Make me smile again

Livet for Alexis har aldrig været nemt, tilværelsen som voldtægtsoffer, kan være hård. Som så mange andre søger hun væk fra virkeligheden, hendes dagligdag er hvid af sne og fester. Men da hun møder den verdensberømte Niall Horan i en narkobule en kold november aften, bliver hendes liv forandret for altid. Følelser vil opstå, løgne vil blive til flere løgne. Men hvor meget kan et menneske holde til, før bæret flyder over. *der kan forekomme anstødeligt- sprogbrug og scener*

20Likes
7Kommentarer
859Visninger
AA

1. Dont jugde me ((1))

Stilheden sænkede sig over det lille rum. Drengenes øjne kiggede bekymrede på mig, mine øjne fandt en sort plet, på den hvide mur. Louis sukkede højt, og begyndte at åbne munden, men lukkede den igen. Harrys øjne borede sig ind i mig som 2 raketter, Zayn kiggede bare skuffet på mig, og rystede sit hoved fra side til side. Liam brød endelig tavsheden; "Niall, du er nødt til at tage dig sammen." Han kiggede indtrængende på mig, og ventede tydeligvis på noget respons, men jeg kiggede bare stift ind i væggen.

 

Liam sukkede let, og kiggede rundt på de andre, men før de kunne nå at sige noget, brød jeg tavsheden. "Jeg har jo fortalt, at nogle puttede noget i min drink." Louis rullede sine øjne og fnøs, "Come on Niall hvor gammel, er det du er, indse nu bare at du har et problem, så vi kan komme videre." Raseriet kogte inden i mig, jeg rejste mig op, og skubbede hårdt til bordet, de andre kiggede chokeret på mig. "Rart at vide at Mine bedste venner ikke stoler på mig." Og med de ord styrtede jeg ud af døren. Jeg hørte de andre råbe mit navn, men jeg ignorerer dem. Jeg måtte få styr på mine nerver, og jeg vidste lige præcis hvordan.

 

Mørket var stille ved af tage over den grå november himmel, regnen ville sikkert starte om lidt, men jeg var ligeglad. Ligeglad med de andre, ligeglad med One Direction, ligeglad med alt. Mit hovede var ved af eksplodere, da jeg endelig kom til "Gyden," det var det de kaldte det, hvis ikke jeg havde næsten hele verden hængende over mine skuldre, var jeg aldrig gået sådan et sted hen. " Mike!!" råbte jeg, men ingen svarede. "Mike!!!" råbte jeg endnu højere, de andre der selv lavede handler, kigge bare underligt på mig. En pige på omkring min egen alder, kom gående over mod mig. " Mike er blevet taget af strisserne." Sagde hun kort, inden hun begyndte af lave en bobbel med hendes tyggegummi. "Shit, shit, Shit" sagde jeg, og kiggede rundt på noget jeg kunne slå på, da mit blik ramte et træ. Min hånd formede sig til en knytnævne, og ramte træet. Jeg stoppede først, da pigen igen snakkede til mig: " Hey popboy, relax a little hvad mangler du?" 

"Hash" sagde jeg kort. Hun kiggede eftertænksomt op i luften, hendes øjne skinnede i månelyset, hun have mørkt brunt hår, hendes øjenlåg var malede med en sort farve, som fremhævede hendes øjne,  den sorte farve, skyggede samtidig hendes ansigt, så hun så mørk og mystisk ud, hendes læber var mørkerøde. "Høre du efter?" Jeg kiggede fortumlet på hende, og rystede på hovedet, hun kiggede irreterret på mig, "Her prøver man at være venlig, også så tror du kræftedme at du kan stå og tage tøjet af mig, klamme skid." "Du ser jo ikke ligefrem uskyldig ud" jokede jeg, hun gav mig fingeren og gik sin vej "Hey, vent lige, råbte jeg til hende. Undskyld okay, jeg har virkelig brug for noget." Min stemme lød ynkelig. Hun vendte sig om og rullede med øjnene, "følg med, men du skylder mig en." Jeg fnøs og fulgte efter hende.

Tavsheden lagde sig som en tyk aske hen over os. da vi ankom til en anden gyde. En mand kom ud af skyggen. "hvad vil i?" "Sælger du hash?" "Tror du det er fucking børnehave, du kan få noget kokain også er det det." Hvis det ikke var fordi, jeg var så indebrændt, på de fucking drenge, havde jeg aldrig, taget imod det hvide pulver. Jeg prikkede pigen på skulderen, hun vendte sig om, og kiggede spørgende på mig. "Giv mig din mobil." Hun svarede ikke, så jeg tog den ud af hånden på hende. "Jeg skylder dig jo en tjeneste, ring til mig." "Jeg hedder for resten Niall." Jeg gik væk fra gyden, med hurtige faste skridt, da jeg modtog en sms fra Liam 


*Nu gør du ikke noget dumt!*

Jeg kunne lige love for jeg gjorde noget dumt, hvem troede han, han var, han kunne ikke kontrollere mig. Jeg var Niall horan, og jeg kunne håndtere mine følelser selv.
 Jeg trak posen op af lommen, og strøg det hvide pulver, hen over en flad sten. Jeg sniffede pulveret op i næsen, og en rar fornemmelse dannede sig i min krop.

Mit hjerte pumpede på højtryk, da jeg ankom til den nærmeste club, da jeg trådte ind i cluben, var alles blik klistrede på mig, folk hviskede i krogene om jeg nu var Niall Horan for det såkaldte One Direction. Irreterret over, at jeg ikke kunne gå nogle steder, uden at blive genkendt, gik jeg over i baren. og bestilte 20 shots. Jeg førte den første shots op til læberne og en brændende fornemmelse gik igennem min hals.

Tiden gik og snart var de 20 shots drukket. En pige satte sig ved siden af mig, hun så bekendt ud. Men jeg kunne ikke lige sætte navn på hende. Jeg forsøgte at spørge, hvem hun var, men der kom kun en halvkvalt lyd, ud af min mund. Hun grinte kort. Raseriet brusede rundt i mig, jeg var Niall Horan, og hun var. Hvem var hun egentlig, hun var væk, jeg slog irreteret hånden ned i bordet.

 

jeg sad og kiggede ned i de tomme shots glas, da min mobil pludselig ringede. Jeg tog min hånd ned i lommen, og tog fat i mobilen, men tabte den ned på det beskidte gulv, jeg vendte mobilen om, og så hele forskærmen var smadret. Et irriteret suk  kom ud af mine læber, men min finger slidede alligevel over skærmen og Harrys stemme kun høres i røret.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...