Gudsforladt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2016
  • Opdateret: 9 nov. 2016
  • Status: Igang
’’Hvad ser du, når du kigger ind i dig selv?’’ – Tyven Nike er ikke blot dygtig til at gøre det hun gør: Hun er legendarisk. I hvert fald lige indtil ét enkelt fejltrin fører til hendes tætteste vens død, og et større spil om magt sættes i gang: En uvant situation for Nike, der er van til at være jægeren og ikke den jagede. Forræderi og fatale handlinger, der er værre end hendes egne, åbner op for en helt ny verden for den skødeløse tyv, der langsomt begynder at opfatte situationens alvor. Og pludselig er hun meget lille i et stort univers, hvor der gemmer sig andre skræmmende ting end hende selv i mørket.

4Likes
5Kommentarer
639Visninger
AA

4. KAPITEL 2 - Fejltrin

 

KAPITEL 2: Fejltrin


Han har ikke ændret udseende, siden hun sidst så ham. Bleg, langhåret og med fipskæg. Han kunne lige så godt have lignet en slange. Farveskiftet i hans hår er også utroligt. Det er mørkt, men adskillige striber af hvidt trækker sig med tilbage i hestehalen i nakken. Og trods den høje, slanke bygning, så skulle han være formidabel med et sværd… Og ret så skånselsløs.

Ved siden af ham, står der en næsten lige så høj mand. Som lorden ved hans venstre arm, er hans hår langt, dog ensfarvet sort. Det er bundet i en skødeløs hestehale, som ligger langs han ene skulder. Påklædningen består af en let, nattesort rustning, og han kunne være Richmonds underordnede… Men i modsætning til den anden, er han ung. Hvad der dog skiller sig mest ud ved ham iblandt de andre, er øjnene. Det ene er dækket af en mørk klap, imens det andet næsten brænder som ild. 

Nike kender ikke den anden fyr, ham med det røde øje og klappen for det andet. Hun har heller ikke set ham før. Ud at dømme fra hans bygning, samt våbnet, ser det ud til, at han må være af høj rang. Uden tvivl på niveau med Richmond.

’’Hey, Nike? Jeg tror, at jeg har fundet vores skat.’’ Endnu engang giver Jamies skarpe observation frugt, for ganske rigtigt; I midten af rummet er der placeret en rund cirkel, hvor blåligt lys skinner op nedefra. I lyset svæver der på magisk vis en læderindbundet bog. Den kunne til forveksling godt ligne den, som var tegnet på Nikes papir.

’’Skal vi vente og se hvad der sker?’’ begge tyve har nu sat sig på hug, så de ikke kan skimtes lige så let. Stedet her er ikke ligefrem hjemmebane for dem, så de må forsøge så godt som muligt, ikke at blive set. Lyset kan nemlig godt blive et problem.

’’Det behøves vi vidst ikke.’’ Lyder svaret fra hendes ven.

Nekromantikerne har nemlig pludselig samlet sig i en cirkel om bogen. Bag hver især af dem, er der placeret en præst. De andre folk i hallen har spredt sig et godt stykke rundt om, men lige nu knæler de. Alle undtagen Richmond. Han er gået et stykke op af trappen, breder nu sine arme ud, som ville han byde dem alle velkommen: Manden vil sige noget.

’’Tak til alle jer, der er mødt op i nat. I gør jeres land – Teressa – en stor tjeneste, ved at deltage i åbningen af Bogen. Som I nok alle ved, mangler vi kun fem af Vanitas’ Fragmenter, inden vi kan ændre verden, til at gå den gang, som vi vil have den. Jo før vi kan gøre noget, jo bedre.’’

’’Vani-ahva’-for-noget?’’ Jamie ser spørgende på Nike, imens han hvisker, for ikke at blive hørt.

’’Det siger mig ingenting.’’ Svarer hun bare, for derefter at læne sig fremad, i et forsøg på at få et bedre udsyn.

Richmond fortsætter samtidig sin tale;

’’Vi har Nøglen og Bogen. Tilbage er der kun Sværdet, Penslen, Ringen, Stenen og sidst, men ikke mindst: Masken. Det skal dog ikke forhindre os i, at åbne op til Dødeverdenen nu i nat. Lad ritualet begynde!’’

Efter disse ord bliver sagt, træder fyren med klappen for øjet frem. Imens nekromantikerne og præsterne mumler uforståelige ting rundt om ham, har han fundet noget frem. Det ligner en nøgle. En sølvfarvet én. Og den er med garanti af høj værdi.

Imens slukkes lyset i lysekronerne pludselig. Krystalpalæet mørklægges, bortset fra midten af hallen, hvor lyskeglen med bogen stadig skinner igennem. Månen er det eneste, der derudover oplyser stedet.

’’Skal vi gøre vores entré nu?’’ med et bredt smil, ser Jamie over på Nike, hvis ansigtsudtryk pludselig formørkes.

’’Der er noget… Forkert over det her. Jamie, vi burde smutte.’’

Hendes ven skærer dog bare en grimasse, men han gør ikke mine til at skulle tage af sted.

’’Helt ærligt Nike! Det var din idé, og jeg går altså ikke herfra, uden at have snuppet noget af værdi.’’

Inden hun kan nå at stoppe ham, springer han lydløst udover trappens rækværk. Folkene nedenunder er så optagede af det såkaldte ritual, at de ikke engang bemærker hans tilstedeværelse. Og som den skygge Jamie er, bevæger han sig langs de krystalliserede vægge. Nike ved ikke, om han vil prøve at snuppe nøglen eller bogen først, men en følelse af, at noget er gruelig galt, får hende til at springe efter ham.

I dette øjeblik, placerer fyren med klappen før øjet nøglen i noget der må ligne et lille hul i bogen. Sekundet efter skinner lyskeglen helt hysterisk, hvorefter selve bogen springer op med en høj, skinger lyd.

Som havde noget været fanget imellem siderne i evigheder, lyder der en række skræmmende skrig. Bogen lyser op som en komet, imens en mærkværdig tåge begynder at brede sig udover gulvet.

Det må være mørk magi. Nekromantikerne er der for at holde den i skak, præsterne for at holde den på afstand.

’’Jamie!’’ hun behøves næsten ikke hviske, da nekromantikerne messen og bogens umenneskelige lyde overdøver alt andet… Men hendes ven ignorerer hende blot, imens han uset bevæger sig tættere og tættere på bogen.

Pludselig begynder jorden at ryste. Præsterne begynder at se febrilske ud, imens de retter deres latterlige kors imod den lysende djævelskab. Nekromantikerne laver små, spastiske ryk med nakken.

Og så lyder det mest hjerteskærende og uhyggelige skrig af dem alle. I det samme er det som om at bogen eksploderer i et pludselig farveskifte, og både nekromantikere og præster kastes tilbage. Kraften er enorm. Selv Nike kan mærke den… Og den fylder hende af en eller anden grund med frygt.

Hvad der nu strømmer ud fra bogen, er væsner fra en verden, som ikke burde sætte fod her. Hvileløse sjæle, dæmoniske væsner. De forsvinder øjeblikket efter de er kommet ud, men de befinder sig uden tvivl stadig i denne verden.

Nekromantikerne er begyndt at skrige. Synet der møder Nike derefter er frygteligt. De kutteklædte opløses i sort støv, én efter én. Præsterne forsøger at flygte, men trækkes tilbage af en usynlig energi. Folkene i hallen løber for livet. Richmond er den eneste, der blot smiler bredt og skræmmende, som om at alt skulle gå efter planen. Og hans underordnede ser blot følelseskoldt til, som om at det blot var en kedelig leg.

Præsterne og nekromantikerne er borte. Energien dæmpes dog ikke det mindste, og nogle af lysekronerne har givet efter. Med regelmæssige brag rammer de jorden og smadres i tusindvis af stykker. Væggene revner. Krystalpalæet er ved at gå i opløsning.

Endnu en energiladning, får både Nike, Jamie, Richmond og alle de andre i rummet til at blive kastet tilbage. Og det er i dette øjeblik, at de to tyve afsløres.

’’Indtrængere!’’ bliver der skreget iblandt vagterne der overlevede den første energibølge, ’’Indtrængere!’’

’’Satans… ’’ Nike kommer på benene, selvom hun stadig gisper efter luft. Mødet med væggen for nogle sekunder siden tog vejret fra hende.

Den første vagt hugger allerede ud efter hende. Med en af sine knive, får hun dog vendt den skarpe klinge væk fra sig selv. Hun har slet ikke tænkt på en flugtrute. Richmond spærrer ved trappen, så de kan ikke komme tilbage til balkonen.

Hun skulle have lyttet til Garlic. Den gamle mestertyv havde jo ret – Han kan ikke redde hendes røv hver gang at hun roder sig ud i noget skidt.

Lige nu må hun stole på sine tyveinstinkter… Og Jamies.

Automatisk – som var det dét første der faldt hende ind – sætter hun et sæt fingre imod læberne og pifter så højt som hun kan, for at få lyden til at overdøve det kaos de er omringet af. Samtidig giver hendes frie hånd slip på en kniv, der fyger igennem luften og hamrer sig ind i væggen længere fremme. Hendes ven reagerer som en høg, og sekundet efter har han uden tøven trukket våbnet ud, velvidende om, at hendes kald var en hentydning til at bruge den.

Det er besværligt at stå oprejst i dette ragnarok. Bølger af stærk magi vælter indover dem, imens de stadig angribes af vagterne. De er i stærkt undertal, ingen tvivl om det.

Pludselig lyder der et brag. Det kommer fra oven, hvor Krystalpalæets loft pludselig revner og springes i tusindvis af stykker. Regnen af knivskarpe skår får Nike til at gribe fat i Jamie, og trække ham med ind langs væggen.

’’Nogen ideer til flugt?’’ gisper han.

Nike ser opad, imod den åbne himmel og nikker så, ’’Vi klatrer ud.’’

Lige nu er der ikke andet for, end at redde livet. Det er en meget uheldig situation, som de to tyve er endt i. Ikke nok med, at de blev opdaget, så har de set noget, som de ikke burde se. Og denne gudsforladte by har en tendens til at belønne sådanne folk med døden.

’’Okay!’’

Begge tyve fremhiver et sæt knive, som de borer ind i væggen. Sådan forholdsvis hiver og klatrer de opad, imens selve bygningen ryster ustyrligt. Og Nike er lige ved at tro, at de nok skal klare den, da der lyder et halvkvalt host fra Jamie.

Og i det næste ser hun sin bedste falde imod jorden, med en kniv stikkende ud fra ryggen. En kastekniv, der ikke er hendes.

’’Jamie…? Jamie!’’

Febrilsk kaster hun kroppen fremad, men holder sig stadig fast til væggen, for at gribe ham. I et millisekund kan hun mærke hans fingerspidser imod sine, hvorefter han blot falder. Hans øjne er opspærres i overraskelse.

Hun greb ham ikke.

I et øjeblik er det som om, at tiden går langsomt. Som om at et sekund tager et minut. Hun ser sin makker – Jamie Harwes – stryge imod jorden som en sten. Hun hører det store klokketårns kimen, da klokken slår tre om natten. Hun smager frygten, fornemmer den så tæt på at det sender kaskader af myrekryb ned langs hendes ryg…

Og hun ser Lord Damon Richmond hæve sit sværd, og klynge det igennem Jamies brystkasse, idet han ikke er mere end et par meter fra jorden, for derefter at slynge ham af sit våben igen med en skødesløs bevægelse.

Nikes verden står stille i et sæt lange sekunder. Chokkeret stirrer hun nedad, hvor en mørkhåret tyv ligger i en stor blodpøl, efter at være blevet gennemboret af Richmonds våben. Død. Uden tvivl.

’’Det var ærgerligt, hva’ lille tyv?’’ Richmonds hånlige smil, får blodet i Nikes årer til at fryse. Stemmen er silkeblød, men den stinker langt væk af fryd, ’’Så hvad vil du gøre nu? Tage benene på nakken, eller udfordre mig?’’

Det er i dette øjeblik, at hun flår klædet der dækker sit ansigt af. Hætten flyver automatisk ned og afslører derved også hendes identitet: En uklogt træk fra hendes side af, men på nuværende tidspunkt har vreden fået det bedste af hende.

’’En kvinde?’’ smilet om Richmonds mund bliver ikke mindre, ’’Det ville være synd at dræbe dig, min skat: Du er dygtig… Men du har ødelagt mit projekt. Og det tilgiver jeg ikke.’’

Uden at tøve det mindste, griber Nike fat i begge knivene i væggen. Med sin kropsvægt læner hun sig bagud, hvorefter de smalle klinger hives ud, og hun styrter imod Krystalpalæets gulv.

Og dog. Ved at lade knivene bore sig halvt ind i væggene igen, sænker hun farten i faldet.

Hun kunne være sluppet væk, men nu skifter hun mening. Raseriet over Jamies død, har genvundet modet.

Da tyvens fødder endelig rammer jorden, tøver hun ikke med at fare i flæsket på sin modstander. Øjeblikket efter kan lyden af stål imod stål høres, efterfulgt af et skingert skrig.

Et skrig der tilhører hende selv. Nike Lockser.

Richmonds sværd har efterladt et langt sår, fra hendes pande, nedover næsen og hen til kinden. Blodet strømmer ud, men alligevel viger den viljestærke tyv ikke tilbage. Hun bliver stående som en urokkelig klippe, iskold og blikket og med en lind strøm af blod dryppende fra både næse og hage.

Fuldstændig klar over, at hun ikke er i stand til at vinde en kamp som denne, træder hun dog et skridt tilbage. Hun har brug for et overblik, hvis hun så meget som vil overveje tanken om at overleve. Hun burde være løbet på nuværende tidspunkt, det ved hun godt.

Men denne tyran af en mand skal ikke få lov til at gå herfra ustraffet.

Det er i dette øjeblik, at Nike vender sig om med et sæt og styrter imod den endnu lysende bog. Øjeblikket efter bores hendes knive ned i siderne, og som et såret dyr, forsøger kræfterne deri at gøre modstand.

Og det forsager den største energiladning indtil videre. Eksplosionen brager udover hele palæet, der nu er godt i gang med at falde sammen…

… Men hvem det hurtigt skal vise sig at gå værst udover, er ikke Richmond: Det er Nike.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...