Dyrebare Atlanterhav

(Denne historie går igen og igen i lang tid. For at få fuld udbytte af den, skal du føje den til favoritlister, da du så vil kunne læse brevene i den orden, de ankommer i.) Alice er syg og bor på en gård langt ude på landet sammen med sin overbeskyttende far. Aron er en forældreløs ung mand, der rejser verdenen rundt for at følge sin pation - at spille musik for verdenen. De to elskende sender breve til hinanden tværs over Atlanten, med det evige håb om, at deres breve vil komme sikkert frem til deres modtager. En romantisk og sørgelig historie, der vil få dig til at se på breve på en helt ny måde.

13Likes
1Kommentarer
842Visninger
AA

14. 13

Kære du der læser dette. 
Du har sikkert læst alle brevene mellem mig og Alice. Du har fulgt vores historier. 
Det jeg vil til, er at fortælle hvad der skete med mig efterfølgende, efter jeg kom til USA. 

En mand stod og ventede på mig, og han havde min brevdue. Jeg rettede på mit tøj og min hat. Jeg gik med en stor hat for at dække de skaldede pletter efter branden. Manden afleverede nogle papirer til mig. Da jeg læste Alice var død, kunne jeg ikke gøre andet end at tude. Jeg græd som en lille tøs. Dypt pinligt, men modigt for en mand, at vise sine følelser. 
Jeg tog med manden tilbage til Mr. Porters hjem. Ikke at jeg var glad for at møde ham. Han spurgte hvad jeg ville, og jeg sagde, at jeg var kommet her for Alices begravelse. Jeg forklarede ham alt der var sket. Jeg tror vi græd meget den aften... Jeg kan ikke huske det, fordi jeg blev stangstiv. 
Alices begravelse stod på, og den så fine herremand, viste sig at være ruineret. Han ville kun giftes med Alice for pengene. Fra den dag så jeg ham aldrig igen.
Jeg tog efterfølgende over Mr. Porters firma. Aron og Porter, kom det til at hedde. Jeg valgte senere at slå mig ned på en gård. Det hektiske firmaliv var intet for mig. Det var det stille gårdliv.
En aften i den lokale by, mødte jeg en pige, som jeg senere kom sammen med. I dag er vi gift. Jeg vil ikke glemme Alice, men jeg kan heller ikke sidde fast i fortiden.
Der er nu gået femten år siden Alice døde. Jeg driver en gård med min kone Elicia og mine seks børn. Fire sønner og to døtre. Vi har kaldt den ældste datter for Alice, til minde om min Alice. 

Det er hvad jeg foretager mig. Så hvem enden der kraver denne kiste, med breve og papirer op, ved i nu, hvordan det hele endte.
 
Men der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på Alice...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...