Flygtet fra døden

☯ Der er dem, der hører til i Himlen, der er dem, der hører til i Helvede, og så er der dem, der havner der ved et tilfælde ☯ - Det er ikke til at sige, om det var et tilfælde, at det nøjagtigt var den 13 juni på denne dejlige solskinsdag landsbyen Havstad brød i flammer. Det er heller ikke til at sige, om det var et tilfælde, at den 16' årige Elina Colt skulle dø på denne dag - kvalt i flammerne. Det var dog et tilfælde, at hun valgte vejen til Helvede. Elina flygter derfra med den jævnaldrene Elmo, efter at de har været holdt som slaver, og sammen når de langt. Men endnu et problem kommer dem i vejen! Og kan det overhovedet lade sig gøre at flygte fra døden? Vil de nå langt inden døden indhenter dem?

1Likes
2Kommentarer
382Visninger
AA

10. Når drømme bliver til virkelighed

Elinas hjerte bankede gevaldigt, da hun kort efter Elmo, selv drejede om hjørnet. Hun havde ingen anelse om, hvor pokker hun skulle gå hen. Hun gik bare. Ænsede ikke engang, hvordan omgivelserne så ud. Godt nok så hun at gulvet var skakternet og loftet støvgråt. Men de sorte lysekroner, der var hævet 3-4 mere over hendes hoved og spejlene, der genspejlede hendes ansigt, det lyse hår og de grønne øjne, ænsede hun ikke. 

For enden af gangen var to døre. Og ved siden af hver dør stod en kommode. Grå kommoder. 
Hun standsede et kort øjeblik. Tankerne knagede i hendes hoved, før hun besluttede sig for at gå efter lyden af Calina. 

  "Elmo?" Calinas skingre stemme gungrede gennem gangene, "hvad laver du her?" 
  "Hvad tror du," spurgte Elmo, "Moster," tilføjede han så spydigt. 
  "Du er vel ikke kommet efter din ynkelige mor, vel?” Calina lo. 
Godt det ikke var hendes moster.. 

Elina bevægede sig efter lyden og kunne snart konkluderede, at hun desværre måtte tage vejen gennem en helt mørk gang. Kun én fakkel brændte og sendte en enkelt lysstråle gennem rummet. 
Forsigtigt tog hun et skridt ud i mørket. Døren lukkede i bag hende med et brag. 
Nej nej nej!.. Bare Calina ikke hørte det. 

  "Hør, Calina," det lød som om Elmo prøvede at dæmpe lyden fra døren med sin stemme, "jeg vil bare gerne sludre lidt med dig. Egentlig kom jeg for at spørge om, hvornår jeg får min mor tilbage?" 
  "Din mor?" Calina lød skeptisk. 

I gangen var det så mørkt, at man næsten ingenting kunne se. Luften var så tyk, at man næsten ikke kunne trække vejret. Som om alt ilten blev suget ud af rummet. Elina udstødte nogle underlige hikkelyde i forsøg på at få luft. Hviskende stemmer lød flere steder fra. De startede stille ud, men blev så højere og højere. Pludselig stod noget i vejen for hende. Hun var lige ved at falde, men fik hurtigt famlet sig frem og genvandt balancen. Der lød en skraben i gulvet og en stor dør åbnede sig. Inde bag døren var der også mørkt, der var dog svage lys fra flere end én fakkel, så man nu kunne se, at gulvet var lavet af brosten, ikke specielt store brosten, men grå var de.
Vent.. Var det ikke det, der var sket i drømmen? 

Chokeret tog Elina sig til hjertet og forventede hvert øjeblik at høre Dystans stemme bag sig. Hun så sig gang på gang over skulderen. Men intet skete. 
Hvorfor kom han ikke? Var det første Elina tænkte, men priste sig så lykkelig for, at han ikke kom. 
  "Hvad du drømmer, er kun svaret på halvdelen," - hvad havde Elmo egentlig ment med det?

  "Øjeblik Elmo," sagde Calina. 
  "Så du er altså død igen? Sikke en skam," efterfuldt af Calinas ondskabsfulde latter. 
  "Ja," var der en anden stemme der peb. 
Måske endnu en skygge, der var død igen? 

Latteren rungede gennem gangen. Og Elina fulgte den, til hun stod foran en dør, der stod på klem. Forsigtigt kantede hun sig frem, så hun lige akkurat kunne se ind af dørsprækken.

Inde bag døren stod: En anden skygge, der var åbenbart også måtte være blevet dræbt igen af De Syv. Skyggen var stadig hovedløs, og dens krop ligeså grå og gennemsigtig som i Helvede. Men hvorfor var denne skygge hovedløs, når Massimo ikke længere var det? 

Foran skyggen stod en enorm kvinde. Hun havde det største bagparti Elina nogensinde havde set. Hendes hår var kulsort og gik hende til taljen. Næsen var kroget og mindede alt for meget om en heks'. Hun lignede en galning og huden var helt hvid. Måske en vampyr? - Hun lignede hende i drømmen - det måtte være Calina.

Bag skyggen stod Elmo, som sukkede op til flere gange, så hans sorte hår hoppede op og ned. 
  "Smut med dig," Calina gjorde nogle puffende bevægelser, så skyggen vendte sig om mod hende. Så svang hun sit tjavsede hår om på ryggen og fumlede lidt med et eller andet på bordet, der stod ved hendes side. 
Så løftede Calina hænderne, så Elina nu kunne se, hvad det var, hun havde haft med at gøre. 
Et hoved. 

Hovedets store runde øjne stirrede forvirret ud i rummet. Mens den ovalformede mund åbnede og lukkede sig gentagne gange. 
Med pludselige bevægelser satte Calina hovedet på skuldrene af skyggen. Så drejede hun det lidt, så det satte sig helt på plads. 

Elina måbede. Hun måtte holde en hånd op foran munden og gispede lavt. 
Skyggen drejede så om på hælende og gik direkte mod døren, Elina befandt sig bag. 
Forvirret snurrede hun rundt om sig selv, men fandt så på at kravle helt om bag døren, så ingen lagde mærke til hende i mørket. 

Ud gennem døren kom den nu hele skygge. Hendes hjerte sprang et par slag over, men den forsvandt ud gennem mørket uden så meget som at kigge sig tilbage. Og Elina listede igen hen til sprækken i døren, så hun igen lige akkurat kunne ane Calina og Elmo. 

Det var i hvert fald ikke her Alvine - Elmos mor -  befandt sig. 

Elina drejede rundt, og gik tilbage ned af den mørke gang igen. Hun forsatte ind af døren, der førte ind til rummet med kun én enkelt fakkel. Denne gang var gangen kun halvt så mørk. Og man kunne sagtens ane brostenene, det sorte loft og lysekronerne. Men der var stadig den samme tunge og klamme luft. 

Hendes skidt rungede ned ad gangen, men standsede så ved lyden af en hvisken. 
  "Nej..nej... Lad være...ik' kom tættere påå," en kort pause:
  "Gå væk. Jeg. Har. Ikke. Brug. For. Dig. Søster," ordet 'søster' blev næsten råbt ud. 
  "Hvem er det?" selvom Elina allerede have en anelse, fandt hun det alligevel bedst at spørge. 
  "Gå væææk," jo flere skridt Elina gik, jo nærmere kom lyden. 
  "Hallo?" 
Hendes hjerte bankede snart hurtigere end det var muligt. 

Hun kom til en ny dør. En stor metaldør. Den stod på klem og Elina stak sit hoved frem i sprækken, så hun lige kunne skimte ind. 

Bag døren var et rum, hvor gulvet også var belagt med grå, glatte brosten. Væggene hvide og loftet sort. Borde og stole stod i en lang række op imod væggen, hvor små røde standerlamper førte vejen derfra til en ligeså rød lænestol midt på gulvet. 

Stolen var fastgjort til jorden med lænker. I stolen sad en kvinde. Hendes hår var skulderlangt og brunt. Fra Elinas afstand var det svært at bedømme kvindens præcise øjenfarve, men den var mørk, så det ud til. Havde omtrent samme farve som Elmos. 
Hun var aldeles mager, benene dinglede ud fra stolesædet og hendes tåspidser ramte knap nok brostenene. Og så var hendes læber blodrøde.
Da Elina kom nærmere så det ud til, det rent faktisk var blod. Elina konkluderede at kvinden måtte have bidt hul i sine læber, mens hun hvislede.
Når kvinden hviskede, dryppede små røde dråber ned af hendes hage. 

  "Nej.. Gå væk.. Tro mig, når jeg kommer...fri," 
  "Er du Elmos mor?" Elina spurgte ligeud. 
  "Gå vææk..." 
  "Jeg er her for at hjælpe dig. Jeg kender Elmo," Elina gik i stå, lyttede et øjeblik blot til kvindens hvisken, "Er du hans mor?" spurgte hun igen.

Havde Elmo glemt at fortælle hende, at hans mor var sindsyg, eller havde Calina gjort et eller andet sygt ved hende, siden hun hviskede sådan? 

Der gik lidt tid, hvor Elina blot stod og tænkte, og hun kom frem til den konklusion, at hun kunne prøve at slå kvinden. Det havde hun i hvert fald set folk gøre på film. 
Så det gjorde hun: 

Elina trådte et par meter frem, så hun blot stod få centimeter fra kvinden. Hun tog en dyb indånding, før hun hævede sin hånd, foldede den ud og sænkede den hurtigt igen mod kvindens kind. Det gav er ordenligt klask, da den ramte. Hånden efterlod et rødt mærke, man kunne lige akkurat se, hvor Elinas lange fingre havde været plantet. 
 
Det gik et par sekunder, men så lod det til, kvinden tøede op. Hun blinkede et par gange med sine brune øjne - som Elina nu kunne se farven på. 
  "Hvad skete der?" spurgte kvinden forundret. 
Men eftersom Elina havde svært ved at svare kortfattet på det spørgsmål, besluttede hun at lade Elmo om det. 
  "Ehm, undskyld, hvad var det du spurgte om?" kvindens stemme var silkeblød og det lod til, at hun accepterede ikke at få svaret på sit første spørgsmål. 
Elina stirrede blot på den blodplettede trøje, før hun svarede: 
  "Er du Elmos mor?" 

Kvinden nikkede, men så så forskrækket ned af sin hvide - nu blodplettede - trøje. Hun rørte ved sine blødende læber, for derefter at kigge forbløffet op på Elina. 
Ikke overraskende. Elinas trang til at lade gulligt opkast strømme ud af sin mund syntes at blive større og større, jo mere hun kiggede på blodet. 

  "Det tager vi os af bagefter, lige nu skal du ud af det her fængsel," Elinas hjerte bankede utallige slag, da hun sagde det. 
  "Du skulle tilfældigvis ikke vide, om der er en nøgle til de lænker der?" Hun prøvede at bevare roen. 
  "Der ligger et nøglebundt derhenne," sagde Alvine med sin silkebløde stemme. Hun pegede hen på et af bordene langs væggen. 
Kvinden måtte være Alvine, eftersom hun jo var Elmos mor. 

Forsigtigt listede Elina hen mod bordet for så at tage de raslende nøgler. 
Låsene klirrede svagt, da hun endelig formåede at få dem op. 
  "Tak," udbrød Alvine lettet, "så kan jeg endelig komme væk fra det her sindsyge fængsel. Hvor er Elmo?" 
  “Gå blot ud af dette rums dør, fortsæt helt ud af Calina-Borg. List så ned ad klippeskrænten, hvor du finder to heste. Eygló og Gabrielle. Vent der, så kommer Elmo," hviskede Elina. 

Moren gjorde som Elina sagde. Skoene klirrede lavmælt ud i den grå gang, da Alvine forsvandt ud i skyggerne, og Elina måtte lettet puste ud. Så var den del da overstået. 

Elina ventede få øjeblikke og gik så også ned ad gangen. Faklernes grålige skær sendte adskillige uhyggelige skygger ud i rummet.
Forsigtigt trak hun ned i håndtaget og forsvandt derpå ud på den næste gang. Den med det skakternede gulv og kommoderne. Egentlig vidste hun ikke, hvad hun havde tænkt sig, men et aller andet måtte hun jo gøre. 

Elina var lige gået ind af døren til gangen uden lys, da en stemme afbrød hendes tankegang:  
  "Og hvem har vi så her?" 
Nej, nej neej! 
Nu ville det blive som i drømmen i skoven - Det var den eneste tanke, der fløj gennem hendes hjerne.

Hans store gedebukkeagtige skikkelse tårnene sig op højt over hende. Hun følte sig som en myg, som hun stod der foran Dystan. 
Opkastfornemmelsen blev forstærket, og hun syntes at kunne smage blod. Nålene der også før havde naget i hende, stak hårdere og dybere. 

  "Jeg tænkte nok, at det var her I var," han lo ondskabsfuldt, "hvor er din lille sorthårede ven?" 

Elina kunne mærke sine ben ryste under sig og hjertet, der begyndte at banke hurtigere. 
  "Nå, jeg skal alligevel sludre lidt med Calina, mon ikke jeg finder ham til den tid?" Han rystede irriteret på hovedet, da han intet svar fik. 
  "Ja, og så kan jeg selvfølgelig også lige fortælle hende, at hun har ubudne gæster på sin borg," han lo endnu en grusom latter.
 
Elina syntes for alvor, at hun kunne smage den stærke smag af metal. Hun fik lysten til at slå Dystan lige midt i maven, men frygten for konsekvenserne afholdt hende. Det var alligevel ikke det værd. Hun ville også mene, at hun vaklede en smule. Hældte en smule til den ene side. 
  "Flyt dig!" afsluttede han så. 

Desværre blev Dystan ved med at holde Elina fast, og han trak hende med ind i rummet til Calina og Elmo. 
  "Så stop dog med at ryste, dumme dyr," beklagede han sig over Elina, idet de gik ind ad døren. Men Elina rystede stadig som en gal. 

Elmo så overraskende på hende, da hun blev slæbt ind af Dystan. 
  "Mor. Ude. Heste. Dystan," prøvede hun i et forsøg på at undgå at Dystan og Calina fattede det, men Elmo skulle kunne forstå. 
  "Nårh, hvad har vi så her," Calinas latter var uudholdelig grusom - endda værre end Dystans. 
  "En svækling af en ven til din nevø Elmo," brølede Dystan triumferende. 
  "Hvem havde også troet, det her skulle blive ligeså let, som at slippe ud af Helvede," sukkede Elmo lavt. 
Men havde det overhovedet været let, at slippe ud af helvede? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...