The last time (3'ern af The forgotten memeries og The comeback)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 dec. 2014
  • Opdateret: 1 mar. 2015
  • Status: Igang
3'ern af The forgotten memeries og The comeback. Carolina har sagt ja til at flytte til England sammen med Niall, hvor hun regner med at starte et nyt liv uden sin bedsteveninde Emely, som døde af kræft året inden. Caro er dog ikke forberedt på alle de modgange hun bliver taget imod af. Fx medierne, fans, hate osv. Kan Carolina holde til det? Begynder hun at cutte igen? Kan Niall nå et rede hende den her gang, enden det er forsent? Besøger hun sine forældre og Lukas igen? Kan hun undvære Emely? Går det så vidt at det også kommer det til at påvirke Niall? Og hvad sker der når hun begynder at huske ting igen? Sarah<3

15Likes
19Kommentarer
1243Visninger

4. 3

Carolinas synsvinkel

Jeg sad i sofaen ved siden af Niall og Perrie, med tårende løbende ned af mine kinder. På grund af filmen, ikke fordi jeg var ked af det sådan rigtig. Men altså når man ser en sørgelig, romantisk film hvor en af hovedrollerne lige er død, så kan man ikke andet end at græde. Og det gav Sophia, Eleanor og Perrie mig vist ret i for de græd også. Girl power, eller noget. Er det ikke det man siger? Girl power? Eller passer det ikke ind i den her sammenhæng? Idk.

Filmen var endelig færdig og vi sad alle bare og gloede på rulleteksterne. "Det var helt klart den bedste film jeg nogensinde har set, Louis! Køb den, ellers gør jeg det!" sagde Eleanor og smilte stort til Louis. "Øhm, ja det gør vi da bare." sagde han og nikkede i slowmotion. Det så faktisk ret sjovt ud sådan, som han nikkede i slowmotion.

Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at grine. Drengene havde fundet en eller anden mega sjov komedie på Netflix. "Caroline?" spurgte Sophia mig om. Det så ikke ud som om hun havde grinet, men bare siddet i hendes egne alvorlige tanker. "Mmm?" spurgte jeg. "Kan vi måske lige snakke sammen?" spurgte hun så og kiggede hurtigt over på Liam. Han kiggede også på hende og lavede sådan et kort nik. Hvad havde de gang i?

"Øhm, ja selvfølgelig." svarede jeg og vi rejste os begge. Vi begav os begge hen imod og ind på Niall og jegs værelse. Lidt efter satte vi os på sengen og Sophia kiggede alvorligt på mig. "Jeg vil faktisk gerne snakke med dig om noget meget alvorligt." startede hun. "Vi skal snakke lidt om dig!" sagde hun så. Men hvad var der nu galt med mig? "Jeg ved godt at du slet ikke tænker det samme som os andre." "Så de andre er også indblandet?" afbrød jeg hende. Hun nikkede.

"Hvor meget vejer du Carolina?" spurgte hun. "40.. eller mindre måske." mumlede jeg. "D-det er altså virkelig farligt at veje så lidt! Du kan jo nærmest dø når som helst." sagde hun og lagde sin hånd på min skulder. "Jeg lever da fint." hviskede jeg. "Hvis nu vi siger du vejer 40 cirka og du er 20, så er det du aller mindst skal veje er nok 50, men du skal helst veje 55-60." jeg var chokeret. "Er det ikke normalt at veje 40-45?" spurgte jeg om med en rystende stemme. "Det er kun folk med anoreksi der vejer det." sagde hun hurtigt.

Vi sad noget tid i stilhed. Det føltes som tusinde år, men kunne meget nemt kun være et par minutter eller sekunder. Jeg kunne høre nogle skridt ude på gangen. Lidt efter lød der en banken på døren. "Jeg åbner." mumlede Sophia og rejste sig fra sengen. Hun gik over og åbnede døren. Og ind kom Niall.

"Undskyld hvis jeg øhm, afbryder." sagde han og virkede meget nervøs. "Det gør ikke noget." smilte Sophia. "Jeg kom enlig bare for lige at se om der var noget galt, der har været helt stille herinde i en halv time." sagde han og kiggede over på mig med nogle bekymrende øjne. "Niall, er der noget galt?" spurgte jeg og sank den klump der havde samlet sig i min hals. "Har i sådan øhh, snakket sammen?" spurgte han og kiggede ned i jorden. Hvad var alt det her?

"På en måde ja." sagde Sophia. "Er i kommet frem til noget øhm, ja." spurgte Niall stadig meget nervøs. "Vi har snakket lidt og." "Hvad er alt det her?" spurgte jeg og afbrød Sophia. De kiggede begge på hinanden og Sophia nikkede. Lidt efter kiggede de begge på mig. "Er jeg bare den eneste der ikke ved hvad der forgår her?" mumlede jeg. Ingen af dem svarede, men Niall kom hen og satte sig på sengen ved siden af mig. Han tog mine hænder i sine og kiggede op på mig. "Caro?" spurgte han med en rystende stemme. "Hva-hvad er det der er galt?" spurgte jeg og blev for alvor bange og nervøs.

"Jeg tager dig altså med på hospitalet imorgen, en læge skal se på dig." nærmest hviskede han.

"Hvad? Hvorfor?" spurgte jeg med en rystende stemme.

"D-du har anoreksi og det vil jeg ikke have du skal have mere, for det såre mig virkelig at se dig sådan, og jeg vil ikke have at noget dårligt sker dig." sagde Niall og jeg kunne nu se han var ved at græde. Og det var min skyld.

Endnu et kapitel lidt kort (UNDSKYLD!), men der kommer snart et igen. I ved jo godt jeg har haft en skrive blokering, men den er snart væk så nu skriver jeg igen! Ihhhhhh! Smaske lækkert! Fuck der ar mærkeligt. P.s. undskyld det er det samme sæt tøj, men hun skifter jo sådan set ikke bare fordi hun skal snakke med Sophia...

Sarah<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...