The last time (3'ern af The forgotten memeries og The comeback)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 dec. 2014
  • Opdateret: 1 mar. 2015
  • Status: Igang
3'ern af The forgotten memeries og The comeback. Carolina har sagt ja til at flytte til England sammen med Niall, hvor hun regner med at starte et nyt liv uden sin bedsteveninde Emely, som døde af kræft året inden. Caro er dog ikke forberedt på alle de modgange hun bliver taget imod af. Fx medierne, fans, hate osv. Kan Carolina holde til det? Begynder hun at cutte igen? Kan Niall nå et rede hende den her gang, enden det er forsent? Besøger hun sine forældre og Lukas igen? Kan hun undvære Emely? Går det så vidt at det også kommer det til at påvirke Niall? Og hvad sker der når hun begynder at huske ting igen? Sarah<3

15Likes
19Kommentarer
1242Visninger

5. 4


Carolinas synsvinkel

Jeg vågnede tidligt fordi jeg var så nervøs, bange og forvirret. Jeg skulle på hospitalet idag og alt var bare et stort rod. Og at jeg havde hovedpine gjorde det ikke lige just bedre.

Jeg listede rundt på værelset for at finde noget tøj og derefter tage det på. Niall vågnede sjovt nok ikke selvom jeg måske larmede lidt nogengange. Efter jeg havde taget tøj på gik jeg ud på badeværelset for at 'ordne' mig. I ved hår, makeup. Jeg børstede bare mit hår normalt igennem så det bølgede/krøllede let. Det var faktisk ret flot idag. Nu har lægen da en patient med pæne bølger/krøller. Måske burde jeg spørge ham om min hovedpine, for den er seriøst slem og det bliver bare værre og værre.

Jeg havde lige lagt alt mit makeup bortset fra mascara, da jeg også begyndte at føle mig svimmel. "Der er ikke noget Carolina, bare læg din mascara og så sæt dig ind i sofaen." hviskede jeg til mig selv. Jeg burde seriøst få nogle flere venner. Er det ikke 3 gang jeg har sagt det til mig selv? Det ved jeg ikke rigtigt, det er jo ikke fordi jeg tæller hvor mange gange jeg siger det til mig selv. Måske burde jeg det? Ej okay det er for mærkeligt.Lad os bare droppe det.

Jeg var lige blevet færdig med begge øjne da alt begyndte at blive sløret. Måske havde jeg bare fået mascara i øjet? Jeg tog fat omkring håndvasken og klemte mine øjne sammen. Hvis bare jeg kunne cutte igen og lukke alt smerten ude. Så jeg kun kunne fokusere på mine håndled. Det føltes som om jeg blev slået i hovedet med en kølle og jeg åbnede mine øjne. Jeg nåede kun at åbne dem i ½ sekund inden mine ben gav op under mig og alt blev sort.

Jeg kunne smage salten i munden og mærke de kolde tåre trille ned af mine kinder. Niall havde forladt mig og ville blive kendt og så ville han glemme mig og, og! Jeg var så frustreret. Hvad skulle jeg gøre nu? Bare tage hjem og side alene i min lejlighed og vente til han ville komme tilbage? Også selvom jeg vidste han ikke ville komme tilbage? Jeg ville komme til at side alene i skolen, måske blive mobbet? Uden Niall var jeg ingenting. Ikke det mindste. Bare hende der den ensomme Carolina, som hvor hendes ven skred for fame.

Ingen Niall til at fortælle mig alt skulle blive godt igen. Ingen Niall der kunne få mig til at grine så meget at jeg græd. Ingen Niall der ville få mine kinder til at blusse op når han grinte af de dumme ting jeg gjorde. Ingen Niall der værtsatte mig for den jeg er. For mig.

Jeg tog frustreret min hånd op til mine øjne for at tørre tårende væk. Ligesom Niall ville gøre. Jeg blev endnu mere frustreret og sur så jeg, i en hård og hurtig bevægelse, slog min hånd ned af. Jeg ramte hårdt rattet og det drejede skarpt. Det samme gjorde bilen. Den drejede skarpt så jeg gik helt i chok. Jeg så lastbilen foran mig. Jeg kunne høre alt larmen fra bilerne. Lastbilen nærmeset sig sindsygt hurtigt og den ramte mig. Min bil blev smadret og kastede ud til siden. Og idet blev alting bare lige sådan.

Sort.

Mit hoved gjorde virkelig ondt. Mere ondt end det nogensinde havde gjort før. Jeg åbnede mine øjne og fik, som det første øje på en masse apparater. Jeg så en masse slanger gå ned til min hånd og arm. Jeg så en hånd der holdt om min. Det var Nialls. Han lå og sov i en stol ved siden af sengen jeg lå i. Han så nærmest tyndere ud end sidst og med mørke raner under øjnene. "Niall?" prøvede jeg at sige normalt, men det kom bare ud, som en hvisken. Han reagerede ikke. Jeg klemte stille hans hånd selvom det ikke gik så godt. "Niall?" prøvede jeg igen lidt højere.

"Hvad?" mumlede han og åbnede sine øjne. "Niall hvad skete der?" hviskede jeg. "Caro? Du er vågen! D-du." stammede han og kiggede på mig. Han begyndte at smile ekstremt og tog min hånd i sine hænder. Hans øjne var helt røde. "Niall har du grædt?" hviskede jeg. "Jeg havde jo mistet dig." sagde han. "Hvor længe har jeg været øhm, væk?" spurgte jeg stadigvæk hviskende. "16 dage." svarede han.

"Jeg er bare så forvirret.. hvad skete der?" spurgte jeg. "Øhm, altså jeg vågnede den morgen og fandt dig på badeværelset. Jeg blev så bange jeg troede du måske havde forladt mig, sådan rigtigt, men det havde du heldigvis ikke så jeg tog dig og kørte herind. Alle lægerne sagde det var alvorligt og at de ikke kunne være hundred på at du overlede, så jeg, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Så jeg ventede hele dagen og hele natten på at de ville komme og sige om du overlevede. Og det gjorde du. Og lige siden har jeg siddet herinde og ventet på at du skulle vågne." sagde han i en lang køre. "Hv-hvad sagde l-lægerne?" stammede jeg og sank den klump der havde samlet sig i min hals. "Du har anoreksi, og det er ret alvorligt." sagde han.

Vi sad i tavshed bagefter og kiggede bare på hinanden. "Hvad med drengene og dit arbejde? Jeres fans?" spurgte jeg. "Vi har aftalt med Modest! at vi lader som om jeg er syg." svarede han. "Og hvor meget har du sovet? og hvad har du spist?" spurgte jeg. "Jeg har nok kun sovet et par timer.." mumlede han og kiggede ned i jorden. "Og hvad har du spist?" spurgte jeg. "Noget frugt." sagde han. "Niall læg dig til at sove, så ringer jeg til drengene og får dem til at komme med noget mad." sukkede jeg og smilte. "Det er så dejligt at se dig smile." sagde han.

Jeg bed mig smilende i læben. Hvordan kunne han være så sød? "Her, tag min telefon." sagde Niall og rakte mig hans telefon. Jeg tog imod den og lagde den på bordet ved siden af min seng. Jeg trak dynen af mig og satte mig sådan rigtigt op. "Caro, hvad skal du?" spurgte Niall. Jeg hoppede ned af sengen og trak stativet med alt det der hang på med mig. "Læg dig op i sengen, jeg sætter mig bare her." sagde jeg og smilte skævt til ham. "Nej nej! Jeg har det fint med at side her!" sagde han og gabte. "Læg dig nu derop din dovne skildpadde." sukkede jeg og fniste kort. "Jeg gør kun der her fordi jeg faktisk er fucking træt." sukkede han og rejste sig. Han stillede sig lige foran mig og smilte over hele tiøren. "Hva' så?" grinte jeg. "Du er bare så sød og smuk." sagde han. Jeg rødmede og blev helt nervøs, på den gode måde. Han tog sin hånd op til min kind og aede den stille med hans tommelfinger. "Du ved godt jeg elsker dig ikke?" spurgte han og smilte skævt. "Jeg elsker også dig." mumlede jeg glad. Han lagde blidt sine læber imod mine. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg trak mig og smilte til ham. "Lig dig nu ned og sov ikk'." sagde jeg og satte mig ned i stolen. Den var faktisk ret blød. Niall lagde sig ned i sengen og kiggede lige på mig. Han smilte stort inden han lukkede sine øjne og lagde sig til at sove.

"Niall har været så fucking bekymret, han har næsten ikke sovet eller spist i flere dage!" sagde Louis og lavede store øjne. "Og så har han grædt så meget at der kom en oversvømmelse!" tilføjede han lige. "Jeg får det helt dårligt på hans vegne." sagde jeg og kiggede over på Niall som stadigvæk sov. Det havde han jo virkelig også brug for. "Det har vi alle, især fansene. De har skrevet flere millioner gange til ham inde på Twitter og Instagram, de tror jo han er syg så de har alle skrevet god bedring." sagde Liam og sendte mig et kort smil. "Det forstår jeg godt." svarede jeg bare stille.

"Men Carolina, det her er jo faktisk alvorligt. Du har anoreksi." sagde Liam alvorligt. "Jeg, det ved jeg." sukkede jeg. "Det betyder jo også at du bliver nød til at spise meget mere." sagde Zayn og nikkede hen imod poserne med mad fra Nandos. "Jeg ved det." mumlede jeg. "Hey babe, vil du give mig noget mad jeg er ved at dø at sult." mumlede Niall ved siden af mig. "Niall du burde sove noget mere." sagde jeg og sendte ham et smil. "Og jeg burde få noget mad." sagde han og hoppede ned fra sengen. Han skyndte sig at gå hen til poserne og finde noget mad frem.

"Jeg elsker seriøst Nandos." sagde han og tog nogle pomfritter. "Det kan man godt se!" sagde Louis. "Mmm.." mumlede Niall og spiste noget mere. Jeg fniste kort og rykkede lidt på mig i stolen. "Caro vil du ikke op at side i sengen igen?" spurgte han. "Det er fint, og du skal have sovet noget mere." sagde jeg. "Jeg har forresten snakket med lægen, hun siger vi godt må tage hjem imorgen, men jeg skal komme herud en gang om ugen i nogle måneder." tilføjede jeg lige. "Det lyder godt, så skal vi godt få spist noget mad!" sagde han og tog nogle flere pomfritter.

Så begynder jeg forfra. Helt forfra.

Så kom der sku' da lige 2 kapitler på 2 dage. Syntes selv det er ret godt gået. Er det ikke sygt det der skete med Carolina? Og hvad siger i til at hendes Anoreksi, hvad kan man sige, går bedre?

Sarah<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...