Gudsforladt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2016
  • Opdateret: 2 jun. 2017
  • Status: Igang
’’Hvad ser du, når du kigger ind i dig selv?’’ – Tyven Nike er ikke blot dygtig til at gøre det hun gør: Hun er legendarisk. I hvert fald lige indtil ét enkelt fejltrin fører til hendes tætteste vens død, og et større spil om magt sættes i gang: En uvant situation for Nike, der er van til at være jægeren og ikke den jagede. Forræderi og fatale handlinger, der er værre end hendes egne, åbner op for en helt ny verden for den skødeløse tyv, der langsomt begynder at opfatte situationens alvor. Og pludselig er hun meget lille i et stort univers, hvor der gemmer sig andre skræmmende ting end hende selv i mørket.

5Likes
11Kommentarer
1566Visninger
AA

14. KAPITEL 12 - Hvorfor held også spiller en rolle i overlevelse

 

Kapitel 12 - Hvorfor held også spiller en rolle i overlevelse

 

Inden de sidste billeder rinder ud, sænkes farten ved én af hendes mest nylige minder, hvor det stopper for at fokusere på et par enkelte scener: Først den forladte bygning, som hun fandt pergamentstykket med tegningen af ét af Vanitas’ Fragmenter, bogen. Derefter Krystalpalæets facade. Jamies død. Magien fra bogen og nøglen, der blev kastet ind i øjnene på hende. Hendes flugt, Garlics skuffede ansigtsudtryk.

Vent.

Den galante tyv indser pludselig noget, som hun havde glemt alt om før, og hun forsøger, at rette blikket imod det sted hvor erindringerne fra Krystalpalæet forsvandt. Hendes øjne. Så kraftig magi burde have smadret hendes øjeæbler fuldstændig. Have knust dem, gjort hende blind. De blødte sågar. Hun burde ikke kunne se noget, men alligevel har hun ingen problemer med det, udover den dunkende hovedpine der i cirkusset gjorde det svært for hende at fokusere. Kan de… Makabre syn, smerten bag øjnene, hun har oplevet det sidste døgns tid være en sideeffekt fra Fragmenternes kræfter?

I så fald er hun sluppet billigt.

Sekundet efter hun når at tænke det, trækker scenariet sig sammen til et blændende hvidt lys, præcis som i begyndelsen. Og så konstaterer hun, at hun er tilbage i salen fra før, der endnu er fastlås i tid af den lysegrå verden, som hun endnu ikke har fundet ud af, hvorfor bliver ved med at dukke op.

Stilheden næsten dunker. Hun ligger igen på gulvet, bundet som før og med aftegningen af en statue lige foran sig. Armen er strakt op i luften, præcis som om at han skal til at slå hende. Ansigtstrækkene er dog udtværet, håret og tøjet væk. Det ligner ikke den person, som det burde være; Richmonds vagthund. I stedet er det bare en udtryksløs figur i menneskestørrelse. Ubevægelig, død.

I samme sekund kan hun næsten sværge, at hun hører en lyd. I starten virker det som en stemme, noget rungende, men den forsvinder hurtigt igen. Til gengæld overtager en anden snart, én der er lige så udvisket og stille – den virker både naturlig, men samtidig så malplaceret. Småsten der kurer henover det revnede gulv, noget der kunne minde om en uidentificerbar hvisken, vanddryp, ekko.

Og det er i samme øjeblik, at hun fanger en skikkelse bag statuen foran sig, der ikke bærer samme præg som de andre. Den er… Spøgelsesagtig. Bleg, med et utydeligt ansigt, hvide klæder og mørkt hår. Det ligner mest af alt en ung mand. Jorden under hans bare fødder gløder lyseblåt, alt imens han lægger hovedet spørgende på skrå. Det lykkes Nike at få stablet sig på benene. Det er besværligt, grundet de sammenbundne håndled, men lykkes ikke desto mindre. Skikkelsen flytter sig samtidig ikke, men ser blot til. Ikke nysgerrigt, blot en anelse… Dømmende?

Hun kniber de mørke øjenlåg sammen og træder forbi statuen af den nu uigenkendelige Lyon Mehodral. Søger øjenkontakt med dette spøgelse, som hun ikke på noget tidspunkt har set ankomme. Må koncentrere sig for at fange noget der kunne minde om det, i disse monokrome farver, der skulle forestille et ansigt.

Og noget møder hende bag alt det grå. Grangrøn. Og jo mere hun ser ind i disse iriser, jo mere går det op for hende, at hun kender denne person. Hendes brystkasse føles mest af alt som om, at det kunne være blevet gennemboret af en af hendes egne pile, for sekundet efter synker det tungt til bunds, næsten så det er ubærligt.

’’Hvad… Laver du her, Jamie?’’

Hans ansigtsudtryk er… Følelsesløst, da hun endelig fanger det. Koldt, næsten fremmed. Kort falder den frygtelige tanke ind, at Mehodral kunne have slået hende ihjel, og det er derfor hun før så alle sine minder – og at hendes bedste ven nu er her for at hente hende, som en slags påmindelse om hendes fejltrin… Men så giver det ikke mening, at hun oplever dette tomrum som hun også var en del af i cirkusset.

’’… Jamie?’’

Han svarer hende ikke, men virker pludselig så langt væk. Så uhåndgribeligt fjern. Hun når kun nærmest at tænke det, inden han pludselig vender rundt på hælene, kort ser sig over skulderen imod hende, for at begynde at gå.

’’Jamie!’’ selvom hun råber efter ham, kommer der ingen respons og hans krop opløses sekundet efter til en pulveragtig, hvid dis, hvorefter hun må give tabt i forsøget på at nå ham.

Var det virkelig så… Utilgiveligt?

En florerende spiral af farver trækker den galante tyv tilbage til den verden hun før kom fra, nådesløst og pludseligt. Da lyde og bevægelser vender tilbage, føler hun sig så magtesløs, som hun aldrig har gjort før. Kraften i hendes ben forsvinder og knækker sammen under hende, hvorefter hun med gisp falder hårdt til jorden. I et øjeblik synger det for ørerne af hende, imens lyden af skridt bag hende føles øredøvende. Omgivelserne er utydelige. Det næste der fylder hende synsfelt, er en indbundet, blodplettet hånd, der lukker sig kloagtigt om hendes kæbe, for at trække hendes ansigt op imod sin ejermand.

Lyon Mehodrals ansigtsudtryk er sammenknebet, en anelse overrasket, for der er noget der har ændret sig ved denne tyvetøs – udover hendes position og det faktum, at han kunne have svoret, at hun lå foran ham for få sekunder siden: Hendes øjne.

De dybblå iriser er blevet erstattet af et blændende lyseblåt, der for få sekunder fik hende til at se næsten… Guddommelig, ud. Lyset er dog ved langsomt at brænde ud nu og forsvinder i det næste, men han er alligevel ikke i tvivl om, hvad det var han så. Magi, en ukendt én af slagsen. Han har set formularer der kunne manipulere tiden før, men det her er… Et helt andet niveau.

Og selvom han ikke er meget for at indrømme det, fik det ham til at løbe koldt ned af ryggen.

’’Hvem fanden er du…?’’ får han så hvæset, så Nike næsten kan mærke hans ånde imod sine læber og hage. Alt imens hun forsøger at fokusere ordentligt, kniber han øjnene yderligere sammen.

’’Jeg… Ved ikke… ’’ får hun mumlet, ser ud til at kæmpe med de resterende ord. Og til trods for det faktum, at den skånselsløse magiker for få minutter siden ville have brændt hende i stumper og stykker med glæde, venter han næsten tålmodigt på et svar. Noget i hele hans holdning virker… En anelse chokeret, selvom hans udstråling af vrede forsøger at dække over det.

At tillade sig selv denne overraskelse viser sig dog hurtigt at være en fejltagelse, for det bliver i sidste ende Nikes trumfkort: For i det øjeblik hun skal til at fortsætte sætningen, lægger hun al sin resterende kræft i benene og sætter af så hårdt som hun kan, for at smadre hovedet for fuld kraft op i kæben på den rødøjede mand, der ikke når at se trækket komme. Sammenstødet runger voldsomt i hele hallen i kor med et sammenbidt ’’GAH!’’, som straks får magikeren til at slippe den spinkle tyv.

Selvom han kun når at glide ned på knæ, kunne hun ligeså godt have slået ham ud. Måden hans blik bliver fjernt fortæller uden tvivl, at han i de næste par sekunder nok ikke vil kunne tænke klart. Og det udnytter hun med det samme at hun hører den larmende raslen fra en rustning, der kun kan tilhøre vagten fra før. Selvom hun står med ryggen til, går hun ud fra, at han har hævet sit våben – og hun har ret. For da hun vender sig om, hugger han til med en lang, slank sværdklinge.

Udfaldet får Nike til at springe tilbage, men med armene strakt ud foran sig. Og vagten rammer præcis som hun havde forudset, nemlig rebene om hendes håndled, der er det eneste der står hende i vejen for friheden. Selvom en bidende fornemmelse fortæller hende, at han sikkert snittede hendes huden en anelse, tænker hun ikke yderligere over det. Det var risikoen værd.

Det tager vagten et par sekunder at indse den svipser han lige begik – i de sekunder har Nike allerede smidt sig ned på gulvet, rullet sig selv hen på siden af ham og jokket en albue for fuld kraft i hans knæhase, der kommer med en ubehagelig, knasende lyd, som næsten overdøves af hans skrig.

Og så løber hun, med hjertet som svejset til i halsen, dunkende. Én enkelt gang ser hun sig over skulderen, lægger mærke til at Richmonds vagthund er kommet på benene og stirrer arrigt efter hende. Selv fra afstanden gløder hans hage næsten rødt efter slaget, blandet med en tynd stribe blod fra hans læbe.

Ligegyldigt hvor dumt det end er, vokser en triumferende følelse i tyvens bryst, da hun i stedet koncentrerer sig om at sprinte ud af hallen. Hun fik ham! Fandeme om hun ikke fik ham!

Glæden varer dog ikke længe, da ét enkelt råb bliver til lyden af mange. Uden at vide hvor hun er, og hvordan hun kommer ud, bliver én ting hurtigt klart: Der er vagter overalt herinde – og hun har ikke nok energi til at løbe fra dem for evigt eller tage kampen op imod dem. Ikke alene.

Så er der kun én mulighed tilbage.

Adrenalinen stiger hende hurtigt til hovedet, hvilket for Nikes vedkommende dæmper alle lyde omkring hende. Hendes øjne skøjter rundt på omgivelserne, for at finde det hun leder efter. Og det gør hun hurtigt: Et par meter oppe, er der et kvadratisk hul, en udluftningsskakt.

Selvom det er højt oppe, tager det ikke meget mere end et spring at få fingrene lukket om skaktens kant. Så hiver hun hele kroppen op og slanger sig ind, for derefter at smugkigge ned i korridoren. Sekundet efter kommer et sæt udrustede vagter ilende, febrilsk søgende. De finder dog ingenting og fortsætter jagten, meget til Nikes lettelse.

For at sikre sig, at hun når væk inden vagterne lugter lunten, får hun vendt kroppen hundredfirs grader i skakten – en besværlig og en anelse larmende opgave, som medfører at hun må delvist kravle og møve sig igennem det mørke rør af metal. I starten er det udfordrende, men efter få minutter vænner hun sig langsomt til det faktum, at hun ingenting kan se. Enkelte gange stopper hun op, spidser ører og forsøger at spore eventuelle stemmer, der skulle kunne afsløre, om hun stadig har den halve hær i hælene.

Lige umiddelbart tyder det på, at hun har været heldig. Meget heldig.

De næste par minutter snegler sig afsted, alt imens hun på samme måde vrider sig fremad og krydser fingre for, at skakten her fører hende i sikkerhed. I et stykke tid er hun næsten ved at miste håbet, da hun kun mødes af den dunkende smerte fra forholdsvis sit ansigt og hænder – men da et blødt, gulligt lys forude begynder at tage form, fornyes det.

Skæret er opdelt i bittesmå firkanter. Da hun kommer tættere på, viser det sig at være grundet et metalnet, som er alt der skiller hende fra det hun til at starte med tror er friheden. Det viser sig dog at være noget andet: Et rum, nok nærmere et kontor.

Det er langt smukkere udsmykket end det hun vågnede op i. Så nydeligt rent. Der er desuden pænt ryddet op, næsten som om alt skulle være sat systemer. Bøger, dokumenter, fyldepenne.

Nike er på randen til at tage sig selv i at blive alt for fascineret – så meget at hun næsten glemmer, at hun er kravlet alt andet end den rigtige vej. Hun skal til at fnyse irriteret, men klemmer læberne hårdt sammen i noget der kunne minde om frygt, da hun fra fugleperspektivet pludselig får øje på en skikkelse, der sidder placeret foran kontorets rød- og gyldenmalede skrivebord:

Lord Damon Richmond i egen person.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...