Gudsforladt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2016
  • Opdateret: 7 jan. 2018
  • Status: Igang
’’Hvad ser du, når du kigger ind i dig selv?’’ – Tyven Nike er ikke blot dygtig til at gøre det hun gør: Hun er legendarisk. I hvert fald lige indtil ét enkelt fejltrin fører til hendes tætteste vens død, og et større spil om magt sættes i gang: En uvant situation for Nike, der er van til at være jægeren og ikke den jagede. Forræderi og fatale handlinger, der er værre end hendes egne, åbner op for en helt ny verden for den skødeløse tyv, der langsomt begynder at opfatte situationens alvor. Og pludselig er hun meget lille i et stort univers, hvor der gemmer sig andre skræmmende ting end hende selv i mørket.

Gudsforladt ''artworks'': https://sta.sh/227seq8hj1sl?edit=1

6Likes
20Kommentarer
2417Visninger
AA

16. KAPITEL 14 - Offerrolle

 

KAPITEL 14 - Offerrolle

 

Begrebet frihed var måske lige optimistisk nok at anvende, indser den uheldige tyv hurtigt. Richmonds kontor leder ud til en lang korridor, hvor der for enden står en stor træport halvt på klem. På hver sin side har den dog en vagt stående, som begge har spærret øjnene op i overraskelse over hendes pludselige ankomst.

Det er i dette øjeblik, at Nike sætter i løb. Hun skal ud af den port! Selv herfra kan hun fornemme brisen fra den friske luft udenfor, og den skal to læderklædte røvslikkere ikke berøve hende for.

Måske forvirrede over hendes pludselige debut – til og med det faktum at hun løber direkte mod dem – tager det de to mænd længere end normalt at famle efter deres våben, men på daværende tidspunkt er det allerede for sent: Selvom korridoren er smal og hun aldrig var kommet forbi dem stående, finder hun hurtigt en anden udvej – nemlig ved at udnytte det glatte gulv til sin fordel. For da hun når de to vagter glider hun ned på gulvet i farten, trækker én af sine kasteknive i mellemtiden og suser lige igennem benene på en af mændene, imens hun formår at skære et fint snit i hans ankel.

Den pludselige smerte får ham til at knække sammen, nok til at berøve hans kammerats opmærksomhed, hvilket næsten forhindrer ham i at opdage, at deres såkaldte fangst er sluppet forbi.

Da den lave tyv er på benene igen, befinder hun sig udenfor. Vinden er på grænsen til at føles som en guddommelig gave… Eller, i hvert fald lige indtil noget frygteligt går op for hende: Det kan godt være, at hun er sluppet ud… Men hele pladsen er omringet af en høj mur og en lukket port, som hun i sit nuværende stadie tvivler på, at hun vil kunne kravle over i tide. Desuden er der næsten proppet med vagter, der trods alt ikke har bemærket hende endnu, men stadig er udrustet med eventuelle buer eller armbrøst.

Hun kommer aldrig over den mur, uden at blive skudt i stumper og stykker.

Dernæst er det nok mest panikken der får Nike til at handle. Hun ikke engang ænser sine egne bevægelser eller tanker, før hun har smækket dørene til noget der ligner et faldefærdigt varehus sammen. Stengulvet under hendes støvler ligner noget der kunne smuldre hver sekund, og der er store huller der ser ud til at føre… Dybt ned i mørke.

Måske var det alligevel en fejltagelse at søge tilflugt herinde.

Det når Nike Lockser dog ikke at tænke meget mere over, da hele hendes hoved pludselig synes at synge overdøvende, alt imens hun finder sig selv blive kastet tilbage at et kolossalt, brændende varmt lufttryk. Hun lander hårdt ude på midten af varehusets gulv, dér hvor stenene ser ud til at være mest vulnerable. Samtidig med at hun forsøger at komme sig over det pludselig slag, priser hun sig lykkelig over ikke at veje mere end hun gør - dén detalje har indtil videre reddet gulvet fra at falde sammen.

Ør i hovedet og ude af stand til at tænke klart, får hun møvet sig en smule op, for endnu liggende at se hen imod den nu vidtåbne port. I åbningen står en rasende magiker, omgivet af knitrende flammer, med hævet spyd og størknet blod på læben.

Han fandt hende altså.

’’Jeg vil nok ikke anbefale dig at røre så meget som en muskel, medmindre du har et brændende ønske om at falde direkte i døden. Gulvet er mørt som smør.’’

Richmonds vagthund – Lyon Mehodrals – stemme er rolig, på trods af det edderspændte ansigtsudtryk. Flammerne der før omgav ham begynder nu at dø ud langsomt, alt imens han blot stirrer køligt ned på hende med det eneste synlige, røde øje.

Måden han bevæger sig frem imod hende er langsom og forsigtig, sikkert for at undgå at træde forkert og få hele grunden til at brage sammen. Selv kan hun ikke få sig selv til at gøre noget som helst. Hun tør simpelthen ikke.

Så stopper han op lidt mere end en meter fra hende og lader spyddet hvile roligt i den skadede hånd, så spidsen peger imod jorden.

’’Du har ingen anelse om, hvor meget du har gjort mig til grin.’’ Han kniber øjet sammen, vredt, inden han ser ud til at ryste det af sig, ’’… Der er noget unaturligt over dig. Noget… Forkert.’’

 Så strammer han pludselig grebet om spyddet og retter spidsen imod hendes hage, truende, ’’Den type magi du anvendte tidligere… Hvad var det?’’

Magi?

’’Ligner jeg en magiker i dine øjne?’’ stønnende sætter Nike en hånd i jorden i forsøget på at rette sig op, alt imens magikerens lange, aflange spydspids forhindrer hende i det.

’’Ikke ligefrem. Men jeg ved hvad jeg så.’’

Hun svarer ham ikke, hvilket får ham til at rynke de mørke bryn, ’’Fint, så kan det ikke blive på andre måder.’’

Så rettes spyddet i en hastig fart bagud og Nike er fuldstændig klar over, hvad der vil ske efterfølgende. Derfor spærrer hun panikslagent øjnene op og retter hænderne ud foran sig, for samtidig skingert at udbryde: ’’VENT!’’

Han stopper bevægelsen i sidste øjeblik, undrende. Hun kunne sagtens have kæmpet imod, hvis hun ville, det ved han – især nu hvor hun har skaffet sine ting tilbage. Denne handling kommer så meget bag på ham, at han næsten skal til at sænke paraderne, men hurtigt kommer i tanker om, at denne tyv allerede har løbet om hjørner med ham før.

’’Richmond har løjet overfor dig.’’

Inden han kan nå at sætte spørgsmålstegn ved hendes ord, har hun brutalt flået journalen og de tilhørende papirer frem fra tøjet og rettet den frem imod ham, ’’Det var ikke Garlics skyld, at Magis Ordenen blev udryddet…’’

Skeptisk lukker han hårdt den frie hånd om journalen og bladrer nogle sider igennem, indtil han når siderne Nike klemte brevet og de to lister ind i. Så bliver han lige pludselig ligbleg, alt imens hun færdiggør sin sætning: ’’… Det var Richmond der tog din familie fra dig.’’

Det røde øje flakker henover brevet adskillige gange, som ville han forsøge at bilde sig selv ind, at det ikke er sandt. Men han kan da umuligt være så dum…

’’Du lyver…’’ får han så halvkvalt hvisket, inden spyddet glider ud af hånden på ham og rammer stenene med et klonk, ’’Det kan ikke være… Hvordan har du overhovedet–?’’

Måden han afbryder sig selv i vantro er… Næsten ikke til at holde ud.

’’… Men det er hans håndskrift, ikke?’’

Sammenbidt klemmer han læberne sammen, alt imens en anden følelse ser ud til at overtage hvad Nike før gik ud fra var forvirring. Had. Indædt, bittert had. Måden han endelig hæver blikket fra pergamentet, næsten rystende og fanger hendes blik, får det til at løbe koldt ned af ryggen på hende.

’’Ah, så i sidste ende fik du faktisk fanget Garlics uopdragne kæledyr~ Glimrende!’’ en hånlig tone blandet med den klikkende lyd af hælene på et sæt laksko, er hvad der afslører en tredje persons tilstedeværelse. Ind af porten kommer han roligt gående, med den hvidstribede hestehale svunget dovent over skulderen. Smilende, på den dér ulækkert sarkastiske måde.

Så stopper han op lige efter at have passeret dørtrinnet, hvor hans blik glider hen til journalen i Lyons hænder, for derefter at fange hans bidske blik. Så former lordens mund sig til et overrasket o, selvom han på ingen måder virker chokeret, inden han får sagt:

’’Hovsa, det er vidst min.’’

’’Det er jeg udmærket klar over.’’ Lyden der undslipper den rødøjede magiker minder mest om et dyrs. Snerrende, helt nede fra struben.

Så trækker Richmonds mundviger sig blot op i et smålumsk grin.

’’Ah, så er katten vidst ude af sækken~’’ nynner han, næsten som om at situationen… Underholder ham?

Øjeblikket ordene forlader hans mund, trækker hans vagthunds aflange pupil sig sammen i arrigskab. Glødende flammer stråler dernæst langs hans ene hånd og skal tydeligvis til at brede sig længere op, vokse, da Richmond blot ryster på hovedet af ham, som var han et stædigt barn.

Og så, med ét enkelt knips fra hans side, der næsten syntes at slå gnister, er det som om at en chokbølge går igennem den sorthårede magiker, der krymper sig og borer fingrene ind i området omkring det tildækkede øje. Inden han eller Nike kan nå at reagere, befinder den spotske lord lige pludselig skræmmende tæt på ham med sin kårde lagt til rette i højre hånd.

Det er i samme øjeblik at Lyon Mehodral hæver ansigtet for at se op på sin overordnede, at det selvsamme sværd han i de sidste mange år har kæmpet for, gennemborer hans krop.

De første par sekunder derefter er der stille, indtil lyden af dryp der bliver til flere og flere erstattes af et blodigt host, samt en klinge der trækkes tilbage.

’’Sagde jeg ikke, at din vrede ville blive din undergang, Lyon~?’’

 Et dovent spark sender magikeren direkte i jorden foran Nike, som bider tænderne sammen i frygt, da noget endnu værre pludselig er i vente: En knasende lyd under dem begge.

Hun finder sig selv ude af stand til ikke at skrige, da stenene endelig falder sammen og sender hende og den højst sandsynligvis døde magiker ned i et fald af mørke, der føles som om, at det varer flere minutter.

Sort. Sort, sort, sort.

 

I lang tid kan Nike næsten sværge på, at luften er blevet erstattet af støv. Noget på hendes kind og ene arm føles varmt og klæbrigt, decideret ubehageligt. Det tager en krig for hende at åbne øjnene, og da det endelig lykkes, er det ikke et meget anderledes syn der møder hende: Mørke.

Selvom hendes krop føles sønderbanket, kan hun konstatere, at hun i hvert fald ikke er blevet knust af de sammenfaldne klippestykker og sten. Det værste er gået udover hendes knæ og håndflader, som hun næsten kan sværge må have fået skrabet al huden af i et forsøg på at finde fast grund.

Jorden under hende er kold og fugtig. Alligevel blander noget varmt sig med det våde på jorden. Hun kan ikke helt sætte finger på, hvad det kan være, men af ren og skær afsky trækker hun med det samme hænderne til sig.

Det er blandingen af et gisp og rallende støn, der får Nike til at vende opmærksomheden imod noget ved hendes højre side, dér hvor den ulækre væske kommer fra. I starten får det hende fluks op at side, for at bakke lidt væk i undren. Stemmen forsøger at sige et eller andet. I tyvens ører lyder det mest af alt som en god omgang volapyk, som vedkommende med tunge vejrtrækninger forsøger at klemme ud.

I det næste er det en forbundet hånd, faretruende tæt på hendes ansigt, med håndfladen vendt opad, der kommet til syne i skæret fra noget der kunne minde om en blød kugle af lys. Den stiger en lille smule til vejrs, hvorefter den bliver hængende i luften, svajende.

’’… Du er altså stadig i live?’’

Hun modtager et fnys som svar, efterfulgt af, ’’I lige måde.’’

Det magisk fremkaldte lys afslører en trist udseende Lyon Mehodral, der dog alligevel har formået at kæmpe sig op at sidde. Han læner ryggen op imod noget der ligner en klippevæg. Som vidste han, at hun skulle til at spørge, åbner han igen munden:

’’Underjordiske gange. De blev anvendt… ’’ han bider tænderne hårdt sammen med hånden hvilende på den alt for store, røde plamage ved hans venstre side. Den samme farve har Nikes hænder og knæ, og selvom hun kunne være i tvivl, er det hans blod og ikke hendes eget, ’’Som flugtveje… For mange år siden…’’

Hullet foroven, dét som de faldt ned af, er dækket af sten. Der er i hvert fald ingen der vil kunne nå dem derfra.

Og for halvtredstusinde gang i dag overvejer Nike endnu engang, hvordan hun skal redde sig selv ud af denne knibe. Automatisk glider hendes blik over på den stærkt blødende magiker.

… Hvad med ham?

Med læberne hårdt klemt sammen, i tvivl om hvad hun skal gøre, knytter hun næverne. Hvis hun ønskede det, ville hun uden tvivl være i stand til at afslutte hans liv her og nu. Blodtabet har gjort ham svag – det er tydeligt både i hans opgivende holdning og efterhånden blegede hud. De feberagtige svedperler i hans ansigt afslører også, at hans tilstand på ingen måder er heldig. For at sige det lige ud, er han på forhånd en død mand: Finder Richmonds vagter ham på en eller anden måde, dør han. Beslutter Nike sig for, at han er en belastning, eller forlader hun ham blot, vil konsekvensen være ligeså.

’’… Hvad har du tænkt dig at-…’’

’’Hold mund, ’’ afbryder han. Blodet er efterhånden begyndt at dryppe fra den hånd, som han presser hårdt imod såret, alt imens han læner hovedet træt tilbage, så de løse, natsorte lokker falder som vandfald langs de støvklædte skuldre. Bitterheden i den rødøjede magikers ansigt er ikke til at tage fejl af. Raseri. Håbløshed.

Hun kunne dræbe ham. Han så trods alt til, da Jamie blev dræbt og har selv gjort skade på hende, minder hun sig selv om. Denne Mehodral har intet godt gjort for hende og vil sikkert heller aldrig gøre det.

Hvordan kan det så være, at hun tøver?

Der er en indre stemme, der leger med hendes tanker, forsøger at prikke til sorgen over at have mistet sin bedste ven og vende den om til lysten til mord. Og selvom hun er så umådelig fristet til at give ind til vredens galskab, så knytter hun blot hænderne hårdere i.

Alt hvad denne mand er blevet fortalt, har været en løgn – det har han indset nu. Og selvom hun ikke er meget for at indrømme det, ved hun godt hvad det betyder: Han er lige så meget et offer som hende selv – hvis ikke mere.

’’Forsvind.’’ Siger han så pludselig, indædt, ’’Du har ikke noget at gøre med det her længere.’’

’’Teknisk set, så…’’ prøver hun.

’’Få mig ikke til at overveje, at stikke dig ned. FORSVIND!’’

Hun kommer på benene, endnu usikker, ’’Jeg tvivler på, at du ville være i stand til det i din tilstand.’’

’’Så dræb mig, jeg er bedøvende ligeglad.’’ De sidste ord lyder som om, at de er hårdere at få ud end hvad der egentlig var intentionen, ’’Det… Kan også være fuldstændig ligegyldigt nu.’’

Det er i samme øjeblik, at Nike Lockser tager en beslutning. De få skridt det kræver at komme hen foran magikeren og sætte sig på hug foran ham, tager hun. Ud af knivbæltet får hun let og elegant hevet en af de skarpere knive ud, selvsikkert. Bladet skinner køligt i skæret fra den endnu blussende kugle af lys foroven.

Og så, uden at sige et ord, får hun med spidsen ridset et godt stykke af hans ærme, som hun krøller sammen til en kugle, for hårdt at hive hans hånd væk fra såret. Så placerer hun stoffet ovenpå og næsten trykker hans fingre tilbage på den nylavede bandage. Han kommer med noget der minder om en smertefuld knurren og stirrer arrigt på hende, dog uden at sige et ord.

’’Du forbløder, hvis du ikke presser hårdt nok til.’’

Så skal hun til at rejse sig igen. En fri hånd skyder dog frem og griber hårdt fat om hendes kæbe, for at stoppe hende, alt imens ét enkelt rødt øje ser hende træt, men alligevel skeptisk an.

’’Du er… Noget for dig selv, tyv.’’

’’Det ved jeg.’’

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...