Gudsforladt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2016
  • Opdateret: 29 okt. 2017
  • Status: Igang
’’Hvad ser du, når du kigger ind i dig selv?’’ – Tyven Nike er ikke blot dygtig til at gøre det hun gør: Hun er legendarisk. I hvert fald lige indtil ét enkelt fejltrin fører til hendes tætteste vens død, og et større spil om magt sættes i gang: En uvant situation for Nike, der er van til at være jægeren og ikke den jagede. Forræderi og fatale handlinger, der er værre end hendes egne, åbner op for en helt ny verden for den skødeløse tyv, der langsomt begynder at opfatte situationens alvor. Og pludselig er hun meget lille i et stort univers, hvor der gemmer sig andre skræmmende ting end hende selv i mørket.

Gudsforladt ''artworks'': https://sta.sh/227seq8hj1sl?edit=1

6Likes
17Kommentarer
1933Visninger
AA

7. KAPITEL 5 - Cirkus Insidias

 

KAPITEL 5: Cirkus Insidias


 

Gaderne er tomme, da Nike som en skygge bevæger sig igennem dem. For en gangs skyld er der næsten bomstille, bortset fra en sikkert øredøvende larm og råben i det fjerne. Hun går ud fra, at alle vagtposterne sikkert har fået ordrer til ankomst ved Krystalpalæet, som der næppe kan være meget tilbage af.

Uklogt. Hun må tage sig sammen for ikke at skære en grimasse. Normalt har hun altid skulle slange sig uset igennem disse stræder, men nu er det unødvendigt. Der er ingen andre fødder på brostenene på nuværende tidspunkt, udover hendes egne.

Alligevel kan hun ikke få sig selv til at sænke paraderne. Hun nægter at tro, at der ikke vil være konsekvenser af at være brudt ind i Krystalpalæet – hvis man altså ikke tæller hendes bedste vens død med.

I morgen kan hun forestille sig, at flyvske udprint af hendes ansigt vil hvirvle rundt sammen med efterårets visne blade i gaderne. Eller, i hvert fald en dårlig skitse, som det alligevel ikke er sikkert nogen vil associere hende med. Heldigvis er hun dog klar over, at folk i de fattigere kvarterer ikke kunne være mere ligeglade med en indbrudstyv – og da slet ikke én der har været i Krystalpalæet. De forbander i forvejen adelen og deres kyniske ignorering af de svage i byen. Ikke så mærkeligt at der har været trængt på kirkegårdene.

… De bedrestillede kvarterer er dog en anden snak. Hun ved af erfaring, at man gør klogt i at holde sin identitet skjult dér. Selv Garlic har forholdt sig forsigtigt, hvis han skulle deromkring. Et afdækket ansigt plejer at være tricket, for selv hvis man skulle blive spottet, er der meget lille chance for at ens ansigtstræk kan huskes.

Og på trods af det faktum, at hun er tvunget til at tage en rute igennem de mere velhavende gader for at komme til markedspladsen, er hun på ingen måder nødsaget til at skjule sig selv. Der er ingen at skjule sig for.

Kort efter begynder luften dog at summe af lyd. Stemmer. Nogle en anelse nervøse, andre på et sprog hun ikke kan tyde. En stærk dunst af tobak har samtidig sneget sig ind på livet af hende, inden hun klemmer kroppen ind i skyggen fra en større bygning, for at kunne lade blikket vandre ned langs det for længst lukkede marked, hele vejen ned til det store, bolsjestribede telt.

I et øjeblik trækkes hendes bryn bekymret sammen ved synet af skikkelserne, som hun ved første øjekast anser som en vagtpatrulje – det viser sig dog hurtigt blot at være en række af cirkussets artister, iført deres noget opsigtsvækkende kostumer. Deres udsmykning og sminke virker så malplaceret, når man sætter det sammen med deres utrygge ansigtstræk.

Bekymring. Måske frygt. De må have hørt om, hvad der skete i Krystalpalæet. Sandheden har sikkert ikke nået offentligheden endnu, og hun tvivler på, at folk nogensinde vil komme til at kende den. Men rygter vil altid sprede sig som en steppebrand, og det overrasker hende ikke, at de allerede er nået hertil.

’’Vi skulle ikke være kommet her… Stedet er forbandet, kan I ikke mærke det?’’ overhører hun én sige.

’’For Guds skyld, det er nok ikke andet end en bjælke der gav efter… Eller noget.’’ Lyder det irriteret fra en anden, ’’Gå nu bare i seng! Vi skal nå at blive færdig med opsætningen i morgen.’’

Der lyder ingen protester, og få sekunder efter kan Nike høre deres skridt forsvinde i den modsatte retning. En klar konstatering, at der nu er fri bane.

Som en smidig kat bevæger den spinkle, unge kvinde sig listigt frem til selve cirkuspladsen, der efterhånden er begyndt at stilne hen. Kort lader hun blikket glide over de uvante omgivelser, men beslutter sig hurtigt for, at det ikke burde være svært at krybe i skjul, hvis en uventet artist skulle dukke op. Der er trods alt et ton af forskellige telte, vogne, bure og redskaber sat op, som hun lynhurtigt vil kunne skubbe sig ind bag.

Det eneste problem hun om nødvendigt kan se, er dyreburene. Dyr har en tendens til ikke at holde mund, selv når man tysser på dem. De reagerer på bevægelser og larm. Og Nike har ikke tal på hvor mange gange en hund eller kanariefugl næsten har afsløret hendes skjulested før i tiden. Og derfor holder hun sig helst på afstand af disse, blot for sin egen sikkerheds skyld.

Som hun langsomt og sikkert bevæger sig ind i midten af cirkuspladsen i jagten på et skilt eller en samtale der om muligt kan afsløre artisternes næste forestilling, leder hendes hjerne samtidig efter flugtmuligheder. Dét kan blive en udfordring, indser hun. Der er langt imellem vognene – hvilket gør det svært at springe frem og tilbage imellem dem uset. Og så er der ingen muligheder for at klatre op langs bygningerne bag teltene. Vinduerne og karmene er for højt oppe, så der er intet at gribe fat i. Så der er kun én mulig udvej, væk fra selve markedspladsen: Og det er igennem torvet, der er så åbent, at det ville være selvmord.

De eneste skilte hun syntes at komme forbi, er enten dem der er naglet til vognene med kunstnernavne som ’’Kloven Basso’’ og ’’Ringmester Flynn’’, eller de store, glimtende bogstaver der afslører cirkussets navn, ’’Cirkus Insidias.’’ Ingen meldinger om deres næste forestilling, til gengæld.

Som hun observerer mere og mere, rynkes hendes bryn også en anelse. Det er en stor risiko hun løber, hvis hun har tænkt sig at fuldføre et snigmord på Damon Richmond og samtidig overleve. Cirkusteltet er dog det mindste problem hun er stødt på indtil videre, for på trods af at der kun er hovedindgangen, så er der også en slags bagudgang: Artisternes pause- og skifterum. Det vil højst sandsynligvis vække meget opmærksomhed at sprinte igennem dér, men ligeså vil det sprede panik, at én iblandt publikum er blevet skudt af en ukendt morder.

Der er ingen tvivl om, at det er dømt til kaos.

Da hun befinder sig imellem nogle af de større vogne, går én af dørene pludselig op. Som et lyn har Nike presset sig ned imod et af hjulene, for at skjule sin skikkelse i mørket.

Det er en stor dame der kommer ud. Gammel, og iført flere satintørklæder og guldkæder – en spåkone, højst sandsynligvis, ud at dømme fra hendes påklædning. Hendes øjne virker en anelse blanke og fraværende, men idet hun træder ned fra den lille trappe fra hendes vogn, stopper hun op.

’’Der er ikke meget værd at stjæle her, tyv.’’ Lyder det så fra hende, hvorefter hun ganske roligt vender sig præcis imod Nikes gemmested – meget til hendes overraskelse. Hun skal lige til at gribe udefter én af sine kasteknive, da hun når at fange konens ansigtsudtryk. Et mildt smil spiller op hendes mund. Hun er ikke bange.

Måske er det hvad der får hende til at rette sig op, endnu skjult en anelse af vognens skygge.

’’Det er ikke hvad jeg er her for.’’ Vælger hun så at svare.

Konen blinker fraværende, inden hun blot nikker langsomt og lader sin opmærksomhed glide tilbage til den spinkle tyv. Der er noget ubehageligt ved hende, synes Nike. Det er som om, at hun ser lige igennem hende. Ikke så mærkeligt, at hun bed mærke i hendes tilstedeværelse.

’’Ah ja, det burde jeg have kunnet gætte mig til. Jeg vidste du ville komme.’’

Hun lukker kort de sølvgrå øjne, alt imens hendes hænder søger imod et punkt på hendes brystkasse. Nike ved ikke, hvad hun skal svare. Det er unormalt, at nogen har kunne spotte hende. Hun har altid været lille og hurtig. Denne spåkone må være noget for sig.

’’Du er en kaosbringer, Nike, ’’ lyder det så hæst fra den gamle, alt imens tyven spærrer øjnene overrasket op. Hvordan i alverden kan hun hendes navn? ’’Åh, virk ikke så forskrækket! Det er du jo i forvejen klar over.’’

I et kort sekund spejder hun imod den mørkegrå himmel foroven, ’’Det var i sandhed en fejltagelse af os at komme til så gudsforladt et sted… Tag dine handlinger til overvejelse. Der ligger et flammehav forude. To mænd i sorte rustninger. Død.’’

’’… Et flammehav?’’ den unge kvinde rynker brynene i respons, men når ikke at sige meget mere.

’’Min kære, der gemmer sig andre skræmmende ting end dig selv i mørket. Du vækker dem for alvor, hvis du dukker op til forestillingen om to dage.’’

To dage. Så hun har længere tid til at planlægge end først antaget. Perfekt.

’’Jeg tror ikke på spådomme, beklager meget, ’’ med ryggen ranket en anelse mere end før, trækker hun hætten opover hovedet igen.

Hun modtager dog bare et overbærende smil fra den gamle, ’’Det ville du dog gøre klogt i.’’

’’Næppe, ’’ med et skuldertræk spejder hun kort udover pladsen, nu fuldstændig klar over, at spåkonen ikke har tænkt sig at afsløre hendes tilstedeværelse overfor nogen andre end hende selv, ’’Der er ikke meget magi tilbage i Solemnia, efter massakren på Magis Ordenen. Vi har præster og nekromantikere tilbage, og det er det. Så alt det andet hokus pokus må jeg melde fra ved. Og nu må du have mig undskyldt.’’

Inden hun forsvinder fuldkommen fra cirkuspladsen, ofrer hun den såkaldte Magis Orden en tanke. Ikke så overraskende, var det en samling af magikere og deres lærlinge, både børn og voksne, der trofast tjente kongefamilien… Stærke folk, både milde healere og destruktive dødsmagikere, der kunne finde ud af at omgås i en fredelig harmoni… Men samtidig som kongefamilien forsvandt, havde en mindre, ukendt hær dræbt dem alle på én nat.

Skal Nike være ærlig, så tror hun næppe på at landets herskere endnu er i live. Hverken Kongen, Dronningen eller deres søn. De døde højst sandsynligvis sammen med deres tjenere.

I farten væk fra den store, åbne plads, laver hun en opgivende trækning i skuldrene. Det kan også være ligegyldigt nu. Solemnia var i forvejen allerede ved at falde i ruiner dengang. Det var som om, at solen havde fuldstændig opgivet at trænge igennem den altid grå himmel og dens dyne af mørke skyer.

Det er i sandhed en gudsforladt by.

Imens hun langsomt begynder at sænke tempoet inde i en fuldstændig mørklagt gyde, overvejer hun sit næste stop. Hun får uden tvivl brug for et nyt sæt pile – hvis altså hendes såkaldte partner har nået at klargøre hendes bestilling.

Hun beslutter sig for at vente med at opsøge ham, til det bliver morgen. Han vil højst sandsynligvis blive bitter – det er hans type kreatur især karakteriseret ved – hvis hun vækker ham. Og dværge har let til arrigskab, hvis de ikke får deres anbefalede søvn, så det er bedst at vente.

Idet hun skal til at overveje, om hun skal gå tilbage til klokketårnet eller Lantzos kro for at slå tiden ihjel, fanger hendes blik noget hurtigt forbipasserende ud af øjenkrogen. En stor skikkelse. Hverken fuldstændig menneskelig eller dyrisk. I et øjeblik syntes hun at fange et par glødende, isblå iriser og en knurrende grynten, men da hun vender sig om, er hun alene.

Usikker på om hun blot er udmattet eller om der faktisk var noget der slæbte sig forbi hende, beslutter hun sig for at vende tilbage til hustagene for en sikkerheds skyld. Det kunne have været en hund. Måske en muteret én. Det er ikke så mærkeligt i disse kvarterer, især ikke for dyr der enten bader eller drikker af kanalerne. De er så forurenede, at bare tanken om at skulle røre det tykke, ugennemsigtige vand giver hende myrekryb. Gud ved hvad der ligger under al pløret. Det kunne lige så godt være et lig.

Det kunne selvfølgelig også have været en af de sædvanlige drukkenbolte. Efter en slåskamp eller to og med alkoholen buldrende i blodet, kan hun forestille sig, at man ikke ville gå specielt kønt.

Ikke specielt berørt af den mærkværdige hændelse, hiver hun sig op i den nærmeste vindueskarm, kigger kort ind af vinduet, konstaterer at der er tomt og krænger derefter låsen op med et af sine dirkeredskaber. En klar hentydning til, at hun hverken har tænkt sig at gå tilbage til tårnet eller kroen.

Det er lettere at holde tankerne på afstand, når hun er i aktion. Og sove kommer hun næppe til, så lidt hjemmerøveri er den mest enkle måde at holde kroppen i gang, inden hun kan opsøge smeden og komme i gang med sin planlægning… For hun har en prikkende fornemmelse i kroppen der siger, at et flammehav måske i virkeligheden er løsningen på hendes flugtproblem…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...