.
”Liam?” prøver jeg igen, men ingen lyd kommer fra ham, kun et enkel grynt igen. Suk.

”Liam!” jeg hæver min stemme en smule og lader lyden være højre, men også mere strengt. Denne gang lykkes det heldigvis for denne gang og straks åbner hans øjne op, inden de kigger på mig og ser forvirret på mig.
”Jeg er sulten”
”Et godmorgen ville være dejligt” mumler han stille, inden han rejser sig fra sengen og hopper i sine jeans, inden han trækker en T-shirt over hovedet.
”Så må du give mig et godmorgen” siger jeg drillende, hvilket kun gøre han griner og går hen til mig, inden han planter sine læber på mine.
”Godmorgen Fiancé” jeg fniser over hans ord, inden jeg kysser ham igen.
”Godmorgen min kommende mand” et smil rammer mine læber, inden jeg hurtigt ser ned på den flotte ring og nøj jeg elsker den. Han er så vidunderlig!
”Så hvad ønsker min forlovede til morgenmad?”
”Noget godt, som måske ikke er hospitals mad… men må jo først spise efter scanningen og skal scannes om…” jeg ser søgende rundt, inden jeg rækker ud efter min mobil og kigger.

”Om en time” straks bliver hans glædelige blik ændret og ser nu i stedet meget bekymret ud, ikke mindst fyldt med angst.
”Jeg bliver hos dig” jeg ryster hurtigt på hovedet.
”Liam, nej. Jeg vil gerne have du henter mig god morgenmad, du skal ud og se verden, den verden jeg ikke ser endnu. Jeg klare mig” han sukker tungt og ryster hurtigt på hovedet.
”Jeg bliver her Allison”
”Nej du gør ej. Liam, jeg kan godt selv og du skal ikke ringe til de andre, de ved ikke jeg skal scannes… hvilket du ved og de skal ikke vide det, ellers står alle her bare og det gider jeg ikke. Please, bare hent mig noget ordenligt morgenmad, en kop kaffe og ja bare noget godt. Jeg skal nok klarere mig, det lover jeg” jeg ligger stille min hånd på hans kind, inden jeg kærtegninger den blidt og tårerne er ikke til at tage fejl af, han er ved at græde og kun fordi han er bange.

”Jeg elsker dig Alli, m…”
”Liam, nej. Please gør det nu bare. Jeg vil ikke have du her er og venter… for du bliver bare trist og får angst i øjnene, det kan jeg ikke lide”
”Fint…” mumler han irriteret og en smule surt. Jeg sukker bare lidt over det, for selvfølgelig vil han få det humør, men jeg ønsker ham her ikke. Han skal ikke blive ked af det og jeg vil ikke se ham ked af det, for så tror jeg bare at jeg skal dø. Det er hårdt nok når de andre kommer og alle tuder, hvilket de gør hver gang. For de var jo bange for at miste mig.

Problemet er bare, at jeg er bange og jeg kan ikke lide at have andre omkring mig, hvis de også er bange. Det giver mig ikke nogen styrke, eller nogen tro.

Med han sure mine, forlader Liam bare værelset og uden at kysse mig farvel. Jeg sukker bare en smule over det, da det faktisk gør lidt ondt.
Men før jeg når at tænke mig om, så går døren op igen og Liam kommer styrtende hen til mig, inden han kysser mig intenst.

”Jeg elsker dig babe!”
”Jeg elsker også dig” siger jeg med et smil, inden jeg ser hvordan han forlader værelset og lader mig være alene her.

 

***

 

Scanningen er endelig overstået, jeg er kommet tilbage på værelset igen og venter nu blot på svar. Liam er næsten lige kommet tilbage og han har spurgt indtil en masse, ting som jeg ikke kan besvare endnu. Men jeg har spist og det var dejligt med god mad, ikke at sygehuset er lort. Men der er altså forskel fra hospitalsmad og en bager.
”Liam, stop med at trip med fødderne” min stemme lyder måske lidt bestemt, men den lyd han laver, den irriterer mig og skræmmer mig blot mere.

”Undskyld babe” det er vist gået op for Liam, hvor meget jeg selv er bange og han prøver tit at opmuntrer mig. Men det hjælper ikke meget.
Med mit blik hvilene på Liam, hører jeg døren gå op og mit blik rammer straks min såkaldte læge. Straks slår Liam blikket op på lægen, inden han rejser sig op fra min seng og bare kigger alvorligt på lægen.
”Jeg kan se du har fået spist, det er godt Allison. Du trænger til noget bedre næring end sonde” ja kom nu til sagen og ikke alt det udenom snak.
”Vi har tjekket scanningsbillederne i gennem, og jeg kan sige at vi lige nu ikke kan se mere kræft. Der er ingen tegn på det i din krop, så lige nu kan vi godt kalde dig kræftfri. Vi skal dog have dig til halv års scanning og når vi efter noget tid, har vurderet du er god nok, så nøjes vi med at vente et år, før vi vil se dig. Dit ar på maven ser meget bedre ud og vi kan sagtens fjerne trådende nu, så det vil vi gøre med det samme. Du behøver ikke at komme på bordet for det, det er bare noget vi gør nu og her”
”Hvad med arret ved lungerne?” jeg ser stille på Liam, da han stiller det spørgsmål og selv ser jeg hurtigt på lægen.

”Det vil jeg opgående tjekke med det samme, og hvis det også er fint nok, så fjerner vi trådene med det samme. Hvis du er klar på det, så kan vi godt forsøge at få dig i bad, men det kommer an på hvordan det går og der vil du nok være bedst at komme med ind Liam, så du vil få en vejledning af en sygeplejerske” det er dejligt at de vil lade Liam bade mig, det er virkelig rart.
”Så hvis du er klar på det Allison, så synes jeg vi skal gøre det med det samme”
”Jeg er så klar!” siger jeg hurtigt og lægen nikker med et smil.

”Så vil jeg hente tingene og finde en sygeplejeske til dig Liam, så du kan få instruktioner og i mens fjerner jeg trådene”
”Okay” siger Liam hurtigt, inden lægen med et nik går og efterlader os alene.

”Ikke mere kræft og et muligt bad! YA!” siger jeg med et smil og Liam smiler bare over det, inden han blidt kysser mig.

Der går egentlig ikke så langtid, ikke før lægen er tilbage og en sygeplejeske tager Liam med ud. Han skal jo nok se badeværelset og alt det pjat.
”Hvis vi starter med, at du ligger dig ned”
”Gør det ondt?”
”Nej, det skulle det helst ikke gøre. Det vil nok være koldt, når denne her lille saks klipper tråden op, derefter tager jeg denne pincet og trækker trådene ud. Men hvis det gør ondt Allison, så skal du sige det, for så er tiden ikke helt inde, det sker kun sjældent. Men det er vigtigt du siger til!” jeg nikker hurtigt og trækker hurtigt Liam’s T-shirt op. Jeps jeg har fået lov at sove i mit eget tøj!

Jeg mærker hurtigt noget koldt på maven, hvilket gør jeg nok griner lidt, da det en smule kilder. Jeg mærker faktisk ikke noget og ser forvirret på lægen, som hurtigt holder tråden oppe foran mig.
”Er det tråden?”
”Ja det er det, så nu er den væk og du mærkede ingen ting?”
”Over hovedet ikke” lægen smiler bare tilfreds og jeg ser hurtigt ned på min mave.
”Man kan jo næsten ikke se det!”
”Nej, det er vokset godt sammen og på et tidspunkt skal arret nok forsvinde helt” jeg nikker en smule, inden lægen forsigtigt hjælper mig op at side og får mig drejet, så benene er ud over kanten. Det er første gang jeg sidder sådan og med sådan mener jeg med benene ud over, har siddet op uden at have sengen i ryggen.

Lægen løfter lidt op i trøjen, hvor jeg mærker en kold finger over ryggen.
”Sig til hvis det gør ondt” jeg mærker bare hvordan han køre fingeren rundt, hvilket kun giver tegn på hvor stort arret er og det er lidt skræmmende.
”Jeg mærker ingen ting, kun hvor stort det virker”
”Ja, det er en smule stort og det ser også godt ud, så nu vil jeg trække trådene ud og som før, det er vigtigt du siger til hvis det gør ondt”
”Okay” igen mærker jeg den kolde fornemmelse af saksen, inden jeg ingen ting mærker og pludselig mærker trøjen bliver trukket ned.
”Så er det væk Allison. Man kan sige det var en god ting, at du endte i koma, for så har kroppen fået ro og arene har kunnet hele, uden du har bevæget dig. Men det hele ser fint ud og det skal nok blive fint. Så nu tager jeg fat i dine hænder og meget forsigtigt prøver du at sætte fødderne på jorden” jeg gør bare som han siger, og da jeg endelig rammer jorden, vælter jeg næsten også. Heldigvis når han at gribe mig, da han jo har styr på det.

Det gør faktisk ret ondt, men sikkert fordi mine ben ikke er blevet brugt og det er som om at gå igen. Efter noget tid bliver det faktisk bedre og smerten forsvinder lidt efter lidt, så det er bare godt.
”Du skal ikke begynde at gå, ikke uden støtte. Vi kan ikke have du vælter. Men hvis du skal langt, så skal du desværre ned i kørestolen”

 

***

 

Liam’s point of view.

Efter alle de mange instruktioner fra sygeplejersken, om hvordan og hvorledes jeg skal bade Allison, er jeg på vej tilbage til hende.
Det lyder egentlig ikke så svært, men det virker alligevel svært. Heldigvis er der en stol i badet, som hun kan sidde på, hvis jeg ikke kan holde hende oppe. Så alt skulle gerne blive godt!
Jeg åbner hurtigt døren indtil Allison, hvor et stort smil rammer mine læber, da synet af hende gående rammer mig og det gør mig glad.
”Det ser godt ud” straks ser hun på mig og smiler, inden lægen støtter hende hen til mig og straks ryger hendes arme om min hals, hvor mine hænder ligger sig på hendes hofter og jeg planter hurtigt et kys på hendes læber.
”Husk kørestolen ud på badeværelset”
”Må jeg bruge toilet nu? Og ikke en dum slange?”
”Ja, det må du. Men ikke se din søn, måske i aften. Vi skal ikke have dig for langt væk endnu og der bliver også hurtigt lavet en tjek på ham, så vi kan se hvordan han har det” jeg nikker stille til lægen, inden jeg kysser Allison i håret og hjælper hende hen til kørestolen, hvor hun stille sætter sig.

Heldigvis har Perrie været her med tøj, både til Allison og jeg.
Jeg åbner hurtigt tasken og finder noget tøj til os begge, som vil være nyt undertøj, nye jeans til mig og en ny T-shirt til os begge. Jeg ligger tøjet på Allison’s skød, inden jeg køre hende ud på badeværelset og låser døren efter hos.
Her er heldigvis en knap herude, hvis alt nu skulle gå galt og det er godt.


”Uh jeg glæder mig til at komme i bad!” jeg nikker hurtigt med et smil og betragter hende tage T-shirten af, heldigvis er hun ikke så handicappet mere, hun kan godt klare det selv. Allison rækker armene ud i mod mig, hvor jeg roligt hjælper hende op.
”Armene om min hals skat” Allison gør som jeg siger, så jeg kan trække hendes underbukser ned og de glider heldigvis ned af sig selv. Jeg ligger en arm om hende, inden jeg tager fat i hendes ene hånd.
”Den arm der ligger du om mig” hun gør bare som jeg siger, inden jeg hjælper hende ind i bad og ned på stolen. Skal jo have mit eget tøj af. Hvilket også går ret hurtigt, inden jeg går ind i badet og tænder for vandet, hvor jeg roligt hjælper hende op igen. Der er heldigvis en holder i væggen, som hun kan gribe fat i og holde sig oppe der.
Jeg kan næsten ikke undgå at tjekke hende ud og arret omme på ryggen.
”Det ser godt ud babe” siger jeg med et smil, inden jeg kysser hende på arret og skrubber hende ind med sæbe, for derefter at ligge armene om hende og lade hende vaske sit eget hår.
”Tak” jeg kan fornemme på hende, at hun smiler og at hun nyder badet, det er så langtid siden jeg har badet med hende, okay det er det sådan set ikke. Maks en uge eller to.
Da hendes hår er vasket, vender hun sig stille om, hvilket gør jeg holder godt fast i hende og straks tager hun sæbe og putter i mit hår. Jeg kigger hurtigt på hendes mave og et smil rammer bare mine læber, man kan næsten ikke se arret. Jeg køre blidt en finger over hendes mave.

”Det er smukt”

 

Efter vores lille bad, har jeg nu fået Allison i tøjet og i kørestolen igen, hvor jeg selv har fået mit tøj på og bare er klar til at komme på værelset, hvor vores familie sikkert er kommet.
Det er vidunderligt at høre, at hun er kræftfri lige nu og lige nu er bare i orden! Det er bedre end ingen ting og jeg kan kun håbe, at kræften aldrig kommer igen.
Jeg tager hurtigt fat i kørestolen, inden jeg køre ind i mod vores værelse og jeg kan straks se i gennem ruden, at de allerede er der.
Suk.
De har været her hver dag! De behøver jo ikke at komme hver dag!
”HEY!  ALLI ER OPPE!” og åbenbart, så er det ikke kun familien der er kommet, men også drengene. Mit blik rammer hurtigt Niall og de andre, som sidder ude foran værelset og bare storsmiler. Som altid har de blomster, gaver og jeg ved ikke hvad med. Ufatteligt!

”Hej Niall og hej drenge” siger Allison hurtigt, inden hun ser smilende på Perrie.
”Du har været i bad! I har været i bad! Det fortalte din læge” Alli nikker bare, inden hendes forældre dukker op ude på gangen og straks krammer deres datter. Godt min trøje er lidt lang!

”Rolig nu, jeg er okay! Har faktisk været til scanning i dag!” siger hun hurtigt, i mens jeg bare sætter mig på en af stolene og lader hende sidde ved min side, altså bare i kørestolen. Men hendes ord får alle til at kigge.
”Jeg er kræftfri, de kan ikke se noget. Så jeg skal til 6 måneders scanning og når jeg har været det i noget tid, hvor det ser godt ud, så rykker de det til et års tjek i stedet. Men det er ikke det eneste! Syningerne er væk!” bare da hun siger det, ændre alle deres ansigter sig til glade ansigter og straks begynder pigerne at tude. Suk.
”Godt så, skat, lad os få dig i seng igen!”
”Kan vi ikke godt spørger, om jeg ikke må komme udenfor lidt?”

”Det er ikke en god idé prinsesse, presse er derude. De har opdaget du er her” jeg sukker en smule over det, inden jeg tager Allison’s hånd og hendes ansigt sukker lidt, for hun vil jo gerne snart en masse.
”Så ned i kantinen, et eller andet som ikke er det værelse?” hun ser bedende på mig, inden jeg ser på John og far, da de nok er bedre til at overtale.
”Vi kan forsøge” et smil rammer hurtigt hendes læber.

”UH mor! Jeg må måske se ham i aften! Hvis alt er fint og han skal også tjekkes først”
”Ej hvor dejligt!”

Hvor er det skønt at høre hendes lykke, det er skønt at se hende oppe og se hende være ren igen. Bare at se hende i live, se hende komme med det smil hun gør og komme med den velkendte latter, når hun altså ikke brokker sig og vil se vores søn.
Hvilket hun ikke gør så meget mere, da hun har forstået at jeg ønsker, at hun bliver okay først og det accepter hun.
Nu kan vi bare håbe på, at vores søn også er okay og at Allison må se ham i aften, at hun må holde ham tæt, eller bare røre ham.

 

***********************************************************************************************************************************

Uh det går fremad med Allison! Hun har fået sit første bad og må muligvis se sin søn snart! Så godt! Ikke mindst er hendes syninger blevet taget ud.
Men familien og vennerne virker lidt trælse efterhånden?
Mon hun snart vil snakke og lytte til Louis?

Hvad mener I om det navn, som de muligvis vil kalde deres søn?
James Louis Hørlyck Payne?

Heller har I nogle andre ting, I heller mener de burde kalde deres søn?


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...