The last time (3'ern af The forgotten memeries og The comeback)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 dec. 2014
  • Opdateret: 1 mar. 2015
  • Status: Igang
3'ern af The forgotten memeries og The comeback. Carolina har sagt ja til at flytte til England sammen med Niall, hvor hun regner med at starte et nyt liv uden sin bedsteveninde Emely, som døde af kræft året inden. Caro er dog ikke forberedt på alle de modgange hun bliver taget imod af. Fx medierne, fans, hate osv. Kan Carolina holde til det? Begynder hun at cutte igen? Kan Niall nå et rede hende den her gang, enden det er forsent? Besøger hun sine forældre og Lukas igen? Kan hun undvære Emely? Går det så vidt at det også kommer det til at påvirke Niall? Og hvad sker der når hun begynder at huske ting igen? Sarah<3

15Likes
19Kommentarer
1248Visninger

6. 5


Nialls synsvinkel

"Caro, vi må godt tage hjem nu.." sagde jeg stille til Carolina, som sov. "Mmm.." mumlede hun og satte sig op i sengen. "Niall, vil du ikke hente noget vand til mig?" spurgte hun. "Øhm, okay, bliv her jeg kommer lige om lidt!" sagde jeg og skyndte mig ud efter noget vand. Køkkenet var ret fyldt eftersom det var frokosttid, så det tog noget tid inden jeg fik et glas vand. Efter jeg havde fået det skyndte jeg mig tilbage.

Jeg rakte Carolina glasset og hun drak det meste. "Bedre?" spurgte jeg og smilte skævt. "Ja, tak." sagde hun og hoppede ned af sengen. "Jeg glæder mig til at komme hjem." mumlede hun. "Også mig." sagde jeg og tog hendes hånd i min. Jeg flettede dem hurtigt sammen og gav hendes et kort klem. "Jeg tar' også et bad når vi kommer hjem, det trænger jeg til." sukkede hun og lænede sig lidt op af mig. "Jeg tænkte forresten på om du kunne tænke dig at gå ud og spise? Jeg den her lille cafe med fantastisk mad og så er den mega hyggelig." sagde jeg og grinte kort. "Det kan vi da godt." sagde hun og sendte mig et smil. "Ikke fordi jeg tvinger dig, men du skal altså smage deres blåbærsmoothie!" sagde han og gav mit hånd et klem. "Det skal jeg nok." fniste jeg og trådte ud af hospitalsdøren.

Carolinas synsvinkel

Jeg lagde hårtørren fra mig og satte mit hår op i en hestehale. Mit hår bølgede/krøllede fordi jeg havde været i bad, og det var flot. Det lød faktisk lidt sjovt.

Jeg skyndte mig ind i stuen hvor Niall sad med sin telefon. "Skal vi køre nu?" spurgte jeg og lagde mine hænder i lommerne på min hættetrøje. "Mmm." sagde han og rejste sig fra sofaen. Han gik hen til mig og lagde sine arme om mine hofter. "Hva' så?" fniste jeg. "Du er bare så smuk." sagde han og smilte. "Tak." mumlede jeg. Jeg kunne mærke mine kinder blusse op hvilket fik mig til at kigge ned i jorden. "Du skal da ikke gemme dit kønne ansigt væk." sagde han og løftede mit ansigt op igen. Han sendte mig et kort smil inden han blidt pressede sine læber imod mine. Vi trak os igen begge. "Du er bare så fantastisk." sagde han og slap mig. Og mine kinder blussede igen op. "Det er så sødt når du rødmer." fniste han og lagde hans hånd på min ryg, og skubbede mig let fremad imod døren.

"Øhm, to blåbær smoothies, en husets burger og en kyllingsalat." smilte jeg og tjeneren skrev det ned. "Ellers andet?" spurgte hun. "Nej, ellers tak." sagde jeg og hun gik igen. "Så jeg tænkte om du måske kunne tænke dig at komme med mig og drengene til et interview imorgen? Altså du skal jo ikke være med, men du får lov til at side og overstalke os!" sagde han og fniste over det sidste. "Jamen selvfølgelig vil jeg komme og overstalke jer." grinte jeg.

Jeg tog en til slurk af min smoothie og kiggede lidt rundt omkring i cafeen. Der sad mange forskellige mennesker med forskellige køn, alder, stil og udseende. Efter lidt tid fik jeg øje på en pige. Hun var nok ca. 15 ville jeg tro, og så sad hun alene. "2 sekunder." mumlede jeg til Niall og rejste mig. "Hvad skal du?" spurgte han og rynkede brynene. Jeg svarede ham ikke, men gik bare direkte hen til pigen. "Undskyld mig, men må jeg side her?" spurgte jeg og sendte hende et kort smil. "Jaja." mumlede hun og rykkede sig. Jeg satte mig ned i sofaen ved siden af hende. Jeg kiggede kort over på Niall. "Kender du hende?" mimede han lydløst. Jeg svarede igen ikke, men rettede så min opmærksomhed imod pigen.

"Hvorfor sidder du her alene?" spurgte jeg. "Min date har vidst brændt mig af." sukkede hun. "Sådan noget er forfærdeligt, det ved jeg alt om." forsikrede jeg hende. "Men det er nu værst når man ser ens kæreste kysse med en anden." tilføjede jeg lige. "Jeg har aldrig haft en kæreste så det ved jeg ikke noget om." mumlede hun. "Hvordan kan sådan en pæn pige som dig aldrig have haft en kæreste?" spurgte jeg og gav hende et blidt puf med min albue. Hun træk på skuldrene.

Hun kiggede hurtigt op på mig og så ned igen. Hurtigt kiggede hun på mig igen. "Vent, er du Carolina Mayson?" spurgte hun og lavede store øjne. "Det var hurtigt i fik fat i mit efternavn." fniste jeg. "Ej, omg! Jeg er sådan en stor Nialina shipper!" sagde hun og tog sin ene hånd op foran sin mund. Nialina er faktisk ikke et så slemt navn, man skal måske bare vende sig til det.

"Du er bare så perfekt, vi elsker dig alle bare så meget!" hviskede hun og fniste kort. "Aww, tusind tak." sagde jeg og trak hende ind i et kram. "Omg, jeg har fået et kram af Carolina Fucking Mayson." hviske hvinede hun. "Jeg tænkte faktisk at hvis du ikke havde andre planer idag, om du så måske kunne komme over og side med mig og Niall? Og jeg kan købe dig noget at drikke?" spurgte jeg. "Er Niall her os?" spurgte hun. "Mmm, han sidder lige derover." svarede jeg og pegede over imod Niall. Hende pigen sendte ham et smil, et stort et. Og selvfølgelig sendte Niall et smil tilbage. Ellers havde han været uhøflig.

"Det vil jeg virkelig gerne."smilte hun. "Der er bare en betingelse, jeg bliver altså nød til at vide hvad du hedder." fniste jeg. "Anna Brown." sagde hun og sendte mig et smilte. "Det er et flot navn." smilte jeg så og vi rejste os. Vi gik hen til bordet hvor Niall sad. Jeg tog en ekstra stol og stilede ved bordet. "Niall der her er Anna, Anna der her er Niall!" sagde jeg og satte mig. "Jeg er en stor fan! Og jeg elsker jer så meget!" sagde hun og satte sig. "Det var da godt at høre, især fra en sådan pæn fan." sagde Niall meget charmerende. Han grinte kort, men stoppede så igen. "Det lyder bare så sødt når du griner." fniste Anna. "Tak, tror jeg da." mumlede han. "Der kan du selv se! Det er svært at tage imod komplimenter!" sukkede jeg. "Du gør det hele tiden og man bliver bare sådan helt, ja." mumlede jeg. "Helt rødmende?" spurgte han og fniste. "Præcis." sukkede jeg. "Hvor i søde." sagde Anna og grinte.

"I har ret, den her smoothie smager mega godt!" sagde Anna og lavede store øjne. "Hva' sagde vi!" sagde mig og Niall på samme tid. "SMØLF! 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10! FORHEKSET!" skyndte jeg mig at sige. "Hah! Nu må du ikke sige noget inden jeg siger dit navn!" sagde jeg og grinte lavt. "Det her bliver sjovt." hviskede Anna til mig. Jeg nikkede fnisende og sendte ham der et smil. Han sukkede og lavede hunde øjne til mig. "Det hjælper ikke søde skat." sagde jeg og smilte rigtig medfølende. Det er jeg jo mega prof til.

Han tog hans IPhone op og begyndte at skrive. Derefter lagde han telefonen foran mig. 'Please sig mit navn! Jeg vil give dig hvad som helst!' Stod der. "Så køb en IPhone 6 til mig, i GULD!" hvinede jeg. Han sendte mig det der og-det-er-nu-du-skal-sige-mit-navn blik. Hvis der altså findes sådan et blik. Og hvis der ikke gør så har jeg lige opfundet det. "Nårh ja, Niall." sagde jeg og sendte ham et smil. "Tak!" sagde hun helt forpustet (Ik' spørg hvorfor, for jeg ved det ikke), hvilket fik Anna til at grine. "Nå så du skal grine af mig?" spørger Niall og kigger med store øjne på Anna. "Nej, nej!" siger hun og lukker sin mund. "Jeg kan få dem til hvad som helst." grinte han og fik øjenkontakt med mig.

"Du behøver forresten ikke at købe den der IPhone til mig." sagde jeg til Niall efter vi havde kørt hjem igen. Jeg havde faktisk haft en rigtig god dag med Anna. Hun var virkelig sød og det endte med at vi udvekslede telefonnumre. Jeg sagde selvfølgelig hun ikke måtte sige noget til nogen andre, eller give det til nogen andre. Og så fik hun også vores autograffer og billeder. Hvem vil ikke det når man møder ens idoler, som forresten er verdenskendte. Eller Niall er. Men altså I don't care.

"Du får at se." sagde Niall og stillede sine sko, og hængte sin jakke op. "Jeg mener det, du behøver ikke." forsikrede jeg ham. "Jeg behøver ikke at gøre det." grinte han. Et suk slap ud af min mund, og jeg hængte også min jakke op efter at have taget mine sko af. "På et tidspunkt giver jeg altså alt tilbage fra det du har givet mig, måske ender det så med at du får 999,999,999,999 t-shirts!" sukkede jeg. "Det kan jeg forresten ikke bære, så jeg skal nok bruge et eller andet stort noget, måske et containerskib eller 2." sagde jeg og lavede store øjne. Niall kiggede på mig i et sekund hvorefter han brød ud i latter. "Jeg mener det!" sagde jeg højt. Jeg mente det jo alvorligt. Det kan godt være det ikke bliver til så mange t-shirts, men overdrivelse fremgår forståelse. Er det ikke det man siger? Eller bruger man nogle andre ord? Idk.

"Okay, Carolina jeg laver noget mad i aften og så skal du altså spise okay?" spurgte Niall og stillede sig op af dørkarmen. Jeg havde faktisk spist halvdelen af salaten jeg fik til frokost. Lidt stolt har man da lov at være. "Skal jeg nok." sagde han og kiggede ned på mine lår. Mine tykke lår. Bare fordi jeg har accepteret af alle syntes der er noget galt med mig, aka Anoreksi, syntes jeg stadigvæk at min krop ikke er 'perfekt'.

"Hvad tænker du på?" spurgte Niall, som åbenbart havde sat sig ved siden af mig. Der var gået nogle timer siden vi var kommet hjem, og jeg havde sat mig i stuen for at se tv. Imens var Niall igang med at øve lidt på guitar i den anden ende af stuen. "Ikke noget." mumlede jeg og kiggede op på ham med et lille smil på læben. Han lagde sin hånd på mit lår og aede det stille. "Du ved godt du stadigvæk er perfekt for mig ikke?" spurgte han. Idet han sagde det blev mit smil lidt større. "Jeg forstår bare ikke hvordan du kan være så sød imod mig hele tiden." nærmest hviskede jeg jeg efter noget tid. Og så forsvandt mit smil helt. "Og jeg forstår ikke hvordan jeg kan være så helt igennem vanvittigt helt dybt og helt latterligt forelsket i dig." sagde han og trak sin hånd op til min kind. Lige så stille aede han også den kort.

Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at smile. Stille bed jeg mig i læben og kunne mærke varmen stige i mine kinder. Mit blik fandt hurtigt gulvet. "Lad nu vær med at gemme dit smukke ansigt væk." næsten hviskede Niall. Stille kiggede jeg op på ham igen. "Man bliver meget mere glad af at se dit ansigt, især når du smiler." sagde han og aede igen stille min kind. Og jeg smilte igen stort, eller større end før. Han lænede sig ind til mig og plantede sine læber på mine. Lidt efter slap han dem igen.

Stille kørte han sin hånd ned af min hals, skulder og så ned på midten af min overarm, som han så også aede. Han slap min arm og tog min hånd i sin. "Hvad siger du til at din overlækre, flotte, hotte, kloge, søde, rare, perfekte kæreste laver noget mad til os?" spurgte han og fniste. "Det ville jeg da ikke have noget imod." fniste jeg. Han gav min hånd et kort klem inden han så slap den og rejste sig. "Så gør jeg det." sukkede han højt og gik slatende ud i køkkenet.

Tænk at have sådan en fantastisk kæreste. Det er jo lige inden det hele burde være en drøm.

UNDSKYLD SÅ MEGET AT JEG IKKE HAR UDGIVET ET KAPITEL I SÅ LANG TID! wow jeg elsker capslock... Nå men som sagt undskyld! Jeg ha bare haft så travlt her for tiden med lektier sport venner familie alt det der, så jeg har ikke haft tid:( jeg håber ikke i er sure eller noget for det ville gøre mig ked af det og mit selvværd lavere<3 Sorry hvis der er nogle stavefejl eller noget, har ikke haft tid til at rette det igennem:O

Sarah<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...