More than two.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2014
  • Status: Igang
Hvad nu hvis kræften hos John Peterson blev opdaget og han aldrig døde, hvordan ville Allison’s liv så se ud? Hvis hendes mor stadig fik tilbudt jobbet og de tog afsted som en familie, at de sammen flyttede til England og Helene kunne arbejde med sit drømmejob? Ville alt så stadig ende ligesom det ville, hvis hendes far nu var død? Ville der stadig komme en Willow og William, bare en som lignede Helene og John, eller ville det bare forblive John, Helene og Allison? Hvad med James, ville Allison og James overhovedet have det stærke forhold som de altid har haft eller ville James være fortid? Hvad med Paul? Hvordan ville hans liv så se ud? Hvad med drengene, ville de overhovedet kunne med Allison, når hun jo ikke ville være skadet over sin fars død, eftersom hendes far aldrig døde, men overlevede? Ville Niall stadig være Allison’s type, eller ville en helt anden en blive det, nu når hun rent faktisk ville være fars pige og sød? Dette her er en ekstra historie af ”More than this” – serien

112Likes
765Kommentarer
47802Visninger
AA

69. Chapter 65.

 

Liam’s point of view.

Med et enkel gab, lader jeg blikket vende sig i mod Allison, som med et lille smil kigger på mig og det gør kun et smil større på mine læber. Men da jeg nødig vil forsage en ulykke og sætte hendes liv i farer, ikke mindst vores søn’s og andre menneskers, så drejer jeg igen øjnene ud på vejen og lader blikket hvile der. Det ville se kønt ud, at man kørte galt for at betragte sin kæreste, det ville være noget man ville blive gjort til grin med og jeg ønsker ikke at stå med en persons død på mine skulder, slet ikke når personen er Allison og vores søn.
Bare tanken om hvad der ville ske, gør mig allerede nervøs og trist, selvom der ikke er sket noget og forhåbentligt ikke gør, men blot tanken skræmmer mig.
Tanken om at miste hende og vores søn, den tanke vil jeg gerne af med, for det skræmmer mig en smule. Bare tanken om det jeg gør, eller forhåbentligt gør om nogle timer og nok først i morgen, måske i over morgen, det gør mig mere nervøs. Tænk hvis hun ikke kan lide det.
”Liam?”
”Ja babe?”
”Nej ikke noget alligevel” jeg vender forvirrende blikket i mod hende, hvor hun selv drejer hovedet i mod vinduet og de giver mig kun en kæmpe forvirring.

”Hvad ville du sige Alli?”
”Nothing alligevel, det er lige meget”
”Øhm okay” siger jeg en smule undrende. For hvorfor starte en samtale, for derefter at sige der intet er, alligevel? Medmindre det er noget man fortryder og ikke vil sige. Det gør mig kun mere nysgerrig, en smule mere nervøs og ikke mindst mere forvirrende. Men på den anden side, det er jo Allison og hun starter sit samtaler, som hun alligevel fortryder. Dog lød denne anderledes end de mange andre.


Hele turen forgår ellers i tavshed, da ingen af hos rigtigt siger noget og jeg kan da fornemme hun er vågen. Jeg kan godt fornemme hvordan hun kigger ud af ruden, hvordan hendes energi er og den virker meget nervøs, lidt urolig. Sikkert nervøs for at se familien, ellers for at jeg tager på tour. Jeg ved det faktisk ikke helt, men jeg bliver mere eller mindre nervøs for hende og hendes helbred.
Selvom jeg burde spørger indtil hende, så lader jeg hver. Jeg gider ikke rigtig at diskuterer og jeg gider bestemt ikke at blive uvenner, jeg ved godt meget er humørsvingninger, men det magter jeg ikke. Det er ikke godt for hende og vores søn, så det er bedre at tie.
Man kan måske sige jeg er en tøs, men så må folk kalde mig det, jeg kalder det mere fornuft.
Det aldrig godt at skændes og specielt ikke lige før det man har planer om.


Mit blik rammer hurtigt søen, hvor jeg nu kan konkludere at vi er der om få minutter. Jeg vælger at dreje til højre, da vi sådan set skal til højre og gerne skulle ankomme snart ved huset.
Med et smil plantet på læberne, skimter jeg huset og hendes forældres bil. Jeg drejer hurtigt op af grusstien, jeg lader en hånd ramme på båthornet og straks går døren op, hvor en glad William løber ud, inden længe dukker Helene og John op.
”God måde at skabe opmærksomhed på” siger hun med et grin, inden hun tager selen af efter jeg parkere. Allison giver mig et hurtigt kindkys, inden hun springer ud.
”Heej prinsesse!”
”ALLI!”
”Hej min skat!”
”Heeej!” et smil rammer bare mine læber, inden jeg trækker nøglen ud og selv tager selen af, hvor jeg går ud af døren og smækker den efter mig.
”Svigersøn”
”Svigerfar” siger jeg med et smil, inden jeg giver John et mandekram og derefter åbner omme bag i, vi skal jo have Jackpot ud.

”Hej Jackpot! Kom du skal ud og lege!”
”Hallo Wille? Får jeg ikke et hej?” jeg ser hurtigt ned på ham og han griner bare, inden han giver mig et kort kram, for derefter at tage selen til Jackpot og sætte den på ham, hvor han løfter ham ud af bilen.

”Også stjæler du allerede min hund?”
”Jep! Han trænger til at gå!”
”Du så dygtig!” siger Alli med et smil, inden hun blidt kysser ham i håret og derefter skal til at tage hendes kuffert, men der vælger jeg at slå hånden væk.
”Så du, din far kan godt hjælpe og du kan gå med din mor ind i stedet” jeg sender hende et charmende smil og hun sukker blot, inden hun forsvinder.
”Så hvad skulle det til for?”
”Jo ser du John, jeg skal snakke med dig”

 

***

 

Allison’s point of view.

Suk, jeg kunne altså godt bære min kuffert selv! Jeg vil jo gerne give min mor en souvenir, jeg er jo spændt på hvad hun siger og jeg vil jo også give William hans gave.
”Så var det en god ferie?”
”Den var dejlig mor, jeg glæder mig bare til at tage af sted igen, jeg kunne ikke stå så meget på surfeboard og det var ellers fedt, af det jeg kunne. Liam var meget overrasket over, at jeg var væk hver morgen, men jeg kunne seriøst ikke sove. Det var virkelig sådan en fed oplevelse!” et smil er bare på mors læber og hun giver mig bare et lille klem.
”Det var godt min skat! Jeg kan godt sige dig, far var meget nervøs og det var jeg skal selv også”
”Jeg er okay. Jeg har da haft nogle dage, hvor jeg har haft opkastninger, svimmelhed og ja sådan noget, men jeg har klaret mig!” min mor nikker med et lille smil og træder ud i køkkenet, hvor jeg bare følger efter hende, dog undrer jeg mig over Liam og far, de er ikke kommet ind endnu og det er jo ikke fordi der er så meget bagage i bilen.

”Hvad tror du de laver mor?”
”Jeg gætter på at far, vil tjekke om turen har været god og at Liam har behandlet dig godt. Det nok ikke noget slemt. Men vil du hjælpe mig med aftensmaden? I er jo nok sulten!”
”Om vi er! Jeg er skide sulten, men har sovet hele vejen, da Liam ikke ønskede jeg skulle kaste op”
”Nej det går heller ikke! Tit vælger de jo at stoppe et fly”
”Netop”

”Hvordan går det med min sønnesøn?” jeg ser smilende på mor, inden jeg med et smil på læben, ligger hånden på maven og ser på hende.
”Godt, dog håber jeg snart han giver livstegn”
”Ja det er en dejlig følelse, jeg husker tydeligt dit første spark. Det var en utrolig dejlig følelse og det er så vidunderligt at mærke det liv i maven”
”Jeg husker det godt fra William, men jeg kan næsten ikke vente med at føle det selv. Der er kun to måneder tilbage og han burde vel snart komme med livstegn?” mor vender sig stille rundt, hvor hun giver mig et kærligt smil og går hen til køleskabet.

”Tro mig skat, han skal nok fortælle Jer at han lever og Liam vil efterfølgende, nok ikke stoppe med at rører din mave”
”Kunne jeg forstille mig. Men kan ikke vente mor. Det er virkelig hårdt at vente. Jeg vil snart kunne mærke hans fødder, hænder og ja liv fra ham” mor åbner køleskabet, hvor hun finder en cola frem og sætter den på bordet til mig, hun ligger stille hendes hånd på min skulder og kysser mig i håret.

”Han skal nok give liv. Rolig nu skat!” griner hun med et smil.

”Når hvad laver mine to ynglings piger?” jeg ser forskrækket rundt, da en ret så storsmilende far kommer ud i køkkenet og ser på mor, ikke mindst jeg.

”Hvad sker der John?”
”Ingen ting, ingen ting! Jeg er bare så glad for at se min lille pige!” et hurtigt kys bliver plantet i mit hår og jeg ser blot virkelig forvirret på far, selv mor ser virkelig forvirret på far.
”Skat, hvad forgår der?”
”Ingen ting Helene, jeg er bare glad for at se min pige og se mit kommende barnebarn!” straks ligger han hånden på min mave, inden han kysser mig igen og ser smilende på os, inden han forsvinder ind i stuen og det efterlader os med forvirrende blikke. Jeg ser forvirret på mor, inden jeg ser i mod Liam, som kommer ud til os og hurtigt giver min mor et kram, inden han tager en cola fra køleskabet. Liam rækker mig også hurtigt en pose og det er pose med souvenirs i.

”Hvad skete der for far?” Liam trækker bare på skulderne og forsvinder ind i stuen.
”Hvad sker der mor?”
”Jeg ved det virkelig ikke min pige, men skal vi få lavet noget mad?” jeg nikker hurtigt og stiller posen på bordet, de kan få gaver bagefter.

Jeg tager hurtigt en tår af colaen, inden jeg hjælper med at skære salat.

Det er tydeligt at vi skal grille, da alt maden ligner noget som skal på grillen og specielt med dem måde hun forbereder maden på. Salat er noget som tit tilhører hver et måltid og derfor en vane at lave.
”Liam eller John, starter I ikke grillen op?”
”Jo!” kommer der hurtigt som et svar og der kom det tydelige svar, vi skal grille. Det bliver nu dejligt og vejret er skam også til det.

”Nu forsvinder William ikke bare sådan?”
”Nej bare rolig skat, han render rundt ude i haven med ham” mor nikker i mod vinduet, hvor jeg hurtigt kigger ud og ser min lillebror lege med Jackpot, et smil rammer blot mine læber.

Tanken om min søn kommer hurtigt i hovedet og tanken om ham lege i en have, sammen med Jackpot som Willian nu gør, den tanke får kun et smil frem på mine læber.
Snart vil det være mig som har en søn, som er udenfor og leger med hunden, okay der går måske lige nogle år før det sker, men alligevel. Det er snart mig som har en søn.

 

***

 

”Skat, tager du kødet og bære ud til far?” med et enkel nik, tager jeg fadet med kødet i og bevæger mig ud til far, hvor Liam selvfølgelig også er. Det kan være vi er i marts, men luften er så dejlig og der er sol herude. Dog sidder vi indenfor og der har Liam dækket bord. Det tager jo lidt tid før grillen er varm nok.
Med raske skridt går jeg hen og sætter kødet på bordet bag far.
”Så er kødet her”
”Det er godt prinsesse! Hvor meget mangler der?”
”Ikke så meget, mor er i gang med flødekartoflerne, salaten er klart og der er sådan set kun dig vi mangler” far nikker hurtigt og giver mig et kærligt smil. Jeg smiler bare hurtigt igen og går hen til Liam, hvor jeg perfekt planter mine læber på hans.

Jeg burde fortælle det jeg ville sige i bilen, men jeg kunne ikke rigtig få mig til det, bare tanken om hvad han vil sige og gøre, den skræmmer mig lidt.
Det er jo en virkelig svær samtale at starte.

Liam ligger stille hans arme omkring mig, hvor han blidt planter et kys på min hals og jeg lader stille mine finger flette sig med hans.
”Jeg elsker dig Liam” jeg drejer stille hovedet i mod ham og ser ind i hans vidunderlige varme brune øjne, et smil rammer bare hans læber, inden han blidt kysser mig på munden. Jeg kan allerede regne ud, at vores søn sikkert vil få brune øjne, det burde han da. For både hans far og mor har brune øjne, sjovt nok også mørkt hår, faktisk begge brunt hår.
Så han burde jo vel få brune øjne og brunt hår? Jeg ved godt det kan lade sig gøre, at han ikke får samme hårfarve som hans forældre, men vi kan vel håbe det, ikke?
Da vores kys slutter, ser Liam mig endelig ind i øjnene og giver mig hans vidunderlige smil.
”Jeg elsker også dig Allison”

 

***********************************************************************************************************************************

Uh spændende!
Hvad mon Allison ville Liam?
Hvad mon Liam ville John?
Hvornår mon deres søn giver første livstegn?

Ja det er spændende!:P

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...