The Outsider | 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2014
  • Opdateret: 2 okt. 2014
  • Status: Færdig
Har du nogensinde prøvet af blive, drillet, føle dig udenfor, føle dig anderledes? Det har jeg og det føler jeg stadig. Paige Ryan, føler sig udenfor hele tiden, men hvorfor? Hun tager på lejrtur med hendes College, ude i naturen. På turen sker der noget, som hun aldrig havde troet ville ske, og hele hendes verden bliver vendt på hoved. 5 drenge, 1 outsider pige, hvad det betyder? Det må du læse.

209Likes
174Kommentarer
13524Visninger
AA

2. Kapitel 2 | A New Beginning

The Outsider

 

Kapitel 2 | A New Beginning:

 

* Paige's POV.

 

Jeg stirrer på mit spejlbillede i spejlet.

Hvorfor gør jeg det her for mig selv? Miste mit sind på en lille fejl.

 

Må ikke miste hvem jeg er, i sløring af stjernerne.

Drømmer er at tro, Det er okay, ikke at være okay.

 

Tårer betyder ikke du taber.

Alle har blå mærker.

Bare være tro mod, hvem du er.

 

Børster mit hår, Ser jeg perfekt ud?

Jeg har glemt, hvad jeg skal gøre for at passe til formen.

Jo mere jeg prøver jo mindre det virker, Fordi alt inde i mig skriger.

 

Tårer betyder ikke du taber.

Alle har blå mærker.

Bare være tro mod, hvem du er.

 

 

        * * *

 

Jeg sidder i bilen, på vej væk, fra alle de dårlige minder, der har opstået i mit liv. Væk fra min fortid. For at sige det, som det er. En ny begyndelse. Et nyt sted, et nyt liv, en ny mig.

 

Jeg læner mit hoved op ad vinduet, imens jeg langsomt lader mit blik, glide ud over markerne vi placere. Solen skinner ind gennem forruden, og jeg nyder solstrålen, som rammer min kind. Musikken er lav. Jeg lukker mine øjne, og drømmer mig langsomt væk, i mine tanker.

 

Jeg vågner op af lyden, af Louis høretelefoner som spiller højt musik. Jeg vil gætte på Robbie Williams, med Angels. En sikker klassiker, for Louis. Jeg ruller med mine øjne og kigger i stedet for ud, på nu Seattle City. Kun 10 minutter, til mit nye hjem. Nemlig Seattle Central College.

 

”Husk at ringe hver time”, råber min far da jeg er fyld i gang med gå op til hovedindgangen. Jeg ruller mine øjne af ham, og sender ham et smil.

 

”Og Louis hjælp Paige med at bære hendes ting op, på hendes værelse”, råber han en sidste gang inden jeg ser hans bil forsvinde ned ad stigen.

 

Jeg trækker vejret dybt ned i maven, og et tungt suk lyder fra mig. Jeg hiver fat i håndtaget, og tager mit første skridt ind på mit college. Et smil breder sig ud på mine læber, ved synet af den store spillehal og spisesalen, som er større end mit hus. Jeg forsætter op ad trappen, lige efter Louis, som har få af mine kasser i armene. For at være præcis. En i hver arm.

 

”Så her er dit værelse og husk hvad vi aftalte. Du kender mig ikke, også sladre jeg ikke til din far, om din nye tatovering”, siger han og sætter kasserne ned. Jeg nikker, imens jeg ser ham forsvinde ned ad trappen igen.

 

Jeg forstå ham ikke. Han vil sladre til min far om mine tatoveringer, når han selv har mange flere, end mig. Men en aftale er en aftale.

 

Jeg hiver op i håndtaget, og træder ind på mit værelse. Det er småt, og der er lige plads til to senge og et natbord imellem. Mit blik glider hen på pige, som sider i den første seng, ud mod døren. Jeg gengælder hendes smil og sætter mig hen på min seng.

 

”Du må være min roomate, Paige.. ikke”, svare hun usikker, men samtidig selvsikker. Hendes tøjstil, er som titusinde af andre pigers. Stramme jeans, Convers gummisko, og en pæn bluse som passer til både sko og jeans. Hendes mørke, lange, krøllet hår som lægger over hendes venstre skulder, er lige til at dø over. Og hendes store brune øjne, gør hende kun endnu kønnere end før, og også langt kønnere end mig.

 

”Og du må være Ella”, svare jeg og sender hende et kærligt smil, som hun gengælder og i det samme føler jeg ingen ubehag, eller udenfor. Hun er sød og imødekommende, indtil videre.

 

”Kom lad mig vise dig rundt”, svare hun og hiver mig op fra sengen af, hvor hun hiver mig ud foran døren. En høj lys håret fyr kommer imod os, og Ella og den ukendte fyr, hilser på hinanden.

 

”Det er forresten James, han er med i elevrådet”, svare hun imens vi forsætter ned ad gangen. Hun forklare om at pige og drenge værelserne er delt op i to bygninger. Dette er pigernes bygning, hvor alle pigerne har værelse, suprise. Hvor den anden grå bygning, over for er drengenes bygning.

 

Hun viser mig rundt i den fælles spillesal, for både piger og drenge. Hun hilser på to tvillinger, som ligner hinanden på en prik. Sophie og Sophia, så vidt jeg husker Ella sagde. Hun kender bare alle! Tænker jeg da hun hilser på de to næste som går forbi os.

 

”Det var så vores bygning. Men der er snart bygning så skynd dig at pakke ud, også kan vi bare mødes i den store spisesal om en halv time”, svare hun og løber hen til en flok piger. Jeg går op på mit værelse, hvor jeg så småt går i gang med at rydde op. Jeg sætter lydstyrken, på min rockmusik helt op, imens jeg lægger mit tøj pænt ned i skufferne og i skabene. Mit blik glider ned på mit armbåndsur. Jeg skal være dernede om 5 minutter!

 

Jeg standser op foran spejlet, som er placeret henne ved døren. Jeg drejer en omgang rundt om mig selv, imens jeg retter desperat på min bluse, som sidder skævt i den ene side. Jeg kigger en sidste gang ned ad mig selv. Jeg ligner på ingen måde de andre piger, som går her. Ingen af dem har mørkebrunt hår, med blonde striber og slet ingen har 5 piercinger i ørerne, som jeg, og slet INGEN har tatoveringer, jeg er virkelig en outsider allerede. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...