Gudsforladt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2016
  • Opdateret: 2 jun. 2017
  • Status: Igang
’’Hvad ser du, når du kigger ind i dig selv?’’ – Tyven Nike er ikke blot dygtig til at gøre det hun gør: Hun er legendarisk. I hvert fald lige indtil ét enkelt fejltrin fører til hendes tætteste vens død, og et større spil om magt sættes i gang: En uvant situation for Nike, der er van til at være jægeren og ikke den jagede. Forræderi og fatale handlinger, der er værre end hendes egne, åbner op for en helt ny verden for den skødeløse tyv, der langsomt begynder at opfatte situationens alvor. Og pludselig er hun meget lille i et stort univers, hvor der gemmer sig andre skræmmende ting end hende selv i mørket.

5Likes
11Kommentarer
1487Visninger
AA

10. KAPITEL 8 - Krydsild

 

KAPITEL 8: Krydsild

 

Konen kastes nådesløst tilbage ved mødet med pilen, der afgiver et højt smæld da den rammer ved siden af sit egentlige mål. Det er så makabert og modbydeligt et syn, at tyven ikke kan undertrykke det ynkelige klynk der slipper ud imellem læberne på hende.

Det var jo ikke meningen. Det var ikke…

Chokket må have fået det bedste af hende, for det er først da de hysteriske skrig fra talløse folk fylder hendes ører, at hun bevæger en muskel. Musikken er blevet afbrudt, for de fleste er panikslagende på vej ud fra cirkusteltet, alt imens andre peger desperate op imod hendes skygge.

Hun skal ud herfra. Nu.

Inden hun kan nå at sætte sin krop i gang, lyder der et brag. Da hun vender hovedet imod lyden, ser hun, at gæsterne i kaosset har formået at vælte et af de store ildfad. Mødet imellem jorden og den brede skål af metal har fået gløderne til at sprede sig udover det hele, men specielt langs teltets kant, hvor flammerne allerede er godt i gang med at æde sig igennem teltdugen.

’’Der ligger et flammehav forude.’’

Hun sender den eneste tilbageblevne på tribunen en undskyldende tanke, velvidende om at det kun kan være spåkonens lig… Men da hun kigger ned i manegen, fanger hun to skikkelser der har bevæget sig ned i den nu tomme ring.

Og det er de to hun ville ønske allermest ikke var blevet.

’’Ah, det ser ud som om, at rotteungen har fundet frem til os igen.’’ Et slesk, selvtilfreds smil baner sig udover Richmonds smalle læber, alt imens han sender den brændende teltdug på den anden side et kærligt blik, ’’Ved du hvordan man ellers kan bekæmpe rotter?’’

Pludselig ændrer han retning og bevæger sig ganske roligt op på tribunen igen, tilbage til sin plads, hvor han tager den ene snehvide handske af. Så klapper han medfølende den døde spåkone på kinden, hvorefter han kynisk trækker pilen ud af hendes øjenhule.

’’Hvilken skam. Hun havde ikke gjort noget, havde hun vel?’’

Han peger så med den bloddryppende spids op imod hende, overlegent, inden han skødesløst smider den fra sig og tørrer fingrene af i konens tøj, for elegant at hive handsken på igen.

Nikes hals føles som om, at den er snøret hårdt sammen. Hun bliver faktisk næsten i tvivl, om hun husker at trække vejret. Lyden af den slangelignende lords støvler imod tribunens trapper er det eneste hun kan fokusere på, inden hendes flakkende blik søger imod hans vagthund, der ikke har rørt sig ud af flækken – det eneste der har ændret sig ved ham, er at han nu holder det indpakkede spyd i den ene hånd. Og det ved hun godt hvad betyder.

’’Jeg er ærgerlig over, at du undslap vores sidste møde. Du er rap på fødderne, tyv – og i særdeleshed også på fingrene. Tilgiv min ligefremhed, men… Hvilken mentalt sund person tager faldet fra Krystalpalæets loft ned i havnen?’’

Hun ved ikke, hvorfor han bliver ved med at tale, eller hvorfor hun har så svært ved at fokusere på hans stemme. Men da hun på trods af den efterhånden skrigende hovedpine, endelig får nosset sig sammen, river hendes hånd næsten en pil på buens streng, som sendes afsted sekundet efter.

Hendes præcision er så ringe, at han kun skal træde et enkelt skridt til siden, for at undgå at blive ramt. Lorden hæver også blot spørgende et øjenbryn, ’’Hvad blev der af dine fantastiske evner? Jeg havde ellers indtrykket af, at du altid ramte plet. Der er du trods alt blevet lært, ikke?’’

Han kniber de sølvgrå øjne sammen til små sprækker, alt imens smilet breder sig på hans ansigt. Han ved noget, bliver hun med et sæt klar over. Han ved hvem hun er.

’’Eller tager jeg fejl, Nike~?’’

Da han ser hendes chokerede ansigtsudtryk, ler han blot og vender rundt på hælene, for roligt at slentre imod cirkussets udgang. Han ikke engang bider mærke den spredende steppeild, der har givet sig til at danse udover en større del af teltets omkreds.

’’Hvordan i alverden-… ’’ hvisker hun, alt for lamslået til at hæve stemmen.

I samme øjeblik vender lorden sig om og slynger den mørke hestehale med de lange, hvide striber henover skulderen, ’’Rotter har en tendens til at ødelægge forretningsmuligheder, forstår du nok, min kære.’’ Så vender han pludselig hårdt blikket imod sin vagthund, inden han fortsætter sin gang imod udgangen, ’’Fiks det, Lyon.’’

Det her var ikke en del af hendes plan. Sædvanligvis har hun ganske enkelt altid været formidabel til at improvisere, men lige nu forhindre en svimlende kvalme hende i at tænke klart. Hvor kender han hendes navn fra? Hvordan?

Det er først da den sortklædte lord forsvinder ud igennem det nu jævnt brændende telt, at det lykkes Nike at slå koldt vand i blodet. På samme tid har Richmonds vagthund trukket det lange, sværdklingelignende spyd fri af de klæder der før holdt våbnet uidentificerbart. Måden han dovent lader spidsen svinge om bag sig med den ene hånd, fortæller klart, at han er van til at bruge våbnet – højst sandsynligvis også dygtig til det.

Og det er omkring nuværende tidspunkt, at den blåøjede tyv begynder at indse, hvor dybt vand hun egentlig har vovet sig ud på.

Næste gang lytter du til Garlic, skælder hun ud på sig selv, hvis du da overhovedet er så heldig, at der er en næste gang.

Velvidende om, at hendes egen dumdristighed kan have ført hende direkte i døden nu, strammer hun grebet om buen. Der er ingen vej udenom, hvis hun vil ud herfra. Teltet står allerede i lys lue, og der er ingen andre veje væk herfra, end udgangen bag den mand der nu står i vejen for hende.

Der er ikke noget at gøre, konstaterer hun sammenbidt. Det er ham eller hende. Én af dem bliver nødt til at lade livet.

Og det bliver ikke hende.

Måske med fornyet styrke, overskygges den gracile tyvs øjne pludselig. Da lægger hun også en ny pil på buen, trækker strengen sammenbidt tilbage og slipper sekundet efter. Pilen farer igennem luften, sikkert, i modsætning til de tidligere skud. Der er ingen tvivl om, at den vil kunne ramme sit mål…

Men det gør den ikke. For i det næste sekund, som havde han på en eller anden måde forudset pilens præcise akse, løfter Richmonds eskorte sit våben og snurrer det rundt i luften i sådan en fart, at hendes pil knuses til triste træstumper inden den kan nå at ramme ham.

’’Gør det hellere mindre smertefuldt for dig selv, tyv.’’ Fnyser han så. Det er første gang hun hører ham tale. Stemmen er ru, ikke hånlig som Richmonds, men uden tvivl hård. Bærer et præg af umærkelig skånselsløshed. Måske er han ikke lige så spotsk som den herre han tjener, men ikke desto mindre stadig kynisk – og for den sags skyld spydig.

’’Jeg kunne fortælle dig det samme, vagthund.’’ Giver hun igen og har allerede spændt buen endnu engang, alt imens hans eget våben glider sløvt ned imod jorden. Klingen skinner rødligt i skæret fra de endnu blussende flammer omkring dem, der truer med at gnave sig igennem de træmaster der holder hele teltdugen oppe, ’’… Og hvor kender han mit navn fra? Det er ikke dokumenteret noget sted.’’

Et sarkastisk grin finder plads på den unge, rødøjede mands ansigt, ’’Fordi du ikke er lovkyndig, eh? Hvor skulle jeg vide det fra?’’

Hun slipper pilen. Også denne gang når han at smadre den i stykker, inden den kan nå ham.

’’Fordi min eksistens ikke er nedskrevet på noget papir.’’

Hårdnakket forsøger hun ikke at virke påvirket over det faktum, at hendes pile ikke kan ramme ham. I stedet lader hun pupillerne følge cirkusteltets vægge. De kommer ikke til at holde meget længere. Og idet hun tænker tanken, lyder der et faretruende knæk under hendes fødder.

Ilden har allerede ædt væk meget af den stolpe, der holder projektøren og hendes skjulested oppe. Hun ved, at det kun er et spørgsmål om minutter, inden den brager sammen under vægten.

I baggrunden af ildens voldsomme buldren og knitrende gnister, kan hun høre larm. Råb. Vagtposterne.

’’Alt eller ingenting, ’’ ånder hun så for sig selv, satser på at platformen under hende holder lidt endnu og trækker så en af pilene med rødbrune fjer, for hastigt at stryge den imod sin støvle. Idet hun sender den lille fakkel afsted, håber hun inderligt på, at han vil gøre som før: Smadre den med spyddet – for det vil få den til at eksplodere lige i ansigtet på ham, måske nok til at skabe rigelig forvirring til at slippe ud herfra.

Sammen med den efterhånden tykke røg der har samlet sig i loftet, har den voksende hovedpine gjort det svært for Nike at trække vejret ordentligt. Hun må ned derfra så hurtigt som muligt, og hun skal lige til at tage springet, da hun til sin overraskelse ikke hører det klingende svushhh fra før, da han knuste hendes pil.

I stedet har han rettet sin arm ud, nærmest som om han ville gribe den… Men i stedet sker der noget fuldstændig utroligt, der får tyven til at spærre øjnene frygtsomt op: Ildpilen standser i luften, få centimeter fra hans håndflade.

’’Det er løgn, ’’ gisper hun og kan mærke håbløsheden krybe dybere ind i sindet, ’’Sig ikke at han er… ’’

Magiker, ville hun have sagt, men ordet kan simpelthen ikke komme over hendes tørre læber. Det ville hun heller ikke have nået, for i det næste skifter pilen retning og knalder sig direkte ind i den stolpe, der indtil videre har holdt hendes skjulested oppe. Det er slut nu.

Inden projektøren og platformen når at brage til jorden, når den spinkle tyv at tage et noget uelegant imod det nærmeste til at afværge hendes fald. Teatergardinet. Det purpurrøde stof giver sig dog straks, idet hun griber fat i det, hvilket medfører til et knap så præciseret fald. Med et rullefald til at afværge det værste af slaget, møder hendes skulder den hårde maneges savsmuld, der hvirvler rundt sammen med røgen fra branden, idet hun rammer jorden.

Stønnende får hun kæmpet sig på benene, i tvivl om hun er kommet til skade eller ej. I stedet for at tænke mere over det, får hun dog i et snuptag samlet den tabte bue op og forsøger desperat at få viftet noget af den store røgsky væk.

Synet der møder hende, gør hende dog ikke lettet. Richmonds højre hånd har vist sig at være i besiddelse af større kræfter end hun havde forestillet sig, og det giver i den grad til kende nu.

Ilden har spredt sig langs tribunen. Som en flydende kanal krydser den henover sæderne, bevæger sig så hurtigt, at det næsten syntes umuligt. Det er som om, at den følger hvert et skridt denne Lyon tager. Som om den følger ham.

’’Et flammehav. To mænd i sorte rustninger. Død.’’

Sveden driver ned af hendes ansigt, sammen med en bizar blanding af sod og savsmuld. Og alt imens hun begynder at acceptere tanken om, hvem der nok i virkeligheden skal dø af de to, skyder en massiv smertebølge igennem hendes hoved. Den er så stærk, at hun øjeblikkeligt snapper efter vejret, lukker øjnene… Men da hun åbner dem igen, dukker det mærkværdige scenarie fra før op igen. Sten. Lysende blomster. Mørke. Statuer.

Én ting er dog anderledes denne gang. Et blændende turkist lys, der spreder sig udover noget der ligner en mindre, opsat lysekrone. Den er lige så forstenet som alt det andet, men kappen af lys der har spredt sig udover den, får hende til at gøre noget, der automatisk trækker hende direkte tilbage til flammehelvedet fra før:

Hun skyder den ned.

Hvad der sker derefter virker så uvirkeligt, at det næsten er utroligt. Lysekronen vælter ned, brændende, imod Richmonds såkaldte højre hånd, der overrasket kaster sig ud til siden, for at undgå at blive ramt. Og det er i samme øjeblik, at det turkise skær igen viser sig, men denne gang på hans frie hånd, som Nike uden at tænke over det automatisk sigter på.

Og denne gang rammer hun. Pilen borer sig direkte igennem hud, kød og sener, for at lægge et smalt blodspor efter sig i manegen. En sammenbidt snerren undslipper kort hans læber, inden de mørke bryn rynkes, rasende. Lamslået over at være blevet ramt, tager det ham åbenbart et par sekunder at komme sig… Men det er dog nok til at give Nike det fremspring hun har brug for. I fuld firspring lykkes det hende at kæmpe sig igennem ilden, op over tribunen, tage det to meter lange spring ned derfra og slå sig ud af den glødende indgang.

… Men det viser sig til gengæld hurtigt for den blåøjede tyv, at hun er langt fra at kunne ånde lettet op…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...