Gudsforladt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2016
  • Opdateret: 2 jun. 2017
  • Status: Igang
’’Hvad ser du, når du kigger ind i dig selv?’’ – Tyven Nike er ikke blot dygtig til at gøre det hun gør: Hun er legendarisk. I hvert fald lige indtil ét enkelt fejltrin fører til hendes tætteste vens død, og et større spil om magt sættes i gang: En uvant situation for Nike, der er van til at være jægeren og ikke den jagede. Forræderi og fatale handlinger, der er værre end hendes egne, åbner op for en helt ny verden for den skødeløse tyv, der langsomt begynder at opfatte situationens alvor. Og pludselig er hun meget lille i et stort univers, hvor der gemmer sig andre skræmmende ting end hende selv i mørket.

5Likes
11Kommentarer
1479Visninger
AA

15. KAPITEL 13 - Definitionen af en ''forræder''

 

Kapitel 13 - Definitionen af en ''forræder''


Det viser sig at være løvens hule, som hun så ubesværet har bevæget sig ind i – og løven er tilmed hjemme. Af ren frygt tør hun ikke bevæge en muskel, men ligger bare som paralyseret foran metalnettet, der er det eneste der skiller Nike Lockser og Lord Damon Richmond fra at være i samme rum. Der er intet der tyder på, at han har set hende, men erfaring har efterhånden banket det ind i hovedet på den uheldige tyv, at han ikke er til at løbe om hjørner med. Uheldigvis.

Hvis ikke situationen havde været, som den er, ville dette være den ultimative chance. Han har ryggen til og er tydeligvis optaget af noget, som hun ikke kan se hvad er. Hvis ikke hendes krop var så voldsmadret og hendes hænder ville stoppe med at ryste, samtidig med at nettet foran udluftningsskakten var væk, ville hun sagtens kunne være sprunget lydløst ned og så let som ingenting skære halsen over på ham.

Det ville selvfølgelig også kræve, at hun havde sine redskaber på sig.

Ved påmindelsen om sin mangel på disse, er det dog som om at en sidste gnist af liv begynder at blusse op i de mørkeblå øjne. For hvor ville hendes bue, knive, lirkeredskaber og alt det andet blive gemt? Det mulige svar er alt for indlysende og er en mulighed som Nike ikke kan lade gå sig forbi næsen: Hun har direkte adgang til Richmonds kammer – hvis ikke hendes ejendele bliver opbevaret et sted herinde, ved hun ikke hvor de ellers skulle være.

Det er som om at lykkens gudinde i samme øjeblik vælger at tilsmile hende, for pludselig retter lorden sig op – sandsynligvis fordi han har hørt rabalderet udenfor. Kort ser det ud som om, at han ikke har tænkt sig at gøre noget ved det, men så sukker han overbærende for derefter spotsk at kommentere på situationen for sig selv: ’’Ah, jeg havde vidst for meget tiltro til dig, Lyon. Så må jeg jo fikse det selv.’’

Så rejser han sig pludselig op, let og elegant, glatter tøjet og forsvinder ud af døren til kontoret, der giver et lille klik fra sig, som et tegn på at den er blevet låst. For at sikre sig, at han reelt er gået, venter Nike et par sekunder, hvor hun giver sig tiden til at spejde rundt.

Da hun konstaterer, at han må være nået et godt stykke væk, får hun lige så larmende som før vendt hele kroppen hundredfirs grader, så hendes ben vender imod nettet. Og så lægger hun al kraft i knæene, for med ét hårdt spark at sende nettet flyvende igennem luften. Det rammer først væggen i den anden ende, for derefter at vælte ned på gulvet. Støjen var ikke lige så slem som hun havde regnet med, og selv da hun spidser ører for at lytte efter eventuel respons udefra, er det klart at hun har fri bane.

Da den galante blåøjede tyv endelig befinder sig på jorden igen, må hun hanke op i sig selv, for at begynde jagten på sine genstande. Hun ved trods alt ikke, hvor længe hun har, indtil Richmond risikerer at dukke op igen. Og med denne tanke i baghovedet, giver hun sig til at rive alverdens skabe og skuffer op, for at lede efter sine ejendele. De første par minutter er det dog kun tøj, bøger, sølvtøj og andet ubrugeligt ragelse der dukker op – i hvert fald indtil det lykkes hende at skubbe låget på en tung trækiste op:

Og dernede er der jackpot. Det hele er der. Buen, pilekoggeret, knivbæltet, lirkeredskaberne. Alting, meget til Nikes begejstring.

I et snuptag har hun svunget koggeret over skulderen og fastspændt knivbæltet til hofterne. Nu hvor hun også har fået sine lirkeredskaber tilbage, burde det ikke være nogen sag at få åbnet selv den låste dør.

Nike skal til at lade fingrene glide ned i læderpungen med de slanke metalredskaber, da hendes blik pludselig fanger noget… Mærkværdigt. En ujævnhed i væggen. Hun lader de blodplettede håndflader glide over det dybrøde tapet med de gyldne aftegninger, følger den tynde stribe af ujævnhed der til dels kunne minde om en smal ledning. Den fører i to retninger: Den ene halvdel hen til en lille metalboks, der før sad gemt godt i et af loftets hjørner – den anden ser ud til at have direkte forbindelse til skrivebordets side.

En fælde. Skjult og udarbejdet godt. Hun har set andre mere amatøragtige versioner af denne type – eller, hun er aldrig stødt på dem, men Garlic har før i tiden vist hende dokumenter med skitser af deres funktion, for at advare hende.

Fælden ser ud til at være koblet til skuffen lige under skrivebordets flade. Den har intet håndtag, kun et nøglehul. Ud fra de tegninger Garlic viste hende, skal nøglen passe nøjagtigt til låsen, for ikke at udløse enten en alarm eller anden form for fatal konsekvens. At lirke den op er derfor ikke en mulighed.

Om det er Nikes uundgåelige nysgerrighed eller det faktum, at hun er den person hun er, ved hun ikke engang selv, men lysten til at åbne skuffen overdøver trangen til at slippe ud herfra. Hvis Richmond har fastkoblet en fælde til noget i hans kontor, som han sågar låser af, er det tydeligt, at han ikke stoler på nogen. Hvad har han at skjule?

Hun kniber øjnene sammen og lader dem per automatik glide henover omgivelserne. Hvis der er en fælde, bliver hun nødt til at finde ud af, hvad den gør. I starten kigger hun efter en eventuel klokke, der kunne begynde at ringe, men hurtigt får hun mindet sig selv om, at Damon Richmond ikke er en mand der tager chancer: Hvis han har bygget en fælde, er den konstrueret til at dræbe.

Endnu med hænderne kørende forsigtigt henover tapetet, tager hun et par skridt rundt langs væggene i kontoret, indtil ujævnhederne ophører og bliver til en almindelig, glat struktur… Dog ændrer det sig pludselig, da hun kommer over på siden lige overfor skrivepulten. Huller. Bittesmå huller placeret alt for strategisk ud fra hinanden.

’’Han er virkelig en slange… ’’ sammenbidt rynker hun brynene og vender af refleks kroppen væk fra hullerne. Hendes umiddelbare gæt vil være, at lige så snart fælden er klappet, vil en række kugler eller giftpile samtidig udløses og dermed skyde den uvelkomne gæst i ryggen. Det er smart, det kan hun ikke komme udenom, men som tyv en besværlig hindring.

’’Men den fornøjelse får du ikke, ’’ efter kort at have tænkt sig om, springer tyven op på skrivebordet, næsten uden at give en lyd fra sig, imens hun trækker den mørkeblå hætte opover det uglede hår, ’’Ikke på vilkår, i hvert fald.’’

Med et snuptag har hun fisket en smal, tanglignende genstand op fra læderpungen og rejser sig op i sin fulde højde, for at nå boksen i loftet. Det hun har tænkt sig at gøre, kan enten være løsningen på problemet – eller gøre det værre.

Den lille boks er let at knipse åben. Indeni kommer et indviklet system af tandhjul og tynde stålvejere til syne, og tyven må ærligt indrømme, at hun ikke ved helt præcis, hvad hun skal gøre. Alligevel får påmindelsen om tidspres hende til at stramme taget om tangen, inden hun som et andet rovdyr skyder den frem, presser til og dermed klipper én af trådene over.

Der lyder en metallisk kliren, imens vejeren glider ud og sætter tandhjulene i gang med at snurre. Normalt ville hun have taget det som et faretruende tegn, men kort efter stopper de igen, og der lyder et klonk ovre fra væggen med hullerne. Derefter sker der ikke mere.

’’Godt så… ’’ da Nike har fødderne på gulvet igen og sine udvalgte lirkeredskaber i hænderne, skæver hun kort imod hullerne bag sig. Hun burde have kortsluttet fælden og gjort den uskadelig… Men alligevel løber det hende koldt ned af ryggen, når hun tænker over den fare, som hun i realiteten udsætter sig selv for, uden nogen anden synderlig grund end intens nysgerrighed.

Låsen er ikke meget forskellig fra andre hun har lirket op. Inden for de næste få sekunder har den nemlig givet et tilfredsstillende klik fra sig og den galante tyv kan ånde lettet op, da skuffen kan hives ud uden problemer – og hun ikke er blevet skudt synder og sammen bagfra.

Skuffens indhold er dog noget… Skuffende. Eller, sådan ville enhver almindelig tyv nok havde set på det: For nede i det før stærkt bevogtede rum, ligger en tynd bunke papirer ovenpå noget der ligner en slidt journal.  

Med rynkede bryn giver hun sig til at bladre i dokumenterne øverst. Det ligner næsten nogle slags… Dødslister. Alt der står skrevet er nemlig navne, linje op, linje ned. De fleste er fint streget ud, som et slags tegn på eliminering, resten har spørgsmålstegn ud fra sig. Kun ét står urørt: Lyon Mehodral.

Nikes hjerte flyver næsten op i halsen på hende, da det går op for hende, at det er en liste over Magis Ordenens forhenværende medlemmer. Hvorfor Richmond har gemt sådan én, har hun dog ingen anelse om.

Hun lægger arket fra sig på bordet, for at lade opmærksomheden glide hen på det næste, som også viser sig at være en liste. Her er navnene en anelse anderledes, da meget få af dem ser ud til at være streget ud. Og dog, så er der ét enkelt navn der er kradset så voldsomt ud, at der næsten er gået hul i pergamentet:

’’Garlic Abelleich’’ med flere sjuskede spørgsmålstegn tegnet ud fra.

’’Hvorfor i alverden…?’’ uden at kunne skjule sin forvirring, giver hun sig til at læse navnene på listen en ekstra gang, samtidig med at noget sært begynder at gå op for hende. Størstedelen af disse navne stammer fra folk med tilknytninger til den forsvundne kongefamilie. Hvordan er Garlics havnet her?

Uden at kunne finde et reelt svar på de spørgsmål, der er begyndt at vrimle frem i hendes hoved, lægger Nike også dette papir fra sig og lukker i stedet fingrene om journalen. Den er læderindbundet, men bærer tydelige præg af de år den må have lagt bag sig. Den er på ingen måder ny.

Med tommelfingeren lagt let på det yderste af siderne, giver hun sig til at bladre hastigt igennem siderne. Det ligner lidt en samling af notater og strategier, for der er flere præcist skitserede tegninger af byporten og et par vagtposter.

Da hun nærmer sig slutningen, flyver der lige pludselig noget ud, der har siddet fastklemt imellem to sider. Inden det falder til jorden når Nike dog at gribe det og trækker det tættere på ansigtet, for at kunne læse det der står. Det ligner et brev, i hvert fald på den måde det er foldet fint sammen i tre lag, og da hun folder det ud, viser det sig, at hun har ret:

 

’’Jeg skånede en ung dreng fra Magis Ordenen dén nat – en dreng med et specielt øje og magiske evner der overgår det normale. Han har symptomer på posttraumatisk stress efter hændelsen, så han er ude af stand til at huske hvad der præcis skete. Det er til min fordel.

Efter Garlic valgte at… Forråde mig og faldt i døden i klippeskæret, har jeg bildt knægten ind, at han stod bag. Det er bedst at gøre en mand han aldrig har mødt til syndebuk – én der til og med er død.

Den vrede og hævngerrighed der fylder Lyon, drengen, er let at manipulere. Han er det perfekte redskab til at finde Vanitas Fragmenter, nu hvor kongefamilien er ude af billedet.’’

 

Nikes hjertebanken er automatisk steget, da hun når til det sidste punktum.

’’Så det var altså Richmond der planlagde…?’’

Der er pludselig mange ting hun ikke forstår. Mange ting der ikke giver mening. Selvom hun på forhånd kunne have regnet ud, at Richmond ikke ligefrem har haft rent mel i posen og i forvejen havde en fordrejet tankegang, kommer dette alligevel bag på hende.

Hun har endnu engang rodet sig ud i noget, som hun ikke helt har overblik over.

 Inden hun kan nå at tænke færdig, lyder der pludselig et advarende klik ovre fra døren. Det er lyden af en nøgle i låsen, og hurtigt som en i helvede, får Nike foldet listerne med navne ind i journalen, skubber den indunder tøjet og glider i skjul under skrivebordet.

Hendes hjerte banker så hårdt, at det næsten dunker i hovedet på hende. Især da en kappeklædt Richmond træder ind af døren og med det samme skærer tænder, da han ser rodet.

’’DEN FANDENS TYVETØS-...!’’ han traver snerrende hen til skakten i den anden ende af rummet, sikkert for at kigge ind i den – og det er i samme sekund at Nike ser sit snit til at slippe ud. Og inden lorden med det hvidstribede hår kan nå at vende sig om og opdage gerningsmanden, har Nike Lockser sneget sig uset ud i friheden.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...