Nocturne - Den første aftensstjerne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2014
  • Opdateret: 22 sep. 2014
  • Status: Igang
Hvad sker der hvis man tager en sangglad 16-årig lillebyspige, og sætter hende på en af de bedste musikskoler i USA? Det finder Hayley ud af. Efter at have sunget på klubben The Note, bliver hun optaget af en af lærerne på Instella, Mike, som også vælger at være hendes nye mentor. Hvad vil der ske hende på den nye skole, som er kendt for hårdt pres og snobberi? Eller vil hun overhovedet finde ud af det før hun giver efter for hjemveen?

1Likes
0Kommentarer
243Visninger
AA

5. Kapitel 4

Jeg vågnede til et skrig.

Forskrækket kylede jeg mig selv ud af sengen, trods jeg kun havde en gammel t-shirt og underbukser på, og fægtede med armene vildt omkring mig. Mit hår var i vejen, så jeg kunne ikke se noget, men jeg var sikker på jeg så temmelig dum ud. Jeg fjernede håret fra mit ansigt. Værelset lignede sig selv, der var ikke nogen fremmede til stede. Kun Ellie der stod og fumlede med sit hår, og kom med en blanding af et hulk og et skrig nu og da. Hendes lange, blonde, glatte hår, stod nu i en blond glorie omkring hendes ansigt. Madeleine rørte træt på sig i sengen, tog sin hovedpude og lagde den over hovedet. Jeg gik hen til Ellie.

”Er du okay?” Jeg ville bare være sikker på at der ikke var nogen.

”NEJ! JEG LIGNER EN HÅRBOLD PÅ MIN HUND´S BAGDEL!” Nærmest skreg hun, i en stemme der blev mere og mere skinger. Hun trak vejret gispende, og viftede hænderne foran ansigtet som om hun skulle til at besvime.

”Her lad mig,” sagde jeg og fandt nogle elastikker frem.

”Hvorfor skulle jeg betro dig med mit hår. Jeg har lige mødt dig i går.” Hun satte et glattejern til.

”Okay fint, det er dit hår du ødelægger,” sagde jeg og vendte mig mod min seng igen.

”Nej vent… Fint… Men hvis det ikke bliver pænt, glatter jeg det.”

”Bare rolig det skal nok blive pænt, jeg er vant til besværet,” sagde jeg og gestikulerede mod min egen fuglerede.

Jeg trak hendes hår stramt op og satte det i en hestehale, og satte derefter hårnåle i, som Ellie havde fundet til mig, jeg bruger dem ikke rigtig, jeg satte nogen hist og her, og dannede lidt efter lidt, en ret elegant knold. Som prikken over i´et havde jeg ladet et par totter hænge som indrammede hendes smukke ansigt. Til sidst gav jeg hende et par pust med hårspray, ellers ville det gå helt galt. Til sidst tog jeg hendes hen til spejlet. Hun sagde ikke noget, stirrede bare med et ansigtsudtryk jeg ikke helt kunne tyde. Så med et vendte hun sig mod mig og trak mig ind i et kram.

”Tak, tak, tak, tak, tak! Du har seriøst reddet mit liv!” Hvinede hun ind i mit øre. Jeg havde mest af alt lyst til at få hende til at give slip, men lod være. Der var alligevel noget dejligt ved at have reddet liv.

Morgenmad gik stille og roligt. Det var tag selv, og der var alt muligt lige fra cornflakes til croissanter. Der var endda rice pops, noget som jeg aldrig fik udenfor ferierne. Jeg sad sammen med popgruppen igen, eller dem af dem der var der, morgenmad var fremme fra 7:00 til 7:30 og så kunne man bare tage der imellem. Aaron og Destiny var der ikke.

”Glæder du dig ikke til efter frokost?” Spurgte Destiny mig på vej til time, første time skulle jeg hen til Mike… Mr. Willow? Og have min første time.

”Hvad sker der efter frokost?” Jeg prøvede at udgå det par der stod og snavede i indgangen, med det resultat at jeg stødte ind i Ellie.

”Undskyld dig da, nå der er linjefag… rytmisk sang remember?” Sagde hun lidt irriteret.

”Undskyld, og jo jeg er vel lidt spændt,” indrømmede jeg.

”Vi har haft en opgave for hvor vi skulle finde en sang med Britney Spears. Hver uge får vi en kunstner eller et tema, som vi skal finde en sang til, og så øver vi på den i løbet af ugen. Vi performer den så om mandagen, og får også den nye opgave der.”

”Som i glee?”

”Glee?”

”Ser du ikke glee?”

”Nej jeg ser ikke TV. Det er et spil af tid og talent.”

”Nå.” Godt at vide at jeg allerede ville være alene på det punkt.

Resten af turen sagde vi ikke rigtig noget. Jeg lagde mærke til at folk kiggede på mig, selvom de kiggede væk når jeg vendte hovedet, kunne jeg tydeligt mærke de mange øjne i nakken. Til sidst stoppede Ellie op foran en dør, ved siden af hang der et lille skilt. Mike Willow, stod der på det.

”Så er vi her,” sagde Ellie, og gjorde mine til at ville går.

”Ellie?” Sagde jeg før hun forsvandt. Hun vendte sig mod mig igen. ”Tak, fordi du viste vej.” Hun trak bare på skuldrene. Jeg vendte mig om mod døren igen. Skulle jeg banke på? Nej det var tosset, hvad skulle han lave derinde? Jeg tog forsigtigt i håndtaget. Den var låst, så kunne det vel også være lige meget.

Jeg lænede mig med ryggen mod væggen ved siden af døren. Og ventede på at Mike skulle dukke op.

Det skete cirka fem minutter senere, hvor han kom fræsende rundt om hjørnet med en kop kaffe i hånden. Den regel gjaldt vel alle lærere, berømt musikskole eller ej.

”Undskyld, jeg glemte helt tiden,” sagde han forpustet. Han tog i døren, konstaterede den var låst, og greb fat om hans nøgler, der hang i hans bæltespænde.

”Det er okay,” sagde jeg mens jeg prøvede at holde øjnene over bæltestedet, det ville nok ikke være det bedste at stå og stirre på hans nøgler lige nu. Om de så var totalt pedelagtige eller ej.

Vi kom en til et rum der hverken var stort eller lille. Og så stod der et flygel inde i midten. Der var placeret stole rundt langs kanten, og der var vinduer ud til den have der var omme bag skolen.

Mike snuppede en stol fra væggen, og satte sig ind i midten af rummet.

”Kom og sæt dig,” sagde han. ”Jeg tænkte at vi lige kunne starte med en lille snak.”

Jeg nikkede og tog også en stol, og satte mig over for ham. Ikke på den måde han sad, med ryglænet mod maven, men helt almindeligt.

”Hvordan går det så?” Spurgte han, som om vi havde kendte hinanden i årevis, og bare ikke havde set hinanden det sidste års tid.

”Det går vel fint nok?” Svarede jeg, lidt usikker.

”Bare rolig jeg bider altså ikke, eller sladrer, du må gerne fortælle mig hvis du hader det,” sagde han og blinkede til mig. Pludseligt kunne jeg godt forstå Ellie syntes han var sød. Jeg grinte lidt.

”Altså jeg hader ikke nogen eller noget endnu, det hele er bare meget overvældende.”

”Godt at høre, og ja, du havde jo ikke så meget tid til at forberede dig.”

”Næhh, men hvis jeg have haft, så havde jeg nok talt mig selv ud af det.”

”Hvorfor nu det?” Han virkede oprigtigt bekymret.

”Jeg var lidt nervøs for at finde ud af om rygterne er sande.”

”Hvilke rygter?”

”Altså skolen er jo kendt for hårdt pres og snobberi.” Mike slog en latter op.

”Altså det med snobberi ved jeg ikke, jeg har ikke været lærer her så længe,” sagde han stadig med latter i stemmen, men i det næste slog han over i et seriøst tonefald. ”Men presset… Altså… Det varierer fra person til person hvad de syntes. Vi tænker at i hver især har ansvar for egen læring og karriere. Det er der nogen der føler sig meget presset af, mens andre tager det helt naturligt.”

Jeg nikkede.

”Nå men der er nogle ting jeg skal have styr på,” sagde han, og tog fat om ryglænet på hans stol. ”Kan du læse noder?” Jeg rystede langsomt på hovedet. ”Så går jeg ud fra at du ikke spiller på noget instrumet?” Igen rystede jeg på hovedet. ”Hvad har du fået af undervisning indtil nu?”

”Ikke rigtig noget, jeg har hørt en masse,” sagde jeg usikkert. Jeg pakkede mentalt min taske, jeg var sikkert også den første der kom uden at have fået noget undervisning.

”Aha,” sagde Mike bare, og noterede ned på et papir der lå på flyglet jeg ikke havde opdaget før. ”Altså vi går ind for, at alle vores elever skal kunne læse noder og spille klaver. Men vi anbefaler også at man spiller på noget andet ud over det.”

”Eller noget fjortende,” mumlede jeg og kom til at tænke på Madeleine.

”Hvad var det?” Spurgte han.

 ”Hvornår skal jeg så lære det? At spille klaver altså,” skiftede jeg emne.

”Der er musik timer tirsdage og torsdage, og før du spørger, ja, det er mig du får der.”

”Hvorfor kun tirsdage og torsdage?”

”Fordi du er sanger, og det vil vi gerne have du holder dit fokus på.”

”Okay.”

”Nå til sagen. Fordi du ikke har haft nogen form for undervisning, så er vi nødt til at starte fra bunden, og arbejde os op derfra til vi rammer dit niveau.”

”Okay,” sagde jeg. Ærligt talt lød det ikke specielt spændende at skulle starte forfra.

”Super, hvordan er du vant til at varme op?”

”Varme op?”

”Ja, varme din stemme op?”

”Det plejer jeg ikke at gøre.”

”Okay, jeg synger noget, og så synger du bare efter ikke?” Jeg nikkede.

”Opvarmning viste sig bare at være en masse små melodier, der blev gentaget et lille hak højere eller laver indtil jeg ikke kunne komme højere eller lavere mere.

”Flot du har et godt register, men jeg kunne stadig godt tænke mig at gøre det større, så du også vil kunne synge sopran stemmer, okay?” Sagde han med et smil, jeg kiggede uforstående på ham.

”Det betyder at vi vil gøre, så du kan komme længere op, og dybere ned.” Jeg nikkede.

”Vi skal vidst også have styr på de musikalske termer,” sagde han med et suk. Jeg sukkede også. Jeg havde ikke forestillet mig at jeg var så langt bagud.

Resten af tiden sang jeg skalaer, og terpede musikalske termer. Skalaerne gik fint. Men termerne syntes bare at komme ind af det ene øre, og ud af det andet.

Mike fulgte mig hen til den næste time, som var Musikkens historie. Jeg sukkede indeni da jeg så læreren, hun var sådan en indskrumpet gammel kone, som så ud til at kunne være en meget hyggelig bedstemor, men det sagde hendes blik da jeg hilste, at det var hun i hvert fald ikke for mig.

Timen var ikke så uudholdelig som jeg havde forestillet mig. Læreren som for resten hed mrs. Ships, havde givet mig en mursten af en bog, og et notes hæfte oven i. Men selve timen handlede mest om hvor forskelligt musik stammede fra. Vi havde om Blues lige nu.

Efter timen havde jeg det som om nogen havde fyldt mit hoved med små sedler med forskellige årstal på, som fes rundt i mit hoved. Nogle af dem stod der også begivenhed på, men langt de fleste var bare blanke årstal. Jeg håbede at jeg havde fået skrevet det hele ned.

Nu stod jeg i kantinen, og så mig omkring. Jeg turde ikke gå hen til nogen fremmede og sidde ved dem. Men jeg kunne heller ikke se Madeleine og Darrel. Til sidst fik jeg øje på popgruppen. Havde de ikke selv sagt at jeg skulle komme og sidde ved dem? Jeg besluttede at jeg i det mindste ville prøve.

Destiny kiggede op på mig med glade øjne.

”Hej Hayley, godt at se dig. Hvordan har din formiddag været?”

”Den har været fin, jeg har lige haft musikkens historie.”

”Og du er ikke løbet skrigende væk fra Ships? Cool nok,” sagde Aaron med et glimt i øjet. Destiny sad ikke på skødet af ham i dag, men de sad meget tæt på den bænk de sad på.

”Hvordan var det at have solo med Mike?” Afbrød Destiny.

”Det var okay, vi snakkede mest i dag, det viser sig at jeg allerede er bagud.”

”Hvordan det?”

”Jeg har ikke rigtig fået noget undervisning.”

”Hva? Og er stadig kommet ind?”

”Jeg har også svært ved at tro på det selv.”

”Nå men så må du jo virkeligt have talent.”

”tjoohhh, det ved jeg nu ikke.”

”selvfølgelig har du det, ellers ville du slet ikke være her.”

”Godt at vide.”

Resten af frokosten snakkede de andre bare indbyrdes. Det lod til at de manglede en der hed Ashley. Nogen mente at det var en god ting, jeg vidste ikke hvad jeg tænkte. Af hvad jeg kunne forstå var Ashley en bitch beskrevet i musikalske vendinger, en musik bitch.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...