The Outsider | 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2014
  • Opdateret: 2 okt. 2014
  • Status: Færdig
Har du nogensinde prøvet af blive, drillet, føle dig udenfor, føle dig anderledes? Det har jeg og det føler jeg stadig. Paige Ryan, føler sig udenfor hele tiden, men hvorfor? Hun tager på lejrtur med hendes College, ude i naturen. På turen sker der noget, som hun aldrig havde troet ville ske, og hele hendes verden bliver vendt på hoved. 5 drenge, 1 outsider pige, hvad det betyder? Det må du læse.

209Likes
174Kommentarer
13511Visninger
AA

3. Kapitel 3 | A Ghost From The Past

The Outsider

 

Kapitel 3 | A Ghost From The Past:

 

* Paige's POV.

 

Jeg bliver ved med at gå til floden for at bede,

Fordi jeg har brug for noget, der kan udviske smerten.

 

Jeg sover alle disse dæmoner væk, men din spøgelse,

spøgelset af dig, det holder mig vågen.

 

Du forsøger at gemme dig i en anden.

Men din onde side kommer i gennem.

 

Jeg var nødt til at gå gennem helvede for at bevise jeg ikke er sindssyg.

Skulle opfylde Djævelen bare at kende hendes navn.

 

Hver gang jeg tror, du går, vender jeg mig rundt

og du kommer snigende, hen til mig.

 

Jeg bliver ved med at gå til floden for at bede,

Fordi jeg har brug for noget, der kan udviske smerten.

 

 

* * *

 

Jeg går ned ad trappen og ind i spisesalen. Det fugtige, rene gulv, får mine sko til at svuppe og få øjne bliver rettet imod mig. Jeg kigger forvirret rundt, i håbet om at finde Ella. Fundet. Hun sidder henne ved det store bor, som fortæller mig at det er de populæres bord.

Jeg fanger Ellas smil og forsætter med små muse skridt, hen til hende og nogle piger som sidder med ryggen imod mig.

 

”Du ser godt ud!”, roser Ella mig og jeg kan mærke jeg rødmer. Jeg er ikke vandt til de kommentar, kun for mig far, men han er jo min far, så han skal sige det.

 

” I lige måde”, svare jeg og sender hende et smil. For at være ærlig så vidste jeg ikke hvad jeg skulle svare, end i lige måde. Det var bare den sætning, jeg altid hørte de andre piger sagde til hinanden, når de fik komplimenter.

 

”Sæt dig ned”, siger en rådhåret pige med fregner. Hun hedder vidst Stella, så vidt jeg husker, Ella hviskede i mit øre, imens jeg satte mig ned.

 

”Hvor bliver Veronica af?”, spørger Jessica, som har kort sort hår og mørk i huden. Ella trækker på skulderne, imens hun tager en bid af hendes sandwich. Navnet Veronica, har jeg hørt før, lidt for mange gange endda. Veronica var navnet på den pige, som gentagende gange drillet, holdte mig udenfor og fik mig til at føle mig endnu mere anderledes, end jeg allerede gjorde i forvejen. Det var tilbage i 4 til 5 klasse. Men det kan da umuligt være hende, da hun sikkert stadig bor i England.

 

”Undskyld jeg kommer forsent, men jeg blev distraheret af Liam, første års studerende, så lækker!”, udbryder hun til sidst og sætter sig hårdt ned på hendes stol. Hendes lange, glatte, lyse hår og hendes brune, næsten sorte dyster øjne, som kun ventede på chancen, for at dræbe en, var ikke at tage fejl af. Det var Veronica fra de små klasser, som bogstavligt tal, gjorde mit liv til helvede!

 

”Paige? Wow, længe siden!”, udbryder hun og lyder glad, men jeg kan genkende den sarkastiske stemme. Hun er lige så sur over at se mig, som jeg er for at se hende, og hvem er Liam? Forhåbentlig ikke min bedsteven. Men det ville også være umuligt, siden han slet ikke går her. Eller gør han?

 

”Du ser tyndere ud, og dine tænder er blevet næsten lige, ikke helt, men næsten. Og din togstil er næsten blevet helt normal”, svare hun koldt. Tænkt slet ikke over det du lige har sagt, jeg tager det da slet ikke personligt... kun meget.

 

”Og du må vidst hellere skære ned på kage til frokost, fordi det ligner du har taget på”, svare jeg. Der var den ene lille detalje, jeg sagde det men ikke højt. Jeg sagde det kun inde i mit hoved, selv om jeg virkelig skulle holde igen, for ikke at synke ned på hendes level.

 

”Jeg har brug for noget luft”, svare jeg, højt og rejser mig hvor jeg bevæger mig ud i naturen. Jeg finder en lille sø, som er omgivet af træer og grys. Utroligt, at det sted findes når man tænker på der er 10 minutter, til centrum city.

 

Jeg sidder med et græsstrå i hånden, og river det i små stykker. Mit blik er fanget ud på søen, hvor en andemor og dens syv unger, svømmer rundt. I det mindste, ser de lykkelige ud.

 

Hvorfor skulle hun også være her? Helt ærligt, af alle mennesker, så hende? Minder om 4-5 klasse, dukker langsomt frem i min hukommelse, og jeg kan mærke smerten i mit bryst. Hvordan kan Ella, sådan en sød pige være i samme vennekredse, som den... den heks!?

 

”Hey smukke”, lyder en mandig stemme, med en velkendt britisk accent. Mit hoved drejer sig med 180 grader, og smilet breder sig ud på mine læber, ved synet af Liam. Hans højde, skygger for solen. Hans varme brune øjne, bore sig ind i mine, da han sætter sig ned ved siden af mig.

Han lægger sin arm omkring mig og i det samme øjeblik, føler jeg mig tryg, men ikke hjemme.

 

”Hvad fanden laver du her?”, udbryder jeg midt i det blå, da det slår mig at han virkelig er her. En lav, kort latter lyder fra ham.

 

”Jeg er førsteårsstuderende, overrasket?”, svare han og løfter sine øjenbryn, imens et smørret smil dukker frem på hans læber. Happy Face.

 

”Meget! Jeg troede du blev i London?”.

 

”Jeg ændret mening. Tanken om at være væk fra dig, var for smertefyld, så jeg ombestemte mig, så jeg kunne se dig vær dag!”, svare han og sender mig et... flirtende blik?.. Sig mig, flirter han med mig, eller er det bare mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...