Dyrebare Atlanterhav

(Denne historie går igen og igen i lang tid. For at få fuld udbytte af den, skal du føje den til favoritlister, da du så vil kunne læse brevene i den orden, de ankommer i.) Alice er syg og bor på en gård langt ude på landet sammen med sin overbeskyttende far. Aron er en forældreløs ung mand, der rejser verdenen rundt for at følge sin pation - at spille musik for verdenen. De to elskende sender breve til hinanden tværs over Atlanten, med det evige håb om, at deres breve vil komme sikkert frem til deres modtager. En romantisk og sørgelig historie, der vil få dig til at se på breve på en helt ny måde.

13Likes
1Kommentarer
828Visninger
AA

4. 3

Tirsdag, 22. september

Højtelskede Aron

Jeg føler mig så alene uden dig. Huset er så forfærdeligt stort, og min far må arbejde længe og meget. Hvis bare du kunne være her hos mig...

   Jeg blev lykkelig, da du skrev, at du ikke ser andre end mig. Jeg ved i mit hjerte, at vi en dag vil ses igen. Med hensyn til blomsten, så kan du tørre den, som et minde om mig. Som du sikkert allerede har set, så har jeg vedlagt en orkide, fra vores have. Jeg har tørret den mellem siderne i den bog, vi skrev sammen i sommeren.

   Jeg ville ønske, at du kunne hjælpe med pengene, men som du ved, ville min far aldrig tillade det. Du ved bedre end nogen anden, at han ikke bryder sig om dig. Han ville aldrig gå med til, at du skulle hjælpe os. Han mener stadig, at musik er spild af tid, og han ser helst, at jeg ægter den gamle herremand fra byen. Herremanden er en gammel herre, men min far siger, at han er velhavende og god. Jeg gyser ved tanken om at være den unge pige, der skal holde herren med selskab de sidste år af hans liv, for så bagefter at leve som hans enke.

   Skriv endelig, hvis du får brug for penge. Selvom vi ikke ejer mange, så vil jeg gøre alt for, at du skal have det godt, til vi ses igen.

   Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne tage med dig til Italien. Jeg har altid gerne villet se Europa. Du er meget heldig.

   Din musik lyder stadig som et spøgelse i huset. Den lyder kun for mig, så min far hører ikke dine smukke toner. Jeg savner lyden af din violin, og det piner mig hver dag jeg ser en spillemand gå på landevejen under mit vindue. Kan du huske, da det var dig, der under stormen bankede på døren til vores hus? Min far var ikke hjemme, men jeg lod dig alligevel komme ind. Hm, sikke et sørgeligt syn du var - huller i tøjet og kun en violin på ryggen.

   Nu mindes jeg med et smil på læben min fars reaktion, da han opdagede, at du sov hos mig. Kan du huske det?

   Skriv til mig, hver gang du kommer til et nyt spændende sted, eller oplever noget særligt og spændende, okay? Efteråret siger sig ind på os her, bladene er så smukke.

 

Din for evigt

Alice

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...