Gudsforladt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2016
  • Opdateret: 2 jun. 2017
  • Status: Igang
’’Hvad ser du, når du kigger ind i dig selv?’’ – Tyven Nike er ikke blot dygtig til at gøre det hun gør: Hun er legendarisk. I hvert fald lige indtil ét enkelt fejltrin fører til hendes tætteste vens død, og et større spil om magt sættes i gang: En uvant situation for Nike, der er van til at være jægeren og ikke den jagede. Forræderi og fatale handlinger, der er værre end hendes egne, åbner op for en helt ny verden for den skødeløse tyv, der langsomt begynder at opfatte situationens alvor. Og pludselig er hun meget lille i et stort univers, hvor der gemmer sig andre skræmmende ting end hende selv i mørket.

5Likes
11Kommentarer
1493Visninger
AA

8. KAPITEL 6 - Ethegords smejde

 

KAPITEL 6: Ethegords smedje


 

Det er først da den mørkegrå horisont begynder at blegne ved et noget farveløst daggry, at Nike holder sin såkaldte jagt inde. Den har ikke båret meget frugt, selv i de mere velhavende kvarterer var udbyttet skuffende. Indtil videre er hun kommet i besiddelse af noget sølvtøj og en enkelt – noget trist udseende – forlovelsesring. Nu hvor hun alligevel har anskaffet sig det, ved hun at det vil være en fin del af smedens krav på betaling – for han er en af de få der kan smelte det om og ikke have nogen dårlig samvittighed over det.

’’Så længe du stjæler fra alle andre end mig, er vi to på lige fod, Lockser.’’

Med et lille, anerkendende smil nikker hun kort for sig selv. Det var en aftale som de begge var tilfredse med. Loyalitet igennem en fælles interesse i et værdifuldt udbytte. Et fint kompromis imellem en tyv og en smed, hvis hun skal sige det selv.

Hendes lår og skuldre er begyndt at føles stive. Hun skyder hårdnakket skylden på kulden, men er udmærket godt klar over, at hun har presset sin krop for hårdt det sidste døgns tid. Efter halvt at være druknet, sprunget den kvarte by igennem, samt totalt undgået søvn, må hun indse, at der må være en grænse.

I stedet for at tage tilbage til Lantzos kro og få lukket øjnene i et par timer, styrer hun dog direkte ind i et arbejderkvarter, der stinker langt væk af kul og sved. Ikke længe efter begynder en tyk røg også at fylde luften, samt larm fra trykmaskiner og råben fra morgendagens fattigste, der endnu har intention om at overleve.

Normalt ville synet af Nike Lockser med det samme afsløre hendes identitet som tyv, men folkene her kunne ikke være mere ligeglade. Iblandt hende tonser utallige, soddækkede mænd og dværge rundt, svedende og slæbende på alt for store genstande, der uden tvivl vil påvirke deres helbred i løbet af de næste par år.

I midten af kvarteret ligger en åben smedje. I midten af den befinder der sig en hvidskægget dværg med en manglende arm. Han har i den anden en tung metalhammer, som han knalder hårdt ned i en ambolt med et stykke rødglødende jern. Han virker koncentreret, brummer nu og da irriteret, inden han endnu en gang brutalt svinger hammeren nedover bolten med et brag.

Det er først da tyven banker utålmodigt med sin bue på siden af ambolten, at han opdager hendes tilstedeværelse.

’’Ethegord, ’’ hun sætter den ene arm i siden og lægger hovedet på skrå, lænende imod en af de bjælker der holder smedjen oppe, ’’Har du et øjeblik?’’

Dværgen stopper hammeren midt i et slag, hvorefter han løfter hovedet, så det lange, platinblonde skæg kort flagrer ved bevægelsen. I starten virker han irriteret over at være blevet afbrudt i sit arbejde, men da det endelig går op for ham, hvem der har opsøgt ham, sætter han stift sin hammer fra sig.

’’Du er ualmindeligt tidligt på den, tyv, ’’ knurrer han, ’’Din bestilling er klar. Kom med.’’ Han vinker hende med sig med sin eneste næve, for at føre hende om på bagsiden af smedjen, hvor en dør fører ind til dværgens bolig. Nike følger ham med ind i den lune indgang, hvor hun må bøje hovedet en anelse, for at kunne træde ind igennem dørkarmen. Selvom hun ikke ligefrem er specielt høj selv, så har hun flere gange knaldet panden ind i kanten – meget til Ethegords underholdning.

’’Jeg har… ’’ hun tøver kort, inden hun skiller de tørre læber ad igen, ’’Noget jeg skal have ordnet… Så jeg tror det vil være lettere uheldigt ikke at være forberedt tilstrækkeligt.’’

Dværgen nikker blot, alt imens han bevæger sig ind i midten af hytten, hvis rum alle er samlet i ét. Belysningen er dunkel, men ikke desto mindre behagelig for Nikes øjne. Det er et blødt lys. Ikke så praktisk til at spejde rundt eller gemme sig i, men tilpas for hende.

Ethegord har stillet sig hen foran noget der ligner et arbejdsbord henne i den anden ende af lokalet. Det bugner af pergamentruller, værktøjskasser og deres indhold, samt stykker af tilfældigt metal over det hele. Det er næsten et mirakel, at ingen af dem er snublet endnu. Dværgen kalder det et systematisk rod. Han kan åbenbart altid finde sine redskaber alligevel.

’’Hvad skulle du dog gøre uden mig, pigebarn?’’ normalt ville Nike have anset sådan en kommentar for hånlig i alle de tyve vintre hun har levet, men når det kommer fra denne smed, smiler hun blot skævt.

’’Tja, det spørger jeg også tit mig selv om.’’

Så vender han sig endelig om og rækker hende et ruskindsbelagt pilekogger, der med sine mørke farver og bløde former hverken kan afgive meget lyd eller er specielt synlig, hvis hun skulle tabe det. Da hun knapper det tynde overtræk af, dukker den velkendte opdeling af pilene op, som hun er van til fra sit eget kogger. Der er normalt tre forskellige typer pile, hver opdelt i deres eget hjørne; Almindelige pile med takkede spidser, dem med en lille vandsæk for enden, og til sidst dem der eksploderer i en røgsky, når de ødelægges…

Men denne gang er der fire.

Da hun med tommel- og pegefinger forsigtigt hiver én af de ukendte pile op, lægger hun mærke til, at fjerene for enden er rødbrune, i modsætning til de andre, der alle er forskellige toner af grå.

’’Hvad gør de her?’’ spørger hun forvirret, imens hun nærstuderer spidsen, der mest af alt minder om en lille, mørkebrun kapsel. Den virker ikke ligefrem særlig speciel… Eller dødelig.

Et tilfredst grin spiller dog bare om den hvidskæggede dværgs læber, hvorefter han peger ned imod hendes fødder, ’’Prøv at ridse spidsen hurtigt imod den ru metaldel på dine støvler.’’

Med det ene øjenbryn hævet undrende, gør hun som han siger. Og sekundet efter står pilens spids i en lys lue, som havde hun tændt en tændstik i overstørrelse. Hendes mund former sig hurtigt til et imponereret o, alt imens begge bryn skydes i vejret.

’’Det er jo-…’’

’’Ret genialt, hvis jeg skal sige det selv. Og hvis svovlkapslen for enden knuses imod et hårdt objekt, inden for kort tid efter du har tændt den, så har du næsten en eksploderende ildkugle.’’

Hun nikker begejstret, for pilen her er om muligt hendes redning. Ild skaber oftest en masse forvirring, så med disse har hun mulighed for at skabe en endnu større kaossituation, der kan give hende chancen for at slippe væk helskindet fra cirkusset… Måske.

’’Jeg er imponeret, Ethegord.’’ Det lykkes hende at tvinge blikket væk fra vidunderet i hendes venstre hånd. Dværgen brøler dog bare i latter, imens han sætter sin eneste hånd selvtilfreds i siden.

’’Det burde du også være, tøs! Og nu-…’’ han når ikke at se mere, inden Nike har frigjort klædet med sit tyvegods og kastet den hen på bordet sammen med en mindre pose mønter. Begge dele klirrer tilfredsstillende, da de rammer træpladen.

’’Du behøves ikke minde mig om det. I den store er der nattens fangst, i den anden resterende betaling.’’

Et fornøjet fnys undslipper Ethegords læber, ’’Det er en evindelig fornøjelse at gøre forretning med dig, tyv. Faste kunder er altid det bedste… Selvom jeg må indrømme, at jeg finder det temmelig ironisk, at du som tyv køber noget.’’

Med et skævt grin smider Nike det resterende af pilen ind i pejsen, hvor den brænder ud. Samtidig vender hun sig imod den lave dør, åbner den med hånden som hun ikke holder pilekoggeret i, hvorefter hun blot rækker tunge tilbage imod smeden.

’’En tyv kan trods alt ikke stjæle genstande der er skræddersyet til hende selv.’’

 

*******

 

Nike burde have vidst, at Lantzo ville kræve en forklaring på hendes tidligere udtalelse omkring Jamie, da hun vendte tilbage. Hun burde måske også havde været forberedt på kroejerens emotionelle tudefest når hun var færdig, men alligevel kunne hun ikke lade være med at være en anelse overvældet over kæmpens pludselige omfavnelse og vandfald af tårer.

’’Det er så frygteligt, Nike! Han havde jo teknisk set ikke gjort noget galt, den stakkels dreng – eller, måske lidt, men det er ikke pointen!’’

Med hjertet som en tung sten inde bag brystet, havde hun bare overbærende klappet ham på ryggen, uden at sige et ord. Så havde hun derefter vristet sig fri, gået ned af trappen i den bagerste ende af kroen og forsvandt bag døren til hendes og Garlics tilholdssted.

Flere gange i løbet af den næste dags tid, havde hun forsøgt at få en smule søvn… Men alle gange ville hun efter få timer blive vækket brutalt af sine egne mareridt omkring den impulsive lommetyv, som hun kaldte sin bedste ven. Det var hele tiden det samme mønster. Idyl, efterfulgt af et blodigt kaos og så stilhed… Lige indtil Jamies maltrakterede krop ville dukke op af ingenting, slæbende og hæst hviskende.

’’Du svigtede. Svigtede, svigtede, svIGTEDE!’’

Inden hans blodstænkte hænder ville kunne nå at gribe fat i hende, ville hun altid vågne med et gisp. Svedende, og med tårer der føltes som brændende stykker flintesten i øjenkrogene. Det ville dog altid være i brystkassen, at det gjorde mest ondt. Smertefulde dunk, der fik den store muskel inde bagved til at trække sig krampagtigt sammen, imens hun måtte tvinge sig selv til ikke at hikste, græde og derved forværre sine i forvejen blodskudte øjne.

’’Jeg ved det godt, ’’ ville hun bare hviske for sig selv. Dække øjnene med armene, stædigt, ’’Jeg ved det godt…’’

 

Det er nu sjette gang, at hun vågner sådan. Og denne gang har hun ikke engang overskuddet til at løfte armene. I stedet stirrer hun blot tomt op i loftet fra madrassen på gulvet af. I hvert fald lige indtil de mørkeblå iriser overskygges af en indre, hadefuld sky.

Richmond. Det er hans skyld. Det hele.

Jo mere hun tænker over det, desto mere bliver hun anspændt i kroppen af tvivl. Det var jo trods alt hende, der fortalte Jamie om stedet. Hun ved ikke længere hvem hun skal beskylde. Sig selv. Richmond. Vanitas Fragmenter. Måske dem alle sammen.

Hun synker den stikkende klump hun har i halsen, trods det faktum at det føles som at sluge en kaktus. Lukker øjnene. Ikke for at forsøge at falde i søvn igen, det er for optimistisk at tro det vil ske, men blot for at få en fornemmelse af mulmet bag hendes øjenlåg.

Da hun åbner dem igen, lyder der et lavmælt klik henne fra døren af. Sekundet efter bliver den forsigtigt skubbet op og en velkendt, rødmanket kæmpe dukker op i døråbningen. Hun når ikke engang at vende sig om for at rævesove og undgå hans opmærksomhed, inden han har åbnet munden:

’’Så du er altså vågen… ’’

Hun kan mærke øjnene slå en saltomortale inde bag kraniet, imens hun forsøger at gnide de salte pletter af søvn væk fra sine øjenkroge, ’’Lantzo, hvad end det er, så magter jeg det ikke lige nu.’’

Han nikker bare forstående, men træder alligevel et par skridt ind i lokalet, der få sekunder efter fyldes af en tung, krydderagtig duft, ’’Jeg tænkte, at du var sulten,’’ mumler han kort og stiller en dampende keramikskål fra sig på den nærmeste stol, ’’Jeg skal nok gå nu.’’

Inden hun kan nå at stille nogen spørgsmål, har han hevet døren i bag sig og er forsvundet ud af rummet. Hun havde overvejet at sige tak, men det virker en anelse for sent nu. Ellers må det vente.

Med en anelse mindre stive muskler, lykkes det hende at komme på benene. Kort tillader hun sig at køre fingrene igennem de uredte, mørkebrune lokker, der lige nu ligger uglet langs hendes skuldre og ryg som en maltrakteret fuglerede. Det viser sig hurtigt at være en større udfordring end først antaget, så efter et par korte, hurtige ryk der egentlig burde have redt hendes pandehår igennem, giver hun op. Så sparker hun skødesløst det uldne tæppe væk fra sine bare fødder, inden hun tager et par tunge skridt hen imod den ridsede skål Lantzo efterlod.

Der krydderagtige duft fra før lader til at stamme fra indholdet, der mest af alt ligner en slags kødstuvning, får hende til at sukke lykkeligt og sende den rødhårede kroejer en varm tanke. Med sin mad imellem hænderne, smider hun sig tilbage på sit natteleje, for dovent at give sig til at spise dér.

Imens må hun give ind til trangen til at smile en anelse, da hun kaster et blik ned i den lækre kødret.

’’… Ahh, jeg begynder mere og mere at forstå, hvorfor Garlic sætter så meget pris på dig, Lantzo…’’

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...