Gudsforladt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2016
  • Opdateret: 9 nov. 2016
  • Status: Igang
’’Hvad ser du, når du kigger ind i dig selv?’’ – Tyven Nike er ikke blot dygtig til at gøre det hun gør: Hun er legendarisk. I hvert fald lige indtil ét enkelt fejltrin fører til hendes tætteste vens død, og et større spil om magt sættes i gang: En uvant situation for Nike, der er van til at være jægeren og ikke den jagede. Forræderi og fatale handlinger, der er værre end hendes egne, åbner op for en helt ny verden for den skødeløse tyv, der langsomt begynder at opfatte situationens alvor. Og pludselig er hun meget lille i et stort univers, hvor der gemmer sig andre skræmmende ting end hende selv i mørket.

4Likes
5Kommentarer
637Visninger
AA

5. KAPITEL 3 - Dybt vand

 

KAPITEL 3: Dybt vand


 

Magien kastes ind i ansigtet på hende, men beslutter sig åbenbart for at det er øjnene, som den vil gå efter.

Smerten er ulidelig, men alligevel kan Nike ikke få sig selv til at skrige. I kramperne forsøger hun dog at beskytte sine øjne, men allerede nu er hendes synsfelt rødt. Blodet strømmer ud som små, purpurfarvede vandfald.

 Lysglimtet er stærkt. I et stykke tid kan vagterne omkring i bygningen ingenting se, men af en eller anden grund, vender Nikes syn tilbage med et sæt. Og så kommer hun i tanker om sin bue. Hvis hun er heldig, kan hun med to af sine pile skabe forvirring nok til at kunne flygte.

Pilen ligger lynhurtigt på strengen. Selvom hendes fingrer ryster, så er det ligegyldigt. Hun skal ikke ramme noget bestemt… Men alligevel, kan hun ikke lade være med at sigte efter Richmond.

Våbnet affyres. Pilen skydes afsted igennem luften, men rammer blot væggen bag en grinende Richmond.

’’Bedre forsøg næste gang, tyv.’’

Et lille smil breder sig udover Nikes læber, da hun for anden gang lægger en pil på buen. Denne gang skal hun stå stille. Ellers er det slut. Dirrer hun bare en lille smule, rammer hun ikke.

Efter i al hastighed at have sikret sig, at hun står perfekt, skydes den sidste pil afsted. Den rammer præcis samme sted som den anden, gennemborer den forrige… Og eksploderer i en gigantisk røgsky. Selvom den på samme tid også udfordrer hende selv med at finde rundt, har det dog skabt nok forvirring til, at hun nu har en chance for i det mindste at lede efter en udvej.

Ved at lytte og føle sig frem langs den nærmeste væg, leder hun desperat efter en væg der ikke truer med at falde fra hinanden. Og da det endelig lykkes, begynder hun at klatre op. Røgskyen kommer ikke til at dække hendes forsvinden længe, så hun må skynde sig. Hendes blodige hænder glider dog på den glatte væg og gør det svært at holde sig fast – men da hun knytter fingrene så hårdt om de læderindbundne skæfter, at det næsten gør ondt, gør det pludselig klatringen en anelse lettere.

Og da røgen så endelig forsvinder forneden, står Nike på loftet af bygningen. Hun har nu to valgmuligheder:

At springe i havnen til venstre, eller forsøge at tage flugten over markedspladsen.

Desværre føler hun ikke rigtig, at hun har et valg. Utallige armbrøster bliver på nuværende tidspunkt peget truende imod hende fra brostenene ved den store plads… Og derfor lader Nike Lockser sig falde bagud og styrte imod vandet…

 

Det er ingen hemmelighed, at Nike ikke kan svømme. Vandet har lukket sig som en kvælende kappe omkring hende, men hun ved, at strømmen vil føre hende imod land. Det fortalte Garlic engang. Hvis hun er heldig, kan hun holde sig over vande en smule og måske undgå at drukne.

Lige nu er hendes krop lige så udmattet, som den overhovedet kan være. Hun føler dog ingenting indeni. For mindre end en time siden var alting så normalt, som det overhovedet kunne være: Jamie var i live, og de havde fundet en interessant værdigenstand, som de skulle have fingrene i.

Og nu er alting intet andet end sort.

Det er i dette øjeblik at Nike blot lukker sine øjne, og for en gangs skyld er ligeglad med, hvor strømmen fører hende hen. Til Dødsriget eller i land. Hjem eller væk. Bare det får hende væk herfra. Bare det bærer hende hen til et sted, der er bedre end denne gudsforladte by.

For en gangs skyld, ville hun ønske, at hendes strenge læremester havde været her. Hun føler sig som et lille barn. Et barn der ikke har styr på noget som helst. Et barn der har ladet sin bedste ven dø.

Jamies ansigt bliver ved med at dukke op på hendes nethinde. Han smiler som altid, men det er som om, at der er et strejf af skuffelse. Som om at han føler sig forrådt. Som om at Nike har forrådt ham.

For et stykke tid lader hun blot sine øjenlåg synke i. Det føles som om, at det stikker i hendes øjne, når de er åbne. Måske er det på grund af vandet. Det er koldt.  Og salt. Sikkert også ekstremt beskidt.

Pludselig er der noget der griber fat i hendes krave og trækker hende opad. I et øjeblik overvejer tyven at stritte imod, men da hun endelig kan trække ilt ned i lungerne igen, forsvinder tanken fuldstændig.

Det er en stærk hånd, der har trukket hende op af overfladen. Og da hun ser ind i ejermandens blanke, grå øjne, er det som om en bølge af fred skylder over hende. Hun kender denne person. Hun kender denne mand.

’’I gudernes navn, hvad har du gang i Nike!?’’

Det er Garlic. Garlic Palectius i egen person. Hele denne forbandede bys største mestertyv… Og Nikes efterhånden aldrende læremester.

Efter at have sat fødderne på tør grund igen, lader den kvindelige tyv sig synke ned på knæ. Det er ikke en skamreaktion. Nærmere en taknemmelig gestus og et forsøg på at trække vejret regelmæssigt igen.

’’Hele Solemnia er i oprør, din helvedesunge! Sig nu ikke, at du har forsøgt at plyndre et af handelshusene!?’’

Ved lyden af byens reelle navn, hæver Nike ligegyldigt blikket og ser op på den hvidhårede mand. For en gangs skyld har han taget hætten ned, så man kan se det markerede og alligevel rynkede ansigt. Arret henover den højre side af hans læber er der stadig. Garlic ligner på alle måder sig selv. Det føles som om, at det er årtier siden hun har set ham, selvom der blot er gået nogle timer.

’’Krystalpalæet.’’ Svarer hun. Halsen føles som om, at den er fyldt med grus. Det gør ikke ondt, men aldrig har hun følt sig så tom for ord.

’’Krystalpalæet…? Er du gået fuldstændig fra forstanden!? Dværgene på kroen har ævlet om eksplosionerne derovre hele aftenen! Prøvede du at brænde det hele ned, eller hvad?’’

Han er vred. Det vil snart ændre sig, er Nike dog klar over. Og sætningen der vil få ham til at ændre attitude, er allerede på vej ud imellem hendes læber;

’’Jamie er død.’’

’’Hva-!’’ chokkeret spærrer den gamle mand sine glinsende øjne op, som om at han pludselig forstår sin elevs tomme svar, ’’Nike, du har det med at rode dig ud i en helvedes masse lort, men sig nu ikke at du har trukket drengen med i faldet!?’’

Jorden føles kold under den blåøjede tyv. Derfor rejser hun sig op. Tingene virker klarere nu. Hun ser tydligt igen. Alligevel er det som om, at der er noget, som føles fuldstændig forkert inde i hende. Som om at der er blevet fjernet noget, som derefter er blevet erstattet.

’’Nike Lockser, hvad er det dog du har gjort…?’’

 

*******

 

Tæppet er langtfra varmt… Men det er bedre end at være udenfor og samtidig være drivvåd.  Sådan ser Nike i hvert fald på det, imens hun sætter sig tankeløst i en af de støvede lænestole.

Man skulle ikke have troet, at dette hus blot lå gemt nedenunder en ganske almindelig kro i byen Solemnia. Stedet her er heller ikke ligefrem offentlig kendt. Kun Nike, Garlic og en række samarbejdsvillige forretningsmænd kender til stedet... Jamie gjorde engang.

Garlic ser også ud til at være tøet en smule op. I skæret fra olielampen ser han ældre ud end han faktisk er. Det ændrer dog ikke hans strikse udseende det mindste. Nike spurgte ham faktisk engang, hvornår hans hår ville begynde at falde af. Hun blev besvaret med en kastekniv, som endte med at bore sig ind i væggen få centimeter fra hendes hoved; En almindelig, spøgefuld trussel imellem elev og lærer… Eller, sådan ville de to i hvert fald se på det.

Der har været stille i et stykke tid, imellem de to tyve. Ingen af dem har lyst til at åbne munden først. Men den kvindelige af dem beslutter sig endelig for, at de ikke kan tie for evigt.

’’Jeg skulle have lyttet til dig.’’ Ender hun med at hviske.

’’For en gangs skyld, ja, det ville have været klogt.’’ Lyder det knurrende svar. Tyven med de blå øjne kan ikke helt tyde, om læremesterens stemme lyder vred eller sorgfuld.

Nike bider sig i læben. For en gangs skyld, kan hun mærke tårerne presse på. Det er som om, at hun først nu begynder at mærke, at Jamie faktisk er væk.

’’Undskyld.’’

’’Det er ikke mig, du skal undskylde overfor. Du skal undskylde overfor knægten. Fortæl mig så, hvad det var, der skete.’’

Den gamle kaster pludselig et fugtet stykke klæde til hende, som hun forvirret griber. Da han peger på hendes pande, forstår hun dog. Såret.

’’Det kommer ikke til at forsvinde, ’’ Mumler han brummende, ’’Det vil blive et ar.’’

’’Jeg fandt en seddel i et hus i går, ’’ starter hun så med at fortælle og ignorerer det han sagde før – tydeligvis allerede klar over det, ’’Der var et billede af en bog. Den var i Krystalpalæet. Jeg tænkte, at det ville være sjovere, hvis vi tog afsted, ham og mig. Mig og Jamie… ’’

I et øjeblik stopper hun sig selv, som for at genopleve det igen. Så fortsætter hun dog;

’’Der var vagter over det hele, men vi slap ind. På den nederste etage var der fyldt op med præster og nekromantikere… Og Damon Richmond var der også. De snakkede om at åbne Dødeverdenen… ’’

’’Richmond gav dig såret, ikke?’’ overraskende nok, har Garlic regnet det ud. Hun nikker.

’’De åbnede bogen med en nøgle. Sagde, at det var to af Vanitas’ Fragmenter. Ved du hvad det er?’’

’’Vanitas’ Fragmenter?’’ han vender straks sin opmærksomhed imod sin elev, ’’Nævnte Richmond De syv?’’

’’Øh, ja...?’’ Spørgende hæver hun det ene øjenbryn, men skærer så en grimasse, da bevægelsen får det til at gøre ondt i såret. Straks trykker hun klædet imod sit ansigt, dog mest for at skjule sin reaktion, ’’Hvad er det?’’

Garlic læner sig tilbage i stolen, tydeligvis begravet i sine tanker. Hvis hun taler til ham nu, vil han ignorere hende. Sådan er denne mand nemlig. Man skal lade ham tænke færdig. Når han selv åbner munden, kan man overveje at stille spørgsmål.

’’Vanitas’ Fragmenter er den tyranniske vej til verdensherredømmet over Teressa. Der er som sagt syv genstande. Jeg går ud fra, at du har set én af dem. Bogen... Og uden at vide det, har du nok også set endnu én: Nøglen, der bruges til at åbne den.’’

Overrasket over sin læremesters udbrud og observationsevne, lægger Nike hovedet på skrå.

’’Hvor… Vil du hen med dét?’’

’’… Det ved jeg ikke endnu. Men hvis han åbnede den, så går jeg ud fra, at det var dér alle skrigene stammede fra.’’

Hun nikker.

Hendes lærermesters ansigtsudtryk formørkes yderligere. Når han gør sådan, ved Nike, at noget er galt. Rigtig galt. Om hun selv har forsaget det, er et godt spørgsmål. Svaret er sandsynligvis ja.

’’Solemnia ville være jævnet med jorden, hvis han havde alle objekterne. Så vi er sikre for nu… ’’ selvom Garlic pludselig begynder at lyde fastslået igen, kan den unge tyv fornemme uroen der svæver som en tåge omkring ham, ’’… Men hvorfor…?’’

Den sidste tilføjelse er nok mest henvendt til han selv, men Nike opfatter uden tvivl alle ordenes betydninger – i livet som tyv lærte hun hurtigt, at det betaler sig at lytte… Det har bare ikke været altid, at hun har fulgt dette eksempel.

’’Garlic, hvad har jeg været vidne til?’’ stadig med den snuskede klud trykket imod såret henover næsen, skaber hun øjenkontakt med sin overordnede. Han holder den kort, men vender så blikket imod væggen på den modsatte side.

’’Jamies død i hvert fald, ’’ sukker han, ’’… Og til dels også noget meget værre: Vanitas’ Fragmenter er ikke legetøjsgenstande. Hver især har de… frygtelige kræfter, der tilsammen kan lægge land øde… Og det skulle ikke ændre mig det mindste, hvis det er hvad Richmond har tænkt sig at gøre. Han har altid været en korrupt skabning.’’

Der bliver stille imellem dem – mest på grund af, at Nike mere eller mindre forventer, at han vil fortsætte med at tale. I stedet vinker han hende dog bare væk.

’’Gå i seng.’’

’’GÅ I SENG?!’’ udbryder hun vantro. Hendes gentagelse af den gamle tyvs ord får ham dog bare til at stirre strengt på hende. En tydelig hentydning til, at hun for alt i verden ikke skal sige ham imod lige nu. Men Nike har desværre en vane for ikke at være i stand til at holde kæft, ’’Hvordan… Havde du nogensinde kunne have forestillet dig, at jeg ville kunne sove nu?’’

Han ignorerer hendes sidste kommentar, inden han målbevidst rejser sig og svinger sin kappe rundt om de brede skuldre. Så sender han hende et kort blik, inden han sætter kurs imod trappen, der fører op til kroen over dem, ’’Jeg er her ikke, når du vågner. Sørg for at der ikke går betændelse i såret… Og lad for Guds skyld være med at rode dig ud hvor du ikke kan bunde igen, Nike,’’

Bittert bider hun tænderne hårdt sammen. ’’Jeg er her ikke, når du vågner.’’ – det ved hun godt hvad betyder. Det har han sagt før. Og kender hun ham ret, betyder det, at han helst ser hende blive hernede, indtil han vender tilbage – men selv Gud og hvermand har næppe nogen anelse om, hvornår det sker. Der kan gå timer. Dage, uger, sågar måneder…

Men hans ord betyder også, at han ikke er herre over hende, når han ikke er til stede. Bevæger hun sig udenfor, kan han ikke stoppe hende.

Og som den lærer han er, forsøger han blot at overbevise hende om, hvad der er bedst. Intet andet.

Da hans trin på trappen forsvinder, sukker hun tungt og lægger armene over kors i den hårde lænestol, der støver hver gang hun bevæger sig, ’’… Nogle gange ville jeg virkelig ønske, at jeg vidste hvad du tænkte, gamle mand…’’

I et par lange, stille minutter, leger hendes blik med det beskidte loft over dem, der tydeligvis har været udsat for en slags vandskade fra kroen af. Det tager hende et stykke tid, men efter lidt knytter hun arrigt begge næver, kaster det blodplettede klæde fra sig og rejser sig op.

’’… For helvede Garlic, hvad er det du ikke fortæller mig!?’’

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...