Flygtet fra døden

☯ Der er dem, der hører til i Himlen, der er dem, der hører til i Helvede, og så er der dem, der havner der ved et tilfælde ☯ - Det er ikke til at sige, om det var et tilfælde, at det nøjagtigt var den 13 juni på denne dejlige solskinsdag landsbyen Havstad brød i flammer. Det er heller ikke til at sige, om det var et tilfælde, at den 16' årige Elina Colt skulle dø på denne dag - kvalt i flammerne. Det var dog et tilfælde, at hun valgte vejen til Helvede. Elina flygter derfra med den jævnaldrene Elmo, efter at de har været holdt som slaver, og sammen når de langt. Men endnu et problem kommer dem i vejen! Og kan det overhovedet lade sig gøre at flygte fra døden? Vil de nå langt inden døden indhenter dem?

1Likes
2Kommentarer
387Visninger
AA

9. "Hvad du drømmer, er kun svaret på halvdelen,"

En gul stribe af lys sneg sig ind gennem Elinas øjenlåg, og hun åbnede øjnene. Hun vendte sig om for at se efter Elmo. I går aftes havde han lagt sig ved siden af hende, taget hendes hånd og hvisket, at det hele nok skulle gå.
Måske havde han ret? Men Elina følte sig alligevel utryg. 

Først da hun slog øjnene helt op, gik det op for hende, at Elmo ikke længere lå ved hendes side. 
Hun fik hurtigt rejst sig op, for at se sig omkring efter ham. Men han var ingen steder at se, kun de gule rapsmarker og de lilla sommerfugle over dem var i syne. 

  "Elina, hernede," 
Råbet kom nedefra, og Elina så sig forundret rundt. Nede?

Da gik det op for hende, at hun stod på en klippe. Bag hende var de rå klippesten splintret. Men en stor del af dem stod stadig som en massiv mur, der blokerede vejen videre. Hun havde sansynligvis ikke set den for mørket. 
Længere fremme ville fodfæstet forsvinde, hvis man begav sig derud. Klippen gik stejlt nedad, hvilket gav hende kuldegysninger.
 
  "Elina, her," Elmos stemme lød endnu engang. 
Og nu så hun ham for enden af en stejl sti, der gik ned ad klippen. Bag ham stod de høje raps bøjet hen over ham. Stien var svaret på, hvordan hun skulle komme ned. Men hvordan Elmo havde fået Eygló og Gabrielle med derned forblev en gåde. 

Hun skyndte sig ned til ham. Elmo fremtvang et lille smil, da hun stillede sig ved siden af ham. Hans øjne flakkede en smule, men så mumlede han: 
  "Jeg beklager i går - du blev tydeligvis en smule chokeret,"

Hun lod tankerne vandre tilbage til i går. 

Der havde været helt stille på klippen, kun deres åndedræt kunne høres. Og ganske forsigtigt havde Elmo rykket sig tættere på Elina, så han havde åndet hende i nakken. Hun havde vendt sig om, og kigget dybt ind i hans mørke øjne, der ikke længere gjorde hende utryg. Faktisk lå der en tryghed over dem. 
Elina havde spurgt ham, om han troede det var muligt, at de nogensinde kom ind på Calina-Borg. Elmo havde blot besvaret hendes spørgsmål ved at presse sine bløde læber mod hendes hjerteformede. Præcis som i drømmen. 

Men det var ikke kysset, der havde chokeret hende, det var den konklusion, at hvis denne drøm blev til virkelighed, gjorde den med Dystan også. 

  "Det er okay," smilte hun, "hvis det var det, der var din fornemelse, så var det det, du skulle gøre," gentog hun sin bedstefar. Sådan havde han altid sagt, "men lad os lige aftale, at det ikke gentager sig," tilføjede hun, på trods af lysten til at spole tiden tilbage til aftnen igår. 

  "Og hvad skal vi så nu?" sagde Elina så, for ikke at gøre situationen mere akavet end den var i forvejen.  
  "Først og fremmest skal vi til Calina-Borg, og det kommer vi kun ved at ride," 

Det varede ikke mange sekunder før Elmo sad oppe på Gabrielle. Hun prustede svagt og bakkede en smule, så hendes hvide man hoppede op og ned. Kort efter gjorde Elina, Elmo efter, og svang sig op på Eygló. 
De satte i gang, og snart forsvandt de ned ad den lille grussti rundt om rapsmarkerne.

  "Jeg faldt faktisk ikke af i går," fnes Elina en smule stolt af sig selv. 
  "Rent mirakel," 
  "Gu' var det ej," 
  “Nej, nej, så siger vi det," drillede Elmo, og satte i trav. "Bare lov mig ikke at falde af idag," 

Det varede uudholdeligt længe, før en kæmpe klippeblok blokerede vejen for dem. De rå klippesten så ud til at kunne rive ryggen op på en, hvis man bevægede sig for tæt på dem. 
Elina lod blikket følge klippevæggen hele vejen op. På toppen kunne hun skimte en enorm borg. Sort som i Underverdenen.

Hun hævede fortvivlet øjenbrynene, og så så på Elmo, der allerede var i færd med at hoppe ned fra Gabrielles hvide ryg. 
  "Hvad skal du?" 
Der lød intet svar, men Elmo satte fødderne på de nederste klippesten og begyndte langsomt og besværet at begive sig opad. 
  "Hvad pokker laver du?" 
  "Bind Gabrielle og Eygló til træet derovre," var det eneste svar Elina fik tilbage, mens han pegede på det nærmeste kastanietræ, stadig i færd med at klatre op af klippevæggen.

Hurtigt bandt hun hestene til træet og så så spørgende mod Elmos ryg, men da hun intet svar fik, himlede hun blot med øjnene, og begyndte at begive sig op ad den grå klippe.
De store sten kradsede Elina på armene og lavede små blødende rifter hist og her. Hun søgte efter et sted at gribe fat, og sådan fortsatte hun, til hun tilsidst ikke længere kunne finde noget at gribe fat om. 

Klippestenene kradsede stadig og gjorde rifterne større, end de var i forvejen. Forfærdet så hun ned. Der måtte mindst være syv meter til jorden.

Det svimlede for hendes øjne, og pludselig mistede hun fodfæstet. Et skrig undslap hendes læber, da hun nu kun hang i armene. De grønne øjne blinkede et par gange ulykkeligt. Nu døde hun igen. 
  "Rolig Elina, jeg kommer nu og desuden.." Elmos stemme kom tættere og tættere på. 
  "Kom nu bare!" skreg hun. 
  "Elina, du kan ikke dø for pokker, du er død!" sagde han så opgivende, "de eneste steder du kan dø igen, er i Helvede, eller hvis Calina slår dig ihjel,"  
I det øjeblik slappede hun pludselig af, og da mistede hun fuldstændig grebet. 

Elina skreg, skreg så det rungede i klipperne. Det kunne sikkert høres helt over på den anden side af rapsmarkerne. Hun kunne allerede mærke det hårde slag, hun ville få, når hun ramte jorden. Men ganske rigtigt som Elmo havde sagt, landede hun godt nok hårdt på klippestenene, men hun døde ikke. 

Forpustet åndede hun lettet op og så op på Elmo. 
  "Så er det bare at starte forfra," råbte han flabet oppe fra klippens top. 
Han var allerede kommet op, og hun kunne kun lige skimte hans sorte hår blæse i vinden, over klippen. 

Hun forestillede sig hans ansigt. Hans øjne ville sikkert udstråle en stolthed som ingen andre. 
Elina sukkede opgivende, men begyndte så forfra - hun måtte vel op til ham. 

Endnu engang kradsede klipperne, så hendes næsten brune blod piblede ud. Men endelig nåede hun op til ham. Han stod med et smørret grin på læberne.
  "Nå, så kom du," 

Hun vendte blot øjne ad ham og lod så blikket falde på omgivelserne. 
Godt hundrede meter fra dem tornede en stor sort borg sig op. Dens højeste spir blev dækket af skyerne, mens dens mindste kun var få meter over jorden. Borgens røde vinduer sad alle cirka to meter over jordens overflade, mens døren stoppede ved cirka tre meter. 

Elina sukkede tungt og lod en hånd køre gennem sit lyse hår. Hendes ovalformede ansigt blev dækket af den grå skygge, der snoede sig fra borgen til hende og Elmo.
  "Så er det vel bare igang?" mumlede han. 
Det var ikke ment som et spørgsmål, det var nærmere bare en start på den rejse, de begav sig ud på.

Elina bed sig i underlæben, men gik så hen ad stien, der førte til borgen. Hendes skridt slog i takt med mudderet under hendes fødder. Snart stod de foran døren til Calina-borg.   
  "Så er vi i det mindste her," mumlede hun. Frygten nagede allerede i hende. 
Elmo nikkede blot og skubbede til den sorte dør. 

De var knap nok trådt ind i entréen, da en skinger stemme lød over dem. Den skrattende stemme begyndte at fable: 
  "Velkommen til Calina-Borg. Jeg er Calina, og hvis du er har din død kær, så vender du om øjeblikkeligt og forsvinder ud af min borg, tak - ellers har du en masse at fortryde," 

Forvirret lod Elina blikket falde på Elmo. Hvad pokker var det her nu for noget? 
  "Årh nej, det havde jeg fuldstændigt glemt! Skynd dig, kom!" hviskede Elmo og lod sin hånd stramme sig om Elinas. En svag varme sitrede gennem hendes krop. 

Elmo trak Elina ind bag den nærmeste kommode. 
  "Der er nogen i Calina-Borg, find dem!" Den samme skingre stemme rungede gennem gangene. 
  "Men frøken, tror du ikke, at de vender om og..." 
Et brøl afbrød sætningen. 
  "Tror du ikke jeg bedst selv ved, hvad jeg skal gøre og ikke gøre? Find dem din ynkelige spand!" 
Forskrækket hævede Elina øjenbrynene. 
  "Så er vi da kommet til Calina-borg, tænkt jeg har sådan en moster," mumlede Elmo. 

Skridt gungrede på gangen, og Elina skyndte sig at holde en hånd op foran hans mund. 
  "Ikke én lyd, der kommer nogen," hviskede hun. 
  "Tror du ikke godt, jeg ved det? Hvorfor skulle jeg ellers springe herom.." 
  "Shhh!" 

Ud mellem kommodens sprækker, kunne Elina lige ane en grå skygge komme gående. Skyggen lignede forfærdeligt meget dem fra Helvede. Faktisk lignede den så meget skyggerne i Helvede, at Elina ville vædde med Elmo om, at det var én af dem. 
Da skyggen kom tættere på kunne hun pludselig se et aller andet genkendeligt ved den. Og pludselig slog det hende: Skyggen var Massimo. 
Det var faktisk én fra Helvede. Skyggen der havde prøvet at slippe fri. Den skygge der fik hovedet hugget af af De syv.

Elina måtte ærligt indrømme, at hun ikke kunne afgøre om hun helst ville være i Helvede, eller her - på Calina-Borg. Calina lød mindst lige så forfærdelig, som Dystan. 
 
  "Okay," hviskede Elmo. "Jeg afleder Calina, da jeg kender hende. Og så finder du ud af, hvor min mor befinder sig," 
  "Shh.." 
  "Hallo, er du med på det?" vrissede han.
Elina blinkede et par gange med øjnene for så derefter at nikke. 
  "Men hvordan pokker ser din mor ud, hvis jeg nu skulle støde på hende?" 
  "Brunt hår, brune øjne. Aldeles smal og meget lav," 
Og så rejste han sig. Han skulle lige til at dreje om hjørnet - om mod Massimo - da Elina afbrød: 
  "Men Elmo?" 
Han vendte forbavset ansigtet mod hende. 
  "Så bliver det jo ligesom i drømmen i skoven," 
Elina mindede sig selv om skoven. Om hvordan hun havde drømt at Dystan stod bag hende.
Der gik lidt tid før Elmo svarede. 
  "Det er ikke helt præcist det samme, der sker i drømmen, som her," 
  "Men noget lignende?" 
Hun håbede inderligt, at han ikke havde løjet for hende igen. Men hvorfor skulle han have gjort det? 
  "Tjaaa..." Elmo tøvede. 

Elina så ud gennem sprækken i kommoden. Massimo var uhyggeligt tæt på nu, og hvis Elmo ikke snart flyttede sig, ville han blive opdaget, mens de snakkede sammen. 
Så Elina sænkede stemmen og hviskede: 
  "Massimo. Rundt om hjørnet. Svar mig nu!" 
Elmo lo forundret, som om han ikke forstod, hvad hun mente. Men da han hørte fodtrinnene komme nærmere, var han ikke et sekund i tvivl længere. 
  "Hvad du drømmer, er kun svaret på halvdelen.” 
Og så forvandt han, rundt om hjørnet. Om til Massimo.      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...