More than two.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2014
  • Status: Igang
Hvad nu hvis kræften hos John Peterson blev opdaget og han aldrig døde, hvordan ville Allison’s liv så se ud? Hvis hendes mor stadig fik tilbudt jobbet og de tog afsted som en familie, at de sammen flyttede til England og Helene kunne arbejde med sit drømmejob? Ville alt så stadig ende ligesom det ville, hvis hendes far nu var død? Ville der stadig komme en Willow og William, bare en som lignede Helene og John, eller ville det bare forblive John, Helene og Allison? Hvad med James, ville Allison og James overhovedet have det stærke forhold som de altid har haft eller ville James være fortid? Hvad med Paul? Hvordan ville hans liv så se ud? Hvad med drengene, ville de overhovedet kunne med Allison, når hun jo ikke ville være skadet over sin fars død, eftersom hendes far aldrig døde, men overlevede? Ville Niall stadig være Allison’s type, eller ville en helt anden en blive det, nu når hun rent faktisk ville være fars pige og sød? Dette her er en ekstra historie af ”More than this” – serien

112Likes
765Kommentarer
47817Visninger
AA

70. Chapter 66.

 

Liam’s point of view.

Et lille smil rammer mine læber, da jeg skimter Allison på broen og jeg lader mine fødder gå vejen derned. Hendes blik hviler ud på søen og sådan som hun står der, så ser hun så gude smuk ud.
Tænk hun er min.

Der har været problemer og mange andre ting i vores forhold, men der er ingen tvivl længere. Jeg elsker hende og jeg ved jeg vil være sammen med hende, ikke mindst så venter hun vores søn. Mit første barn.
Ja Sophia dukkede op og jeg lærte hende at kende igen, ja hun har altid været mit crush, men ikke siden den gang i skolen. Jeg elsker Allison og jeg kan ikke se nogen anden fremtid, kun med hende og vores kommende barn.
Hun er alt jeg behøver.

Alt det med Louis har ikke været let, ikke for nogen af os og han har skam ødelagt en masse, ikke bare lidt. Men meget.

Mine skridt når ned på broen og jeg går helt hen til hende, hvor jeg blidt ligger mine hænder på hendes hofter og kysser hende på skulderen.
”Hej skat” min ene hånd glider stille omkring hendes mave og med en blid hånd nusser jeg maven. Hvor et lykkeligt smil dukker frem. Vores søn gav hans første livstegn fra sig i går aftes, da vi sad og spiste. Allison tabte colaen ud over bordet og hun grinte skam hurtigt, jeg blev hurtigt forskrækket og Helene smilede bare, det samme gjorde John. Men han har smilet siden jeg snakkede med ham i går og han har smilet endnu mere da han fik hans gave, som indeholdte en T-shirt fra Hawaii og hendes bror fik sig et gavekort til at surfe med mig, ikke mindst til at vælge sig et board og det blev han mere eller mindre glad for.

”Hej” siger hun stille og drejer sig rundt, inden hendes øjne rammer ind i mine og jeg blidt kysser hende på læberne, hvor hun svagt kysser igen.
”Jeg har noget at sige” siger vi begge i kor og vi begge fniser en smule. Jeg kører min hånd om i baglommen, hvor jeg holder ringen i og jeg fisker den stille op i min hånd. Hun nikker stille og køre hendes hænder op på min brystkasse, inden hun ser mig ind i øjnene.
”Du starter” siger hun stille og nusser min brystkasse.
”Nej, du starter skat” hun smiler en smule, inden hun ser ud over søen og derefter på mig.
”Jeg husker tydeligt første gang jeg var her… det var i starten af det hele, hvor jeg mødte jer. Utroligt det er 4 år siden. Det føles som om det var i går. Det var sådan en dejlig weekend, aldrig har jeg set min lillebror være så glad eller set mine forældre være så lykkelige. Jeg husker tydeligt hvert et træk I alle gjorde. Du havde Danielle med dig og Louis havde Hannah. I begge så så lykkelig ud og jeg husker hvor jaloux jeg var, for sådan gik det ikke for Patrick og jeg”
Hun nusser stadig mit bryst, inden hun drejer hovedet og ser ind i mine øjne. Hendes øjne er allerede fyldt med tårer og jeg tager bare æsken længere op, det her er tidspunktet.
”Liam, jeg er forelsket i Louis” what!? Jeg putter langsomt ringen ned igen og ser på hende. Hun nusser mig videre og faktisk nyder jeg det ikke mere.
”Det hele er så svært… virkelig… jeg elsker dig så meget, du er virkelig fantastisk og er sådan en fantastisk kæreste, den bedste jeg har haft. Men… jeg ved jeg mistede Louis og pludselig savnede jeg ham bare mere og mere… og den ferie vi havde, alle sammen. Jeg ved vi skændes igen og det, men da vi skulle snakke alene, så var det som om at få ham tilbage” jeg tager bare hendes hænder og fjerner dem fra mig.
Det her gør virkelig ondt, ikke bare lidt, men meget. Hendes øjne ser bare forvirret på mig, men jeg er fuldkommen ligeglad.

Hun kan seriøst ikke komme og fortælle mig, at hun er forelsket i Louis. Det er fandeme ikke okay! Slet ikke når jeg ville fri og endda fik hendes fars tilladelse i går!
Ja jeg har haft ringen længe og uden at spørger, men jeg vil gerne spørger alligevel, inden jeg falder på knæ og det er tydeligt, jeg skal ikke falde på knæ.
”Liam, det var ikke men…” jeg fægter med den ene hånd, som et tegn på hun skal holde kæft og jeg ikke gider at hører mere. Tårerne bare er på hendes kinder. Men jeg er pisse ligeglad.
”Da I var alene, kyssede du ham så?”
”Nej! Kunne jeg aldrig gøre i mod dig! Hva sna…” igen vælger jeg at fægte med hånden, for jeg gider ikke at høre det. Jeg ser bare på hende og fjerner atter hendes hænder. Jeg tager bare æsken op og rækker hende den.

”Liam…” hun ser helt chokeret på mig, inden jeg ser lidt på hende.
”Jeg ville faktisk fri… et skridt tætter på fremtiden, end jeg nogle sinde havde været med Danielle…” jeg vender mig om og begynder at gå.
”Liam!”
”Liam!”
”Liam!” man kan tydeligt hører hendes gråd og jeg mærker selv tårerne på mine kinder. Mit blik rammer hurtigt John og Helene. Tænk jeg spurgte ham om lov og hun lige har valgt at sige hun er forelsket i Louis. De ser triste ud, men pludselig ændres deres ansigter til rædsel, inden Helene skriger.

”ALLISON!” jeg vender mig hurtigt om, da et lille bump lyder og mit blik rammer på Allison, som ligger på broen og ringen er trillet ud af hendes hånd.
”Allison! Allison!!!!” skriger jeg op, inden jeg løber i mod hende og det samme gør de andre to. For fanden! Hun skal ikke falde op og slet ikke nu! Hun bærer for helvede mit barn!

 

***

 

Men tunge skridt går vi alle hurtigt efter båren og med æsken i min hånd, bryder jeg bare sammen på gulvet, selvom ingen ord eller andre ting er kommet frem.
John ville ikke vente på en ambulance og lagde hende ind i bilen, hvor jeg selv kørte i min egen og tog William med, vi valgte dog også at tage Jackpot med, da William blev bange og havde brug for en beroligende ting.

”Liam” siger John stille og ligger hånden på min skulder, men jeg skubber den blot væk. Det som om alt bare er gået i stå for mig.
Hvordan kan hun efter et år og eftersom hun er gravid, fortælle mig at hun er forelsket i Louis… i Louis. Fyren som har knust hende gang på gang og aldrig lytter til hende. Hvordan kunne hun det… og ikke mindst komme med det ikke var meningen, for ja det var vel det hun vil sige.
”Liam… kom her min dreng” i mod min egen vilje, lader jeg mig tage i mod hendes hånd og lader hende trække mig ind i et kram.
”Hun fortalte hun var forelsket i Louis…”
”Liam, det kan ikke passe… du m…”
”Det gør det Helene… måske I ikke kender hende godt nok!” hvæsser jeg en smule spydigt og uden at lade Helene snakke færdig. Jeg ved jeg er tarvelig lige nu, men det er for helvede min kæ… jaer og det ved jeg så ikke om vi er mere, eftersom hun er forelsket i Louis og jeg ved ikke om jeg vil kunne leve med det! Men det er mit barn!

Med et irriteret suk, sætter jeg mig på en af stolene og ser bare tomt ud i luften.

”Mrs. og Mr. Peterson” jeg ser hurtigt i mod doktoren, efter flere minutter og nok flere timer, faktisk ved jeg ikke hvor lang tid der er gået, men jeg har siddet længe og bare kigget tomt ud i luften. Jeg har ikke kunnet så meget andet.
Jeg rejser mig hurtigt op, ligesom hendes forældre gør og William bliver siddende stille. Mit blik rammer bare på lægen. Vi går alle et stykke væk, da William nødig skal hører noget dårligt lige nu.
”Hvad sker der?” John’s stemme ryster en del og doktoren kigger stille på os alle.
”Har Jeres datter haft det skidt på nogen måder?”
”Hun har været en del dårlig på det sidste, da vi var på ferie…” siger jeg stille og ser på John. Doktoren nikker lidt, inden han igen kigger på os alle.
”Har hun haft det dårligt før?” Helene forsøger at fortælle episoden til julen, men hendes stemme knækker meget og John må derfor tage over. Hvor han fortæller alt og jeg forstætter hurtigt med den gang hun tog til lægen.
”Jeg kan godt se Jeres forvirring og lægernes forvirring, da sådanne hændelser kan ske i graviditets perioder. Men i dette tilfælde er desværre ikke sådan. Jeg ved ikke hvordan jeg skal fortælle det, men der er fundet en knude i Jeres datters lunge og ud fra hvad vi kan se, en knude som har vokset sig ret stor” jeg ser helt forvirret, ikke mindst chokeret på ham. Står han og fortæller os at hun har kræft!?
”Siger du at min datter på blot 20, har kræft?”
”Jeg ved det er svært at forstå og derfor er mit næste spørgsmål til jer, om der har været andre i familien med kræft?”

”Jeg havde for 10 år siden… vi nåede at gribe ind i tide”
”Mit barn?” siger jeg fortumlet, i mens jeg mærker Helene gribe fat i min arm og John som ligger en hånd på min skulder, inden han tager sin kones hånd.

”Da lungen virkelig er helt knust, er vi nød til at fjerne lungen og før vi tør at operere den bort, er vi nød til at fjerne barnet med et kejsersnit. Vi er dog ikke nervøse for dens…”
”Det en dreng!” hvæsser jeg måske en smule spydigt og ser bare koldt på ham. Han skal fandeme ikke stå og sige de vil fjerne min søn, to måneder før tid!”
”Liam, rolig” siger John forsigtigt, inden han med et såret blik kigger på doktoren.

”Så I vil fjerne mit barnebarn? Hvad vil I gøre?”
”Vi vil naturligvis ligge ham i kuvøse og lade ham vokse den vej fra, men vi har ingen grund til at tro, at det vil skade ham. Han virker allerede som en sund og rask dreng, dog vil kuvøsen hjælpe ham med at vokse og hvis vi skal redde din datters liv, så er det den eneste mulighed, da kræften kan påvirke barnet, hvis den vokser yderligere”
”Hvordan skal hun leve med en lunge?”
”Vi vil så hurtigt vi kan, se om vi kan finde en lunge til hende og indtil da selvfølgelig ligge hende i en kunstig koma. Lungen er så påvirket, at en kemo behandling ikke vil virke”
”Jeg har samme blodtype som hende, kan I ikke tage min?”
”John nej!”

”Helene, det er for vores datters skyld. Jeg kan vel stadig leve? Ikke?”
”Jo det vil du sagtens kunne, men så vil du skulle leve med ilt resten af livet”
”I kan ikke bare fjerne en halv lunge eller noget? Det må vel kunne lade sig gøre?”
”Det kan sagtens lade sig gøre, men det er an på hvor rask lung…”
”I kan for helvede tjekke mig! Det her er min datter!”

”Selvfølgelig Sir. Jeg finder en mulighed, så vi kan scanne dig og tjekke dig. Søgningen er gået i gang, så der vil forhåbentligt ikke gå langtid. Jeg kommer ud igen, når operationen er i orden”
”Må jeg komme med og i det mindste se min søn komme til verden? Please?” jeg ser hurtigt og bedende på doktoren, som hurtigt nikker til mig.
Mit blik rammer stille på John og Helene, inden jeg giver dem et blidt knus og lader mig følge efter doktoren.

 

***

 

Mit blik rammer den livløse Allison på bordet. Jeg har fået lov til at komme med ind i rummet og jeg har endda tilladt mig selv, at tage fat i hendes hånd, selvom hun ikke er vågen. Men det er nok mere for at berolige mig selv.

Her står jeg på en operationsstue, i en kirtel, et latterligt hårnet og handsker, hvor mit barn snart skal tages til verden og 2 måneder før tid, fordi min kæreste eller hvad vi nu er, har kræft, en ting jeg aldrig troede, ville ske og slet ikke når hun var så ung.

Det eneste de kan nu er, at tage min søn til verden, for derefter at fjerne hendes ødelagte lunge og ligge hende i kunstig koma, så de kan finde en donor til hende.

Mine øjne hviler bare på hendes mave og det de er i gang med. Alt det blod som kommer til syne og alle de ord de siger, det hører jeg ikke efter og jeg ser slet ikke på blodet, jeg forsøger at lade hver. Jeg koncentrer mig nu mere om babyen og den jeg ikke kan vente med at se. Selvom tidspunktet ikke er perfekt.
”Her har vi ham” er der en der siger og kort tid efter kommer der gråd, et lille smil rammer en smule mine læber og da de stolt viser ham i mod mig, kan jeg ikke andet end at smile. Han er skam lille, men han græder og det må vel være godt?
De fjerner ham hurtigt, da de jo skal rense ham og da de har gjort det, ligger de ham i en boks, som nok er det de kalder en kuvøse.

”Liam?” jeg ser hurtigt på doktoren, som stille smiler til mig.
”Jeg må bede dig om at forlade stedet, du kan selvfølgelig følge med sygeplejersken og din søn” jeg nikker stille, inden jeg forsigtigt kysser Allison og forsvinder ud af rummet.


Min søn er født.
Jeg har en søn.
Og Allison har kræft.
Allison er forelsket i Louis.
Jeg…

 

***********************************************************************************************************************************

Ja I havde squ ret!
Liam ville fri til Allison og det I ikke vidste var, Allison er forelsket i Louis? Eller har Liam misforstået noget totalt?
Hvad tror I?

Og hvad har alt "More than"-serien handlet om?
Kræft:P
Men da John jo aldrig døde, så har Allison jo ikke tænkt over, at hun bør være opmærksom på det og derfor har knuden bare vokset, uden den er blevet opdaget, indtil nu.

Mon hun overlever? Og mon deres søn overlever?

I får ikke mere før i morgen!:P

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...