Gudsforladt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2016
  • Opdateret: 2 jun. 2017
  • Status: Igang
’’Hvad ser du, når du kigger ind i dig selv?’’ – Tyven Nike er ikke blot dygtig til at gøre det hun gør: Hun er legendarisk. I hvert fald lige indtil ét enkelt fejltrin fører til hendes tætteste vens død, og et større spil om magt sættes i gang: En uvant situation for Nike, der er van til at være jægeren og ikke den jagede. Forræderi og fatale handlinger, der er værre end hendes egne, åbner op for en helt ny verden for den skødeløse tyv, der langsomt begynder at opfatte situationens alvor. Og pludselig er hun meget lille i et stort univers, hvor der gemmer sig andre skræmmende ting end hende selv i mørket.

5Likes
11Kommentarer
1574Visninger
AA

11. KAPITEL 9 - Som en orms flugt fra en fugl

 

KAPITEL 9: Som en orms flugt fra en fugl


At slippe ud af cirkusset var i sig selv en stor udfordring, men hvad der venter hende udenfor, minder Nike om, at hun langtfra er sluppet igennem det værste: Der er stadig markedspladsen tilbage. Og den er fyldt til bristepunktet med stærkt bevæbnede vagter – ikke kun de halvdovne, læderklædte: De her er udrustet fra top til tå.

Hun forsøger at synke den klump hun har i halsen. Hvis hun er heldig, er der ikke nogen der har set hende endnu. Kaosset fra branden har måske i virkeligheden været hende en fordel. Måske.

Det er i hvert fald det sidste hun når at tænke, inden den efterhånden uudholdelige hovedpine endnu engang skyder ind i et nådesløst tag. Det er som om, at den gradvist bliver værre. Udvisker hende evne til at tænke klart, fryser hendes lemmer og i stedet udskifter hendes omgivelser med en forstenet verden, som hun ikke aner hvor stammer fra – eller for den sags skyld hvorfor den dukker op.

’’Din lille-…!’’ lyder der så pludselig knurrende bag hende. Hun når kun lige at vende hovedet om, inden hendes øjne møder et enkelt rødt, der næsten gløder i samme farve som flammerne bag det. Arrigskab. Raseri.

Grundet det faktum at hendes krop ikke kan nå at reagere, kan hun ikke undvige det der føles som en kolossal sten, der tyres nådesløst imod hendes tinding. Det gør ikke decideret ondt, måske fordi chokket er det værste, men det gør hendes direkte sammenstød med brostenene til gengæld.

Der lyder et knæk fra siden af hendes hoved, hvorefter den spinkle tyvs synsfelt bliver sort. Slaget har ganske enkelt slået bevidstheden brutalt ud af hende – og det ville næsten være urealistisk at det ikke skete, for i det næste løber der en stribe af frisk blod ud i revnerne på den brostensbelagte markedsplads, som blander sig med den øsende regn.

Siden Richmonds såkaldte vagthund spottede hende, har hendes øjne været dækket af et bleg, lyseblåt skær, der næsten fik dem til at fremstå blanke. Tæt på at virke blinde. Farven stilner nu af, som hun ligger dér med øjnene halvåbne, allerede drivvåd og praktisk talt dødsdømt. Den sværdklingeagtige spids fra hans spyd ligger allerede på siden af hendes hals, parat til at færdiggøre hans ordrer. Ikke nok med at der stadig stikker en savtakket pil ud igennem hans anden hånd, så nærer denne mand et meget pludseligt had til den uheldige tyv.

Han føler sig ydmyget, uden at have nogen grund til det. Måske ikke af det faktum, at hun formåede at ramme ham med en pil, men fordi det lykkedes hende at forvirre ham. Og er der noget denne Lyon ikke kan udstå, så er det når folk leger med hans stolthed.

Efter at have tænkt tanken til ende, lyder der et øredøvende brag bag ham, der får grunden under hans støvler til at dirre faretruende. Han gider dog ikke engang vende sig om, for han ved udmærket godt, at det var resterne af cirkusset der gav efter og faldt sammen. Trods regnen brænder ilden endnu lystigt, sikkert fodret tilstrækkeligt af de store træstolper.

’’Nike, huh?’’ slipper det så sammenbidt ud af læberne på ham, bittert, ’’Det skal være mig en fornøjelse at sende dig det samme sted hen som din ven.’’

Det er i samme øjeblik, at han kynisk skal til at afslutte den unge tyvs liv, at en velkendt stemme stopper ham:

’’Hun er Garlics lærling. Hvis du dræber hende nu, finder du ham aldrig, Lyon.’’

Han vender hovedet køligt imod den spindende stemmes ejermand, allerede klar over hvem det er. Han fnyser dog bare irriteret ved synet af ham, tydeligvis utilfreds med at være blevet afbrudt… Men da navnet Garlic bliver nævnt, overskygges hans i forvejen mørke blik yderligere. Ikke blot af vrede, men decideret had.

’’Han vil lede efter hende. Manden har sine bløde punkter.’’ Svagt smilende, kører Richmond fingrene igennem det halvfugtige, hvidstribede hår, ’’Så hvorfor ødelægge det nu? Du bliver nødt til at få lagt bånd på dit raseri – det bliver din undergang i sidste ende, knægt.’’

Den unge mand med klappen for øjet svarer ham ikke. I stedet trækker han blot snerrende Nikes pil ud af hånden, velvidende om at hans overordnede har ret.

’’Og hvis han ikke selv giver sig til at lede efter hende, så leder hun dig til ham, ’’ lordens smil breder sig skævt ud til siden, inden han bøjer sig tænkende over den bevidstløse tyv, ’’I mellemtiden ved jeg præcis hvad vi skal gøre med hende her~’’

 

*******

 

Nikes hoved gør ondt, da hun endelig slår øjnene op. Grunden under hendes krop er hård og musklerne er medtaget efter at have ligget stift og køligt i lang tid. Hendes tøj er kun fugtigt og ikke gennemblødt ligesom før, så hun må have været bevidstløs i nogle timer. Alt dette kan hun understrege i løbet af få sekunder, uden at løfte sig op.

Rummet hun befinder sig i er ukendt. Det burde det nok egentlig også være, for efter et par minutter hvor hun forsøger at sunde sig selv, kan hun huske hvad der skete tidligere:

Hun burde desuden være død nu. Hvorfor er det ikke tilfældet?

Der er varme lysstriber på gulvet under hende, men det stammer ikke fra solen, som i forvejen ikke har vist sit ansigt i lang tid. Lyskilden viser sig dog at komme fra en ophængt olielampe, som spreder sit bløde skær udover noget der kunne ligne et skummelt indrettet kontor.

Efter at have rynket brynene undrende, forvirret over endnu at være i stand til at trække vejret, går det hurtigt op for hende, at hun måske ikke var lige så heldig som hun havde håbet på. Hendes arme er nemlig bundet stramt om på ryggen, så voldsomt at hun bliver i tvivl om hun overhovedet kan få blodet til at rulle igennem dem. Det viser sig også snart, at hun tog fejl: Hun ligger ikke ned. Hun sidder op på en træstol. Ikke så overraskende, at hendes lemmer føles så lemlæstede.

Rebene der holder hende fast er ikke kun snoet om hendes håndled, men også stolens ryglæn. Det giver hende større udfordringer med at forsøge at vriste sig fri – en metode som det hurtigt bliver klart for hende, at hun lige så godt kan opgive. Noget pirret over ikke at ane hvor hun befinder sig, samt det faktum at alle hendes redskaber – våben såvel som dirkegenstande – er væk, bider hun hårdt tænderne sammen. Det lykkes hende ikke at undertrykke en frustreret, knurrende lyd.

Selvom hun er frustreret helt ind til knoglerne, forsøger en indre stemme i hendes hoved at få hende til at slå koldt vand i blodet.

Slap af. Træk vejret. Det er et mirakel, at du ikke er død endnu – så lad ikke chancen gå dig forbi næsen. Tænk.

Efter tredive sekunder lykkes det hende – en hvis rolighed synker sig over hendes krop og lindrer den anspændte følelse hun har haft lige siden hun vågnede. Hendes tinding dunker dog stadig og bevidner om hendes nådesløse sammenstød med torvets brosten. Det må have været ham vagthundens spyd der sendte hende i gulvet. Han har nok snildt kunne nå hende med skæftet.

’’Okay, ’’ ånder hun så næsten lydløst for sig selv. Hvis der er nogen der vogter døren ude foran kontoret, vil hun helst undgå, at de hører hende – så længe de regner hende for at være bevidstløs, vil hendes flugt virke overraskende, ’’Første skridt; Slip fri af rebene.’’

Den eneste grund til at Nike fortsætter med lavmælt at tale til sig selv, er mest for at hun kan overbevise resten af sin krop om, at den bliver nødt til at samarbejde, ligegyldigt hvor lemlæstet den føler sig. Så lader hun fokuseret blikket glide over sine omgivelserne endnu engang. Hun har brug for noget skarpt. Rebene føles ikke alt for tykke – til gengæld er de bundet af en snild hånd – så det burde være muligt at få dem skåret over på en eller anden måde.

Det første der fanger hendes blik er en genstand over på kontorpulten. En fyldepen. Måske ikke decideret skarp, men hvis hun er heldig, kan hun få lirket spidsen ind i én af knuderne og løsne den… Hvordan hun nu ellers skal bære sig ad med det.

Men det er bedre end ingenting, minder hun sig selv om.

Der er omkring to meter hen til bordet. Egentlig ikke specielt langt væk, men sådan føles det, når man er stramt bundet til en stol og knap kan tænke klart. Hvis hun skal have fat i den, må hun helt tæt på – og sandsynligvis gribe den med tænderne. Der er ikke andet for end klodset at humpe sig vej derover med stolen: En opgave der hurtigt viser sig at være mere udfordrende end først antaget. En anelse sammenbidt over hvor dum hun må se ud, lykkes det hende at få løftet den lette træstol en anelse. Larmen fra stolebenene finder hun dog faretruende, og hun sender døren i den anden ende af kontoret et stift blik for hver centimeter hun bevæger sig.

Til sidst bliver det dog for meget og utålmodigheden skyder op i den galante tyv, der hidsigt forsøger at få stolen til at bevæge sig mere for hver bevægelse. Arrigskaben får dog det bedste af hende, hvilket også viser sin lidt kedelige bagside:

Hun mister balancen og stolen falder bagover med et brag. Og dér slutter hendes lille flugtnummer noget brutalt.

Positionen er ikke ligefrem behagelig og en voksende trang til at skælde ud på alt omkring hende, får gradvist Nikes kinder til at lyse mere og mere rødt. Da der er gået flere minutter hvor hun har ligget i stilhed, må hun da konstatere, at der enten ikke er nogen uden for døren – eller at hun alligevel ikke har larmet nok til at skabe sig opmærksomhed. Begge dele synes lige gode, men det lettede smil der – trods hende irritation – har fundet plads på hendes smalle læber falmer hurtigt, da kontorets eneste indgang pludselig åbnes.

Vedkommende der træder ind, er nok dén person hun mindst ønsker at møde igen. Natsort hår, ét blodrødt øje og ét tildækket. Richmonds vagthund.

Et hånligt grin strækker sig langs hans kølige træk, da han ser hendes patetiske tilstand. Han har ikke sit våben med sig denne gang og har fjernet den sorte rustning og skulderpladerne, men trods for det kan hun stadig ikke anse ham som normal. Endnu er der dog en kynisk, nervepirrende aura der omringer hele området omkring ham.

Tydeligvis tilfreds over situationen, lukker den unge, blege mand døren bag sig, inden han dovent læner sig tilbage imod den.

Hvorfor slog han hende ikke ihjel før?

’’Betragt dig selv som heldig, tyv.’’ Slipper det så endelig ud imellem hans smalle læber, nærmest som svaret på hendes tanker. Han virker næsten… Rolig, i forhold til den aggressive magiker hun tidligere var i en hæsblæsende kamp med. Selv nu løber det hende dog koldt ned af ryggen alene ved synet af ham.

’’… Saml mig op, ’’ får hun så dirrende snerret, til trods for det faktum at frygten er begyndt at bane sig vej op igennem hendes knogler igen.

’’Du burde hellere være glad for, at du ikke hænger fra en galge i midten af Solemnia ved daggry.’’ Pludselig ser det ud som om, at han kommer i tanker om noget – og det småhånlige smil bliver automatisk bredere, inden han lægger hovedet på skrå og spotsk tilføjer: ’’Ah, min fejl – det gør du jo nok alligevel senere.’’

Så trækker han de muskuløse skuldre tilbage, inden han dorsk retter kroppen op og tager fat i stolens ryglæn, inden han brutalt river den op at stå igen. Der lyder et øredøvende brag, da stolebenene mødes med trægulvet og pryder det med en række afslørende ridser, der står i stærk kontrast til skidtet der har samlet sig i revnerne. Inden Nike kan nå at reagere, har den ene af hans hænder lukket sig stramt om hendes kæbe, for at rette hendes ansigt imod sit eget. Så fortrækker hans træk sig i en grimasse. På et splitsekund har han ændret sig fra hånlig til decideret kølig.

’’Nike Lockser, huh?’’

Hun kniber øjnene sammen som svar, inden hun bider ham af med et flabet; ’’Richmonds røvrender, huh?’’ så vender hun blikket nedad og et skævt grin breder sig ukontrolleret udover hendes mund. Hvad hendes øjne møder er nemlig en temmelig rødplettet bandage, der har skulle stoppe en blødning, som hun er udmærket klar over, hvem der er skyld i, ’’Hov, gjorde det for resten ondt? Det må det have gjort, for spidsen var takket – at hive den ud har næppe været sjov-…’’

Hun bliver stoppet, da raseriet i løbet af meget få sekunder har bygget sig op i den mørkhårede mands ene øje og han næsten borer neglene ind i huden omkring hendes kæbe, så hun må undertrykke en pibende lyd.

’’Jeg brænder fandeme dit ansigt a-…!’’ heller ikke her når han at færdiggøre sætningen, for da bliver døren i den anden ende af kontoret svunget op. I åbningen dukker en nervøst udseende vagt op, der ser ud til at have overvejet at banke på, men sikkert opgav ved tanken om den temperamentsfulde vagthund. Selvom han har berøvet magikerens opmærksomhed, banker han alligevel forsigtigt på dørkarmen, inden han siger:

’’Vi er klar.’’

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...