Flygtet fra døden

☯ Der er dem, der hører til i Himlen, der er dem, der hører til i Helvede, og så er der dem, der havner der ved et tilfælde ☯ - Det er ikke til at sige, om det var et tilfælde, at det nøjagtigt var den 13 juni på denne dejlige solskinsdag landsbyen Havstad brød i flammer. Det er heller ikke til at sige, om det var et tilfælde, at den 16' årige Elina Colt skulle dø på denne dag - kvalt i flammerne. Det var dog et tilfælde, at hun valgte vejen til Helvede. Elina flygter derfra med den jævnaldrene Elmo, efter at de har været holdt som slaver, og sammen når de langt. Men endnu et problem kommer dem i vejen! Og kan det overhovedet lade sig gøre at flygte fra døden? Vil de nå langt inden døden indhenter dem?

1Likes
2Kommentarer
392Visninger
AA

4. Slave for døden - Flygt for livet

Mørket sluttede sig tæt om dem, da de endelig fik en pause. Den var ikke lang, men lang nok til, at de kunne få sig et hvil. Det havde været så frygteligt at se De syv hugge hovedet af Massimo, at Elina ikke vidste, hvad hun skulle føle, eller hvad hun skulle tænke. Hun sad bare og stirrede lamslået på blodpletten Massimos hoved havde efterladt. Men så kiggede hun atter væk.
Følelsen af, at hun snart ville hoste mere gulligt opkast op, var ligesåstille på vej væk. Men hver gang hun lod blikket falde på blodpletten, kom den tilbage med forfærdeligt kraft. 

  "Alle mennesker er ikke lige gode, heller ikke de døde," 
Det var Elmos ord, da han havde lagt en hånd på hendes skulder og givet den et klem. Ordene havde skræmt hende, men alligevel lå der en vis tryghed i hendes sind. 
Der var sket noget. Noget var anderledes ved Elmo, siden han var ankommet, noget hun ikke kunne sætte ord på. Han var blevet mørkere, men det var mere end det. 

Der var stille, helt stille, i det sorte rum. Alle skyggerene havde vendt det hvide ud af øjnene. Måske var det det, skygger gjorde, når de ville lukke øjnene i? 
Elina sad op ad væggen og spekulerede. Det havde hun gjort længe, og hun var kommet frem til den konklusion, at hun gerne ville flygte med Elmo. Hvis altså det kunne lade sig gøre uden at dø igen. 
Hun gjorde derefter op med sig selv, at det var bedst at holde sig på god fod med Elmo. De måtte holde tæt, hvis de begge ville væk fra Helvede. 
Hun tænkte, så det knagede. 
En udvej, bare én eneste udvej. Hun skævede til Elmo, der havde lagt sig på ryggen. Bare én eneste udvej, bare en lille en! Hun og Elmo ville være fri for Dystans onde befalinger. 

Elmo afbrød hendes tanker: 
  "Gad vide hvad den dør er til?" Han lagde hovedet på skrå, og pegede over mod den lille dør, Elina havde haft lyst til at åbne, da hun kom. 
  "Selvfølgelig Elmo, du er genial," hviskede hun ophidset, "Den dør der, det er vores eneste flugtvej!" 

Elmo rynkede brynene. 
  "Jeg troede ikke, du ville flygte?" 
  "Og jeg troede ikke, du nogensinde ville blive glad igen. Ting ændrer sig, Elmo," 
Så smilede han over hele hovedet og begav sig ud i en lang forklaring, som om hans kommentar om den lille dør, blot havde været en hentydning til, at han gerne ville flygte. Nu. 

  "Det er den dør, De syv kommer ind ad, det øjeblik fløjten lyder, og skyggerne styrter ned i den modsatte ende af rummet.." 
  "Men hvis De syv kommer ind af den... Skal vi vel være skygger eller usynlige for at kunne komme ud?" Elina så skeptisk på ham. 
  "Elina se på dig selv, der går ikke mange minutter, før både du og jeg også er blevet til skygger,"
Nu så hun det, Elmo var blevet en skygge, det var dét, der var anderledes ved ham. Var hun også selv blevet en skygge?

  "Vi skal først og fremmest fri af vores lænker, så vi kan komme ud af døren," sagde Elmo, "men så må jeg altså også blankt indrømme, at jeg ikke ved mere om det her rum,"
  "Altså hvis lænkerne er lavet af en eller anden form for metal, så har vi jo ildstenene. Et: det er ild - sten. To: Det er sten, og ehmm tre: De er det eneste, vi bare har en lille mulighed for, at kunne bruge," Elina sagde blot hvad hun tænkte. Hvad ellers kunne hun gøre? 

  "Du har ret," bekræftede Elmo. 
Og så rejste han sig og gik med forsigtige skridt mod den store bunke af ildsten midt på gulvet. Så tog han to af de største op og begav sig mod Elina igen. 

Det klirrede, hver gang de slog mod metallet. Kæderne var ufattelig tykke, og ambolten var blot værre. Elmo havde flere gange fået en lille gnist frem, men ikke noget, der var nok til at smelte metallet. Elina havde en enkelt gang frembragt en flamme, men lænken var ikke gået over endnu. 
Elmo prustede og vred stenene mellem sine hænder. Han lod ikke til at være tilfreds med stenenes effekt. Små "grrr" lyde forlod hans mund. 
  "Dystan!" brølede han så. Han hamrede stenene ned i jorden, for derefter at smide dem over i bunken med resten af dem, med sådan en kraft at bunken skred sammen. 
  "Jeg hader ham også," mumlede Elina. Men hun måtte bevare roen. Ikke blive vred. Hvordan mon det ville ende, hvis de begge stod og skreg af Dystan? 

  "Jeg finder mig ikke i det her mere," skreg Elmo, "han kan tro nej, kan han!" 
 Elina så blot ned i jorden. 
  "Elmo," sagde hun, "slap nu lidt af, måske kan vi komme ud af døren med vores lænker på," 
Først nu lagde hun mærke til det store tilskuerpanel, der var kommet. Skyggerne havde ikke længere vendt det hvide ud af øjnene, deres øjne var nu fuldt åbne og fulgte med i hende og Elmos 'samtale'.
  "Slappe af? Skal jeg bare slappe af, når jeg kom her efter dig. Og Dystan, den ækle satan, holder os fanget? Syntes du virkelig, jeg bare skal slappe af?" 
  "Vi kommer i hvert fald aldrig væk, hvis du bliver ved med at stå og hidse dig sådan op," 

Elina kunne godt forstå, at Elmo var vred over, at hans plan ikke var lykkedes. Det kunne hun skam godt. Men det var udelukkende ham selv, der havde valgt at gå til Helvede. 
Derfor krøb irritationen op gennem hendes indre, da han skød skylden over på hende. 
  "Når jeg kom her efter dig," ordne gentog sig i hendes hoved, gang på gang.  

Elina himlede med øjnene. Sukkede, da det gik op for hende, at Elmos raseri blev ved. Der var ingen grund til at blive så vred. Det måtte da være andre muligheder. Så rejste hun sig op og gik mod døren. 

Jo nærmere hun kom den, des mere prikkede angsten i hendes krop. Måske sad De syv stadig bag den, og ventede på nogen flygtede den vej. Måske kunne Dystan på en eller anden måde se, at det var hende, der havde åbnet døren. Måske var der slet ingenting bag døren, og de ville ikke kunne flygte. Måske... 
Elina skubbede spørgsmålene væk. Hun gik målrettet mod den lille grå dør. - Det skulle helst være uden at vække mere opsigt, end de allerede havde gjort. De kunne jo ikke have alle Helvedes skygger med på slæb. 
Alligevel vendte nogle grumsede skygger, der så ud til at have været her i alt for lang tid, sig mod Elina. Hun satte farten op, til hun stod lige foran den lille dør. 

Elina tog fat i det sorte håndtags blanke overflade og rev ned ad. Det var som om tiden pludselig gik i stå, og hun mærkede en stikkende fornemmelse på indersiden af maven. 
Efter få sekunder, hvor tiden syntes at stå stille, åbnede døren sig knirkende. 
Elmo kom op på siden af hende. 
  "Skal vi så bare kravle derind?" Han lød pludselig enormt glad. 

Inde bag døren var et ganske smalt rør, det var gråt, lignede jern. Nogle steder var røret rustent og en anelse grumset. Og flere steder var der små revner i. Fra rørets loft hang edderkopper, edderkopper med kroppe så store som brombasser. Elina gøs, da hun kom til at tænke på engang, hun vågnede med en edderkop, som de her, i munden. 
Elina måtte synke en klump, men nikkede så, og for at bekræfte sit svar tilføjede hun: 
  "Hvis vi vil væk," 
  "Og det vil vi," det var Elmo ikke ét øjeblik i tivivl om. 

Elina pustede langsomt ud, så sig over skulderen - sørgede for at det var de færreste skygger der så hende - og kravlede så ind i røret. Hun hørte Elmo pusle efter og lukke døren efter sig. Der blev mørkt, buldermørkt. Elina mærkede de klamme edderkoppespind klistre sig til sit hår, efterfulgt af edderkopperne. Hun gispede panisk og prøvede at få de fede edderkopper af sig. Men forgæves, de forsatte med at kravle op og ned af hende.

De var efterhånden nået et godt stykke ind i røret, da Elina slog hovedet mod noget hårdt. Det summede et øjeblik i hendes hoved, før hun udbrød: 
  "Av for pokker, der står noget i vejen,"

Hun hørte Elmo rumstere bagude, da noget stødte ind i hende. Det føltes som noget blødt. Elmos hår måske? 
  "Av Elmo," 
  "Hvad har jeg nu gjort?" udbrød han skeptisk. 
  "Jeg ved godt, du ikke kan se noget herinde, men gider du lade være at støde ind i mig?"  
  "Jeg er ikke stødt ind i dig!"

Pludselig var det som om, noget stort og skyggeagtigt sprang forbi dem. Elina satte sig forskrækket op med det resultat, at hun slog hovedet mod rørets loft. Hun ømmede sig et øjeblik, før hun gispede: 
  "Så du det?" Hendes lille hjerte dunkede hurtigere, og panisk hev hun efter vejret.    
  "Lad os komme ud herfra!" lød svaret. 

Men hvordan skulle de komme ud? Der var bælgragende mørkt, overhoved intet lys. De kunne hverken komme frem eller tilbage. Frygten gnavede sig ind gennem knoglerne på dem begge. Hvad hvis de aldrig kom ud herfra? Hvad hvis de skulle sidde inde i røret resten af deres liv, sludder, død? Hvad hvis De syv så opdagede dem, næste gang de skulle komme? 

Elina kunne ikke lade det ske. Hun skubbede frustreret til det, der var foran hende, panisk sparkede hun med benene, frustreret skreg hun, løftede hænderne og klaskede dem hårdt mod røret. 
  "Hvorfor?" hviskede hun forpustet. 
Det varede lidt før Elmo svarede: 
  "Elina tag det roligt, der sidder et håndtag her," hans hånd havde sneget sig om foran Elina og holdt nu om et lille dørhåndtag. Han skubbede, og døren, der åbenbart var foran hende, gik op med en svag knirken. 

Elina stak hovedet ud og konstaterede, at de var endt et sted, de bestemt ikke skulle være endt. 

Den glinsende lysekrone i loftet blev genspejlet i vinduet, der viste mørke. Kommoden var fyldt med bøger. På den tykkeste af bøgerne stod med store blokbogstaver: Dødens bibel. 

De var endt på Dystans kontor, dét rum, der havde været bag Dystan, første gang Elina mødte ham. 

Dystan sad i en rød stol, der så ud til at være lavet af noget læderagtigt betræk - der lignede drageskind - han sad med benene placeret på en ligeså rød skammel foran ham. Han havde briller på, der var trukket helt ned over næsen, som han havde stukket dybt ned i en bog, hvis titel var: Dystan Helvedes hersker - det stod der i hvert fald på forsiden. 
Dystan gryntede fornøjet. Han måtte læse noget om, hvor god han selv var - det var i hvert fald Elinas gæt. 

  "Vi kommer aldrig forbi her," sukkede hun så. 
Dystan trak brillerne længere ned over næsen, og stak hovedet længere ned i bogen. Utroligt nok, havde han ikke hørt Elinas skrigen.
Enten måtte døren, der adskilte røret og Dystan, være ualmindelig tyk, eller også var han så langt væk i bogen om sig selv, at han ikke hørte det. Eller måske var han bare dum nok til at tro, det var noget der skete i bogen? - hvad vidste Elina om det?

  "Lad mig se," det lykkedes Elmo at komme forbi Elina i det smalle rør. 
Han så chokeret ud, da han vendte sig om. Elmo greb langsomt ud efter håndtaget for at lukke døren. 
  "Hey," Dystans stemme buldrede. Havde han set dem? Frygten strålede ud fra Elmos blik, da han hurtigt satte sig ved siden af Elina. 
De pressede sig tættere mod hinanden og rykkede længere ned i røret. De hørte Dystan gå lige udenfor røret, da de konstaterede, at nu var det slut. Elina kunne allerede mærke den våde strøm af tårer bag sine øjenlåg. De skulle dø igen nu. 

Men Dystan fortsatte forbi den lille dør og åbnede istedet døren ud til gangen. 
  "Aiden" sukkede Dystan irriteret. 
En underlig pibende lyd forlod Elinas læber af bare lettelse. Måske havde de stadig en chance. 
Aiden lød forpustet, da han svarede: 
  "De er...de er sluppet..væk, De syv så dem, og rørte endda ved dem," 
  "Hvem er sluppet væk?" Dystan lød undrende. 
  "Menneskepigen og Elmo!" 
Elina udstødte et gisp. De havde alligevel ingen chance.. 
Det der havde ramt hende inde i røret, måtte være De syv. Det kunne ikke være andre, hvis De syv enda havde rørt ved dem. 

  "For helvede Aiden, det havde været en ide med de vagter!" 
Elmo og Elina hørte døren smække, og væk var Dystan. Kun skyggerne lod han tilbage i værelset. 
  "Det var da.." der gik lidt tid før Elina afsluttede sætningen, "nemt," - for det var da ikke nemt? De have bakset med kæder, ambolte, edderkopper, og været utroligt tætte på at blive opdaget. Og de var ikke engang færdige med flugten. 

  "Nemt?" spurgte Elmo skeptisk, "prøv at forstille dig os to komme løbende på gangen? Det kan vi ikke, ikke uden at blive opdaget," 
Elina tænkte sig om et øjeblik. Det vidste hun vel egenligt godt. Det havde ikke været nemt. Alligevel foreslog hun: 
  "Hvad med bare at løbe forbi?" 
Elmo slog sig på panden. 
  "Elina, der kan vi ikke," 
  "Og hvorfor så ikke det?" Hun sendte ham et opmuntrende smil. Selvom der kun var ét håb tilbage. Hun håbede bare på, at Aiden havde ret. 
  "Aiden fortale mig, at Dystan ikke engang kan lægge to kranier plus to kranier sammen - altså er han ret dum. Uintelligent," hun gentog Aidens ord. 

Elmo nikkede.
  "Hvis du giver mig dit ord på, at det er din skyld, hvis det ikke går, som det skal," han rullede med øjnene. 
Men Elina svarede blot, at det jo var ham, der til at begynde med, ville flygte.
Og sådan sluttede samtalen. 

De kravlede ud af røret og videre ud på gangen. 
  "Hvad er din plan så? Skal vi bare løbe?" Elmo hævede et øjenbryn. 
  "Det er min plan ja," Elina bed sig i læben. Det ville ikke komme til at gå godt. 
Desværre var det deres eneste udvej lige nu, i hvert fald den eneste udvej, hun kunne komme på. 
  "Når jeg siger nu, så løber vi, okay?" Mumlede hun med tør hals. Hendes hjerte galoperede nu som tusindevis af heste, og et par gange var det som om, hjertet sprang et par slag over. 
  "Hvis du siger det," Elmos øjne flakkede nervøst. Han vidste ligesåvel som Elina, at det umuligt kunne gå godt. Medmindre Aiden havde ret i at Dystan var utroligt dum - selvfølgelig. 

Men hvad hvis de endte som Massimo? Godt nok var det hendes egen ide at flygte på denne måde, men ud skulle de vel? Og havde de andre muligheder? 
Til gengæld kunne hun også skyde skylden på Elmo, for var det ikke for Elmo, ville hun slet ikke have prøvet på at flygte. 
Hun tog sig selv i at himle med øjnene ad ham. 

Længere oppe af gangen kunne de høre Aiden fortælle med fryd, at det nu ganske vist var hans ide med de vagter, og Dystan der brummede irriteret over, at det ikke var ham, der var den bedste i dette tilfælde. 

  "NU!" skreg Elina af sine lungers fulde kraft. 
Og så løb de, så de var ved at falde. Små stød skød op gennem Elinas benmuskler, men hun ignorerede det. At løbe hurtigt var ikke det Elina var bedst til.  

De nærmede sig Dystan og Aiden, og Elina blev pludselig i tvivl om, det var det rigtige tidspunkt, de havde løbet på. 
Jo tættere de kom på dem, jo mere nervøs blev hun. Deres fødder slog i takt, da de spænede forbi dem. 

En kold gedeagtig hånd greb fat om Elinas højre ben, så hun faldt. Elmo så sig ikke tilbage, så Elina måtte klare det selv. Tårer pressede sig på, da hun forgæves prøvede at rejse sig. 
  "Slip mig!" skreg hun, og sparkede med benet Aiden havde fat i, "slip mig!
Da Elina ramte Aiden i maven, faldt han sammen på gulvet, og hun skyndte sig humpende at fortsætte. 

Så lo hun af glæde, lykkelig over endelig at være fri. Hendes latter rungede i gangens vægge. De skulle væk nu, helt væk fra det Helvede.  
  "Stop dem!" Dystan rejste sig op med armene truende over hovedet, "Stop dem!" gentog han grådkvalt. Men Elina og Elmo havde langt fra tænkt sig at stoppe. 
Exitskiltet, over den dør de nu var nået til, havde fået horn af noget, der lignede knogler. 

Hvem ville dog hænge et Exitskilt op i helvede? Det eneste svar måtte være Dystan.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...