Enken - oneshot


0Likes
0Kommentarer
87Visninger

1. Enken

Bevæger læberne langsomt. Så hurtigt. Så langsomt. Man ville umuligt kunne tyde hvad hun sagde. Hun var selv gået derop til det lille hus på klippekanten.

Hendes mor havde efterladt hende der. I det lille hus oppe på klippekanten. Hun havde låst døren, og så var hun gået derud. Pigen var så lille at hun ikke forstod hvad der foregik, men hun kunne se hvad der skete på den anden side af bagdøren. Døren der var så gammel, slidt og ødelagt, og hun havde fundet flere huller mellem brædderne. Hun havde set sin mor stå der i sin fine lærredskjole. Helt ude på kanten, som om hun havde tænkt sig at springe. ”MOR! ” skreg hun, men forgæves. Mor var det eneste ord hun nogensinde havde lært. Hun prøvede at få døren op. Hun skreg, selvom hun knapt kunne tale. Hun hev og sled og larmede. Men hendes mor hørte intet. Hun stod som forstenet og kiggede ud over kanten.

Pludselig sad hun med tårer i øjnene. Mindet om hendes mor havde bragt en stille tristhed over hende. Hun knugede korset endnu tættere ind til sig. En hårtot blafrede stille i vinden ved hendes side. Det brune, lange bølgede hår hun havde arvet fra sin mor. Hendes dybe blå øjne, der var levende ligesom havet. Enken rejste sig op og gik hen til døren. Det var her hun havde siddet og bedt til gud. Bedt gud og tilgivelse for hendes mor.

Hendes brune hår blafrede i vinden som havde det vinden i sig. Hun havde aldrig rigtig passet ind i samfundet. Hun var forhadt af det halve af landsbyen. Hendes lærredskjole var skræddersyet i et flot lyseblåt stof. Alt ved hende var så naturligt smukt. Hun var en bølge, en vind i sig selv. Hun stod der i en evighed og bare kiggede ud over klippen. Nærmest som om hun betragtede hvordan vindene kom imod hende, hvordan bølgerne brusede når de ramte klippemuren. Men så vendte hun sig om, og kiggede sin lille datter lige ind i øjnene. Hendes øjne viste kærlighed… Men også en trang til forladelse.

Enken rejste sig op, og gik med hurtige skridt ud. Ud gennem døren og om på den anden side af huset. Et stærkt vindtag væltede hende, men hun rejste sig hurtigt igen. Hun stillede sig ud på kanten, og spredte sine arme ud. Hun løsnede sit hår og lod vinden fange det og løbe gennem det. Hun kiggede ud over havet. De blå bølger, som i hurtig fart, susede indad mod klippen. Hun lyttede til hvordan det brusede når bølgerne ramte klippen. Hun lukkede øjnene og forestillede sig bølgerne og alt det hvide skum. Et vindpust vælter hende nogle få skridt tilbage. Hun åbner øjnene og lader sig falde bag over. Så ligger hun der.

Moderen bevæger læberne i roligt tempo. Det ville være umuligt at vide hvad hun havde sagt, men pigebarnet havde set det… Hun vidste hvad der var blevet sagt. Men hun var for bange. Hun var bange for sandheden. 2 sekunder efter læner moderen sig bag over, og pludselig er hun forsvundet. Pigen banker, skriger, græder. Hun er helt alene nu. Det vidste hun. Selv da hun var så lille. Hun vil altid bare være alene.

En regndråbe falder på hendes kind. Endnu en på hendes hals. Pludselig er de overalt. De falder ned over det hele, og danner små vandpytter rundt omkring hendes. Hun rejser sig op og drejer rundt om sig selv. For en gangs skyld smiler hun og er lykkelig. Hun skvatter rundt, falder engang imellem, men hun er ligeglad. Hendes kjole blevet mudret, og hendes hår beskidt. Men hun er ligeglad. For hvad gør det? Hun faldt om på den mudrede jord, hun blev liggende og lyttede til hvordan regndråberne pjaskede ned i mudderet, og følte hvordan dråberne varsomt ramte hendes hud. Dråber ligesom tårer.

Hun havde bare ligget der i gråd. Hun havde lagt sit triste ansigt, og hendes blodsprængte øjne, ned i hendes små hænder. Hendes små søde hænder hvilke plejede at ligge i moderens trygge hænder. Huset var låst af, og hun ville blive nødt til at blive der. Hendes hænder blev rynkede ligesom de små rosiner de normalt plejede at få til jul. De plejede at smage så sødt. Hun tænkte på moderens sidste blik. De sidste ord. De ord der virkelig havde skræmt hende.

Hun rejste sig op og gik med stille skridt indenfor i det lille hus igen. Hun var drivvåd. Hun tog sin kjole af, og smed den bare på gulvet. Nogle dråber løb om kap ned over hendes bare ben. Hun smilte til sig selv i det lille spejl på væggen. Det var nærmest som at stå over for sin mor igen. Bare i øjenhøjde. Det var som at kigge sin mor direkte ind i øjnene.

Det blev ved med at køre inden i hendes hoved. Hvordan hendes mor havde bevæget læberne og formet dem til 1 ord. 2 ord. 3 ord. Hvordan hendes øjne havde været bedende, undskyldende og kærlige. Da falder hun om i fosterstilling. Ligger sig selv i en dyb, stille søvn.

Hun gik ind i den lille sovekabine. Der lå nogle gamle tæpper på gulvet, men gardiner alt andet var revet i stykker og strimler. Hun tog et tæppe og pakkede sig selv ind. Så satte hun sig på sengen og kiggede ud på alt det flyvende vand som væltede ned. Hun savnede Absalon. Hun havde ikke set ham i en evighed. Det var ham der havde taget sig af hende. Han havde virkelig taget hende til sig, og opdraget hende som hans egen lille pige.

Det der vækkede hende var ikke direkte postyr. Hun blev vækket af en mand som bankede på. Han bankede lidt hårdere, og begyndte at snakke og råbe ind gennem døren. Som om han prøvede at advare en eller anden imod at han ikke gad al den ballade. Men der var jo ingen ballade. Der lå bare en lille sød pige i fosterstilling på gulvet. Hans stemme var mørk. Så mørk at pigen bare ved denne del af ham blev skræmt.

Det bankede på døren. Hvorfor banke når man bare kan gå ind…? Men hvem end der stod derude blev ved med at banke. Som om vedkommende vidste hun var der. Hun rejste sig stille op, og med små skridt listede hun ud mod døren. Hun trådte hen over sine våde klæder og tog fat i håndtaget. Hun åbnede først døren en lille smule. Udenfor, driv våd, stod Absalon. Hun blev så overrasket over at det lige var ham. Han havde jo været væk i en evighed.

Døren blev slået ind med et højt brag. Hun blev liggende helt stille og håbede bare på at hvem end der havde slået døren ind ikke ville finde hende… Hun lå og krummede sig sammen. Bange for hvad der nu ville ske. Hun lyttede til de tunge skridt, og åndedrættets stille rytme. Hvis hun virkelig lyttede godt efter kunne hun også høre en stille hjerterytme, i takt med hendes eget.

”Jeg vidste du ville være her” sagde han. Hun sagde ikke noget... Gestikulerede ham bare stille ind ad døren. Hun så stadig forbavset ud. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, gøre eller noget. Han satte sig ind i sovekabinen, lige der hvor hun havde siddet for lidt siden.

Skridtene var pludselig uhyggeligt tæt på. Så tæt på at hun næsten kunne føle dem. Hun knuger sine øjenlåg sammen som om det ville gøre hende usynlig. Manden stod lige over hende. Han stod og kiggede ned på hende, mens han tavst betragtede hendes små bevægelser. Han rækker ned og tager fat i hendes skulder og siger sikker i stemmen: ”Du skal ikke være bange. ” Pigen åbner sine øjne på klem, og skæver op mod manden. Han er stor og muskuløs. Faktisk lidt skræmmende fra den vinkel. ”mor… ” stammede hun stille, og pegede hen mod bagdøren.

”Hvad gør du her” fik Enken endelig sagt. Hun stod op og kiggede bestemt ned på ham. Han så pludselig fortvivlet ud. Det var ikke den kommentar han havde forventet. Han havde nok forventet noget i stil med: ´Jeg har savnet dig´ eller ´hvor har du dog været? ´ men nej… Han fik et ´hvad gør du her? ´ Han kiggede op på hende, og sagde stille: ”jeg ville besøge dig. Jeg savnede dig. ” Det var heller ikke det svar hun havde forventet. Han sad og pillede i sit skæg. Præcis som han plejede at gøre når han var nervøs.

Manden gik stille hen mod døren. Han kiggede overalt i nærheden af den, men fandt ikke noget. Så kiggede han ud igennem døren og regnede så ud hvad der var sket. Han gik tøvende tilbage til pigen. Han kunne nu se sorgen og forståelsen i den lille piges blik. Hun vidste hvad der var sket. Hun vidste hendes mor var død. Hun vidste bare ikke hvorfor. ”Kom du med mig hjem” sagde han. Han tog hende op i sine arme, og bar hende ud i det varme sommervejr.

Enken stod der, indviklet i sit tæppe. Solen kom stille frem under skyerne og lyste ind gennem vinduet på hende. Hun kiggede ned på Absalon, smilte hurtigt men begyndte så at græde. Han havde savnet hende. Hun tog tre skridt tilbage, smed tæppet ned på gulvet og løb ud ad huset. Solstrålerne ramte hendes nøgne hud, og hendes hår flakkede i vinden. Hun løb ud mod klippekanten. Så hurtigt hun kunne. Hun kiggede ikke tilbage til der hvor Absalon stod. Han råbte og skreg. Hun stod helt ude på kanten. Så langt ude at hun kunne krumme tæerne rundt om kanten. Hun stod der og betragtede vandet, følte vinden, og hørte vandet der ramte ind mod klippens hårde mur…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...