Gudsforladt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2016
  • Opdateret: 2 jun. 2017
  • Status: Igang
’’Hvad ser du, når du kigger ind i dig selv?’’ – Tyven Nike er ikke blot dygtig til at gøre det hun gør: Hun er legendarisk. I hvert fald lige indtil ét enkelt fejltrin fører til hendes tætteste vens død, og et større spil om magt sættes i gang: En uvant situation for Nike, der er van til at være jægeren og ikke den jagede. Forræderi og fatale handlinger, der er værre end hendes egne, åbner op for en helt ny verden for den skødeløse tyv, der langsomt begynder at opfatte situationens alvor. Og pludselig er hun meget lille i et stort univers, hvor der gemmer sig andre skræmmende ting end hende selv i mørket.

5Likes
11Kommentarer
1483Visninger
AA

6. KAPITEL 4 - Klokketårnet

 

KAPITEL 4: Klokketårnet


 

Det bløde lys fra kroen får automatisk randerne under Nikes øjne til at stå tydeligere frem. Der er ikke lige så mange mennesker som der plejer at være. De sædvanlige drukkenbolte, nu og da en krølhåret kvinde iført alt for nedringede, Victorianske kjoler, der selvfølgelig er billige kopier. Folkene her er under ingen omstændigheder adelsfolk og har i den grad ikke råd til sådanne ting. Adelsfolk ville desuden heller ikke sætte deres fødder i gyder som disse – ikke kun fordi der er chancen for at blive overfaldet, men fordi det flyder med dødeligt syge på alle hushjørner. Chancen for at blive smittet er utrolig stor, og det ville højtrangerede folk nok næppe i nærheden af.

Men for folk som Nike og Garlic, er det… Passende.

’’Så du overlevede faktisk Garlics raseri igen i dag?’’ der lyder en brølende latter henne fra hjørnet af kroen, henne ved baren. Stemmen får automatisk Nikes lemmer til at fryse, inden hun giver op og går derover.

Kroejeren hedder Lantzo: En høj, meget muskuløs mand i de sene fyrrere, men en opsigtsvækkende lang, løvemanke af rødt hår. Til dels har Nike altid sammenlignet ham lidt med en løve: Både hans personlighed, kropsbygning og opførsel er nemlig højlydt og yderst stolt – præcis lige som de store dyrs. Kroen her har desuden altid været hans diamant, og så er han en af Garlics få venner, som han faktisk stoler på.

’’Skar han dig med en kniv? Ah, manden er jo hjerteløs, ’’ han sukker dramatisk og knalder et ølkrus fra sig på bordet, så de resterende glas omkring ham klirrer faretruende.

’’Nej. Jeg var bare… Lidt uheldig tidligere.’’

’’Nårh ja, uheld sker jo. For resten, jeg kan allerede gætte mig til, hvad du vil vide, skat.’’ Han tørrer de store hænder af i det snuskede forklæde han har om hofterne, samtidig med at hun i smug ruller med øjnene. Det var trods alt ham der kaldte hende derhen. Men hun lader den store mand tage ordet, trods en lyst til at skyde ind med en sarkastisk kommentar, ’’Nej, der er ikke kommet nogen nye jobs ind. Ikke endnu. Men jeg siger til, når det gør. Vi kan jo nødigt have, at du og knægten ikke er beskæftiget.’’

Han ler sin larmende bjørnelatter endnu engang, inden Nike fnyser og vender ham ryggen, for at begynde at gå, ’’For resten,’’ tilføjer hun på vej ud af døren, ’’Så er Jamie død.’’

Hun bliver overrasket over hårdheden i sin tone og fortryder næsten, da hun ser kroejerens chokerede ansigtsudtryk. Noget i hende vil gerne gå tilbage og forklare ham hvordan, men allerede da hun ser sig tilbage, er døren smækket i bag hende.

I de tyve vintre hun har levet, husker hun ikke, at hun nogensinde har følt sig så skidt tilpas. Brisen der kort efter blæser hende i ansigtet, får det efterhånden lukkede sår til at stikke ubehageligt, som en slags påmindelse om, hvad der skete for kort tid siden.

Hvor ville hun dog ønske, at hun havde grebet ham. Jamie. Hvis hun havde kunne strække sig lidt længere og i det mindste have fået ordentligt fat på hans hånd… Så ville han måske være i live nu. Skadet voldsomt af kastekniven som Gud-ved-hvem sendte afsted, men i det mindste live.

Lyden af gående skridt der hurtigt udskiftes med løb, er som lavmælte bank på brostenene under hende. Det hører dog hurtigt op, da hun pludselig strækker armen opad, griber fat i et rækværk og i en hurtig, glidende bevægelse får trukket hele kroppen op på den nærmeste, højtsiddende vindueskarm. Kort efter befinder hun sig på taget. Her sætter hun dog ikke farten ned, men tager selv de lange spring fra den ene bygning til den anden.

Hvor hun er på vej hen? Det ved hun faktisk ikke helt selv. Men lige nu brænder hendes indre oprørsk. Det er så voldsomt, at en voksende trang til at gå tilbage til Krystalpalæet fylder hende.

Den unge tyv er dog alligevel kløgtig nok til at lade være. I stedet beslutter hun sig for at overvåge stedet på sikker afstand: Klokketårnet.

Selvom uret stadig går som det skal, er det efterhånden mange år siden, at det blev forladt. Selv den såkaldte klokker forsvandt, da uret blev mekanisk. Hun forestiller sig kort de store, messingfarvede hjul, der til hendes overraskelse ikke havde larmet lige så meget som hun havde troet de ville. Tværtimod, er der inde i tårnet fredeligt og så er det uberørt af omstrejfende, grundet en store lås på hovedporten…

Men tyve som Nike bruger sjældent hoveddøren, så selvfølgelig var det ingen sag for hende at komme ind, første gang hun besluttede sig for at udforske stedet. Der var desuden også en anden indgang, en dør på et nærtliggende tag. Selvfølgelig var den låst, men på ingen måder lige så meget som den første. Ingen udfordring for Nikes dirkeredskaber. Men i hvert fald, er det denne indgang, som Nike på nuværende tidspunkt benytter sig af.

Hvad der først møder hende, da hun træder indenfor, er tusmørke. Luften indenfor føles en anelse støvet, men det er måske fordi, at hun aldrig har overvejet at gøre rent derinde. Ikke at det ville gøre nogen forskel, for det ser ud som om, at en hel del ravne har bosat sig derinde. Og at skulle rydde op efter dem hele tiden, er ikke ligefrem noget hun føler for.

Vejen til uret går op af en egetræstrappe. Og følger man den langt nok, begynder de store mekaniske dele til selve klokken at dukke op. Langsomt, ganske langsomt, bevæger de takkede former sig ind i hinanden og flytter derved urets visere på ydersiden. Det er et fascinerende arbejde. Så meget at hun næsten ville ønske, at hun vidste hvem der havde skabt det.

Da den store træplatform på det højeste plan i tårnet kommer til syne, dukker også en primitiv indretning op. Det består mest af alt af to opbevaringskister, en slukket olielampe, et bord med nogle stole og en reol fyldt med bøger. Det er næsten et mirakel, at fuglene ikke har overskidt disse genstande, men i stedet har holdt sig til gulvet.

’’Pænt opdragede kræ, ’’ mumler hun for sig selv, inden hendes knæ glider ned i hug og hun åbner den ene af trækisterne, for at rode rundt i noget af det skrammel hun for nogle år siden proppede derned. Hvad hun finder frem, består af et stykke kul og en rulle snusket pergamentpapir. Efter brutalt at have knaldet låget i, hiver hun derefter et bredt kort ud af reolen og smider det hen på bordet.

Garlic tegnede kortet for fem år siden med hjælp fra Jamie. På daværende tidspunkt var hun femten og havde ekstreme problemer med at finde rundt i Solemnia – og i særdeles tilbage til Lantzos kro, hvilket viste sig at give hende en række udfordringer, når hun måtte stikke halen imellem benene og slippe væk fra byens vagtposter. Selvfølgelig fandt de to andre det ekstremt morsomt – men for Nike var det frygtelig pinligt.

Ved hjælp af kortet tog det hende dog ikke mere end et år at blive van til selv områdets kanaler og underjordiske gange. De er som ridset ind i hendes hjerne og vokset sammen til et uoverskueligt net af muligheder – et net som hun på nuværende tidspunkt finder det legende let at finde rundt i.

Kortet truer kort med at rulle sig sammen igen, men Nikes arm stopper det. Samtidig glider den mørke hætte ned fra hendes hoved, for at lægge sig blødt om hendes smalle skuldre i stedet. Det får automatisk hendes mørkebrune lokker til at falde ned langs kinderne, og tykt som det er, virker det næsten som et slags slør. Det alt for lange pandehår er bundet tilbage henover hendes hoved i en lille hestehale, for ikke at gå i vejen. Resten er normalt gemt skødesløst væk under hætten, grundet den overskuelige længde. At gro det længere end til et par få centimeter under nakken var egentlig ikke hendes plan, men småjobs fra Lantzo gav hende aldrig tiden til at få det klippet.

Men det gør egentlig ikke noget. Det er okay, som det er nu.

Med de mørkeblå øjne hastigt søgende henover kortet, forsøger hendes hoved at finde et svar af en slags. Der burde ikke være svært at gætte sig til, at Richmond næppe befinder sig i Krystalpalæet længere, efter den altødelæggende oplevelse tidligere.

… Men hvor er han så nu? Og hvad har han i virkeligheden tænkt sig?

Samtidig glider hendes tanker også over på Garlic. Der er noget, som han ikke vil fortælle hende. Noget han holder for sig selv. Det ville være løgn at sige, at hun ikke brænder efter at vide hvad det er.

Ganske vidst har han altid været en anelse mystisk og underlig at forstå sig på, men normalt ville han have fortalt hvad han tænkte på nuværende tidspunkt. I det mindste bare for at få hendes syn på situationen ind i perspektiv… I stedet er han klappet i, fuldstændig som en østers og er taget et eller andet sted hen, for at få svar, ligesom hende selv.

’’… Hvad ville et røvhul som Richmond gøre nu…?’’

Utålmodigt trommer hun det smalle stykke kul imod bordet, kun for at efterlade mørke pletter efter sig. Og da hun efter flere minutters lang tænketid føler, at hun har vredet sin hjerne i både øst og vest, syd og nord, smider hun skriveredskabet fra sig med et suk.

Hun kan simpelthen ikke komme på et svar.

Frustreret gnider hun en kno imod tindingen. Richmond kunne ganske rigtigt være forsvundet hvor som helst hen nu… Men noget inde i hende nægter at tro, at han har forladt byen.

Ingen forlader Solemnia.

Han ville nok være én af de få mennesker der faktisk kunne anskaffe sig tilladelsen til at passere igennem byens porte, men alligevel har hun sin tvivl. Der er noget han leder efter, det er hun sikker på. Vanitas Fragmenter? Sandsynligvis.

’’Men hvor ville han frivilligt vise sit ansigt?’’

Der er også noget andet der plager hende. Manden der stod ved siden af Richmond i Krystalpalæet. Ikke alene havde han en faretruende udstråling, men også hans våben bar et præg af ualmindelig styrke. Det var et spyd – intet nyt for vagter i Solemnia, men det var formen der undrede hende. Spidsen havde været formet som en lang sværdklinge og havde højst sandsynligvis gjort det ekstremt dødeligt i kamp. Ikke desto mindre skal man nok være afsindig formidabel i nærkamp for at kunne anvende det – og det har hun en ubehagelig følelse af, at han nok er.

Med tankerne samlet i ét stort spind, traver hun henover det støvede trægulv, der knirker sagte under hendes mørke læderstøvler. Normalt ville denne lyd aldrig opstå, fordi hun er så van til at være let og ganske lydløs, men på nuværende tidspunkt har hendes forvirring – samt vrede over Jamies død – gjort hende uforsigtig.

I et elegant, flydende spring trækker hun sig op på en stenkant på siden af væggen, der sekundet efter afslører et stort hul, der trækker kølig luft ind i selve klokketårnet. Det er stort nok til at hun kan stå oprejst i det og samtidig spejde udover byen, der er dækket af et tågeagtigt mørke. Her og der skinner hvidt lys fra enten en gadelygte eller et vindue op, for at bryde igennem alt det sorte. Det er dog ikke mange steder, højst sandsynligvis grundet det faktum, at det er sent nat. Selv den mest agtpågivende person i Solemnia vil være smuttet til køjs på nuværende tidspunkt.

Det er med en grimasse der tillader hende at skære tænder, at hun kniber øjnene sammen og søger efter et svar i horisonten. Havnen virker mørkere end sort ude i det fjerne, når hun fokuserer for meget på den.  Og blandet med hendes stigende irritation, gør det kun det bundløse hul i hendes hoved dybere.

Det er i samme øjeblik, at noget bryder det strenge mønster af sort, grå og hvid. En mix af farver, der lyses op nedefra. Det ligner mest af alt et gigantisk telt i røde og hvide striber. Det ligger placeret for enden af markedspladsen, en anelse skævt. Da hun kigger ekstra efter, kan hun se tagene fra en stribe malede vogne rundt omkring og nogle store skygger der traver hvileløst rundt omkring dernede.

Et cirkus? Hun hæver spørgende et øjenbryn for sig selv. Det er noget nyt. Siden kongefamilien, hoffet og deres tilhængere blev uhyggeligt tavse, har der ikke været udsyn til meget underholdning de sidste par år. Tværtimod, for som flere og flere folk begyndte at blive uhelbredelige syge, forsvandt de fleste karavaner og teatre der havde bosat sig kortvarigt. Måske var det også grunden til, at byens porte blev lukket: For at folk ikke skulle rejse.

’’Oh, interessant.’’ Hun klapper kortvarigt håndfladen imod de kølige, flade sten, imens den utilregnelige nysgerrighed Nike Lockser til dagligt forsøger at holde i skak, formår at bryde ud af sin skal. Og det er i samme øjeblik, at hele hendes krop fryser midt i en bevægelse og hun spærrer de havblå øjne op.

’’Under ingen omstændigheder, ’’ mumler hun for sig selv, tænkende, inden hun tager springet ned tilbage på klokketårnets plettede gulv, der virker til at give efter da hun lander, ’’Ville Richmond gå glip af den mulighed…’’

Det er et kæmpe sats fra hendes side, men det er en fantastisk mulighed. Hvis Richmond dukker op til et af cirkussets forestillinger, vil de give hende en voldsom god mulighed for at skyde ham fra skyggerne. Det er en risikabel overvurdering af hendes egne evner, men noget inde i hende er sikker på, at hun ikke har andre muligheder, nu hvor Garlic nægter at fortælle hende hvad der sker.

Det er et forsøg værd, beslutter hun sig for, selvom hun er temmelig sikker på, at hendes læremester ikke ville være begejstret, hvis han vidste hvad hun planlægger. Hvad Garlic ikke ved, har Garlic ikke ondt af, ender hun så med at overbevise sig selv om, en anelse hårdnakket. Den bitre lærestreg fra tidligere på natten nager hende dog, imens hendes hånd per automatik glider op imod ansigtet, for kort at lade fingrene glide langs den brede sårskorpe langs slutningen af panden, næseryggen og til sidst kinden.

’’Det går nok, ’’ gentager hun for sig selv, ’’Det går nok. At snige sig ind i et cirkus er barnemad.’’

Men at snigmyrde Lord Damon Richmond imens hans såkaldte vagthund er til stede, er noget andet.

Nike sender manden med klappen for øjet en bitter tanke. Hun må for alt i verden ikke komme inden for hans rækkevidde, for det er hun ikke sikker på, at hun nogensinde vil kunne formå at slippe helskinnet igennem. Trods alt er hun en tyv, ikke soldat – i modsætning til ham.

Kort knuger hun næverne hårdt sammen, inden hun ruller kortet på bordet sammen og pakker det væk, for at vende tilbage til tagene udenfor.

Det ser ud til, at hun ikke ligefrem får tid til at sove denne nat.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...