Gudsforladt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2016
  • Opdateret: 2 jun. 2017
  • Status: Igang
’’Hvad ser du, når du kigger ind i dig selv?’’ – Tyven Nike er ikke blot dygtig til at gøre det hun gør: Hun er legendarisk. I hvert fald lige indtil ét enkelt fejltrin fører til hendes tætteste vens død, og et større spil om magt sættes i gang: En uvant situation for Nike, der er van til at være jægeren og ikke den jagede. Forræderi og fatale handlinger, der er værre end hendes egne, åbner op for en helt ny verden for den skødeløse tyv, der langsomt begynder at opfatte situationens alvor. Og pludselig er hun meget lille i et stort univers, hvor der gemmer sig andre skræmmende ting end hende selv i mørket.

5Likes
11Kommentarer
1484Visninger
AA

9. KAPITEL 7 - Før stormen

 

KAPITEL 7: Før stormen

 

Regnen styrter ned om ørene på Nike, der nu har erkendt at Garlic ikke kommer tilbage forløbelig. Hun befinder sig i klokketårnet, hvor hun de sidste par timer har observeret og noteret opførslen rundt omkring i Solemnia.

Der lyder en øredøvende dundren, da klokken slår ni om aftenen. Som vækket fra en søvnløs dvale, blinker den unge tyv kort, inden hun springer ned fra hullet på siden af tårnet og vender tilbage i tørvejr indenfor.

Ravnene har samlet sig i klynger i loftet, hvor de klagende flyver til og fra træstolper, skubber til hinanden og basker hysterisk med vingerne. En gang imellem svæver mindre fjer og dun ned fra oven, som de piller af sig, samtidig med at de rusker regndråberne på fjerpragten væk.

Cirkus Insidias forestilling starter om mindre end en time, har hun opsnappet. Hele dagen har hun brugt på at forberede sig, både mentalt og fysisk, samt sneget sig rundt i flere forskellige stræder, for at overhøre eventuel sladder. Der har ikke været meget nyt at høre, udover hvisken omkring Krystalpalæet. Det ser ud til, at der ikke er mange der ved hvad der reelt skete. Nogle snakker om påkaldelsen af en dæmon, andre om en engels ankommen. Et tredjeparti har sågar talt om trolddom fra en anden verden, hvilket ikke har været helt forkert.

’’Det skal dog ikke forhindre os i, at åbne op til Dødeverdenen nu i nat.’’ Kan hun huske Richmond sagde. Dødeverdenen… Det lyder absurd. Hvorfor i alverden ville nogen dog gøre det?

Hun synes dog ikke ligefrem, at hun har mærket meget til det. Hun ved nok heller ikke helt, hvad hun skulle have forventet. Spøgelser på alle gadehjørner? I så fald burde man nok indføre nekromantikere som vagtværn i stedet.

Hun ler bittert ved tanken. Måske ville det i virkeligheden være mere sikkert end det nuværende værn, som hun har blandede følelser omkring. Nogle af dem er luddovne, i andre kvarterer er der altid et væld af bevogtning. Som tyv har hun altid sat pris på de mindre aktive vagter, men som en ærlig borger i Solemnia, er deres ringe evner ikke ligefrem betryggende.

Og dog. Alligevel har der i det sidste stykke tid været flere folk endt i galgen end normalt. Oprør, utugt, folk der har talt højt om deres mening om systemet og de tilbageværende grever, og ikke mindst tyveri – blot nogle af de få forbrydelser folk har fået et reb om halsen for.  

Med en hovedrysten rusker hun de resterende vanddråber af hætten, samtidig med at klokketårnets kimen endelig summer ud. Så samler hun det nye, ruskindsbeklædte pilekogger op fra gulvet, hvorefter hun svinger det over skulderen, for at få det på plads på ryggen. I den anden hånd knuger hun hårdt om buen i et forsøg på at køle sine nerver ned.

De mørkeblå øjne søger kort ud i halvmørket udenfor, inden Nike kort slår et smæld med tungen og trækker sit klæde opover næsen. Så lader hun kort det klikkende lyd af støvlernes møde med tagstenene på husene fylde ørerne, inden hun puster ud og sætter kurs imod cirkusteltet i horisonten.

Showtime.

 

*******

 

Det er en sjældenhed, at der er samlet så mange mennesker på samme sted i Solemnia. Normalt sker det kun under henrettelser – eller før i tiden når adelen eller Magis Ordenen havde vigtige meddelelser.

Cirkus Insidias er ikke meget anderledes trods det mindre dystre tema, for der kommer i hvert fald til at forgå en henrettelse:

En henrettelse af Damon Richmond.

I modsætning til de almene henrettelser, er dette dog én han ikke selv er klar over er på vej. Og måske fryder det Nike en lille smile, alt imens hun udnytter menneskemængden vil at snige sig uset hen imod det store telt, der siden hun sidst var her er blevet pyntet yderligere. De fleste af cirkusartisterne fimser travlt rundt til højre og venstre, enten for at skifte kostumer, byde gæster velkommen eller for at ryge i små klynger bag teltet.

Den blåøjede tyv skærer kort en grimasse, inden hun sætter sig i ly af en række opstablede kasser, for at vente på at alle gæsterne har bevæget sig ind i teltet. Det er primært folk at høj status der sætter fødderne indenfor – hun kan heller ikke forestille sig, at mange andre ville have råd til det.

Da vældet af farverige victorianske kjoler og mænd i habitsæt med svalehaler endelig svinder ind efter et kvarters tid og teltets forhæng bliver trukket ned, efterlader det Nike tilbage som den eneste udenfor. Og da hun samtidig med at en højlydt, munter musik begynder at spille er sikker på, at der ikke er nogen til at spotte hende, sniger hun sig ganske lydløst hen til den nu lukkede indgang.

Ved at hive en anelse op i det tykke, stribede stof, ser hun ind i tusmørket i selve teltet. Selve manegen er lyst kraftigt op, alt imens en bredskuldret mand med fipskæg begejstret er ved at præsentere sig selv og cirkusset. Alle gæsternes opmærksomhed er vendt imod ham, og det giver den smalle bueskytte en stor fordel. Ingen kommer til at lægge mærke til, at hun sniger sig ind.

Forsigtigt skubber hun det nederste af forhænget en anelse til siden, nok til at det ikke kan skimtes fra manegen, men også så hun med nød og næppe kan presse hele kroppen ind i Insidias indre. Luften føles tung derinde, men stemningen er så opløftet, at det næsten giver hende myrekryb. Hvilken overvældende form for falsk positivitet, tænker hun bittert og river sin koncentration væk fra cirkussets midte, hvor en række jonglører har begyndt deres opvisning.

Alt imens hun snørkler sig uset gennem bagsiden af de store tribuner, søger hendes blik efter det rette sted at skyde fra. Meget tyder på, at hun skal befinde sig front imod selve tribunerne, hvis hun skal ramme plet – det vil kræve for meget arbejde at skulle forsøge at spidde Richmonds hoved fra siden.

Hun finder hurtigt et spot der viser sig at være tilpas. Der er ikke meget plads, for det er på siden af én af de store, maskindrevne projektører, der regelmæssigt får kegler af lys til at sejle rundt i den støvklædte manege. Den kræver heldigvis ikke mandsstyring, hvilket også betyder, at der ikke er nogen der holder øje med den. Og trods den snævre plads, giver det Nike muligheden for at arbejde i fred.

Lyset fra projektøren er dog så voldsomt, at hun frygter en anelse, at den vil lyse hende op, heroppe i skyggerne. Hun krydser dog stærkt fingre for, at folks opmærksomhed er rettet så stift imod forestillingen, at hun ikke bliver bemærket.

Det viser sig efter få minutter, at den betagende opførelse har fanget Solemnias borgere i et tryllebindende edderkoppespind.

Ingen har lagt mærke til hendes tilstedeværelse.

… Desværre har Nike heller ikke lagt mærke til Richmond eller hans vagthunds. Flere gange har hun spejdet utålmodigt igennem menneskemængden på sæderne nedenfor, men hun har ikke bemærket nogen af dem.

Tog hun fejl? Dukker han slet ikke op?

Idet hun tænker tanken og kan mærke en uvan angst krybe frem, bliver teltets forhæng pludselig slået til side. Den voldsomme bevægelse ser ud til at frigøre nogle af gæsterne fra forestillingens magi, men da de ser hvem der sekundet efter træder ind, bøjer de hovedet, respektfuldt.

Dér er han. Damon Richmond. Sent på den, men han er her.

Sekundet efter hendes blik har hvilet på ham, begynder en dunkende hovedpine at tage fat omkring hendes tinding og på indersiden af kraniet, lige bag hendes venstre øje. Uden at tænke over det, glider hendes hånd op for at forsøge af mildne den bidende smerte, der kort efter svinder ud igen.

’’Tag dine handlinger til overvejelse. Der ligger et flammehav forude. To mænd i sorte rustninger. Død.’’

To mænd i sorte rustninger… Imens hun tænker på spåkonens advarsel tidligere, kryber hun helt tæt ind til den store projektør, for at skjule sin skygge, hvis én af de nyankomne skulle kigge op. Ingen af dem ser dog ud til at have fattet mistanke, inden de placerer sig i midten af tribunen. Richmond med et skævt smil plastret udover sit slangeansigt og fyren med klappen for øjet overbærende, som om at han keder sig. Hans ansigtsudtryk er stift, sammenlignet med den dovne holdning, da han sætter sig ned. Ikke så overraskende har ingen set ud til at blinke over den lange, indpakkede genstand han har med sig – Nike går ud fra, at det er hans spyd, dækket en smule af, for ikke at virke alt for truende.

Idet hun tænkende observerer de to mænd som hun afskyr så inderligt, hæver vagthunden pludselig blikket. Det røde, dæmonagtige øje søger prompte imod det sted hvor hun sidder og af instinkt presser hun sig tilbage i skjul, imens hendes fingre knuger krampagtigt om buens skæft.

Hun tror ikke, at han så hende. Hvordan skulle han også kunne det? Hans syn ser i hvert fald ud til at være begrænset, hvis man tager hensyn til klappen han har for det andet øje…

Nike håber stærkt på, at hun tager fejl, men noget inde i hende skriger, at hun har undervurderet ham. At han er langt en større trussel end hun først troede.

Bliv ude fra hans rækkevidde, minder hun sig selv om. Han kan under ingen omstændigheder komme herop.

Jo mere hun tænker over det, desto mere begynder hovedpinen fra før at krybe ind igen. Den gør hende automatisk irriteret, afholder hende fra at kunne fokusere ordentligt på hendes ene øje. Og med den voksende frustration og vrede, kommer også utålmodigheden.

Hårdnakket skyder hendes hånd bagud, hvor den lukker fingrene om en pil, som hun i et snuptag har lagt på buen. Strengen hiver hun i en blød, glidende bevægelse tilbage, imens hendes øjne fokuserer på Richmonds hals og hoved. Hun ville ønske, at hun kunne skyde ham i brystet og give ham den nogenlunde samme død som Jamie, men hun er ikke sikker på, at én pil alene vil dræbe ham.

Det er bedre at gå efter ansigtet og håbe på, at det går hurtigt nok til at hun kan nå ud herfra.

Måske er det bare noget hun forestiller sig i adrenalinens rus, men i et øjeblik forestiller hun sig hele cirkusset i et andet scenarie: Omgivelserne er forvandlet til sten, gæsterne er udtryksløse statuer. Rundt omkring svæver små, lysende bobler og blomster i glødende, lyseblå farver, for at efterlade stedet i et spøgelsesagtigt skær. Der er stille. Øredøvende stille.

’’Min kære, der gemmer sig andre skræmmende ting end dig selv i mørket.’’

Hun syntes at høre en stemme ved siden af sig. Smerten i hovedet har bredt sig hele vejen ned til halsen, alt imens hun ikke forstår, hvorfor hun ingenting kan høre, udover den hæse gengiven af spåkonens ord. Det makabre tableau nedenfor flimrer faretruende, som et skiftende billede der går i hak. Cirkusset, stenscenariet, cirkusset igen.

Hendes egen hjertebanken virker derefter dundrende, som var det torden. Det får hendes arme til at ryste, usikkert, imens hun sammenbidt forsøger at overbevise sig selv om, at hun ikke er ved at gå fra forstanden.

Det hun ser nu, kan ikke være rigtigt… Vel?

Og det er i samme øjeblik, at hun i sin slørede tilstand mister kontrollen over sine hænder og buestrengen glider ud imellem hendes svedige fingre. Pilen fyres afsted med en voldsom fart, med den takkede spids snurrende målbevidst igennem luften, men i Nikes øjne virker det som om, at der går en evighed.

Hun nåede ikke at sigte.

’’Det var i sandhed en fejltagelse af os at komme til så gudsforladt et sted…’’

Og da tiden endelig føles nogenlunde normal igen, er Nike Lockser vidne til en pil der borer sig skånselsløst ind igennem øjet på vedkommende til højre for Richmond:

Spåkonen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...