Gudsforladt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2016
  • Opdateret: 2 jun. 2017
  • Status: Igang
’’Hvad ser du, når du kigger ind i dig selv?’’ – Tyven Nike er ikke blot dygtig til at gøre det hun gør: Hun er legendarisk. I hvert fald lige indtil ét enkelt fejltrin fører til hendes tætteste vens død, og et større spil om magt sættes i gang: En uvant situation for Nike, der er van til at være jægeren og ikke den jagede. Forræderi og fatale handlinger, der er værre end hendes egne, åbner op for en helt ny verden for den skødeløse tyv, der langsomt begynder at opfatte situationens alvor. Og pludselig er hun meget lille i et stort univers, hvor der gemmer sig andre skræmmende ting end hende selv i mørket.

5Likes
11Kommentarer
1495Visninger
AA

12. KAPITEL 10 - Grænselandet mellem sandhed og løgn

 

KAPITEL 10 - Grænselandet mellem sandhed og løgn


’’Vent, klar til hvad!?’’ imens den galante tyv delvist skubbes fremad af soldaten fra før, sender hun Richmonds vagthund et desperat blik, som han køligt ignorerer.

De har bevæget sig ud i en lang, stenbelagt korridor. Hun ved ikke helt præcis hvor de befinder sig, men bygningen har en noget imponerende indretning og højt til loftet, så hun går ud fra, at det ikke er et tilfældigt varehus.

Hendes hænder er bundet anderledes nu. Begge arme er blevet ført foran – meget til hendes lettelse – men hendes håndled er endnu snøret stramt sammen og gør det nærmest umuligt for hende at bevæge en finger. Tanken om at gøre modstand, da hun blev løsladt fra stolen var faldet hende ind, men en kynisk trussel om at brænde hendes ansigt af fra den rødøjede magiker fik hende til at genoverveje det. Det var en situation, hvor hun måtte affinde sig med det. At slippe ud af det smalle kontor, forbi ham og tilmed den nyankomne vagt virkede… Ikke sandsynligt, selvom det pirrede hende. Til gengæld er hun dog klar over, at det ville være et noget forudsigeligt træk fra hendes side. Han ville have set den komme.

Måske er det også hvad der får Nike til at vente: Han må ikke se det komme. Det er en del af tyvekunsten – alt skal komme som en overraskelse.

Fornemmelsen af at hun nok heller ikke får meget ud af ham på nuværende tidspunkt, pirrer hende. Alligevel føler hun sig dristig, og for den sags skyld, modig nok til at åbne munden:

’’… Hvilke motiver har du overhovedet for at hjælpe Richmond? – Manden er jo gal.’’

Så stopper han pludselig op, endnu med den brede ryg vendt imod hende. I starten besvarer han hende ikke, men så kan hun fornemme hans eneste synlige øje skæve tilbage imod hende. En ubehagelig følelse af decideret vrede fylder hurtigt hele korridoren, selv så hun kan mærke soldatens fremskudte hånd skælve imod sin skulder.

Hvordan kan det være, at selv hans underordnede er bange for ham?

Med et sæt vender han så rundt på hælene, så de mørke støvler klikker hårdt imod gulvet. Hans ene hånd, den uden såret, skyder frem som en sværdklinge og lukker sig skånselsløst om hendes krave, hvorefter han brutalt trækker hende frem imod sig. Tre øjne sammenkobles i dét sekund og gnistrer ved deres møde. Når distancen imellem deres ansigter er så kort, bliver det hurtigt synligt hvordan hans aflange pupil trække sig sammen i raseri.

’’Din såkaldte læremester, ’’ stemmen er hadefuld. Gennemsyret af afsky, så meget at han blotter tænder, ’’Forrådte den mand du kalder galning, og frarøvede mig det jeg havde mest kært.’’

’’Din tryllestav, eller hvad?’’ vælter det ud af munden på hende, og hun ville ønske, at hun kunne have holdt ordene tilbage.

’’Min familie.’’ Han skubber hende fra sig, fnyser og fortsætter derefter med at gå.

I et øjeblik åbner hun munden let i overraskelse og kan ikke få sine egne ben til at flytte sig. Hurtigt klapper hun den dog i igen, klemmer læberne sammen og retter blikket imod gulvet, imens hendes egne bryn rynkes. En blandet følelse fylder hende derpå, udover den voksende uvidenhed – forvirring, ’’… Garlic ville aldrig slå nogen ihjel i koldt blod…’’

’’Ikke?’’ en knurrende lyd undslipper magikerens strube, inden han svinger den lange hestehale af blæksort hår over skulderen, ’’Sødt at du så trofast forsvarer din hund af en læremester. Tror du ikke, at jeg var til stede, tyvetøs? Ved du overhovedet noget som helst om ham?’’  

Svaret er nej. Faktisk ved Nike næsten ingenting om den mand der tog hende under sine vinger. Hun har spurgt, det samme gjorde Jamie, men han har altid fejet det af banen, som et emne han ikke var interesseret i at tale om.

’’Gæt engang: Din elskede overordnede stod for planlægningen på Magis Ordenens massakre.’’

 

Det føles som om, at hele hendes overkrop trækker sig sammen i vantro. I et kort øjeblik bliver hun i tvivl, om hun har glemt at trække vejret, for hun hiver en ekstra gang efter luft. Nonsens. Garlic er ganske vidst mestertyv, men han kan umuligt have planlagt slagtningen af en hel orden. Hvad skulle hans årsag overhovedet have været?

’’Meget morsomt,’’ får hun lige akkurat fremstammet, af en eller anden grund pirret over det faktum, at han havde ret i én ting: Hun ved ingenting om Garlic. Hans fortid er et mysterium.

’’På ingen måder.’’

Korridoren strækker sig ud for enden af en åben glasport, og danner i stedet en stor, rund sal med tilhørende krystalloft foroven. Da hun kigger op, kan hun skimte et køligt sølvfarvet lys krænge sig igennem vældet af mørke skyer. Det må være tidlig morgen.

Så tvinges hun pludselig ned på sine knæ, der nærmest glider under det glatte gulv, prydet af adskillige gyldne mønstre. Hallen er i sig selv ikke møbleret, men kunne gnidningsfrit anvendes til festlige arrangementer – plads er der i hvert fald nok af, og det bliver kun mere tydeligt, da lyden af Richmonds vagthunds skridt nærmest runger ekkoagtigt i hele lokalet. Idet han vender sig om imod hende, åbner soldaten fra før munden, endnu med sin hånd presset hårdt imod hendes skulder, for at holde hende nede.

’’Overkommandant Mehodral, burde vi-…’’

’’Nej. Hun er snotdum, hvis hun så meget som tænker på at stikke halen imellem benene nu. Og ellers, ’’ et småhånligt smil breder sig kort på hans læber, inden han hæver den ene hånd, og brede, knitrende flammer begynder at danse langs hans fingre og håndflade, ’’Skal jeg nok minde hende om det selv.’’

Nike synker den klump der efterhånden har sat sig ubehageligt godt til rette i hendes hals. Hun tvivler ikke på, at denne kyniske magiker ville elske at sætte ild til hende. Tværtimod er hun godt overbevist om det modsatte.

Imens de rødglødende flammer dør ud langs hans ubeskadigede hånd, kniber han det ene øje sammen, og som havde vagten ventet på dette øjeblik, træder han et par skridt bagud. Og Nike finder hurtigt ud af, at det ikke er et godt tegn, da magikeren derefter løfter benet og lægger et hårdt, velplaceret spark lige i hendes mellemgulv. Luften presses øjeblikkeligt ud af lungerne på hende, alt imens hans vægt sender hende i gulvet med et brag, og det lykkes dermed ikke tyven at undertrykke et halvkvalt gisp.

I de sekunder det tager hende at hive desperat efter vejret, presser han kun støvlen hårdere imod hende brystkasse med et køligt: ’’Godt så…’’ inden hans træk bliver umenneskeligt kølige, ’’Du må efterhånden være klar over, hvorfor jeg lod dig leve: Så hvor er den?’’

’’H-Hva-…’’ måden han hæver stemmen på får hende til kun lige at kvække et uforstående svar ud, hvilket viser sig at være uklogt, for det ser ikke ud til at tilfredsstille den rødøjede magiker, der som respons leverer et velplaceret spark i på siden af hendes ansigt. Slaget næsten brænder, dog mest da støvlen rammer det knap helede sår langs hendes næse. Følelsen af pulsen der pludselig stiger, samtidig med en stigende frygt for denne mand virker i et sekund overvældende.

Lyon Mehodral fjerner da foden øjeblikket efter, tydeligvis irriteret, da de mørke, kraftige bryn fremstår stærkt rynkede. Han ligner én der skal til at sige noget, men afbrydes da den spinkle tyv pludselig sætter sig op. Et par smalle striber blod løber på nuværende tidspunkt fra både området ved hendes tinding og direkte fra næsen, og de blander sig med skidtet på hendes kinder, alt imens hun pludselig hæver blikket for at få øjenkontakt med ham.

’’Jeg tror det ville hjælpe hvis du reelt tog dig friheden til at definere hvad den er.’’

’’Du ved udmærket godt hvad jeg taler om, tyvetøs. Lad mig blot minde dig om at din ven, bror, kæreste – hvad end han var – døde på grund af dig. Medmindre du har planer om at lide en lige så smertefuld død, ville jeg nok anbefale dig at spytte ud.’’

Udtrykket i tyvens øjne skifter det øjeblik han nævner Jamie. Had. Raseri. Et mørke magikeren selv har befundet sig i – og som han stadig ikke har rodet sig ud af.

’’Jeg ved ikke en skid om hvad du taler om, skødehund.’’

I et øjeblik fortrækker hans mund sig i en edderspændt grimasse og hun kan ane en række gnister antændes ved hans uskadte hånd. Dog bliver han afbrudt, da en dør i den anden ende af salen åbnes voldsomt og en fnisende stemme ekkoer igennem luften: ’’Åh Lyon, hun lyver ikke. Lad nu pigebarnet være.’’

Ind træder en spinkel skikkelse med afsindigt lange, spidse ører og kornblondt hår. Selv på afstand er det ikke til at tage fejl af, at det er en elver. Og dog, så virker han ikke just som en almen af slagsen. Måden hans øjne er underligt opspærret og smilet næsten ubehageligt, får det til at tyde på, at hans mentale status er… Uforudsigelig.

’’Forsvind, Balthazar. Jeg har ikke spurgt efter dig.’’ Den rødøjede magiker klikker kort med tungen, inden han vender sin opmærksomhed imod den nyankomne, ’’Jeg har ikke brug din sandsigerevne lige nu.’’

Elveren lægger dog bare uforstående hovedet på skrå, endnu mærkeligt smilende. Han gør ikke ligefrem noget ud af at forlade hallen igen, tværtimod stiller han sig på siden af magikeren og placerer håndfladerne imod hinanden, næsten som i bøn, inden endnu et grin undslipper hans læber.

’’Det siger du jo altid – men hun ved ikke hvor Vanitas nøgle er. Se lige på hende en gang.’’

Da magikeren ikke ligefrem gør mine til at gøre som der bliver sagt, griber elveren fat om hans hage og vender hans ansigt imod Nike, der blot sender sin uventede redning et forvirret blik.

’’Hvad vil du så gøre~?’’

Knurrende slår Lyon da elveren – Balthazars – hånd væk, inden han vender blikket køligt imod det anden kreatur, der blot ser ud til at more sig over situationen.

’’Jeg giver dig én chance, inden jeg spidder dig levende, elver.’’

Dette udsagn får ham dog endelig til at trække sig lidt tilbage, alt imens det djævelske ansigtsudtryk ændres til nervøst. Han tager et par skridt tilbage, ligesom for at sikre sig sikkerhedsafstand imellem dem, for derefter at række hænderne beskyttende ud imod sig: ’’Ja ja, d-det var jo heller ikke min mening at forstyrre, ingen grund til at blive grov…’’

Det ser altså lige umiddelbart ud til, at Lyon Mehodral mener sine trusler alvorligt, taget i betragtning af denne reaktion. Nike skæver samtidig imod vagten fra tidligere, der ser ud til at synke en klump.

Han er altså lige så skånselsløs som hun troede.

Pludselig føler hun sig en anelse heldig over stadig at være i live. Ikke at hun tror, at hun vil være det meget længere, hvis hun ikke er til nytte for ham – men for nu er det et lykketræf.

Kort tid efter er elveren allerede forsvundet ud af døren igen og har lukket den efter sig, men det tager alligevel et ekstra sæt ekstra sekunder inden magikeren vender sig imod hende igen, denne gang mere roligt, taget i betragtning af hans kølighed.

’’Godt så.’’ Tung udånding, ’’Åbenbart har du været for snotdum til at stjæle nøglen, så på det punkt er du ubrugelig… ’’

’’Uheldigt, hva’?’’ uden at kunne kontrollere det helt, breder et lille frydefuldt smil sig på Nikes tørre læber. Det forsvinder dog hurtigt, da han kniber det dæmonisk udseende øje sammen.

’’Ja, for dig.’’ Og så, i et snuptag griber han fat i hendes krave, for at flå hende op at stå, ’’Prøv at give mig én grund til ikke at kyle dig i havnen.’’

Hun presser læberne sammen, undgår bevidst at svare, men stopper ikke med at stirre indædt på ham.

’’Hvis du har strejfet af et ønske om at redde din egen røv, ’’ da hun ikke siger noget, skubber han hende fra sig med noget der kunne minde om afsky plastret til ansigtet, ’’Må du gøre dig selv nyttig på en anden måde.’’

Denne gang blusser hans hånd op i knitrende flammer, faretruende, ’’Hvor holder Garlic til?’’

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...