More than two.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2014
  • Status: Igang
Hvad nu hvis kræften hos John Peterson blev opdaget og han aldrig døde, hvordan ville Allison’s liv så se ud? Hvis hendes mor stadig fik tilbudt jobbet og de tog afsted som en familie, at de sammen flyttede til England og Helene kunne arbejde med sit drømmejob? Ville alt så stadig ende ligesom det ville, hvis hendes far nu var død? Ville der stadig komme en Willow og William, bare en som lignede Helene og John, eller ville det bare forblive John, Helene og Allison? Hvad med James, ville Allison og James overhovedet have det stærke forhold som de altid har haft eller ville James være fortid? Hvad med Paul? Hvordan ville hans liv så se ud? Hvad med drengene, ville de overhovedet kunne med Allison, når hun jo ikke ville være skadet over sin fars død, eftersom hendes far aldrig døde, men overlevede? Ville Niall stadig være Allison’s type, eller ville en helt anden en blive det, nu når hun rent faktisk ville være fars pige og sød? Dette her er en ekstra historie af ”More than this” – serien

112Likes
765Kommentarer
47756Visninger
AA

71. Chapter 67.

 

*Det en god idé at hører sangen, i mens man læser kapitlet. Det er lidt den stemning jeg er gået efter*

 

 

Liam’s point of view.

Med blikket hvilene på min søn, flyver tankerne lystigt rundt og følelsen af at han nu er et dele barn, pga. Louis… han formoder virkelig at ødelægge alt.
Jeg kan umuligt være sammen med hende, ikke når hun er forelsket i Louis. Det er ikke til at bære, det er fuldkommen forfærdeligt.
Se lige min søn, han er så lille og helt uskyldig. Han er cute og af at han er ude to måneder før tid, så har han faktisk allerede lidt hår på hovedet og lige nu er det sort, men det kan jo ændre sig. Han er så smuk.
”Liam?” jeg ser hurtigt til siden da William’s stemme lyder og han ser helt trist på mig, noget siger mig de stadig intet har sag til ham, men det er også så svært at forklarer. Han er jo kun otte år, godt nok snart ni år.
”Ja?” jeg sætter mig stille ned på hug, som egentlig er ret let af at jeg har kirtel på. Ja jeg har stået her lige siden og jeg kan ikke forlade min søn, det kan jeg ikke.
”Det meget slemt, ikke?” han ser mig trist ind i øjnene og Jackpot forsøger meget at få min opmærksomhed.
”William, det bør være dine forældre der snakker med dig og ikke jeg”
”De slet ikke til at snakke med… mor græder kun og har gjort det siden vi kom, det er kun blevet være da doktoren kom og far er forsvundet med en læge… jeg kan godt tåle det, please fortæl mig det” han små øjne kigger bare bedende på mig og jeg sukker en smule, knægten fortjener det og det er klart forældrene ikke ligefrem siger noget, for hvordan forklare man deres yngste barn det?
”Ja det er meget slemt, men de mener at kunne redde hende og derfor måtte de tage din nevø ud, så ingen af dem ville komme til skade. Da din far og Allison har samme blodtype, så kan din far måske redde hende og det kun måske, men det skal nok gå champ” han ligger stille armene om mig og jeg trykker ham forsigtigt indtil ham.
”Det skal nok gå”
”Hvorfor skændes I?”
”Vi skændes da ikke?” jeg trækker ham stille ud og ser ind i hans øjne.

”Jo… du gik fra hende på broen” en smag af skyldfølelse ryger ind over mig, for hvis jeg var blevet der lidt længere, så kunne jeg have grebet hende og hun kunne ikke have været endt på broen.
”William, hun bliver okay. Det Allison, hun vil aldrig kunne forlade dig eller ham” jeg peger en smule mod roden.
”Hvilken en?” jeg rejser mig stille op og peger i mod min søn.
”Han er så lille” jeg nikker stille og ligger en hånd på hans skulder.
”Gå tilbage til din mor, hun har brug for dig”
”Hvis det er okay, så vil jeg hellere gå uden for med Jackpot” jeg nikker stille og ser ned på ham.
”Bare ikke gå for langt væk, okay? Du bliver lige ude foran” han nikker stille, inden han forsvinder og jeg igen ser ind på min søn.

Jeg fisker stille æsken op af lommen, som jeg tog da hun faldt og med øjnene på æsken, så åbner jeg den stille op, inden jeg bryder fuldkommen sammen på gulvet.
Jeg havde alt og nu har jeg mistet den ene del.

Jeg føler mig så indebrændt og knust. Hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke gøre noget, hun er forelsket i Louis… i Louis… hvordan kan det ske?.
Fuck jeg hader ham.
Alt hvad jeg ønskede mig, mister jeg halvdelen af og jeg har kun min søn, jeg er lost. Jeg kan ikke leve uden hende, hun er alt jeg overhovedet ønsker mig og alt jeg har brug for. Hun er kvinden i mit liv og nu har jeg mistet hende, til Louis.
Hvordan kan man falde for en, som konstant knuser ens hjerte? Jeg forstår det ikke og jeg vil nok aldrig forstå det… aldrig.

 

***

 

LIAM!” lyden af min mors stemme lyder tydeligt og med meget udmattet øjne, ser jeg op i mod hende og der står hun sammen med far, ikke mindst mine søskende.
”Liam min dreng!” jeg rejser mig stille op, inden jeg mærker mors arme knurrer sig omkring mig og mærker hvordan hun bare trykker mig tætter på hende.
”Det skal nok gå sønnike, Allison er en stærk pige…”
”Hun er forelsket i Louis…” græder jeg stille og der trækker mor mig stille fra hende, hvor hun kigger mig dybt ind i øjnene.
”Liam, hun elsker dig! Den tøs elsker dig!”
”Hun fortalte det selv og du skal ikke sige jeg har misforstået noget!” jeg skubber mig væk fra hende, inden jeg vender mig i mod ruden og ser ind på min søn.
”Jeg fo…”
”Karen, lad det ligge” jeg mærker stille Nicole’s hånd glide over min skulder, hvor hun giver min skulder et blidt klem.
”Hvilken er ham?” jeg peger stille i mod kuvøsen og det får dem alle til at kigge.
”Han skal nok klare den, han har en stærk far og en stærk mor” denne gang er det Ruth som snakker og hvordan min familie er kommet, aner jeg ikke og jeg vil heller ikke vide det.
”Jeg går hen til Helene, John er på vej under bordet” jeg drejer hurtigt hovedet og ser på mor med en forvirring.
”Hans lunger er fine og de har vurderet at begge godt kan klare sig med en halv” jeg nikker stille og mærker mors hånd på min kind.
”Det skal nok gå min dreng” jeg nikker bare en smule, selvom jeg langtfra selv synes det kommer til at gå. Det kan umuligt gå godt.
”Men William kunne måske godt bruge en ven” siger min far hurtigt, inden han ligger en arm om mor og de begge forlader stedet.
”Liam, det skal nok gå”
”Kan I ikke også bare gå og lade mig være i fred?” jeg ser en smule bestemt på dem og de begge nikker en smule, inden de sukker.
”Hvad!?”
”Liam, Allison elsker dig! Du må have misforstået hende”
”SKRID! Jeg gider ikke og se på Jer! Fuck af!” begge ser overraskende chokeret på mig, inden de begge bare sukker og forlader mig.
Jeg klasker hånden ind i ruden, som ikke engang er lavet af glas og derfor skader jeg ingen eller noget. Men med vreden jeg har i mig, så bliver jeg bare ved og tårerne forsvinder langtfra, de bliver bare flere og flere.
Smerten er forfærdelig.

 

***

 

Timerne går kun hele tiden og sygehuset er kun blevet mere proppet af mennesker, både hendes familie og min familie. John er lige kommet ud fra hans operation og er ført ind i en stue, nu er det kun Allison som venter.
Det er forfærdeligt.
For første gang i langtid har jeg forladt min søn og alt jeg ser, er grædende mennesker.
Mit blik ser bare søgende rundt, da doktoren pludselig dukker op og jeg lader bare alle andre rejse sig, alt er så ligegyldigt.
Jeg kan bare se hans mund bevæge sige og jeg kan fornemme nogle af hans ord, men mine ører er lukket af. Jeg har intet at skulle have sagt og jeg har i den grad intet at gøre med hende mere. Det er slut. Selvom jeg ignorer hans ord og lukker det ude, så kan jeg dog skimte hvordan Helene er ved at bryde sammen, om det er af lykke eller ej, aner jeg ikke og jeg vil heller ikke vide det. Ikke endnu.
Mit blik rammer hurtigt noget andet, som bliver kørt ind på stuen til John og det er Allison. Med to mennesker bliver hun løftet over i en ny seng, hvor en masse maskiner bliver sat til og man kan se det i gennem glasruden, det ser så voldsomt ud og John har næsten ingen maskiner, han har kun nogle ledninger og hun har flere maskiner.
Blandt andet en maskine som måler hjertet og det kan jeg se her fra.

”Liam?” jeg ser en smule tomt på min mor og hun sukker svagt, inden hun sætter sig på hug foran mig.
”Skal du have noget min dreng?” det kan være de ikke forsøger at græde, men man kan fornemme tårerne som hun har dannet og egentlig ville det være rart hvis hun kunne græde, for ellers får jeg det dårligt med mig selv og det ønsker jeg langt fra.
”Nej…”
”Karen, lad ham være”
”Klokken er 22:33 og vores søn ligner et lig, også er alt du kan sige, at jeg skal lade ham være Geoff.. vores svigerdatter ligger derinde og kæmper for sit liv, vores søn er knust!”
”Eks svigerdatter…” retter jeg bare hurtigt og rejser mig op.
”Liam…”
”Nej hold Jeres kæft og skrid… jeg har ikke bedt Jer om at komme… og jeg gider slet ikke at hører på, at jeg har misforstået Allison, når jeg tydeligt hørte hendes ord! Hun behøver ikke engang at forklarer sig, jeg stod af været ordet ”forelsket”… så fuck af med jer… skrid med jer!” hvæsser jeg spydigt og de ser bare chokeret på mig.

”Okay fint, skrider I ikke.. så gør jeg fandeme!” med bestemte skridt forlader jeg dem, for i stedet at komme hen til min søn og bruge min tid hos ham.
Selvom jeg ikke rigtig må komme ind og røre ham endnu, selvom det er alt jeg ønsker mig.
Jeg ved jeg er en idiot ved familien. Men hvad skal jeg gøre? Pigen jeg elsker, er forelsket i en af mine bedstevenner og hun have kræft, uden vi vidste det!
Lægen i Danmark mente det var omgangssyge og den anden læge i London, mente det var pga. graviditeten, når alt har været KRÆFT! Jeg er så fucking sur og indebrændt! Hvordan kan de lave den fejl og skade mit barn!
Min søn kunne være blevet skadet.
Jeg er så fucking vred.


Jeg har sådan lyst til at smadre alt i verden og sådan lyst til at tage en pistol, pege den direkte på Louis og trykke på aftrækkeren.
Han har ødelagt alt!
Alt!

Med meget få meter fra min søn, knækker mine ben under mig og tårerne bliver kun værre. Jeg bryder fuldkommen sammen og tager frustreret mine hænder til hovedet, inden jeg bare knækker helt sammen og bukker mig fuldkommen sammen.
Hvor min gråd kun bliver værre.

 

***********************************************************************************************************************************

Hvor er det bare synd for Liam!

Mon Allison vil blive okay?

Hvad mener I om at Allison er forelsket i Louis? Eller har Liam totalt misforstået noget?
Hvad tror I?

Og der skal nok komme mere senere :P

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...