More than two.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2014
  • Status: Igang
Hvad nu hvis kræften hos John Peterson blev opdaget og han aldrig døde, hvordan ville Allison’s liv så se ud? Hvis hendes mor stadig fik tilbudt jobbet og de tog afsted som en familie, at de sammen flyttede til England og Helene kunne arbejde med sit drømmejob? Ville alt så stadig ende ligesom det ville, hvis hendes far nu var død? Ville der stadig komme en Willow og William, bare en som lignede Helene og John, eller ville det bare forblive John, Helene og Allison? Hvad med James, ville Allison og James overhovedet have det stærke forhold som de altid har haft eller ville James være fortid? Hvad med Paul? Hvordan ville hans liv så se ud? Hvad med drengene, ville de overhovedet kunne med Allison, når hun jo ikke ville være skadet over sin fars død, eftersom hendes far aldrig døde, men overlevede? Ville Niall stadig være Allison’s type, eller ville en helt anden en blive det, nu når hun rent faktisk ville være fars pige og sød? Dette her er en ekstra historie af ”More than this” – serien

112Likes
765Kommentarer
47753Visninger
AA

75. Chapter 71.

 

Liam’s point of view.

Følelsen af at ligge helt tæt på hende, mærke hendes kropsvarme, hendes vejrtrækning og hendes dejlige hånd i min, er en ting som jeg har savnet i en uge og en ting jeg altid vil savne, hvis hun ikke er der. Bare følelsen af hende os mig, gør at jeg føler mig hel og føler mig som et lykkeligt menneske. Hun er alt jeg overhovedet behøver.
Bare tanken om hvad jeg troede, hvad jeg påstod og hvad jeg inderligt blev ved med at sige, bringer mig kun en skuffelse og jeg vil ønske jeg aldrig tænkte sådan. Hvordan kunne jeg overhovedet tro noget så dumt, at hun var forelsket i Louis? Jeg burde videre bedre. Ellers var det frygten for at miste hende og vores søn.

Jeg føler mig som en nar, eller en ret så stor idiot og ikke blot mere dum, alle prøvede at sige noget, men jeg lyttede ikke. Jeg bildte mig alt muligt ind og sikkert fordi jeg var bange. Det ville jo være så typisk, at alt går så godt og når det oftest sker, så er der altid noget der skal gå skidt. Hvilket jeg troede i dette tilfælde.
Jeg er en idiot, jeg har ikke engang været der for min kæreste, nej jeg har ikke kigget på hende, eller for den sags skyld talt til hende, ikke før i dag. Nu lyver jeg. Jeg har jo kigget på hende flere gange, men aldrig talt til hende. Jeg har brugt min sorg ved min søn, for nogle måtte holde øje med ham og jeg ville nødig miste ham.
Han er som en drøm, som er blevet virkeligt og kun gør tingene mere virkelige. Jeg elsker følelsen af at kalde mig far, jeg føler mig så stolt over ordet og jeg håber bare snart på, at han kan komme ind på værelset og i en normal sygehus babyseng, så han kan ligge ved sine forældre og vi kan holde øje med ham. Men der kan gå tid, og en uge er åbenbart ikke nok.
Men sådan er det vel, når et barn fødes før tid. Man kan jo ikke forvente alt, man må jo bare tage det som det kommer, han er jo ikke verdens første tidlige fødte barn og han er heller ikke nummer to, tre eller fire. Han kan være nummer 453.363 mio.
Måske lige et overkantet tal, men han kan være nummer mange. Sådan er livet jo bare og jeg håber bare han klarer den, for nogle er uheldige at miste deres børn.
Jeg har måske læst meget på nettet, de sidste par dage over mobilen, da jeg ville vide lidt mere og ikke hører på de skide læger. Som i forvejen er skylden i alt!
Hvis de i Danmark brugte mere tid på at tjekke, så kunne de have opdaget kræften og endnu bedre; vores søn. Men næ nej, det var jo en omgangssyge.
Men hvis de i London havde brugt tid på, ikke kun at tjekke maven, men mere af kroppen, så kunne det jo også have været opdaget og de tanker hader jeg. Tænk hvis vi kunne have grebet ind noget før.
Jeg må sige jeg føler mig svigtet af systemet, jeg føler de har svigtet min kæreste og hendes helbred.
Men som mor har først at sige, jeg skal ikke vride mit hoved med alt det, for sket er sket og jeg skal bare være glad, de har fjernet kræften og reddet min søns liv.
Jeg kunne ikke være mere taknemmelig, selvom jeg stadig er sur og skuffet over systemet.
Men jeg kan ikke gøre fra eller til.

 

***

 

”Nuurh! Se dem lige!”
”Niall… ssh! Du vækker dem bare”

”Også Geoff, Allison er endelig vågnet og kun Helene har snakket med hende, eller John… for hun ventede på ham og tydeligt har de snakket! Hvis du ikke har set ringen på fingeren!”
”Perrie, skat… ikke så højt!”
”ÅH hold o…”
”VENT HVAD!!!! Har Alli fået ring på fingeren! Uh!”

”Niall for fanden!”

Jeg hører godt deres uendelige larm og jeg kan godt fornemme alle kommer med ”nuurh”, ikke mindst meget andet. Men jeg vågner nok først rigtigt, da jeg føler at Alli’s hånd forsvinder fra min og en der vrider sig ved siden af mig.
”Hva?” hendes forvirrende stemme lyder og jeg kan næsten fornemme hendes øjne åbner sig, så jeg åbner selv mine og ser ind i de blå øjne, som bare holder fast i Alli’s hånd og nær studerer den.
”UH! DEN ER STOR!”
”For helvede Niall… du har set den, ligesom alle vi andre har!”
”Jamen den er så skinnende!”
”Unger, min datter skal gerne have fred! Men skidt pyt, nu er de endelig vågnet!” jeg sukker tungt og sætter mig meget forsigtigt op, da jeg nødig skulle rive forkerte ledninger ud og Allison prøver bare at trække hånden til sig.
”Niall, slip nu min k…”
”Host!” jeg ser hurtigt forvirrende i mod Nicole, da alle åbenbart er herinde.
”Hvad?”
”Forlovede!” jeg ruller irriteret med øjnene og dasker Niall en på hovedet, selvfølgelig blidt. Men han fjerner skam hånden og straks ser alle på mig.
”Et hospital, helt ærligt Liam!” sukker Perrie en smule dramatisk, inden hun bare smiler kæmpe stort.

”Hun tvang mig!”
”Jeg er lige her!” mumler Alli stille, hvilket gør jeg kigger smilende ned på hende og planter mine læber i mod hendes, eller retter jeg skal til, inden min egen far kommer med et falsk host.

”Hvad nu?”
”Måske du skulle undskylde til Harry og Louis?”

”Far, jeg er voksen og jeg kommer til det!” sukker jeg tungt og ser undskyldende på Harry.
”Altså hallo! Jeg er den hotteste i gruppen og mit ansigt er totalt ødelagt!” griner han sarkastisk, men også på en drillende måde.

”Hey, det er cool man! Jeg klare mig. Jeg er nu mere bekymret fra Louis og Eleanor” jeg ser på Harry, da han peger ud mod gangen og først nu går det op for mig, at Louis og Eleanor egentlig ikke står her, da jeg tydeligt kan se dem i gennem ruden.

Jeg ser hurtigt ned på Allison, da det nok er det Louis er mest bekymret for, om hun overhovedet vil tilgive ham. Jeg har hadet ham for ingen ting, men jeg har jo ikke været blind og jeg har tydeligt set smerten i ham, set hvor meget han har grædt, ikke mindst Eleanor da hun kom i dag. Jeg fortalte det nok ikke, men hendes øjne var røde.
”Louis og Eleanor?” Allison ser forvirret op på mig, inden hun ser forvirret i mod de andre og jeg forstår hende.
”Ja, Louis har været her næsten hver dag, men gik når Liam kom og truede ham. Men da de hørte du var vågnet, så kom de begge styrtende og begge triste”
”Jeg vil ikke se dem…”
”Det er okay prinsesse, behøver du ikke lige nu. Faktisk burde vi alle gå og give jer alene tid, nu behøver vi ikke at bekymre os mere!” jeg smiler en smule og ser ned på Allison, inden hun forsigtigt ser i mod hendes familie og straks farer William frem, hvor han bare kaster sig over hende og straks græder. En ting ingen af os havde set endnu, men han ville sikkert være stærkere end os andre. Alli ligger forsigtigt en hånd på hans ryg, i mens jeg ligger en i hans hår.

”Hey Champ! Hvor blev den hårde knægt af?” spørger jeg en smule drillende. Men William siger intet, han græder bare og det gør at Allison forsigtigt ligger den anden arm over ham.
”Det okay, jeg er okay” han siger stadig intet, men græder bare udover hende og det giver en stor smerte i mig. Jeg hører hurtigt et lille piv og ser hurtigt ned på gulvet, hvor Jacpot stille piver, hvor Ruth stille tager ham op og rækker mig ham.
”Hej min fine ven, se hvem der vågnet” straks slikker han Alli i hovedet og det gør at hun stille skubber sin bror væk, inden hun nusser vores hund og ser på William.
”Kan du passe ham, i mens jeg ligger her?” William giver et lille nik fra sig og tager straks i mod Jackpot.

”Perrie og jeg skal nok køre hen til hytten, for at pakke jeres ting og køre det hjem. Så John, Helene og William bare kan komme hjem”
”Mine ting?” først nu siger den lille knægt noget, i mens han stille snøfter.

”Det skal du ikke bekymre dig om, dem skal Zayn og jeg nok komme med!”
”Karen og Geoff, I kan bare tage med os hjem og bo der i nogle dage. Selvfølgelig også dig Ruth og dig Nicole”
”Tak John, det vil vi værdsætte”

”Jeg vil ikke efterlades alene!”
”Niall, du kommer bare med mig hjem igen”
”WEEE!” jeg sukker grinene over dem.

De alle begynder langsomt at komme tæt på, så de kan sige farvel til både Alli og jeg. Perrie prøver forsigtigt at kramme hende, ligesom de andre gør og min familie plus hendes, vælger at kysse hende i panden og ikke mindst mig.
Virkelig akavet.
Selvfølgelig får jeg også et farvel krammer. Dog rammer mit blik også ud i mod Louis. Jeg ser dog hurtigt på Allison, da jeg ikke vil forlade hende.
ӯhm, kan I forklarer Louis og Eleanor, at det ikke bliver i dag?
”Selvfølgelig! Pas nu på hinanden! Farvel i to!” siger Harry med et smil, inden han forlader stuen og jeg nu efterlades alene med Allison.

 

***

 

Efter alle er forsvundet, har lægerne tjekket Allison og lige nu virker alt fint, men hun er ikke glad og langtfra lykkelig. Hun må endnu ikke se vores søn, da hun har ligget en uge og ikke rigtig bevæget sig, ikke mindst skal syningerne på plads. Kejsersnittet ser fint nok ud. Men Allison skal stadig ikke vride sig, eller brokke sig og gør alt hun nu har gjort de sidste 3 timer.
Hun vil se vores søn og hun forsøger at sætte sig op hele tiden. Det hjælper langtfra på noget. Jeg har forsøgt med kørestol, men det vil de ikke. For hun er lige vågen og hvis der nu kunne ske noget uventet, de vil bare gerne være forberedt på det.

Derfor en masse hvile!
Men vi må godt køre sengen op, så hun nu kan sidde lidt skråt op og det er hun nu fint tilfreds med. Men hun vil se vores søn.

”Jeg vil se ham Liam!” igen forsøger hun og igen sukker jeg stille, jeg forstår hende fuldt ud. Jeg ønsker selv at se ham og se hende holde ham, se hendes øjne når hun ser ham og det må vi bare vente med. Vi kan ikke gøre fra eller til.
”Skat, du skal vente lidt”
”Men jeg vil se ham! Han har brug for mig!”

”Babe, jeg vil ikke risikere noget og det vil lægerne heller ikke. Hvilket din familie og venner heller ikke vil. Lige meget hvor meget jeg ønsker, at jeg kunne bringe ham til dig, så kan jeg ikke. Han er sat til maskiner og du skal selv blive okay rask først. Du er lige vågnet og de vil jo se om der sker noget uventet, hvilket jeg er glad for. For jeg vil ikke miste dig! Lige nu klare han sig godt! Har han gjort den seneste uge, han vokser fint og han er en flot skabning”
”Se du har set ham… vi burde se ham sammen og ikke hver for sig!”
”Jeg har ikke rørt ham, selvom jeg sikkert godt må. Jeg vil have du skal røre ham først, holde ham først og have ham i armene først, eftersom jeg fik set ham først. Hans første nærvær skal være med dig og ikke mig. Men når du må se ham, så er jeg sikker på han er klar til at se dig og jeg er sikker på han kun vil blive glad!” jeg kigger smilende på hende, hvor hun bare kigger surmulende på mig og alligevel opgivende, da hun nok ved hun ingen veje kommer.

”Liam, vi mangler tøj til ham”
”Vi skal nok få tøj til ham, ellers er jeg sikker på at vores familie og venner sikkert kommer med gaver, som de plejer og når vi må komme hjem, så skal Niall nok tage forbi og hente de vigtigste ting, hvor jeg er sikker på Harry tager med. Ellers ved jeg ikke hvad Niall tager med” han vil sikkert blot tage en sandwich med, eller hele sengen, hvilken han langtfra skal. Så hellere have at Harry tager med Niall hjem og henter tingene, så kan vi forvente de rigtige ting bliver hentet og det er vigtigt!

”Kan du tage et billede af ham?”
”Kunne jeg godt, men må jeg ikke. Ikke endnu. Desuden skal du se ham selv og ikke via et billede. Men jeg kan love dig for, at han er en smuk dreng og han er fantastisk. Det lover jeg dig”

”Liam?”
”Ja?”
”Undskyld”
”Undskyld for hvad?”
”At putte dig i gennem en uge med smerter” jeg smiler en smule og kysser hende i panden, hvor jeg blidt fletter vores finger sammen.
”Du er her og han er her, I begge er okay og det er alt som betyder noget. Desuden er det ikke din fejl… det er den skide kræft. Den burde virkelig dø.”
”Jeg elsker dig Liam James Payne, jeg elsker dig så meget!”
”Jeg elsker også dig Allison Hørlyck, mere end du aner og jeg vil elske dig resten af vores liv, igennem sygdom og alt andet der kan forekomme” siger jeg med et muntret smil, inden jeg smeder vores læber sammen og mærker den dejlige følelse af fyrværkeri.

 

***********************************************************************************************************************************

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...