Gudsforladt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2016
  • Opdateret: 2 jun. 2017
  • Status: Igang
’’Hvad ser du, når du kigger ind i dig selv?’’ – Tyven Nike er ikke blot dygtig til at gøre det hun gør: Hun er legendarisk. I hvert fald lige indtil ét enkelt fejltrin fører til hendes tætteste vens død, og et større spil om magt sættes i gang: En uvant situation for Nike, der er van til at være jægeren og ikke den jagede. Forræderi og fatale handlinger, der er værre end hendes egne, åbner op for en helt ny verden for den skødeløse tyv, der langsomt begynder at opfatte situationens alvor. Og pludselig er hun meget lille i et stort univers, hvor der gemmer sig andre skræmmende ting end hende selv i mørket.

5Likes
11Kommentarer
1638Visninger
AA

13. KAPITEL 11 - Erindringer fra fortiden

 

KAPITEL 11 - Erindringer fra fortiden


Det er som om at Nikes ansigt pludselig stopper med at gøre ondt – forholdsvis efter magikerens spark og den omgang næseblod han har givet hende, blandet med den stikkende fornemmelse fra såret ved hendes tinding. Hvad han beder hende om, eller rettere forsøger at tvinge hende til, er noget hun aldrig vil kunne få sig selv til at gøre. Heller ikke selvom tanken om smerten der i så fald venter hende er frygtindgydende. Hun kan ikke. Hun kan simpelthen ikke.

Hun må have mumlet sit svar, for den rødøjede stirrer stadig bittert på hende.

’’Gå ad helvede til, ’’ får hun så endelig vrisset, denne gang med løftet hoved og en anelse større sikkerhed i stemmen. Normalt ville hun have svaret igen, flabet og uden filter som altid, men alene tanken om at forråde Garlic gør hende rasende. Nok er han en hård og til dels et massivt røvhul af en gammel mand at være, men ikke om hun vil lade nogen lægge en finger på ham. Han er hendes gamle mand.

’’Du ser ud til at elske livet på kanten, tyv. Fint. Så bliver det som du ønsker.’’

Modvilligt vender hun blikket imod hans glødende hånd, for at iagttage flammernes voksen. Snart danser de også på den indbundne hånd, men brænder ikke engang bandagerne. Hvordan han har tæmmet magien til at følge sin vilje og totalt at undgå at den beskadiger ham, fatter hun ikke. Selv i Magis Ordenen havde det været et foruroligende tegn på talent.

Adrenalinen sparker ind i det øjeblik han hæver den ene arm i én hurtig, glat bevægelse. Manøvren sender en stribe af ild afsted, som Nike i et øjebliks panik formår at undvige ved at lade sig falde bagover. Hun rammer gulvet med ryggen først, slår med alt held ikke luften ud af sig selv, men mærker øjeblikkeligt efter den brændende sensation af varmen langs sit bryst og ansigt. Hun blev ikke ramt, men det var sandelig tæt på.

’’Elegant, ’’ lyder det sarkastisk over hende, ’’Jeg glæder mig allerede til at se, hvor længe du kan magte at undvige.’’

Det er lang tid siden, at hun har følt sig så lille og hjælpeløs. Hendes hjerte hamrer afsted som en rædselsslagen kanins, og det er i samme øjeblik, at alt bliver lysegråt omkring hende. Det farverige gulv, malerierne på væggene, lysekronen over dem. Alting. Og det er i samme sekund at hun indser, at det ligner… Sten.

Det er fuldstændig som scenariet i cirkusset. Et stille tomrum med lysende blomster og kold, stenagtig struktur. Statuer i stedet for mennesker, men som samtidig er fanget i den bevægelse de skulle til at lave.

Hun ved ikke hvorfor denne verden hjemsøger hende, eller hvordan, når heller ikke at tænke meget mere over det, inden hendes synsfelt pludselig trækker sig sammen og bliver blændende hvidt. I et stykke tid der føles som timer er det alt hun kan se, inden lyset optrevles og farver fra den normale verden vender tilbage.

Og dog, så er der noget der ikke hænger sammen. Noget der er forkert. Hun befinder sig nemlig ikke længere i salen, men i én af Solemnias gader. Det er halvmørkt, regner og det eneste der reelt giver hende en undskyldning for at kunne se, er et blussende lys fra indersiden af et snusket vindue. Udover lyden af regndråberne imod de ujævne brosten og tagene foroven, er der fuldstændig stille.

Hvordan er hun dog endt her?

Hvad der kommer mest bag på hende er dog det faktum, at hun finder situationen, scenariet og gaden… Genkendelig. I modsætning til før er hun ikke længere bange og hendes puls har sænket sig maksimalt. Kort sagt er det lang tid siden, at hun har følt sig så rolig. Hvorfor? Det burde hun ikke være. Alt ved dette er unormalt, faretruende.

Men alligevel er hendes parader faldet så meget, at Garlic ville være flov, hvis han så hende nu.

Hun løfter derpå den ene hånd fra siden og kommer til den konklusion, at hun står op og at hendes hænder ikke længere er bundet. Overrasket hæver hun det ene øjenbryn, alt imens læberne former sig til et mindre o.

’’Hvordan…?’’ selvom det regner, er der ingen vanddråber at se på huden. Kort lader hun håndfladen glide over de tilbagetrukne lokker, for blot at konstatere, at det samme gælder for hendes hår. Hun er ikke engang i nærheden af at være fugtig.

Det er i samme øjeblik, at en plaskende lyd fanger hendes opmærksomhed. Det kommer fra slutningen af gaden, der viser sig at føre ned til en blindgyde. Et stort sejl er trukket imellem hustagene ved et hjørne, som en slags skærm fra det noget kedelige vejr. Udover dét, er det smalle område stablet til med kasser, nogle uåbnede, andre brutalt smadrede og med glasskår spredt udover det hele – men det er alligevel en mindre skikkelse placeret under sejlet, som fanger Nikes opmærksomhed og som samtidig er dér den sjaskende lyd kommer fra. Det er et barn. Et barn på måske de syv-otte år, med de bare fødder klaskende i en vandpyt, igen, igen, igen.

Det er ikke unormalt med gadebørn i Solemnia. Børn der blev forladt allerede ved fødslen, fordi de var uønskede, vanskabte eller problematiske. Eller fordi der ikke var råd til dem. Grunde er der mange af – det samme med ungerne. Mange af de nyfødte overlevede sådanset heller ikke. Det samme med de større. Sygdomme, kulde og dårlige leveforhold tog livet af dem som vinden blæser. Til tider blev nogle også tæsket ihjel, når drukkenbolte fra den lokale bar besluttede sig for, at de skulle have en omgang øretæver.

De der overlevede fulgte oftest stien til kriminalitet – præcis ligesom hende selv.

’’Hvordan gik det så til, at du overlevede?’’ uden at tænke videre over det, tager hun et par skridt imod ungen. Stiller sig praktisk talt lige foran hende og sætter sig på hug, for at se ind under sejlet. Hun modtager ikke noget svar, men alligevel hæver barnet hovedet efter et minuts tid hvor ingen af dem siger noget. Hvad der møder hende er et sæt dybblå øjne. Store, men udslukte. Opgivende.

Og det er i samme øjeblik, at Nike Lockser ikke formår at undertrykke et chokeret gisp, da hun genkender ansigtstrækkene:

For de tilhører nemlig hende selv.

Alt for lamslået til at lukke andet ud end et par uforstående kvæk, forsøger hendes hjerne at sammenkæde meningen med alt dette. Det kan ikke være hende, kæmper hun hårdnakket for at overbevise sig selv om. Det er surrealistisk. Umuligt.

I samme sekund stopper barnet, hende selv, med at bevæge fødderne, men vender i stedet de trætte iriser imod en højere lyd af skridt. Fra udkanten af gaden kommer en større skikkelse slentrende, en mand med grålig skægstubbe og et ar der pryder læberne, med en betydeligt lavere silhuet ved siden af. Og alene dét syn får selv på denne afstand Nikes underlæbe til at bævre en anelse, alt imens hendes hænder begynder at dirre.

’’… Garlic?’’

Selv i halvmørket får lyset fra vinduet alle hans træk til at stå frem i stærk kontrast. De markerede kindben og mørke cirkler under øjnene, der højst sandsynligvis har været grundet mangel på søvn. Læderstøvlerne, som han ikke engang nu har nænnet at kyle ud.

Hvordan har hun kunnet glemme det? Hvordan har hun formået at overse, at det nu hun befinder sig i udspillede sig for snart tolv år siden?

Skikkelsen ved siden af ham er måske to år ældre end hvad hun var. Pjusket, brunt hår, grangrønne øjne og med fingrene lukket nervøst om Garlics modvilligt fremstrakte hånd. Så kigger han nysgerrigt frem bag den ældre tyv, alt imens Nike må sænke blikket, for ikke at lade sørgmodigheden trænge for godt ind.

Jamie.

Det er først nu, at hun bider mærke i, hvordan ingen af de tre – inkluderet den yngre version af hende selv – har lagt mærke til hende. Det må give sig selv, konstaterer hun så. Hun er hverken blevet gennemblødt af den heftige regn, ej har nogen heller kommenteret hendes tilstedeværelse. Der kan kun være ét svar, og det må være, at hun ikke er fysisk til stede. Selvfølgelig ikke. Scenariet her må være en erindring fra hendes fortid, noget fortrængt så dybt i hendes hoved, at det først har gjort sin entré nu.

Hendes teori bliver bekræftet, da Garlic giver slip på Jamies barnehånd, vader lige forbi hende og i stedet hiver op i det beskidte sejl, for at afsløre den yngre Nike. Det giver et gib i barnet, men hun bevæger sig ikke ud af flækken.

’’Selvfølgelig gjorde jeg ikke det, ’’ får hun mumlet til sig selv, ’’Jeg var jo-…’’

Rædselsslagen. Alene. Hvilken forskel havde det gjort, hvis hun var løbet?

’’Er det ikke koldt?’’ lyder det så fra den yngre version af Jamie, inden han sniger sig om bag Garlic, lægger hovedet på skrå, ’’Fryser du slet ikke?’’

Det så ud som om, at den ældre tyv ville have sagt noget inden da, men så vender hans øjne sig strengt ud til siden, hvor de fanger Jamies. En tydelig hentydning. Han behøvedes slet ikke sige noget. Nike kender selv det blik alt for godt og ligesom Jamie, forstod hun betydningen uden problemer. Den aldrende mestertyv havde i særdeleshed sine egne måder at kommunikere på.

Alligevel krænger hendes mundviger sig modvilligt opad, idet den strithårede lommetyv bare nikker undskyldende, men alligevel ser ud til at være ved at springes af nysgerrighed. Sådan havde han altid været. Den der stillede for mange spørgsmål ud af videbegær. Dét kendetegn ved ham var aldrig prellet af – heller ikke under Garlics høgøjne og selvom den gamle mand efterhånden havde prøvet længe. Han beskrev dem ofte som uduelige lærlinge, men det var sjældent noget der ramte nogen af dem.

Inden nostalgien og de mere eller mindre oversentimentale følelser fylder hende, kan hun se den yngre Garlic lukke øjnene utålmodigt, inden han søger øjenkontakt med barneversionen af Nike.

Og hun kan ikke engang selv styre det, da hun samtidig med sin læremester åbner munden, for saligt at hviske de ord der dengang bandt deres fremtid sammen:

’’Jeg kan tilbyde dig chancen for et nyt liv, men kan ikke garantere, at du ikke vil hade mig for det senere.’’

 Ærlighed. Den egenskab der skinnede stærkest igennem ved denne kølige mand, som på sin vis formåede at fascinere hendes barnejeg utilstrækkeligt, sammen med måden han stærk som en klippe udstrakte højre arm med håndfladen vendt opad. En gestus.

Det er som om, at noget letter inde i hendes brystkasse, da barnet lægger sin egen på den og vender blikket imod Jamie som nikker begejstret, samtidig med at knægten må presse læberne hårdt sammen for ikke at sprudle for meget af entusiasme. Så positiv, så livsglad, til trods for det helvede af en verden de forsøgte at overleve i. Det var en ting hun altid beundrede ved de to, de eneste mænd der nogensinde havde været i hendes liv:

Deres gåpåmod og styrke.

I det næste er det som om, at omgivelserne omkring hende bliver slørede, inden de skifter til et andet scenarie. Lantzos kro, indersiden af den. Hvis ikke hun tager helt fejl, kan hun ud fra opsætningen gætte sig til, at det er to-tre år senere, for endnu engang dukker et fortidigt billede op af hende – denne gang med blottede tænder og en storm af liv i øjnene, der næsten kunne forveksles med vildskab.

Foran den cirka elleveårige Nike står en utålmodigt udseende Garlic, der har lagt armene over kors og rynker de hvidstribede bryn. Et af hans mest typiske ansigtsudtryk – irritation, på nippet til vrede.

’’Det kan ikke komme på tale, tøs. Du skal alligevel ikke bruge det til noget.’’

’’Men jeg vil lære at læse!’’

Et af deres sædvanlige skænderier med Jamie, Lantzo og de sædvanlige dværge skraldgrinende i baggrunden. Deres stædighed var på samme niveau, ingen tvivl om det, men når hun husker tilbage, var det alligevel sjældent at hun fik sin vilje… Og dog, alligevel denne ene gang havde han givet sig. To dage senere havde han nemlig under aftensmaden braget en bunke bøger ned foran hende, sat sig overfor på bænken og brummet utilfreds, som et tegn på at have givet efter.

Og i sidste ende lærte han hende ikke alene at læse, men også at skrive.

Nike kan næsten tælle ned, inden det næste forudsigelige sker: Nemlig Lantzos stemme der bryder ind og forsøger at give Nike ret, idet uenigheden imellem lærling og mester begynder at tage overhånd.

Og så skifter sceneriet igen. Og igen. Hurtigere og hurtigere, imens brudstykker af Nikes fortid bliver lagt tilbage i hukommelsen på hende. Dengang hun ved et uheld kaldte Garlic far, dengang Jamie stjal sit første lommeur og var pavestolt i dagevis, da hun selv formåede at negle Garlics ene kniv, næsten uden han opdagede det. Dengang han fortalte hende om klokketårnet og næsten refererede til, at hun skulle anvende det som tilholdssted. Engang hvor Lantzo drak sig eddikefuld i hjertesorger og Garlic måtte overtage rollen som kroens vært en hel aften.

’’Jeg kan tilbyde dig chancen for et nyt liv, men kan ikke garantere, at du ikke vil hade mig for det senere.’’

’’Garlic…’’ lykkes det så endelig Nike lavmælt at hviske for sig selv, imens brudstykker af hendes minder bliver vist frem som teaterstykker foran hende, gang på gang, ’’… Hvad mente du i virkeligheden?’’

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...