More than two.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2014
  • Status: Igang
Hvad nu hvis kræften hos John Peterson blev opdaget og han aldrig døde, hvordan ville Allison’s liv så se ud? Hvis hendes mor stadig fik tilbudt jobbet og de tog afsted som en familie, at de sammen flyttede til England og Helene kunne arbejde med sit drømmejob? Ville alt så stadig ende ligesom det ville, hvis hendes far nu var død? Ville der stadig komme en Willow og William, bare en som lignede Helene og John, eller ville det bare forblive John, Helene og Allison? Hvad med James, ville Allison og James overhovedet have det stærke forhold som de altid har haft eller ville James være fortid? Hvad med Paul? Hvordan ville hans liv så se ud? Hvad med drengene, ville de overhovedet kunne med Allison, når hun jo ikke ville være skadet over sin fars død, eftersom hendes far aldrig døde, men overlevede? Ville Niall stadig være Allison’s type, eller ville en helt anden en blive det, nu når hun rent faktisk ville være fars pige og sød? Dette her er en ekstra historie af ”More than this” – serien

112Likes
765Kommentarer
47730Visninger
AA

47. Chapter 43 - part 3.

 

Allison’s point of view.

"Allison?” et bank lyder på døren og efterfølgende Louis klamme stemme. Jeg gider ikke at han er her, men Liam!
Jeg snøfter en smule og gemmer bare hovedet ned i puden. Jeg hører godt døren går op og kort efter mærker jeg en bule i sengen, hvor en hånd derefter nusser min ryg, da jeg ligesom ligger på maven.
”Gå Louis… jeg gider dig ikke!”

”Allison, jeg er virkelig ked af det sidst og jeg virkelig ked af at du skulle blive så sur, men jeg fik altså nok og tro mig, jeg er selv ved at være træt af det her… træt af at vi ikke kan sammen og at alt er endt fuldkommen dumt… men jeg er virkelig ked af det og jeg ved at jeg intet kan gøre for et venskab eller tilgivelse, men jeg kan sige undskyld. Det er ikke fair at jeg sagde, at jeg ikke gider den ferie hvis du er med, for din mor arbejder for os og vi kan ikke undgås at ses. Dog vil Eleanor ikke med hvis du er med og har sagt at det må hun finde sig i, hun må blot ignorer dig. Ligesom du bare må ignorer hende og glemme hun er der. Jeg er ked at få dig ud i det røde felt og at du intet har hørt fra Liam, Zayn fortalte mig det. Han gav mig et kæmpe skæld ud og det samme med din far. Men vi to er bare endt et sted, hvor vi ikke kan være venner, da vi begge skændes helt og måske er det bedst, selvom jeg egentlig ikke ønsker det, men jeg kan ikke gøre så meget”
Hans ord rammer egentlig meget og han lyder meget oprigtigt, men jeg gider ikke tilgive ham.
”Du har ret, jeg kan ikke tilgive dig og det kommer jeg ikke til… din opførsel var langt fra okay og takket være dig, så har jeg intet hørt og han svarer ikke! Han har ikke engang ønsket mig tillykke!”

”Undskyld Alli… virkelig undskyld, jeg lover ikke at skælde dig ud mere, men det gør ondt på mig at du ikke giver hende en chance og det gør endnu mere ondt, at hun heller ikke gør ved dig, men jeg kan ikke ændre noget. Vi må blot ignorere hinanden fremover, vi kan jo ikke undgå at ses”
”Louis… kan du ikke bare gå! Bare gå ud af mit værelse og ned til dine venner?”
”Jov, kan jeg vel godt. Men vil du tage i mod min gave?”
”Din mor har sendt dig, ikke? Fordi jeg dukkede op foran hendes dør og undskyldte?” jeg sætter mig en smule op og Louis nikker kort.
”Jov, men jeg valgte selv at gøre det i dag. Hun råbte og skældte mig ud i telefonen, fortalte hvor stor en idiot jeg har været og jeg ville bare gerne gøre det godt igen”
”Som du ikke kan Louis… bare gå” han nikker kort og rejser sig op.

”Gaven ligger nede ved dit gavebord” siger han kort og går ud af værelset. Jeg sukker tungt og ligger mig ned i sengen igen, hvor jeg bare igen græder og ikke aner hvad jeg skal gøre.

Det hele er så træls, Louis virker oprigtig og alligevel så skide irriterende, at han igen nævner noget med Eleanor og igen nærmest begynder, det irriterer mig mere.
Men at han egentlig kommer pga. hans mor har skæld ham ud, det er jo bare, ja jeg ved ikke. Træls.

Men alligevel…
Jeg ved jeg ikke vil kunne tilgive ham, jeg vil aldrig kunne til give ham, aldrig.
Vores venskab er slut, ligesom han har ret i.
Han har dog også ret i, at vi ikke kan undgås at ses, eftersom vi begge kender min mor og drengene. Så jeg kan jo ikke gøre så meget andet, jeg kan faktisk ikke gøre noget.
Men jeg vil aldrig kunne tilgive ham.
Aldrig.
Never ever!

Men at Liam ikke dukker op, det ved jeg ikke om jeg ville kunne tilgive, Louis har skuffet mig og han var en bedsteven, det her er en kæreste.
Så nej jeg vil nok aldrig kunne tilgive Liam, hvis han ikke dukker op, det vil blot knuse mit hjerte endnu mere og jeg ved ikke om jeg vil kunne klarer det.
Jeg vil ikke kunne give forholdet en chance mere, vil jeg bare ikke kunne.

Jeg mærker hurtigt tårerne på mine kinder igen og jeg græder igen, inden jeg igen gemmer mit hoved og bare græder.

 

***

 

Jeg sukker tungt da endnu et bank lyder og regner med det sikkert er Zayn eller far, eller en anden. Der er nok gået noget tid og jeg snøfter en smule. Jeg ser hurtigt på klokken og det ligner snart spisetid, så jeg har ligget og grædt længe, okay nok snøftet de sidste 20 minutter og bare være såret over mig selv.
Jeg har nok alt i alt, været på værelset i omkring en times tid eller noget og ikke mere.

Dog hører jeg igen et bank og det gør blot jeg råber, eftersom jeg ikke gider nogens selvskab, eller hører at de skal sige det nok skal gå, for det gider jeg ikke.
”SKRID!” hvæsser jeg irriteret og bestemt, for jeg gider seriøst ikke selvskab og når vi skal spise, så skal mor også bare komme her op med maden, sådan er det bare!
Endnu et bank lyder og jeg rejser mig irriteret op, hvor jeg hurtigt åbner døren og blot råber.
”SKRIIIIIIIIIIID!” dog bliver jeg chokeret da jeg ser de brune øjne og det ikke er Zayn’s, men Liams.
”Ja, burde jeg vel” siger han stille og tøvende, hvor han bare ser en smule trist på mig og holder nogle roser i hånden.
”Hvad laver du her?” spørger jeg bare, jeg burde blive glad og er jeg skam også, men skuffet. Han har ikke svaret mig og nu står han her, endda med blomster.
”Ville ønske min kæreste tillykke med fødselsdagen”
”Er vi overhovedet det? Du har slet ikke svaret mig!”
”Nej, ved jeg og det er jeg ked af Alli, men jeg havde brug for at tænke og jeg…”
”Tænkte på om vi skulle ende forholdet?”

”Ja” jeg nikker stille og mærker igen tårerne på kinderne.
”Ikke fordi jeg ikke elsker dig, for jeg elsker dig Alli, virkelig meget. Det hele blev bare for meget, dig og Louis. Han er en af mine bedstevenner og du min kæreste, jeg vil ikke gøre som Louis og vælge kæresten frem for vennerne… men jeg vil heller ikke kunne slå op med dig og derfor står jeg her, med en roser og denne her gave”
”Jeg gider ikke flere smykker!” siger jeg stille og han nikker blot, inden han rækker mig gaven og jeg stille tager i mod den. Den er meget tynd og det skuffer mig endnu mere.

Dog vælger jeg at pakke den op og to biletter kommer til syne. Jeg ser hurtigt på ham og derefter ned på biletterne hvor landet ’Hawaii’ står.
”Jeg tænkte vi trængte til en ferie, kun du og jeg… jeg ved du hader dyre gaver, men det her er ligeså meget til mig selv. For at tage en hel uge på ferie med dig, ville være det bedste. Jeg ved jeg har kvajet mig og jeg burde svarer tilbage, jeg ved mine ord jeg lige har sagt, bare har såret dig mere og jeg ved ikke hvordan jeg skal gøre det godt igen. Men jeg elsker dig Allison, det må du ikke tvivle på. Jeg vil ikke have du tvivler på det og jeg er så ked af at jeg har været dum. Undskyld, kan du tilgive mig?”
”Tilgive… nøj jeg er træt af det ord! Louis der kommer og nævner ordet, nu dig… jeg håbede du ville ringe til mig, at du ville skrive eller bare dukke op. Men gjorde du ikke. Da jeg så drengene dukke op i skøjtehallen, så håbede jeg du dukkede op og det gjorde du ikke…”
”Nej, for jeg synes du fortjente lidt tid med dem og at jeg dukkede op med en perfekt undskyldning, selvom den nok ikke er perfekt”

”Zayn siger jeg ikke skal hade dig, men… arg…” siger jeg stille og ser trist på ham. Liam træder helt tæt på mig, hvor han stille tager min ene hånd, den som ikke holder biletterne.
”Undskyld Allison” han ser mig dybt ind i øjnene og jeg kan tydeligt mærke den sandhed.
”Bare ikke gør det igen…”
”Lover jeg at jeg ikke gør” jeg nikker stille og ligger stille armene om hans talje, selv ligger han den anden arm om mig og trykker mig tæt indtil ham.

”Faktisk har jeg valgt at sige vil skal ud og skøjte i morgen, du og jeg, dog Zayn og Perrie også, sådan set Louis og Eleanor også… en start på ny, ikke?” jeg ser stille på ham og sukker tungt.
”Fint, men jeg snakker ikke til hende!”
”I orden” han læner sit hoved ned i mod mit.
”Kan du lide gaven?”
”Ja! Jeg glæder mig allerede! Men er det ikke koldt på Hawaii til vinter?”
”Det er til sommer næste år” jeg nikker lidt og smiler en smule.
”Jeg elsker dig Allison og tillykke med dagen”
”Jeg elsker også dig Liam og tak” efter mit tak ligger han læberne i mod mine og jeg lader ham, hvor vi kysser og et kys jeg virkelig elsker.


Han huskede mig!
Han dukkede op og undskyldte.

Jeg har ikke mistet ham!
Sådan!
Jeg elsker ham!

************************************************************************************************************************

Jeg ved det er kort, men skal se "Kvinden i buret"
Plus, så synes jeg det er okay det er kort :)

Men Liam dukkede op og Louis forsøger at bede om tilgivelse.
Jamen sikke en fødselsdag!

Der kommer kapitel igen i morgen :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...