Flygtet fra døden

☯ Der er dem, der hører til i Himlen, der er dem, der hører til i Helvede, og så er der dem, der havner der ved et tilfælde ☯ - Det er ikke til at sige, om det var et tilfælde, at det nøjagtigt var den 13 juni på denne dejlige solskinsdag landsbyen Havstad brød i flammer. Det er heller ikke til at sige, om det var et tilfælde, at den 16' årige Elina Colt skulle dø på denne dag - kvalt i flammerne. Det var dog et tilfælde, at hun valgte vejen til Helvede. Elina flygter derfra med den jævnaldrene Elmo, efter at de har været holdt som slaver, og sammen når de langt. Men endnu et problem kommer dem i vejen! Og kan det overhovedet lade sig gøre at flygte fra døden? Vil de nå langt inden døden indhenter dem?

1Likes
2Kommentarer
390Visninger
AA

5. Sandheden

  "Hvor pokker er den?" Elmo kløede sig frustreret i håret. 
  "Elmo skynd dig! Aiden og Dystan er lige i hælende på os!" 
  "Jeg ved det, jeg ved det,"
Der hørtes skridt bag den tunge dør, de lige var forsvundet ud af, den dør, som de havde smækket efter sig, den dør, der rungende så forfærdeligt, når den lukkede sig i, og den dør, der førte ind djævlens entré - og den med Exit-skiltet. 
Håndtaget blev trykket ned med et ryk. Og Elina måtte tage sig selv i at stivne forfærdet. 

  "Her," hviskede Elmo, "den er her," 
Elina listede hurtigt over mod Elmo. 
I det sorte gulv var en lille lem, der ikke gav plads til mere end én. Elmo åbnede den, og en skrigende lyd skar gennem rummet.
Mørket gjorde det svært at se, men Elina var sikker på, at håndtaget på den tunge dør var trykket helt i bund, og døren nu stod på klem. 

Elmo gjorde en gestus mod Elina, der viste hende, at hun skulle kravle ned gennem lemmen. Hurtigst muligt. Hun gjorde, som han viste med rystende hænder. 
Hvad var der på den anden side af lemmen? Det eneste, hun kunne ane under den, var mørke. Kulsort mørke. 

Da hendes hænder slap taget i gulvet, faldt hun i et endeløst fald, der buldrede og knitrede som lynild. Hun ville skrige, men hendes tunge snørede sig sammen og efterlod en knude.  
Efter sekunder i chok landede hun på noget hårdt. Hun famlede sig væk fra lemmen, så der blev plads til Elmo. Og få sekunder efter landede han ved hendes side. Det gav et lille 'klonk', da han ramte gulvet. 
Hendes hjerte sprang et par slag over. De skulle skynde sig, ellers ville de snart være tilbage i Dystans rum - for låste døre - og hakke ildsten. 

Hun og Elmo rejste sig og begyndte at løbe ud gennem det kulsorte mørke. 
Der gik ikke lang tid, inden der lød endnu to 'klonk'.
Angsten for at blive indhentet fór gennem Elina, hun skuttede sig og satte farten op. 
Angst blev til kuldegysninger, kuldegysninger blev til panik og panik blev til små hulk. 

  "Hvor skal vi hen, Elmo?" Elina rystede. 
Der lød intet svar, og hun blev for alvor grebet af panik. Hvor var han henne? Lavede han sjov med hende? 
  "Elmo!" Mere et skrig end et spørgsmål. 
Hun kunne mærke tårerne i øjenkrogen. 
  "Elmo, Elmo, Elmo!" hun brød i gråd. 
  "Elmoo....." klynkede Elina, "El..m,"
En hånd på hendes skulder stoppede hende. 
  "Jeg er jo lige her, tag det roligt," 
  "Hvorfor svarede du ikke?" snøftede hun og priste sig lykkelig for, at det denne gang var hende der græd og ikke Elmo. 
Han lo bare og sagde: 
  "Nogle gange er man nødt til at teste, hvor meget folk kan klare, før de bryder i gråd,"
 
Fornærmet trak Elina Elmo videre gennem mørket. 
  "Hvor skal vi så hen?" spurgte hun efter et stykke tid, i et forsøg på denne gang at få svar.
  "Bare følg med mig," sukkede Elmo. 
Så tog han fat om Elinas håndled og førte hende ud i mørket. 

Der gik ikke mange minutter før gangen delte sig i to. Et svagt lys brød ud gennem mørket fra gangen, der gik til højre. Elmo fortsatte ud af den modsatte vej. Og mørket omsluttede dem med det samme igen. 
  "Elmo, er du sikker på, vi ikke skal gå mod lyset?" spurgte Elina. 
  “Ja, ja," Elmo fortsatte.
  "Hvordan kan du vide det?" 
  "Det forklarer jeg senere," sukkede han. 

Elmo stoppede. Var det nu også den vej? Det var tydeligt, at han pludselig blev i tvivl. 
  "Nej, du har ret Elina, vi skal gå mod lyset," hviskede han. 
Elmo vinkede Elina med sig den modsatte vej. Velvidende at hun ikke kunne se ham vinke for mørket. Alligevel vendte hun om og fulgte efter. Hvordan kunne han tage fejl af det? 

Da lyset fra den anden gang, endelig kom til stede i mørket, hørte de stemmer længere fremme. Elina begyndte langsomt at ryste, og jo tættere på dem stemmerne kom, jo mere syntes hun at kunne smage blod. 
  "Jeg sagde jo, at de ikke gik den vej.” Det var Aiden.
  "Nej, du gjorde ej," Dystans stemme dirrede af vrede. 
De kunne høre Aiden sukke. 

Pludselig tornede en sort skygge sig op på væggen foran dem, den havde utroligt store horn og lignede i høj grad Dystans skygge. Og det samme gjorde skyggen bag, forskellen var blot at denne skygge lignede Aidens gedeskikkelse istedet. 
  "Det er dem!" 

Havde det ikke været for den store tønde, der stod skjult i skyggerne, var de blevet set. Men Dystan spadserede lige forbi tønden. Aiden derimod stoppede et kort øjeblik, og Elina måtte holde sig for munden for ikke gispe. Den bitre smag af blod blev øjeblikkeligt forstærket. Heldigvis gik han videre i hælene på Dystan. 

Der gik, hvad der mindede om flere minutter, før Elina og Elmo turde rejse sig og fortsætte - mod lyset.
Det, der før var sort, blev langsomt gråt, jo tættere de kom lyset. 
Tilsidst var lyset så kraftigt, at de måtte lukke øjnene hårdt i, for ikke at blive blændet.
Men de vænnede sig dog til det. 

De stod foran en stor åbning, der førte ind til endnu et rum. Rummet udstålede glæde og lykke, modsat alt andet i helvede. Væggene var hvide, også modsat i helvede. I loftet hang en stor lysekrone, omtrent på størrelse med en hest. I den anden ende af rummet var endnu en dør, den var gul, sådan helt skriggul. Og så blændede den med sådan en kraft, at den overhalede det ellers allerede blændende rum. 

De bevægede sig hastigt over til døren, med hånden for øjnene, så det kraftige lys blev lukket en smule ude. 
Hurtigt var de ude af den, og stod nu midt ude på en landevej. En ganske normal landevej. Med sort asfalt, skov og mark ved sin side. På vejen kørte en masse forskelligfarvede biler. 

En rød bil var på vej lige mod dem, og Elina nåede kun at udstøde et klynkende: "Pas på!" - ikke engang hendes hjerte nåede at galopere hurtigere - før bilen susede igennem dem. 
  "Elina, vi er døde, vi kan ikke dø igen," lød Elmos stemme. 
Hun skulle lige til at indskyde, at Massimo havde fortalt, at man godt kunne dø igen, da Elmo tilføjede: "Kun i Helvede" 
  "Hvorfor er vi så her? Er vi ude i den levende verden igen?" 
  "Vi er på vej hjem til mig," Elmo trak på skuldrene, "og nej, vi er ikke i den 'levende' verden - Det her er den samme verden som de levendes, denne her er blot for de døde,"  

Der var altså en Himmel og et Helvede. Så var der noget imellem. Og som om det ikke var nok, var der også noget, præcis som den verden man levede i, før man døde - bare efter man var død. Hun var langt fra sikker på, at hun selv forstod det. 

Et øjeblik stod Elina bare stille for at samle sine tanker. Hun kom frem til, at Himmelen og Helvede var langt fra, hvad hun havde forestillet sig. Hun havde i hvert fald aldrig troet, der var noget der imellem - udover jorden selvfølgelig. 

  "Og du bor hvor?" Elina så forvirret på ham. Han var da død, var han ikke? Men så kom hun i tanke om, hvad Elmo havde sagt for kort tid siden.
  "Vi er ikke i den 'levende' verden - Det her er den samme verden som de levendes, denne her blot for de døde," 

  "Kom med ind i skoven derhenne, så fortæller jeg det hele!" sagde Elmo. 
Elina så sig rundt og opdagede en stor skov. Den lå oppe på en af de højeste punkter, så langt væk øjet rakte. Rundt om og neden for skoven, var der store klippeblokke og nogle steder på klipperne, lå små huse. Hvordan pokker var det muligt at komme derop? 
Havde det ikke været fordi, Elina så indeligt brændte for at høre, hvad Elmo havde at fortælle, havde hun givet op på halvvejen.

Heldigvis gik der ikke lang tid, før en stor skov tonede sig frem, med så høje træer, at man næsten ikke kunne se toppen af dem. 
Træernes ellers grønne blade var begyndt at få et brunligt skær. Det var de eneste tegn på at efteråret var på vej. Ellers skinnede solen som på en varm sommerdag midt i juli, præcis som den dag Elina døde. Brændte op. 

De begav sig forsigtigt ind mellem træerne og næsten alt lys udefra slukkedes. Træernes kroner var så højt oppe og var så store, at de dækkede for solens gyldne stråler og gjorde skoven dunkel. 
Kun et svagt skær fra solen brød hist og her ned i skovbunden. 

Elina var sikker på, at hvis ikke dette lys havde været der, havde der været buldermørkt. Skoven blev kun tættere og sortere, da de begav sig igennem den, og Elina håbede inderligt, det ikke var noget uhyggeligt, Elmo havde at fortælle. 
For så ville hun blive splitterravende gal og tosset af skræk - og helt sikkert tisse lidt i bukserne, for skoven i sig selv var mere, end man ville kalde uhyggelig.  

Det var som om, hvert træ forstillede noget fra en spøgelseshistorie. Og som om, at bag hvert træ stod Dystan eller Aiden. Elina fik en underlig lyst til at tage Elmo i hånden af bare skræk. 
For en kort stund lod hun være og prøvede at glemme de uhyggelige skygger, og fornemmelsen af Dystan og Aiden bag træerne, men forgæves. 

  "Elmo? Nu må du altså ikke grine af mig, men vil du ikke holde mig i hånden?" 
Der kom ikke en lyd fra Elmo, men kort efter mærkede Elina en varm hånd i sin. Pludselig føltes skoven lys og mild - dog uden lyset.
Og med en kildrende fornemmelse i maven, fortsatte de gennem skoven. Gennem mørket. 

Pludselig kom de til en lysning. Træerne her var slet ikke så høje og store som de andre, og de dækkede derfor ikke for solen. Lysningen var dannet som en cirkel og inde i den stod blå forglemmigej blomster. Elina løsrev sig forsigtigt fra Elmos varme hånd. Hun standsede midt inde i cirklen, strakte armene ud og begyndte at synge. 

Nu hvor der pludselig lå en fredfyldt lille lysning, midt i en stor uhyggelig skov, fandt Elina det helt naturligt at begynde at synge. Lettelsen over ikke at skulle være i mørket, mens Elmo fortalte, forlod automatisk hendes læber, som en sang. Noget hun altid havde gjort, når hun var glad. Hvis der var noget Elina var god til - så var det at synge. 

Melodien hun sang var en melodi, hendes mor altid havde sunget for hende, dengang Elina var lille. Hun huskede tydeligt sin mors klare lyse stemme, der lød i hendes ører.
Elinas glade stemme stilnede en smule af, da hun kom i tanke om sin mor. En prikken i brystet begyndte. 

 "Du synger godt," smilede Elmo svagt. 

 "Tak," hun gengældte istedet Elmos smil, og stoppede sangen helt. 

 "Men mørket falder på, og snart er lysningen slet ikke så lys, som den er nu. I de dødes 'levende' verden, er dagene meget korte - hvis ikke vi finder os noget mad og noget blødt at ligge på, så kan vi ligesågodt give op," sukkede Elmo så. 
 "Men Elmo, hvis det er her, vi skal være, skal du så ikke fortælle mig det hele?" spurgte Elina. 
  "Jo, når vi har fundet os noget at spise og har lavet et ildsted..." Elmo sukkede, "Jeg fortæller det senere,"
Denne gang var det Elinas tur til at sukke. 

Elmo irriterede hende ind i mellem grænseløst. Hvad var der at holde hemmeligt, i lang tid? 
Hun knyttede næverne, og bed sig i læben for ikke at eksplodere. Hvad var der at skjule? 

Elmo var allerede begyndt at plukke de nærmeste bær, da Elina vendte tilbage til virkeligheden. Og det gik op for hende, at de næsten var omringet af tætte buske - med alle slags bær. Brombær, hindbær, blåbær. 

Der stod også et træ fyldt med hasselnødder, men dem havde Elina i hvert fald ikke tænkt sig at plukke nogle af. Hun skulle ikke nyde noget af udslet og kradsen i halsen. 
Istedet gik hun staks igang med at finde noget højt græs, som de kunne ligge på. Mens hun gang på gang skubbede tanken væk - 'Hvad var det Elmo skjulte?'

Endelig lagde Elina de sidste græsstrå og Elmo det sidste stykke brænde. 
Midt i lysningen lå nu et stort tæppe af græs, og foran tæppet lå store stykker af brænde, der skulle forstille et bål. - endnu uden ilden. 

Bag dem lå store mængder af bær, sorte bær, røde bær og blå bær. Der lå også et par æbler fra et æbletræ et par meter fra lysningen. Og så var der hasselnødderne. Elina syntes allerede at kunne mærke en stikken i halsen, blot ved tanken om hasselnødder. 
Men sulte skulle de i hvert fald ikke. 

 "Er det så nu, du vil fortælle det?" Elina så håbefuldt på Elmo, "kom nuuu," men hendes barnlige stemme, lod ikke til at få Elmo til at fortælle noget som helst: 
  "Lad os nu tænde bålet først," 
Elina var ved at springe i luften, da sætningen kom ud af hans mund. Selvfølgelig ville han ikke fortælle det! Hvad pokker kunne være så vigtigt ikke at afsløre, at han hele tiden udskød det? 

Hun holdte sin vrede tilbage, så godt hun kunne. Så fandt hun to pinde, som hun prøvede at tænde bålet med. Der få minutter efter, stod i flammer. 

Hendes grønne øjne betragtede de orange gnister, der skød op af bålet. De gule og røde flammer. De mindede hende alt for meget om den dag, hun døde. Den dag Havstad brød i flammer. Hun havde ikke kunnet gøre noget, kun se på og flygte. 

Elina skuttede sig og satte hovedet ned mellem knæerne. Hun tog forsigtigt et af de mange hindbær, og puttede det i munden.
Den søde smag spredte sig ud til alle hendes smagsløg, og ned gennem halsen. Pludselig savnede hun én, der holdt af hende, og én hun kunne holde af. 
Det havde hun haft tidligere, før hendes forældre og søster var døde. Hun havde haft en søster. 

Hun savnede dem alle - hendes venlige mor, hendes far der altid fik vanvittige ideer, og hendes sliksultne lillesøster Selene. 
Selvom Selene tit havde været irriterende, savnede Elina stadig hendes hemmelighedsfulde smil, hver gang hun svang sit lyse hår om bag ryggen, mens hun prøvede at skjule det lille stykke slik, hun havde gemt i hænderne. 
Hendes hundeøjne og beden om at få slikket, hver gang Elina tog hende i det. 

Men Elina havde altid givet hende lov, selvom det nu havde været bedst at sige nej. Men så længe hun havde vidst, at Selene var alt for tynd, var det i orden.
Desuden havde Selene altid hjulpet far nede ved havnen, og hun var altid kommet hjem helt svedig. Hvad far havde sat Selene til, havde altid været en gåde for Elina. 

Elina smilte ved tanken. Men blev så grebet af en enorm vrede, da hun kom i tanke om årsagen til hendes families død. Den tidligere stikken i brystet blev pludselig til en trang til at slå nogen - det ville hun dog ikke lade gå ud over Elmo. Hun magtede ikke se ham græde igen. 
Istedet knyttede hun hånden og hamrede den ned i skovbunden, så jorden omkring fløj til alle sider. 

Hun havde jo ikke regnet med at Djævlen kunne forvandle sig til tre soldater og brænde hele hendes by ned. 

Elmos stemme afbrød hendes tanker: 
  "Hvad sker der?" spurgte han. 
Hans hånd var stadig fæstnet til Elinas knyttede næve, der tydeligvis havde sprøjtet en masse jord hen på ham. 
Elina rystede blot på hovedet og mumlede, at der ikke var noget. 
  "Vil du have en hasselnød?" bød han, sikkert for at få Elina i bedre humør. 
Den kradsende fornemmelse i Elinas hals, voksede blot ved ordet.
  "Jeg er allergisk," hostede hun, "nej tak,"

Hun skubbede med en lidt for voldsom bevægelse Elmos hånd væk, så nødden fløj ud af hans hånd og landede i én af de mange bærbuske. Det øjeblik hvor hendes fingre strejfede hans, sitrede hendes krop på en måde, den aldrig havde gjort før. 

Elmo rystede smilende på hovedet og lagde sig ned. 
Elina lagde sig ved hans side, og varmen fra hans krop kom som en imødekommende strøm af tryghed. 
Det kriblede i hendes hjerne for at finde på noget at sige, det endte dog bare med at drømmende suk. Hvad var der også at tale om?

Vinden fik træerne til at hvisle, og et vindpust fik de få visne efterårsblade, der var omkring dem, til at rulle hen over den bløde jord. 
Elina drejede hovedet og så lige ind i Elmos mørke øjne. Det var som om øjnene fangede hende i et mystisk hul. Et stort hul. 

Elmo blinkede og på trods af hendes lyst til at fastholde hans blik i sit, løsrev hun sig. Mørket var ved at falde på, og træerne blev kun uhyggeligere og uhyggeligere, jo nærmere de kom midnat. 

Kulden hev i dem begge, uvidende om, hvad der ventede dem, rykkede de tættere sammen. 
Et kort øjeblik stoppede tiden, og Elina fik en underlig lyst til at rykke endnu tættere på Elmo.
Hun fangede igen hans øjne et øjeblik - der var noget specielt over de øjne. Noget der fik hende til at tænke på Havstad, noget der gjorde hende urolig og samtidig tryg. Noget mystisk. 

Måske var det bare fordi hun lå i en mørk skov, klokken halv elleve om aftenen? Måske var det de mange gyselige lyde omkring dem? Eller måske, måske var det virkelig hans øjne, der gjorde hende utryg? 
Øjnene fik hende til at tænke på den lille hyggelige by, fuld af glæde og lykke, lige indtil byen fik en glødende ende. Havstad. 
Hun plejede altid at gå en morgentur rundt i de hyggelige gader, kigge på alle de lukkede butikker. 
Der havde været et læderarmbånd, hun virkelig havde ønsket sig, men hun havde desværre aldrig fået det.

Armbåndet var selvfølgelig brændt op nu, så der var ingen grund til at... Pludselig slog en tanke hende:
  "Elmo!" 
  "Mmmmh," hans svar var langtrukkent, som om han næsten sov. 
  "Kunne det være, at jeg kunne se mine forældre på et tidspunkt, du ved, de er jo døde ligesom mig?" Elina frydede sig ved tanken om at kunne se sine forældre igen. 
  "Måske," var hans svar bare, men han fortsatte, "Himlen er et stort sted, så det vil nok blive besværligt. Men får vi tid, kan vi måske smutte forbi.. Eller du kan," han tav.
Nu var det hende, der måtte svare "måske". 

Elmo førte først sin hånd til Elinas kind, så ned over hendes ryg, om på hendes mave, og tilsidst holdt han hendes hånd i sin. Elmo fumlede et øjeblik med græsstrående under sig. Men så lå han helt tæt på Elina, så hun blot kunne beglo hans mørke øjne endnu engang. 

  "Elina, jeg har længe tænkt på dette, jeg har længe spekuleret over, om det var klogt at fortælle hele historien til dig, og derfor har jeg også udskudt det op til flere gange," sagde han, og fortsatte," Men nu er det på tide, vil du høre den?" Elmo så tænksom ud.
  "Fortæl," lød svaret. 
  "Okay, men lov mig ikke at blive vred," 
Elina nikkede, og lagde forsigtigt hovedet på Elmos bryst. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...