Nocturne - Den første aftensstjerne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2014
  • Opdateret: 22 sep. 2014
  • Status: Igang
Hvad sker der hvis man tager en sangglad 16-årig lillebyspige, og sætter hende på en af de bedste musikskoler i USA? Det finder Hayley ud af. Efter at have sunget på klubben The Note, bliver hun optaget af en af lærerne på Instella, Mike, som også vælger at være hendes nye mentor. Hvad vil der ske hende på den nye skole, som er kendt for hårdt pres og snobberi? Eller vil hun overhovedet finde ud af det før hun giver efter for hjemveen?

1Likes
0Kommentarer
247Visninger
AA

3. Kapitel 2

"Så i er altså okay med det?" Jeg var overrasket over, at mine forældre var så afslappet. De plejede at flippe ud, hver gang der kom noget, der kunne tage deres lille pige fra dem. De havde ikke engang lukket Zack ind i varmen endnu.

Jeg sad nervøst i den gode lænestol, og kiggede på dem. Jeg regnede med at de ville sige ´nej det er vi ikke´, men de sad over for mig i sofaen, og smilede på samme spændte måde, som da de sagde at de havde skaffet mig en audition til The Note.

"Jada søde, vi vil jo kun det der er bedst for dig," sagde min far, og min mor nikkede smilende.

"Så ser det ud til, at jeg skal på Instella," sagde jeg, og kunne ikke lade være med at hoppe lidt. "Men mangler vi ikke lidt et nummer?"

"Alting findes på google," sagde min far, og sammen med hans ´F*** google, ask me´ t-shirt gjorde den replik så meget sjovere, og blandet sammen med de sommerfugle jeg havde i maven, så fik det mig til at gå i grineflip. Mine forældre så bare på hinanden, rystede opgivende på hovedet, og gik ind i kontoret, hvor den telefon som de kunne finde ud af stod. Jeg fulgte fnisende efter.

Jeg så nervøst rundt i lokalet mens opkaldet varede. Rummet var ikke specielt stort, der var næsten kun plads til det skrivebord med den stationære computer på, og den bogreol der fyldte hele væggen bag ved. Ved siden af bordet, var der et vindue, hvor der stod nogle halvvisne blomster i. Min mor elskede blomster, men havde det med at give dem alt for meget vand.

Opkaldet varede ikke mere end fem minutter, og så var jeg optaget. Eller det var jeg jo i forvejen, så det eneste der skulle aftales var, hvornår jeg skulle komme (så snart som muligt, endte med i morgen) og hvad jeg skulle have med, (hvad jeg normalt brugte til hverdag), jeg kunne allerede lide den her skole. 

Jeg gik ind på mit værelse, og smed mig på sengen. Så fiskede jeg min dagbog frem fra under madrassen, og begyndte at skrive:

Kære Dagbog

I dag var en speciel dag, og ikke bare fordi det er fredag. Men der kom en lærer fra Instella!!! OMG!!! Og han tilbød mig en plads på skolen! MIG! Og ikke nok med det, så ville han også have mig som privat elev! Jeg kunne gå hen, og blive totalt famous for det her!

Det var Zack der havde ordnet det hele. Og så vil de ansætte min far på the note!!! så mine forældre er ikke fuldstændigt fucked.

Men nu er det jo ikke så langt væk jeg skal, just in case you know.

See ya on the other side! 

Hvis mine forældre så det sprog, jeg brugte i den bog, så havde SÅ MEGET stuearrest på livstid. Men det er (tydeligvis) ikke sket endnu. Det var som om jeg levede i to verdener. Der var den derhjemme, hvor reglerne næsten byggede det hus vi boede i, det var den kedelige verden. Men når jeg var sammen med mine venner, var det noget helt andet, vi løb rundt, prøvede ting af, og grinte når vi dummede os. Bare roligt, vi er ikke kriminelle, bare en flok unge, ude på at have det sjovt. Men efter jeg fik arbejde på ´The Note´ har det været lidt sværere, nu begyndte folk i byen at kende mig, og det kom i byens sladderblad, hvis jeg bare gik i svømmehallen med en bikini, hvis farve de ikke syntes er pæn nok. Så man kan vel sige, at jeg allerede havde fået indblik i stjernelivet.

Efter det gik jeg i seng, jeg blev altid ekstremt udkørt af at optræde, og jeg kom altid først hjem klokken halv tolv. Min krop var ved at give op, og mine ben føltes som spaghetti, da jeg trådte ud af bruseren. Så jeg trak i min pyjamas, børstede mit hår igennem, og flettede det, så det ville krølle den næste dag, mit hår krøllede naturligt, men jeg tog ingen chancer, nogle gange fuckede det. Jeg gad ikke til at tørre det, så jeg tog et håndklæde, og lagde det over min hovedpude, og så lagde jeg mig til at sove. På trods af den træthed jeg havde følt, så faldt jeg ikke i søvn med det samme, men lå og tænkte, og mens jeg visualiserede at jeg skulle møde min klasse for første gang, faldt jeg i søvn.

Næste morgen, eller næste dag nærmere, da jeg stod op ved middagstid, var jeg frisk og udhvilet.  Jeg gik ud i køkkenet, og smurte mig et stykke franskbrød med peanutbutter. Vi skulle køre klokken tre, så klokken et, efter jeg havde set lidt tv (og min mor havde sagt det tre gange) gik jeg ind og pakkede, jeg var færdig klokken to, og skulle så i gang med at gøre mig klar. Det var i starten af september, så jeg kunne godt have en sommerkjole på. Jeg tog en på jeg havde købt i New Yorker, en kjole med vandrette striber, og et blomstermønster forneden. Det var min yndlingskjole, for den viste min bedste del frem, min ryg. Jeg pillede fletningerne ud, og lod krøllerne rasle med om ansigtet på mig. Så satte jeg det forreste hår om på baghovedet med en heste elastik, og sprøjtede det med hårspray. Make-up var ikke noget jeg brugte meget af, min hud havde en naturlig glød, og jeg fik kun en enkelt bums eller to, når jeg have mens. Men jeg lagde alligevel lidt eyeliner, mascara og lipgloss. Men eyelineren drillede lidt så klokken fem minutter over tre, var jeg endelig klar til afgang.

Jeg satte mig ud i bilen, og hoppede op og ned af spænding da motoren startede, jeg fik øjenkontakt med min far i bakspejlet, og jeg kunne se, at han ikke kunne lade være med at grine af mit energiniveau. Men det stoppede efter cirka ti minutter på motorvejen. Jeg havde ikke lige tænkt på, hvis de nu ikke kunne lide mig. De fleste elever kom fra storbyen, hvor de rigtig gode sanglærere var, og hvor man nemt havde adgang til en audition. Det er ofte at der er en hel klasse uden en lille-bys-pige som mig. Og ud over det, havde skolens elever et grimt rygte, med at de var utroligt snobbede, hver og en.

Jeg havde skrevet med Emily hele dagen, men nu ringede jeg til hende.

”Hva så smuksak!” Svarede hun, hun havde altid en ny måde at tage telefonen på.

”Ville bare gerne have en grund til ikke at vende om.”

”Hvad mener du? Hvorfor skulle du vende om?”

”Hvad nu hvis jeg ikke kommer til at passe ind?”

”Okay for det første, så er det umuligt. Du har den bedste tilpasningsevne ud af alle dem jeg kender. For det andet hvis du vender om, så kommer jeg og hjemsøger dig i dine drømme.”

Jeg grinte. ”Tak, det var lige hvad jeg havde brug for. Du er en skat!”

”Det ved jeg, ring engang når du når frem ikke?”

”Skal nok, vi snakkes.”

”Selvfølgelig.”

 

Resten af turen, der varede lidt over en time, sad jeg og kiggede ud af vinduet. Det var for det meste marker, men forude kunne jeg se Stearlin, som var den by som Instella lå i. Byen var ikke stor men den var heller ikke lille, den var i hvert fald mere end ti gange så stor som Talon.

Min mor vendte sig i sædet.

”Nu er vi ved at være der skat,” sagde hun.

”Jahh det er vi vel,” sagde jeg og gned nervøst mine hænder mod bilsædet.

”Hvad er der? Jeg troede du var spændt på at komme afsted?”

”Det er jeg også… Men mor… Hvad nu hvis de ikke kan lide mig?”

”Vrøvl de kommer til at elske dig,” blandede min far sig, og min mor nikkede overbevisende.

”Det skal i jo sige, i er mine forældre,” sagde jeg mut, mine hænder var efterhånden varme af den intense bilsædegnubning.

”Ja, og du er vores datter, så du kan godt være rolig. Det ligger ikke i familien Winslets natur at give efter for nervøsitet,” argumenterede min far. Jeg grinte nervøst og kiggede igen ud af vinduet. Vi var nu inde i byen, og den bredte sig vidt omkring mig. Jeg så købmænd, tatoveringsbutikker og en hel masse frisører.

”I det mindste er du da i en hyggelig by, ikke musse?” Sagde min mor i sin bedste ´nu er alting godt´ stemme.

”Jo da,” sagde jeg tonløst, mens jeg nød synet af byen. Den virkede slet ikke så stor som jeg havde frygtet.

Efter tyve minutter, og far havde kørt den forkerte vej fire gange, trillede vi endeligt ind på parkeringspladsen. Herfra kunne man se både skolen som var bygget i klassisk barok stil, og nogle af de arealer der lå udenom, hvor skolens elever nød eftermiddagssolen.

Min far fandt en parkeringsplads, og vi stod ud. Det tiltrak lidt nysgerrige blikke at der kom en ny bil, men de så ikke ud som om de hadede mig endnu. Vi gik op til hovedindgangen, og fulgte skiltene til kontoret, som lå på første salen. Derinde sad en receptionist, med telefonen oppe ved øret. Hun holdt to fingre oppe i vejret, som tegn til at vi skulle vente et øjeblik. Hun snakkede færdigt, og lagde telefonen ned.

”Hvad kan jeg hjælpe jer med?” Spurgte hun og så venligt på os.

Jeg så min far tage tilløb, men besluttede mig for at virke selvstændig.

”Mit navn er Hayley Winslet. Jeg er ny elev her?” Sagde jeg, og mærkede min far ånde lettet op. Han brød sig ikke om at tale med fremmede.

”Ja, lige et øjeblik,” sagde hun og tastede noget ind, med den hastighed receptionister var kendte for. Hun gjorde store øjne da hun kom frem til resultatet, og kiggede overrasket op på mig, så tog hun sig sammen.

”Ja jeg ringer lige til dine værelseskammerater, så de kan komme og hjælpe dig på vej.”

Jeg undrede mig over blikket, var der mon noget galt? Jeg kunne ikke lige komme i tanke om noget der var specielt ved mig. Måske var hun ny på jobbet? Ja, tænkte jeg, det må være det.

Døren gik op ikke ret lang tid efter, og to piger kom ind. Den ene var næsten kun skind og ben, med langt lyst glat hår, store blå øjne og lyserøde fingernegle, den anden var hendes komplette modsætning. Hun var lige en størrelse større end buttet, med kort sort hår, der i enderne bar tegn på gamle halvmislykkede permanent krøller, grønne øjne og langs neglebåndene var der små rester af det, som engang havde været den samme neglelak, som den lyshårede pige havde på.

”Hej roomie,” sagde den lyshårede pige og omfavnede mig. ”Jeg hedder Ellie, og det der er Madeleine.”

”Øhh hej,” sagde jeg, og besvarede genert omfavnelsen. ”Jeg hedder Hayley.” Ellie gav slip på mig, og kastede håret over skulderen.

”Jaja, det ved vi godt. Du er hende som Mike har taget ind, åhh gud han er så lækker.”

”Mike?” Sagde jeg undrende, imens jeg håbede at mine forældre ikke hørte efter. ”Nårhh du mener ham læreren?”

”Ja, hvem ellers? Nå vi skal hen til værelset… Denne vej,” sagde hun, og marcherede nærmest ud af døren. På vej efter hende passerede jeg Madeleine.

”Hej,” sagde jeg, og hun svarede med en ansigtstrækning der godt kunne have været et smil.

Ellie førte os igennem lange korridorer og gange, alt imens hun snakkede løs. Jeg fik kun fat i det halve.

”Ej du skal se springvandet det... Maden er fantastisk for… Kunne næsten ikke tro vi skulle bo på værelse med dig.”

”Vent hvad mener du?” Afbrød jeg hende. Hun vendte sig om imod mig.

”Du er jo det helt store. Ikke bare var du ikke til optagelsesprøve for at blive optaget, det er forresten kun sket en gang før, du er også allerede blevet taget ind af en af lærerne. Det er aldrig sket før at du ved det! Ups.” Hun havde fortalt med så store armbevægelser, at hun var kommet til at ramme mig på skulderen. Jeg gned den åndsfraværende.

”Så det er derfor at hende receptionisten gloede så mærkeligt på mig?”

”Det kunne godt være derfor, men hun er altså lidt underlig hvis du spørger mig.”

”Hvorfor?”

”Det ved jeg ikke, jeg har bare en dårlig fornemmelse. Uhhh måske har jeg en femte sans.” Hun talte videre så ivrigt, at jeg ikke rettede hende, mest af alt fordi jeg gerne ville gøre et godt indtryk.

”Så er vi fremme,” sagde Madeleine, som jeg næsten helt havde glemt var der. Vi var stoppet ude foran en dør, hvor der med forgyldte numre stod 109. Ellie åbnede døren og jeg trådte ind.

Værelset var ikke specielt stort. Der var plads til tre senge, tre skriveborde, tre skabe og så var der cirka seks kvadratmeters gulvplads tilbage. Over sengene hang der opslagstavler, og i bunden af værelset var der et vindue. Jeg satte mig hen på sengen og kiggede nysgerrigt rundt. Jeg gættede på at sengen med det lyserøde sengebetræk var Ellies, og den anden med sort var Madeleines.

”Her er da hyggeligt,” sagde min mor, og gned sig i hænderne. Det var et sikkert tegn på at hun gerne ville videre. Jeg rejste mig op.

”Ja, skal vi få bagagen ind?”

Det viste sig, at der var en genvej, så vi ikke skulle slæbe mine tasker hele den lange vej vi gik før. Da vi var færdige fulgte jeg mine forældre ud.

”Jeg kommer til at savne dig nuller,” sagde min mor, og lagde sine arme om mig.

”I lige måde mor,” svarede jeg mens jeg prøvede at undgå de stirrende blikke. Min far lagde armene om os begge. Efter lidt tid rømmede han sig.

”Det er på tid at komme videre Edith,” sagde han til min mor.

”Jeg ved det,” sukkede hun, og klappede mig på kinden. ”Vi ses min skat.”

”Ja,” svarede jeg. De satte sig ind i bilen, og da de var kørt ud af porten, vendte jeg mig om og gik op på mit nye værelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...