Don Ottello

Hvad gør man lige når ens storebrors kæreste pludselig står på halvnøgen på trappen med hul i hovedet og ens storebror ikke gør en skid? Eller når ens mor besvimer ved synet af blod efter at have inviteret drengene fra ens klasse indefor, og instagram pludselig bliver fyldt med fotos af en halvnøgen, besvimet Nadia? Få svaret i første kapitel af serien "Don Ottello"

0Likes
5Kommentarer
96Visninger
AA

1. Don Ottello

Jeg smækker hoveddøren hårdt i. For ligesom at understrege mit humør! Desværre er jeg så uheldig, at vores hoveddør er sådan en topmoderne en. Med lyddæmper og det hele, så den lige så stille, uden det mindste brag, lukker i. Okay, indrømmet! Vores hoveddør er alt andet end moderne! Det har den måske været. Da mine forældre var unge! Og det siger altså ikke så lidt. Faktisk mistænker jeg dem nogle gange for at have snakket med Jesus. Og bare have glemt at fortælle mig det! Nå men bort fra mine forældre. De er alligevel så kedelige, at selv godmodige Jesus ville dø, hvis han skulle høre på dem mere end fem minutter. Nå, men den dumme dør vil altså ikke give et ordentligt smæk. Jeg prøver at beholde min værdighed, men det er rimelig svært, når Otto står og er ved at flække af grin i trappeopgangen. Jeg prøver med dræberblikket. Det får ham bare til at grine endnu mere og holde sig på maven. ”Please Gladiella, stop! Eller dør jeg af grin”, ler han. ”Du ved godt, jeg hader det navn!”, hvæser jeg fornærmet og lægger armene over kors. ”Okay, overgiver mig Gladiella!” fniser han piget. ”Gladie! Gladie tak”, siger jeg fornærmet, men kan ikke lade være med at smile indvendig. Storebrødre altså! ”Otto skat! Kommer du ikke op? Altså når du er færdig med at søskendehygge med Gladiella”, lyder det fra Ottos værelse. Pludselig har Otto skiftet fra lyserød til rødbedefarvet. Jeg smiler lumsk. ”Otto er et næsehorn. Otto er et næsehorn!”, synger jeg drillende. Hurtigere end tyngdekraften tillader, er Otto sprunget op og har grebet fat i mig. ”Klap i!” hvæser han. ”Nå, det skal Nadia ikke høre?” smiler jeg lumsk. Med et er Otto meget alvorlig. ”Hvor meget?” spørger han hviskende. Jeg overvejer tilbuddet. Ingen tvivl om at han er godt mør! ”En halvtredser” siger jeg triumferende. ”Hvad?!” udbryder min elles beherskede storebror. ”20?”siger han insisterende. Jeg ryster triumferende på hovedet. ”Otto skat?” udbryder den lyse pigestemme ved navn Nadia. Otto vrisser og hiver sin pung frem. Han stikker en halvtredser i hånden på mig. ”Så er du altså heller ikke pinlig resten af aften!” siger han lavt. Jeg nikker. ”Og du siger intet om mig og Nadia til mor og far?” Jeg nikker. ”Og du tager opvasken?”. Ej nu strammer han den! Jeg kan godt holde tæt med de smaskelyde der kommer fra hans værelse, tilfældigvis hver gang Nadia er på besøg. Og jeg kan godt, hvis jeg virkelig vil, opføre mig pænt.  Men tage opvasken. Det bliver over mit lig! ”Hey , wake up Gladie! Tager du opvasken eller hvad?” spørger min storebror. Jeg ryster demonstrativt på hovedet. Og stikker af med min halvtredser! ”Gladiellaaaaaaaaa!”. Så er jeg forsvundet ind bag min dejlig trygge dør. Uden lås!

Jeg har lige sat mig, da en meget vred Otto kommer brasende ind. Han begynder at kilde mig. Den værste straf der findes! ”Tager du så opvasken?” siger Otto med påtaget dyb torturmesterstemme. ”Aldrig!” hviner jeg, mens jeg ruller rundt og hiver efter vejret. Pludselig bliver Otto meget stille. En parfumestorm har lagt sig over mit værelse. I døren står en meget spørgende Nadia, i en meget kort nederdel. Hun glipper overrasket med sine store lange øjenvipper, som jeg mistænker for at være falske og sender min storebror et vaskeægte Bambi-blik. Pludselig er min ellers fornuftige storebror forvandlet til Don Ottello. Og Don Ottello holder sig ikke tilbage. Don Ottello er som en jæger på jagt. Han nedlægger alle de bambier, han møder på sin vej. Og slagter dem og æder dem. Det stadie er Don Ottello vist også nået til! Altså han æder jo ikke Nadia. Kun med øjnene! Helt diskret, altså så diskret som man kan gøre det, når man sidder klemt fast under sin storebror, trækker jeg mig tilbage. Så er det som om Don Ottello vågner op. ”Øh, Nadia, jeg tror, vi rykker ovenpå,” siger Don Ottello og trækker i en meget flirtende Nadia. Nadia smiler undskyldende til mig og lader sig trække med ovenpå. Puha, det er helt hårdt at have en Don Juan til storebror! Jeg tænder for mit ældgamle musikanlæg. Skruer helt op, selv om mor siger jeg ikke må. ”The Beatles” brager ud gennem højtalerne.  Jeg tager tænksomt halvtredseren op fra bordet. Jeg må hellere spare op. Men tænk hvis der kom en morder og dræbte mig? Så ville jeg ikke nå at bruge de herlige penge? Ved nærmere eftertanke må jeg hellere gå ned i kiosken og bruge dem!

Gladies Huskeliste

Mind mig lige om at slå drengene fra min klasse ihjel! Mind mig om at kvæle deres mobiler! (hvis jeg kan) Mind mig om at begrave min mor i blomsterbedet. Hvor kan hun dog være pinlig. Må være en verdensrekord!

Ja, man kan vel næsten gætte, hvad der er sket! Men for dem der er lidt tungnemme, ja lyt lige efter Otto, så kommer min lidt øh ja pinlige historie her! Som sagt gik jeg til kiosken og havde planer om en afslappende eftermiddag foran fjernsynet.  Den blev så, pænt sagt, spoleret, da min mor kom hjem før tid. Hun kom faktisk lige akurrat hjem i tide til at se en Nadia, kun indsvøbt i et lagen, komme vaklende ned af trappen. Med en Don Ottello iført boxershorts i hælene. Nadia holder sig til panden, og der løber blod ud mellem hendes fingre. Og så er det lige min mor er bange for blod. Og at hun tilsyneladende har en ekstrem allergi for piger kun iført lagener. Så ja. Altså skal vi ikke bare sige, hun skreg RIMELIG højt. Faktisk så højt at stakkels Nadia blev så forskrækket, at hun tabte lagnet. Og så var det lige at min mor havde været SÅ betænksom at invitere drengene fra min klasse ind til et glas vand. Og en skrigende mor, fem fnisende drenge der knipser løs med deres mobilkameraer, og en nøgen Nadia der febrilsk prøver at få lagnet svøbt om sig igen, er IKKE noget kønt syn. Og så var der Otto. Han var lige pludselig gået fra Don Ottello til en lille Otto. Iført boxershorts! Det gjorde det så lige det værre. Og for at det ikke skal være løgn, besvimer Nadia pludselig, uden at have fået lagnet ordentlig på. Og så er det, at min mor gør noget virkelig dumt. Hun følger Nadias eksempel og går ud som et lys. Jeg prøver at sige pænt til drengene at de skal gå nu, men de klager sig og siger, de ikke har fået deres glas vand. Flot mor, virkelig flot!  Måske skulle jeg hellere grave hende ned på en mødding. Blomsterbedet er vist alt for fornemt! Men det må vente. Jeg skal lige have hende til at købe mig en I-Phone først. Nej nu er jeg ond. Fy, fy Gladie! Jeg går i hvert fald over og får, under store protester, bakset drengene ud i køkkenet. Der er de allerede i færd med at lægge billederne af boxershorts Otto og nøgne Nadia på Instagram. Jeg løber ud i gangen, hvor en stor blodplet har bredt sig omkring Nadia. Otto står og ser helt håbløs ud. Og mor? Ja hun ligger bare og ser ud som om hun sover. Jeg sætter mig på hug ved siden af Nadia, uha jeg skal godt nok ikke være sygeplejerske, og tager hendes puls. Hun lever stadig. Det er nok også det bedste, men Don Ottello ville sandsynligvis bare skyde en ny Bambi! ”Hvad var det helt præcist der gjorde, at hun fik hul i panden? ” siger jeg, og lyder som min mor. Altså når hun ikke lige ligger og leger død! ”Øh altså det. Vi… øh... legede fange?” siger han forsigtigt. ”Okay?” Mit svar er dejligt afventende. ”Ja.” Han rømmer sig. ”Hun faldt ud af sengen, da jeg... øh jagtede hende!” siger Otto. Med et smil på læben. Nu er det mig, der rødmer. Jeg vil helst ikke høre mere om deres ”jagt”! ”Ring efter en ambulance”, siger jeg bestemt. Min bror begynder at fare rundt. Jeg kommer pludselig i tanke om, at det nok vil være rarest for Nadia at blive modtaget i lidt bedre stand, og jeg synes det ville være grænseoverskridende selv at give hende tøj på. Så jeg beslutter, at vi skal bytte plads! Min henrykte storebror bærer Nadia ovenpå. Og JEG ringer efter ambulancen. Ambulancefolkene kommer da også. Det er først, da de kommer nedenunder med Nadia, at det går galt. For Don Ottello syntes altså passende påklædning er en af min mors gamle blomstrede natkjoler. Med mit baby gylp på! Og så er det, at drengene fra min klasse kommer brasende ind og træder på min mor. Og så er det, at min mor beslutter sig for at vågne og skriger ”ikke min natkjole!” meget højt. På det tidspunkt er jeg allerede flygtet langt ind på mit værelse under dynen. Den med Peter Plys!

                                                               www.annavandeurs.dk

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...