Gudsforladt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2016
  • Opdateret: 9 nov. 2016
  • Status: Igang
’’Hvad ser du, når du kigger ind i dig selv?’’ – Tyven Nike er ikke blot dygtig til at gøre det hun gør: Hun er legendarisk. I hvert fald lige indtil ét enkelt fejltrin fører til hendes tætteste vens død, og et større spil om magt sættes i gang: En uvant situation for Nike, der er van til at være jægeren og ikke den jagede. Forræderi og fatale handlinger, der er værre end hendes egne, åbner op for en helt ny verden for den skødeløse tyv, der langsomt begynder at opfatte situationens alvor. Og pludselig er hun meget lille i et stort univers, hvor der gemmer sig andre skræmmende ting end hende selv i mørket.

4Likes
5Kommentarer
624Visninger
AA

3. KAPITEL 1 - Krystalpalæet

 

KAPITEL 1: Krystalpalæet


 

Fra toppen af et gigantisk klokketårn, glider en ensom skikkelses blik rundt på byen under sig. Det er mørkt, men selv hvis det havde været lyst, så havde man ikke fået øje på hende. Stofstykket der er trukket opover næsen på den sortklædte kvinde, afslører kun et sæt safirblå øjne, der fortsætter sin skødeløse vandretur over bygningerne nedenunder.

Pludselig giver kvindens hænder slip på spiret, der hjælper med at holde hende fast. I det næste glider hun med lynende fart ned af teglstene, der trods vægten ikke afgiver andet end en sagte klirren.

Da kanten nærmer sig, ville man have troet, at hun ville styrte direkte i døden. Højden hun befinder sig i er svimlende, men lige inden tagets ende slutter, griber de behandskede fingre fat i noget andet; Tagrenden. Og så, med utrolig præsentation og et sving med hele den knap så lange krop, giver hun sig til at glide ned af det lange metalrør, der går på siden af tårnet.

Den sortklædte gør tingene, som var det let som en leg. Inden for få minutter lander hun som et uset kattedyr på den første, nærliggende bygning. Og så retter hun sig op. Havde man kunnet se for den opsatte maske og hætte, ville et skævt smil pryde hendes menneskelæber.

’’Du har stadig dine primitive måder, hva’ Nike?’’

Ved lyden af den velkendte stemme, vender kvinden – Nike – sig om. Da hun ser den høje skikkelse bag sig, trækker hun den sorte hætte og tørklædet der dækket hendes ansigt ned.

’’Kommer det fra en lommetyv.’’ Noget der kunne minde om et venskabeligt smil sendes til manden, der nu befinder sig foran hende. Hans grangrønne øjne funkler i lyset fra gadelygter under dem, men også han ser ud til at have en positiv tilgang til dette møde.

’’Der er ikke engang noget ord for dine slags plyndringer: Vi kan kalde dig mestertyv?’’

Med et opgivende fnys sætter den kvindelige tyv Nike en hånd i siden, for med den anden at lege med en af sine lokker mørkebrunt hår.

’’Garlic er nok ikke enig.’’

Derefter skærer hun en grimasse, ved tanken om sin aldrende overordnede. Den mand er hvad man i sandhed kan kalde for en mestertyv.

’’Han siger stadig, at du snakker for meget, eller hvad?’’

’’Alderen har forringet hans hørelse, så det burde han ikke udtale sig om,’’ med underlæben skudt surt frem, vender Nike hovedet væk fra sin ven, Jamie. Han har fulgt hende i op til flere år nu, siden de begge fandt en måde at overleve på: Tyveri. Jamie havde dog kun forsøgt sig med lommetyverier – hvilket han også viste sig at lidt af et naturtalent til – imens Nike bevægede sig lidt rundt på alle slags platforme inden for emnet.

’’Har du noget at lave her til aften? Jeg kunne godt bruge noget underholdning. Siger Krystalpalæet dig noget?’’

Jamie spærrer overrasket øjnene op, da hun nævner stedet.

’’Der er jo bevogtet til tænderne! Hvad har du dog tænkt dig at stjæle derinde?’’

Noget der kunne minde om et djævelsk smil dukker op på Nikes læber, imens hun roder efter noget i sin ene lomme. Så afslører hun et snusket stykke pergament, hvor der med præcise streger er tegnet noget der ligner en bog. En meget detaljeret bog, hvor der nedenunder står skrevet noget tekst.

’’…Seriøst, en bog Nike? Jeg er skuffet.’’

’’Det siger du kun, fordi du ikke kan læse. Jeg fandt sedlen her i en forladt bygning. Der var andre end mig derinde. Både vagter og nekromantikere… Men jeg fandt papiret før dem. Tænk over det, den må være pænt værdifuld.’’

Hendes ven ser i et øjeblik tænksom ud, men så smiler han skævt.

’’Jeg er på. Ved Garlic noget om det?’’

’’Næh. Og hvis han gjorde, så ville han gøre alt for at stoppe os.’’

Med et selvtilfreds smil, ser hun hen på lommetyven foran sig og trækker endelig hætten opover hovedet som før. Tørklædet over ansigtet venter hun lidt med, da det ikke er nødvendigt endnu. Og så, inden Jamie selv har fået chancen for at gøre det samme, sprinter hun afsted over hustaget.

Tyvene efterlader ingen spor. Lette som vinden bevæger de sig over teglstenene på husene, der er lige så mørke som natten omkring dem. En gang imellem springer de over til et nyt sted, eller svinger sig under en vindueskarm, men de bliver ikke set: Det er de for dygtige til at blive.

På gaden under dem, badet i det flammende lys fra de for nyligt tændte lamper, traver en patrulje af vagter rundt. De ser søvnige ud, og under normale omstændigheder ville Nike have slået dem ud, når nu deres parader praktisk talt er forsvundet i takt med den kvalmende stank af råddenskab, der i de sidste par år er blevet stærkere i byen… Men i dag er det anderledes. Hverken lomme- gade- eller hjemmetyverier er plantet i hendes tanker på nuværende tidspunkt, så hun ignorerer mændene i læderrustning og hjelm.

’’Månen kan blive et problem, ’’ lyder det hvislende fra Jamie, der ikke snakker specielt højt, for at forhindre at vagtpatruljerne skulle høre dem. Hans ene pegefinger er vendt imod den store fuldmåne foroven, der skinner afslørende udover hele byen og blot får den til at virke dobbelt så gudsforladt, som den i forvejen er.

’’Så må vi holde os til skyggerne.’’ Svaret er skødesløst, hvilket får det til at tyde på, at den kvindelige tyv ikke ser det som et problem.

Jamie ler dog bare et kort, sarkastisk grin, inden han springer fra det næste hustag med sin veninde;

’’Er det ikke det, vi altid gør?’’

Efter at have bevæget sig lydløse frem i noget tid, begynder der at dukke noget andet op længere fremme i den ret så sorte by. En blålig, skinnende bygning, der lige så godt kunne have været lavet af ugennemsigtigt glas.

Krystalpalæet.

Som forudsagt er palæet stærkt bevogtet af vagter, der både er udstyret med armbrøster og tunge våben. Det er som om, at de for alvor frygter indtrængere. Hvorfor ved hverken Jamie eller Nike, men af en eller anden grund forstærker det bare spændingen for dem.

’’Du lover mig, at du ikke slår nogen af dem ihjel, ikke?’’ Jamie ser på hende med sine grønne øjne, imens de begge får dækket sig til fra næsen og nedad.

’’Har du nogensinde set mig slå nogen ihjel?’’ med hævede øjenbryn, griber Nike udefter noget der har været gemt på hendes ryg i et stykke tid. En bue med et skæft, der umuligt kan være træ. Hvilket metal det er, har bæreren dog ikke engang svaret på, men hun har fået den foræret af en pålidelig ven… En ven der er pålidelig, så længe han holdes beskæftiget med penge.

Ved siden af våbnet hænger der er pilekogger, der er delt op i flere slags rum. Imens Nikes fingre søger efter en speciel pil, fløjter den let brunhårede mand ved siden af hende lavmælt. Han virker på et eller andet punkt imponeret.

’’Lovede du ikke lige, at du ikke ville dræbe nogen?’’

Han modtager dog bare et irriteret blik fra sin kammerat, der lægger en udvalgt pil på buens streng.

’’Hvem siger, at den er til at tage liv med?’’

Efter at have spændt våbnet tilstrækkeligt og sikret sig, at de lige nu er skjult, fokuserer hun på et punkt nede under sig. Lige umiddelbart ser det ud som om, at hun sigter efter en af faklerne på Krystalpalæets mure, men det ville jo være latterligt. Hvorfor i alverden skulle hun skyde en pil imod ild?

Denne tanke tænker Jamie, i det øjeblik Nike slipper strengen til buen. Pilen sættes afsted med et kortvarende sus, hvorefter spidsen borer sig ind i faklen længere nede. I stedet for blot at sætte sig fast, lyder det en hvæsende lyd, hvorefter flammerne dør ud. Havde man set ordentligt efter i mørket, havde man måske lagt mærke den lille vandsæk, der hang for enden af pilen, som uden tvivl var skyld i at faklen blev slukket.

Af bemærkelsesværdige grunde ser det ikke ud til, at vagterne bemærker det. De har sikkert alt for travlt med at kigge efter fremmede, i stedet for faktisk at lægge mærke til hvad der sker lige bag dem.

’’Hold dig til mørket, okay?’’ med et lille nik til tyven ved sin side, placerer Nike sit våben på ryggen igen. Derefter begynder de langsomt at liste sig fremad, da chancen for at blive spottet her er fatalt stor… Men det at bevæge sig sådan er ingenting for disse to: Det er hvad der har holdt dem i live.

I stilhed bevæger de sig fremad på bygningen, lige indtil palæets første væg kommer ind for rækkevidde. Her tager begge tyve et let spring, hvorefter de hænger som usete aber i en vindueskarm. Langsomt kravler de fremad i mørket, men standser da en nærmest skinnende hvid balkon dukker op. En balkon hvis gulv sikkert bærer mørke spor efter en vagts knap så rene fødder.

Og som forventet traver der en uopmærksom, hjelmet fyr rundt.

Nike sender Jamie et af sine typiske, djævelske smil, inden hun lader hånden glide om på bagsiden af sit bælte. Der sidder fastspændt fem knive, hvoraf to af dem må være kasteegnede. Det er en af dem, som den kvindelige tyv får fat i, imens hun med den anden arm holder sig fastgjort til palæets ydre væg.

Jamie knurrer en lav, advarende lyd. Ikke for at fortælle noget vigtigt, udover at hun kommer til at fortryde det, hvis hun slår nogen ihjel her. Desuden er han udmærket klar over, at hans kammerat her er en førsteklasses løgner.

’’Hvis du siger, at det var noget pis du sagde før, så-’’

Han når ikke at færdiggøre sin sætning, før Nikes hånd allerede har sendt kniven afsted. Der lyder et højlydt smæld, hvorefter noget falder til jorden med et bump.

Jamie havde regnet med at se vagten ramme balkonens gulv, efterfulgt af en sø af blod. I stedet er det blot en ophængt olielampe, der ramler ned, efter at snoren den blev holdt op i er blevet kappet. I væggen sidder Nikes kniv.

Vagten der selvfølgelig bliver forskrækket ved lampens pludselig møde med gulvet, går undrende de få skridt over til området. Han opdager slet ikke kniven, der er boret ind i det hvide materiale, der skal forstille krystal.

’’Hvad i alverden…?’’ mumler han kort, men kommer derefter med et halvkvalt gisp, da bevidstheden slås ud af ham. Inden han skramlende rammer jorden, griber Nike kroppen og slæber ham ud til siden af balkonen, så han nu er væk fra nysgerrige blikke. I hånden har hun et nyt redskab, en lille, let og håndvenlig kølle, som hun med garanti lige har gjort brug af.

Derefter retter den fantastiske tyv sig op og hiver sin kastekniv ud af væggen, for så at placere den på sin retmæssige plads i bæltet.

’’Tømmer du ham for værdigenstande, Mister Lommetyv?’’ med et halvsarkastisk smil folder Nike sin hætte lidt ned, så hun kan trække sit flagrende pandehår væk fra ansigtet. Til sidst ender hun med at snøre det tilbage, så det ikke kommer i vejen.

’’Som du ønsker, frøken.’’ Jamie der tydeligvis er lettet over, at hun ikke slog vagten ihjel, men blot slog ham ud, bukker ærbødigt og med et bredt grin, for derefter at rode en smule rundt i vagtens lommer. Han ser ikke ud til at finde meget.

’’Måske indenfor.’’ Tilføjes der som tegn på, at han ikke rigtig opdagede noget interessant.

’’Absolut indenfor.’’ Lyder svaret.

Det bliver Jamie, der gemmer den bevidstløse vagt af vejen. Ved at krumme ham ind i hjørnet af balkonen, er staklen forholdsvis svær at få øje på i mørket. For god skyld og orden, sørger de to tyve for at binde ham. Det ville skabe problemer, hvis han pludselig vågnede op, og med det samme kunne afsløre dem.

Døren ind til balkonen er ikke låst. Det gør situationen meget lettere, og musestille får de den skubbet op.

Indenfor er Krystalpalæet langt mere prægtigt end udenfor. Loftet er gennemsigtigt, så man kan se nattehimlen og stjernerne, og så hænger der et utal af skinnende krystallysekroner. De genspejler skæret fra oven, så væggene er belyst med tusindvis af forskelligfarvede lyspletter. 

Det er i sandhed et smukt sted. Guddommeligt.

I Nikes øjne er det ironisk, at der er blevet brugt så mange penge på sådant et sted, når selve byen vrimler med hjemløse og udsultede mennesker.

’’Flot, ikke?’’ lyder det imponeret fra Jamie, der hæver et øjenbryn – sikkert for at understrege sin sarkasme, ’’Faktisk, er det på grænsen til kvalmende.’’

’’Det blev jo brugt til ceremonier af Kongefamilien. Selvfølgelig er det flot.’’

Nike trækker på skuldrene, da hun nævner de kongelige. Folket har ikke hørt fra landets hersker i meget lang tid. Der er faktisk gået rygter om, at de skulle være blevet myrdet. Kongen, dronningen og deres søn. De holdt især til her i byen. Måske var det grunden til, at man byggede Krystalpalæet.

’’Nike, ’’ efter en kort tænkepause, griber Jamie pludselig fat i sin makker, der med øjnene følger hans udstrakte finger, ’’Se. Hvad laver en gruppe præster her?’’

Og ganske rigtigt; Under dem, blot en trappes længde væk, står der en klynge med præster. De ser ud til at være i gang med en dyb samtale, for de fjerner ikke blikkene en millimeter fra hinanden. Rundt om dem er der placeret vagter af utrolig høj rang. Det kan ses på gulddetaljerne, på deres uniformer. Og selvfølgelig er de bevæbnet til tænderne.

Det er dog ikke det eneste. Hele hallen under dem er fyldt til randen med sortklædte folk. De har trukket deres kappers hætte opover hovedet, så deres ansigt er umuligt at se. Nike er dog ikke i tvivl om, hvilke slags mennesker det er.

’’Nekromantikere… ’’ mumler hun og kan mærke, at hun automatisk rynker brynene.

’’De har gang i et eller andet, ’’ Jamies ansigtsudtryk har ændret sig. Det virker mere alvorligt. Han kan også mærke, at der skal ske et eller andet mærkeligt, ’’Det kunne snildt forveksles med, at de skulle påkalde djævlen. Nekromantikerne kunne gøre arbejdet, imens præsterne holdt ondskaben på afstand. Tror du, at det har noget at gøre, med den bog vi leder efter?’’

Nike nikker. Det kunne godt være.

’’Hvad stod der, på papiret du fandt?’’

’’Jeg kunne ikke læse det. Bogstaverne er ikke fra menneskets sprog. Og det ligner heller ikke dværge- eller Elver-runer… Men vagterne ævlede om Krystalpalæet hele tiden, så jeg gik ud fra, at det var her, vi skulle hen.’’

I hallen nedenunder er der begyndt at blive fyldt op. Nobelfolk, generaler, alle slags forskellige mennesker dukker op. Hvad der fanger Nikes blik mest af alt, er en mand, som hun genkender fra kongehuset. De gange hvor Kongen og Dronningen drog igennem byen, var denne lord altid med;

Damon Richmond. Rig, mystisk og kendt for at være legendarisk i kamp.

… Men hvad han laver her, har hun ikke den fjerneste anelse om… Og skal hun være ærlig, så har hun heller ikke lyst til at vide det…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...