More than two.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2014
  • Status: Igang
Hvad nu hvis kræften hos John Peterson blev opdaget og han aldrig døde, hvordan ville Allison’s liv så se ud? Hvis hendes mor stadig fik tilbudt jobbet og de tog afsted som en familie, at de sammen flyttede til England og Helene kunne arbejde med sit drømmejob? Ville alt så stadig ende ligesom det ville, hvis hendes far nu var død? Ville der stadig komme en Willow og William, bare en som lignede Helene og John, eller ville det bare forblive John, Helene og Allison? Hvad med James, ville Allison og James overhovedet have det stærke forhold som de altid har haft eller ville James være fortid? Hvad med Paul? Hvordan ville hans liv så se ud? Hvad med drengene, ville de overhovedet kunne med Allison, når hun jo ikke ville være skadet over sin fars død, eftersom hendes far aldrig døde, men overlevede? Ville Niall stadig være Allison’s type, eller ville en helt anden en blive det, nu når hun rent faktisk ville være fars pige og sød? Dette her er en ekstra historie af ”More than this” – serien

112Likes
765Kommentarer
47797Visninger
AA

45. Chapter 41 - part 1.

 

*En uge senere/20. november*

 

Allison’s point of view.

Mit blik stopper hurtigt på skøjterne og jeg mærker en virkelig nervøs følelse i maven, jeg er bange, selvom jeg er god til at skøjte, så er jeg alligevel bange. Tænk hvis jeg nu skvatter og foden brækker, eller hvis nu jeg slet ikke kan holde balancen og foden slet ikke er okay, men langt fra okay.
Det skræmmer mig.
”Prinsesse, hop nu i skøjterne” min far sætter sig hurtigt på hug foran mig, han ligger langsomt sine hænder på mine knæ og kigger mig ind i øjnene.
”Hvad hvis jeg skvatter? Hvad hvis jeg slet ikke kan holde balancen?”
”Prinsesse, jeg er her og jeg støtter dig hvis det er, du må op på hesten før eller siden. Vi kan ikke blive ved med at tage på sygehuset og du gang på gang kan få at vide, at det er okay og foden er okay” med de ord mener han tydeligt, at han er træt af læge besøgende og jeg forstår det godt, for hele ugen har vi startet sådan ud. Vi har været ude og blevet tjekket hver dag, fordi jeg virkelig er bange og ville være 100 % sikker, vi var skam også derude inden vi endte her og doktoren sagde det samme som altid:
”Alt ser fint ud Allison, du kan godt skøjte, du skal bare op på hesten igen og du er en stærk pige, så det kan du godt”

Jaer, derfor skræmmer det mig endnu og hans ord er ikke særlige hjælpsomme.
Jeg har faktisk ikke set Liam siden sidst og har heller ikke engang snakket med ham, jeg har skrevet til ham og ringet, men han tager den ikke og jeg frygter det værste. Jeg viste mig ikke ligefrem fra nogen god side og jeg har været hjemme ved Jo, jeg måtte undskylde for min opførsel, jeg vidste den var forkert og derfor måtte jeg undskylde. Men til Louis, der undskylder jeg ikke for noget. Han fortjente det og det er far dog enig i, selv har han sagt undskyld for hans hårde behandling, men jeg sagde det var okay. Jeg var jo ikke specielt sød og var ret uhøflig, så jeg forstår ham og bebrejder ham ikke.
Mor har skam skældt mig ud og sagt at hun ikke vil se det igen, selvom Louis fortjener det. Men det var min egen beslutning at undskylde til Jo, mor sagde det var okay over telefon, men det kunne jeg ikke og derfor kørte jeg hele vejen derud, faktisk første gang jeg overhovedet har kørt bil.
Ja jeg frygtede ligesom også for bilen, man kunne jo kører galt, ikke?
Så ville da helst være på den sikre side.
Men pointen er; Liam svare mig ikke og jeg tror han virkelig er skuffet over mig. Jeg har lagt sms’er og telefonbeskeder hvor jeg undskylder, men det hjælper ikke meget og jeg tror virkelig at han overvejer en slutning. En slutning på forholdet og det skræmmer mig virkelig. Han forstår jo Louis og hans syn, siger han jo. Hvilket jo blot skræmmer mig endnu mere.
Han skal jo ikke vælge i mellem Louis og jeg, det ønsker jeg ikke, men jeg ønsker hellere ikke at miste ham.

”Hør her prinsesse, du er nød til at komme op på hesten, det gik da godt hele vejen hjem til Johanna, ikke?” jeg nikker en smule og ser stille på far. Jeg mærker godt tårerne som rammer kinderne, men jeg gør ikke rigtig noget ved det, ikke andet end at lade dem falde og håbe far fjerner dem, hvilket han skam også gør.
”Det er også bare op på hesten her, du behøver ikke og lave tricks før du er klar til det. Du skal bare have skøjterne på og med mig ud på isen, jeg holder dig i hånden, ligesom jeg gjorde da du skulle skøjte for første gang” jeg nikker en smule og siger ikke rigtig noget, jeg ser bare tøvende ned på skøjterne og det får blot far til at tage mine sko af, hvor han derefter forsigtigt giver mig skøjterne på. Han strammer dem begge to og kigger igen op i mine øjne.
”Er de stramme nok?” jeg nikker hurtigt og han nikker lidt. Far rejser sig op og tager blidt fast i mine hænder.

”Jeg har dig min pige” jeg rejser mig forsigtigt op og mærker den vaklende følelse i benene. Det er ikke mine egne skøjter denne gang, men låne skøjter. Mine egne er jo mere besværlige og bindes med snørebånd, det her er jo nogen helt andre.
”Bare tag det helt roligt, vi går ikke før du føler for det” gulvet er ikke engang glat herude, det er mere stabiliseret og man skvatter ikke ligeså nemt, men derfor er balancen stadig besværligt. Jeg har jo ikke gået med højhælede heller, det tør jeg slet ikke!

Ja kald mig en lille bange tøs, men prøv I at forstue anklen og brække storetåen, for derefter at skvatte og brække anklen. Hvor du næsten så er ved at være rask igen og du så må løbe fra mobning, hvor du igen skvatter og brækker anklen og må starte fra bunden af. Det er ikke nemt og det er virkelig hårdt.
Så jeg har vel ret til at være bange, ikke?
Ja hvad så hvis jeg er fars pige og far holder om mig, støtter mig i alt jeg gør og han får det dårligt ved at straffe mig, det gør mig jo ikke mere ynkelig. Far er bare far og jeg er hans prinsesse, mange piger har sådan et forhold til sin far, så ikke bedøm mig på det og kalde mig svag!


”Kom så min pige” jeg nikker lidt og mærker far ligge hånden om livet på mig, hvor han med den anden holder min hånd. Vi ligner et af de der dansepar, hvor manden fører kvinden frem.
Jeg lader blikket hvile på isen og stopper hurtigt op i døren til isen, mit hjerte banker af sted og det mærkes tydeligt, jeg kan virkelig mærke hvor bange jeg er og det kan far åbenbart også.
”Jeg har dig prinsesse, bare rolig. Jeg griber dig hvis du falder” med de ord fører han mig ud på isen og jeg mærker hurtigt hvor dum min balance er, jeg kan tydeligt mærke at det ryster i benet og det skræmmer mig en smule.
”Bare slap helt af i kroppen. Tag en dybindånding og pust langsomt ud” jeg tager hurtigt en dybindånding og lukker øjne i, inden jeg puster langsomt ud og lader far skubbe mig blidt rundt langs kanten. Min fod ryster virkelig meget og jeg er virkelig bange for jeg snart skvatter. Heldigvis har far og mor fået lukket for andre mennesker, så vi har heldigvis salen for os selv og det er virkelig dejligt.

Mor og William er med denne gang, men de vil ikke joine os på isen, ikke før jeg er klar til det og det vil tage en evighed, for jeg kommer umuligt til at skøjte selv, langt fra.
”Det går godt min pige”
”Du må ikke slippe!” siger jeg hurtigt da jeg føler hans hånd forsvinde.
”Jeg skal nok lade hver, vi tager det stille og roligt” jeg lukker øjne i og mærker bare følelsen af tryghed, den tryghed far altid giver mig og altid har givet mig siden jeg var lille. Selv minderne om første gang vi skøjtede sammen, kommer hurtigt i hovedet på mig og jeg kan slet ikke stoppe med at smile, det var en dejlig dag.

Jeg føler virkelig mig som en lille pige igen.

 

***

 

Efter et godt stykke tids skøjtning på omkring 4 omgange, vælger jeg at stoppe op på isen og med hjælp fra far, da jeg stopper op er jeg ved at skvatte og et skrig kommer hurtigt fra mine læber, men far griber mig hurtigt.
”Rolig, jeg har dig prinsesse” han retter mig hurtigt op og jeg mærker hurtigt den ubehagelige hjertebanken. Mor kommer straks hen til kanten og kigger ud på os.
”Hun er okay skat” siger far hurtigt inden mor får et ord indført.

Jeg havde da helt glemt topic'en, hvilket jeg ikke burde og slet ikke når jeg har gået til skøjtning. Jeg ser stille op på far og han ser roligt på mig, hvilket gør jeg hurtigt kigger på mor og hun ser helt nervøs ud. Jeg ser hurtigt rundt på isen og sukker en smule. Vi har skøjtet fire omgange rundt og vi har ikke engang været i midten.
”Skal vi sætte os ind lidt og få renset isen?” jeg ryster hurtigt på hovedet og trækker mig fra far, som virkelig også er tæt på at ende galt. Far skal til at hjælpe mig, men jeg skubber hurtigt hans hænder væk og finder hurtigt selv balancen. Jeg får mig selv med besvær ind på gulvet igen og går virkelig tumpet i mod min taske.
Min røv slår hurtigt sig ned på bænken og jeg tager hurtigt skøjterne af.
”Giver du allerede op?” jeg kigger forvirret op og ser ind i nogle brune øjne, ikke Liam’s øjne, men Zayn’s øjne.
”Zayn?” jeg ser helt forvirret på ham og han når ikke at sige noget ,ikke før en anden stemme lyder.
”Allison giver op? Det er noget nyt”
”Harry?”
”Jaer det har du ret i, vi må hellere gøre noget drenge!” den irske stemme er langtfra nem at kende og jeg ser hurtigt forvirret på alle tre.
”Hvad laver I her?”
”Det er din fødselsdag og skøjtesalen er kun lukket, fordi One Direction skulle komme, ellers ville de jo ikke lukke den og din mor kinda bad os om at komme ind i salen, da du ligesom ikke rigtig tør og vi så det oppe fra glasruden” jeg ser hurtigt op i mod glasruden, i håb om at Liam står der og desværre ikke, han er desværre heller ikke i salen. Så han undgår mig. Han hader mig.

”Jeg tør godt… jeg gider ikke!”
”Jaer right, det her er ligesom den bedste ting ved din fødselsdag…” kommer der fra Harry, inden han sætter sig ned og tager skøjter på. Ja alle drengene holder åbenbart skøjter, som jeg jo ikke rigtig lige fokuserede på.

”Jeg gav også op, da jeg fik et nej ved x-factor og tænkte bare det her er slut, men så trak de os ind igen og jeg fik et ja, hvis jeg var sammen med 4 andre drenge og jeg måtte derfor op på hesten” kommer der hurtigt fra Niall, inden Zayn igen siger noget.
”Vi røg ud af x-factor og tænkte det var slut, men vi måtte op på hesten igen og med hjælp fra Simon, så er vi det bedste boyband i verden. Du kan ikke give op Allison, du kan ikke leve i frygt for det du elsker”
”Zayn har ret, vi var ved at give op alle sammen og vi kom op på hesten, du kan ikke lade det du elsker forsvinde, det op på hesten igen”

”Og jeg ligner en totalt idiot på isen, jeg hader simpelthen at skøjte, for jeg skvatter altid og ender på røven”
”Niall, nu ikke for og knuse dig, men du ligner altid en idiot”
”HEY!” kommer der brokkende fra Niall, inden han dasker til Harry og selv sætter sig ned så han kan få skøjterne på.
”Men Harry har ret, du skal ud på siden!”
”Jeg kan ikke, okay… jeg gider ikke” jeg piller bare skøjterne helt af og sætter beskyttelse på den.
”Må du selv om så, bare lad det du elsker forsvinde” med de ord rejser Harry sig og efterfulgt af Niall, selv Zayn og alle tre forsvinder ud på isen.
Niall kommer dog ikke særlig langt, ikke før hans skvatter og et lille fnis forlader mine læber.
Det kan godt være de har ret, men jeg kan ikke og jeg vil ikke starte forfra igen, det kan jeg ikke.

”Min pige, drenge har ret, du kan ikke give op. Du må ikke give op. Du elsker skøjtning og vi kan se det i dine øjne, du elsker det hele og det er det du ser frem til hvert år. Du må ikke give op. Far gav heller ikke op omkring kræften, han kæmpede og kom op på hesten. Du kom op på hesten med at færdige gøre dit gymnasie, godt nok over computer og det er fint, men skat, det her er en ting du elsker mere end noget andet og hver gang vi så dig til en opvisning, kunne vi se dit lykkelige smil. Du stoppede kun pga. vi ikke have pengene og fordi far blev syg, du tog derfor skolen alvorlig. Hvilket også er fint, men vi har råd til at betale timer igen. Du må ikke give op skat” jeg ser stille på mor og mærker tårerne på kinderne, som hun hurtigt fjerner og jeg mærker skam også hurtigt, at en anden sætter sig ved siden af mig.
”Selvom jeg vil hadet at se dig i de korte kjoler, så var dit smil det bedste de aftner og de tuneringer, du var så god og du er også god. Se på Niall skat, se hvor meget han skvatter og se hvor meget han rejser sig op igen, det er op på hesten igen. Selv Zayn og Harry har skvattet, men de rejser sig op igen. Det samme må du gøre, vi alle griber dig hvis du er ved at falde. Det eneste du skal huske er topic’en og at vi er der for dig, no matter what”
Jeg ser stille på mor og far, deres ansigter er helt seriøse og det skræmmer mig lidt, dog ser jeg ud i mod drengene, som ligner en flot idioter og Niall skvatter virkelig meget. Det ser faktisk ret komisk ud og han udstøder også nogle tøse skrig, hvilket kun gør det mere komisk.
”Jeg kan ikke lide de her skøjter” siger jeg stille.
”Det er okay skat, du plejer heller ikke at skøjte i dem” siger mor lidt og far ligger hurtigt en arm om mig, hvor han trykker mig indtil sig. Han planter blidt et kys i mit hår og jeg lader mig nyde det.
”Måske de hjælper?” jeg ser stille på William, da han pludselig stikker mine egne skøjter i snotten på mig og jeg ser blot virkelig forvirret på ham, for derefter at se forvirret på mine forældre.
”Vi tog dine skøjter med, i tilfælde du skiftede mening og jeg har slippet dem, så de er klar til brug” jeg smiler en smule taknemligt og tager i mod dem, inden jeg forsigtigt tager dem på mine fødder og binder dem. Jeg trækker mine leggins ned over og rejser mig hurtigt op. Jeg vakler måske en smule og man kan godt mærke hvor ægte de her er i forhold til de andre, de her er jo bløde og ikke af hård plast som lejeskøjter er. Det her er jo ægte skøjter.


Jeg bevæger mig hen til døren og ser bekymret ud på isen, den velkendte nervøsitet dukker op i mig og jeg tager hurtigt en dybindånding, inden jeg puster ud igen og løfter den ene fod, hvor jeg tager skinnen af og derefter sætter foden ned, så jeg kan løfte den næste og tage skinnen af. Der jo beskyttelse på selve skæret, man skal jo ikke skære sig.
Far kommer hurtigt hen i mod mig og jeg rækker ham dem hurtigt.
”Husk, vi er her og der sker dig intet” jeg ser kort på ham, inden jeg ser nervøst på isen og sætter den første fod ud, selvfølgelig den dårlige, så dum som jeg er og jeg mærker da godt en ubehagelig balance, dog får jeg hurtigt mig rettet op og tagger den anden fod med ud.
Jeg griber hurtigt fat i kanten og tager en dybindånding igen. Jeg løfter lidt min ene fod og tjekker topic’en ud.
Jeg tager igen en dybindånding og sætter foden ned, inden jeg lukker øjnene og skubber mig selv væk fra kanten. Mine øjne forbliver bare lukket, indtil jeg vælger at bruge min topic og bremse mig selv, hvor jeg derefter åbner øjnene op og ser hurtigt hvor langt jeg har skubbet mig selv ud, næsten helt ind til midten. Så nu er der kun én vej tilbage og det er at skøjte ind, for ellers kan jeg ikke komme ind igen.
”Kom så Allison!” griner Niall, inden han igen skvatter og jeg kan ikke lade hver med at grine.
”Niall, du bør seriøst have ispose på røven og knæene! Du kommer jo til skade man! Dit knæ for fanden!” griner Harry og Zayn skøjter hurtigt i mod mig.
”Når, du valgte at komme ud?”
”Op på hesten, ikke?” et smil rammer hurtigt hans læber og han nikker hurtigt. Jeg skal lige til at skøjte, da Zayn vælger at gøre som far gjorde, ligge armen om mig og tage fat i min hånd.
”Nej Zayn” siger jeg hurtigt og trækker mig væk, hvilket gør jeg er ved at skvatte, men jeg får mig hurtigt op og begynder derefter at tage et trin for trin, hvor jeg langsomt begynder at skøjte rundt og et stort smil breder sig på mine læber, da ingen smerte rammer foden og følelsen af at stå på isen bare er godt.


”Jaer sådan ALLI!” hører jeg hurtigt Harry råbe og hører skam også mine forældres jublende, selv storsmiler jeg bare og mærker det dejlige sus.
Jeg lukker hurtigt øjnene i og beslutter mig for at lave en triple, måske jeg skulle starte blidt ud, men det gør jeg nu ikke.
Dog skulle jeg nok ikke starte ud med det, da jeg skvatter og slår mine knæ i jorden, ikke mindst slår fra med mine hænder.
”ALLI!!!” jeg sætter mig stille op på knæene og bevæger langsomt mine hænder, intet brækket og det er godt.
”Prinsesse! Er du okay!” jeg mærker hurtigt fars hånd på min ryg og han forsøger at hjælpe mig op, men jeg skubber ham blot væk, jeg vil selv prøve. Jeg rejser mig forsigtigt op og får alligevel fars hjælp, men heldigvis har jeg ikke slået hul i knæene, men derimod slået hul i leggingenes og anklen har det godt, faktisk har hele foden det godt.
”Er du okay?” alle ser hurtigt bekymret på mig og jeg kan godt fornemme mor stå inde ved bænkene, med et nervøst ansigt på sig.

”Faktisk overraskende nok, så har jeg det fint” siger jeg blot og skubbe mig selv væk fra dem alle 5, ja William har joinet os herude.
Jeg forsøger så igen, dog med noget mindre farlig og nemmer at starte med. Bare det klassiske at snurre rundt og gå ned i knæ med det ene ben udstrakt, hvilket går perfekt og kun gør smilet stører. Jeg rejser mig hurtigt op og laver så et hop, med to hop i og det går fint. Så jeg vælger til sidst igen at prøve en triple og man kan godt mærke den anspændte stemning, da ingen skøjter og jeg kun kan føle øjne på mig.
Denne her gang lander jeg perfekt, eller næsten. Glemmer lige topic’en og lander i stedet på røven, men jeg gjorde det alligevel.
Jeg plejer altid at skulle lave et eller andet tricks, så hvorfor ikke forsøge igen? Det er min fødselsdag og ja alt er ikke som det plejer, for det plejer kun at være far og jeg, selvfølgelig en masse fremmede mennesker, men ellers kun far og jeg.
”Jeg gjorde det far!” siger jeg med et smil og bliver hurtigt hjulpet op af ham, inden han trækker mig ind i et kram.
”DU skal lærer mig det tricks!”
”Hvis jeg skal lærer dig noget Niall, så skal du lærer ikke at falde!”
”AUVS! Den sad!” griner Harry hurtigt og klasker Niall, som bare ser mugende på mig.

”SÅ lær mig ikke at falde!” jeg ser overvejene på ham og nikker så meget kort.
”Okaaay, men det vil tage langtid!” far tager hurtigt William i hånden og sammen skøjter de rundt, hvor jeg nu må hjælpe de her tre drenge, så de kan lærer at stoppe rigtigt og muligvis lærer tricks, men det sker ikke i dag.

Jeg begynder hurtigt at fortælle drenge hvordan og hvorledes, jeg viser dem også og jeg må sige, det går ikke godt, jov for Zayn og Harry, men Niall ender stadig på jorden og han griner bare hele tiden.
Han er blevet operaret i knæet og leger nu med ilden, han er for dum. Men vi andre er her for ham og sådan er det.

Dog ville jeg ønske at Liam dukkede op og skøjtede med mig, men der er ingen tegn på ham. Ingen.
Det er min fødselsdag og han er her ikke, han har ikke ringet eller skrevet og lige nu føler jeg virkelig det er enden.
Harry, Zayn og Niall er her, men ikke min kæreste og selv Louis er her ikke, hvis han virkelig holdte af mig, så ville Louis vel dukke op og være med, ikke? Det samme med Liam.
Men dagen er jo ikke omme endnu.
Far og jeg har jo ikke spist vores pomfritter endnu, og det plejer vi jo.
Men alligevel, så bliver jeg faktisk nervøs og bange for om Liam overhovedet kommer, eller vil være sammen med mig.
Sidst vi sås lå vi og snakkede, jeg fortalte hvad jeg ønskede på min fødselsdag, at faktisk endelig dele min ret med mor og bror, men også ham. Med min kæreste.
Den kæreste jeg sikkert har mistet, pga. min dumme opførsel overfor Louis og med Jo’s tilstedeværelse. Jeg kastede med mors kaffekop, med pisse varmt kaffe i og jeg ramte Louis. Både med koppen og kaffen.
Bare Liam ikke hader mig for det og han vil slå op med mig.
Jeg vil ikke miste ham, ikke nu.

 

************************************************************************************************************************

HUN KOM OP PÅ HESTEN!
YAY!

Men mon Liam dukker op? Eller vil han ende forholdet, pga. en eneste dag hvor hun virkelig var slem?
Og vil Louis måske dukke op, vise at hun faktisk betyder noget for ham og han ikke vil miste venskabet?

Hvordan mon Allison's fødselsdag udvikler sig?

Nu må vi håbe at Niall ikke smadre knæet, nu når han falder hele tiden :P

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...